På pavelige opfordringer om at kristne det hedenske Baltikum drog Valdemar Sejr med en hær til Estland, hvor den danske hær 15. juni 1219 sejrede i slaget ved Lyndanisse. Men esterne var ikke sådan at bide skeer med, og de tyske krigermunke i Sværdbrødreordenen ”Fratres Militiae Christi Livonie” var heller ikke velvilligt stemt over for Danmark som konkurrent på erobrings- og kristningsfronten. Et fejlslagent kongeligt felttog, et makabert drab på Valdemar Sejrs vicekonge, et omfattende oprør, angreb fra Novgorod samt en håndfuld hårde belejringer skulle der til før, at situationen i det undertvungne land havde stabiliseret sig.    

 Tallinns 1. belejring

Skulle man tro, at sejren ved Lyndanisse bragte fred, må man tro om. Allerede i april 1221 iværksatte estere fra den endnu ikke besatte ø Saaremaa, beliggende ud for Estlands vestkyst, et modangreb. Angrebet var rettet mod Tallinn/Reval, hvor danskerne i 1219 havde bygget en fæstning, som erstatning for det mindre forsvarsværk, der prydede toppen af højdedraget Toompea. Modviljen mod de indtrængende danske var stor, så Saaremaa-krigerne ikke kæmpede alene, men fik følgeskab af krigere fra det centrale Estland, foruden fra egnene nær Tallinn; Reval, Harju og Virumaa. Symbolsk for hadet var kong Valdemar Sejrs lensmands skæbne, som blev fanget af esterne, der flåede hjertet ud af ham levende, ristede og spiste det.

Lensmandens grumme skæbne intimiderede dog ikke forsvarerne. Over 14 dage bølgede kampene frem og tilbage mellem belejrede og angribere. Den danske styrke foretog adskillige udfald for at ødelægge esternes angrebsforberedelser, der på deres side forgæves forsøgte, at sætte borgen i brand. Da tre skibe ankom til farvandet ud for Tallinn troede esterne, at selve den danske konge ankom med en undsætnings-styrke, så belejringen blev opgivet og krigerne spredtes. Efterfølgende tog danskerne hævn ved at hænge mange af landsbyernes ’ældste’, der udgjorde myndigheden i blandt esterne, i de oprørske egne, og fordoblede eller tredoblede de undertvungnes esteres skattebyrde. Oprørsviljen skulle grundigt knægtes.

Valdemar Sejr bringer krigen til fjenden

Mens de tyske Sværdbrødre, der allerede i starten af 1200-tallet havde indledt deres korstog i for at kristne balterne, var travlt beskæftiget med at konsolidere deres erobringer i den sydlige del af Estland, der løbende måtte forsvares mod indtrængen fra Novgorod og deres allierede i bystaten Pskov, der så alle vestlige kristne korsfarere som en trussel mod deres ambitioner om at udbrede den russiske-ortodokse tro, tog danskerne initiativet. Netop arnestedet for angrebet mod Tallinn, øen Saaremaa, var målet for det danske angreb. I sensommeren eller efteråret 1222 landede kong Valdemar Sejr med en hær og gik i gang med at bygge et stærkt fort af sten, i modsætning til de fleste forter af tømmer i regionen. Det skulle fungere som udgangspunkt for et kommende felttog for endeligt at knække de genstridige estere.

Krigslykken vender

Det første estiske modangreb blev som håbet afvist, tingene gik som forventet, og Valdemar Sejr vendte tilbage til Danmark. Men så glat gik det alligevel ikke; esterne hentede hjælp fra fastlandet, hvor de på basis af en krigsmaskine, som danskerne tidligere havde givet til lokale krigere fra Harju, lærte at konstruere kastemaskiner. Godt forstærket med hele 17 af disse maskiner angreb de igen den danske fæstning, hvis forsvar de nu kunne for alvor kunne presse med et intenst bombardement. Talmæssigt underlegen, isoleret ude på Saaremaa, og uden mulighed for at kunne ødelægge belejringsmaskinerne, måtte den danske styrke indse, at situationen var blevet uholdbar. En aftale blev derfor indgået, hvor den danske styrke fik frit lejde til at forlade fæstningen, som esterne straks ødelagde.

Oprøret brænder igen

Sejren på Saaremaa satte på ny ild i esternes hjerter, og i løbet af 1223 spredtes oprøret til store dele af Estland. Våbnene rettedes ikke blot mod danskerne, men alle vestlige korsfarere, og Sværdbrødrenes garnisoner blev overfaldet og nedkæmpet med så stor styrke, at det angiveligt kostede op mod en tredjedel af alle de ellers stærkt troende og hårdt trænede krigermunke livet. Som et symbol på den genvundne frihed, og en klar afvisning af den påtvungne kristendom, blev hedenske religiøse ceremonier igen udført åbent. Igen slog estere og russere sig sammen, og russiske styrker trængte ind Estlands østlige og centrale egne. Denne gang skulle det lykkes at drive korsfarerne ud, synes holdningen at være; fæstninger blev forstærket, estere lærte at bruge det nye og effektive våben, armbrøsten, og man byggede endnu flere krigsmaskiner.

Tallinns 2. belejring

De estiske oprørere stod så stærkt, at krigsfanger, esterne havde taget, kunne udveksles med ’de ældstes’ sønner, der i årevis ellers var blevet holdt som gidsler af Sværdbrødrene. En kombineret styrke af krigere fra bl.a. egnene Läänemaa, Harju og Virumaa belejrede på ny den danske fæstning i Tallinn. Men under kampene lykkedes den danske styrke at foretage et udfald, der ramte den brogede estiske styrke hårdt. De valgte herefter at opgive belejringen – nok også under stærkt indtryk af et modangreb fra Sværdbrødrene, der i marts 1223 førte til en belejring af den stærke fæstning i Viljandi i det centrale Estland. Et større estisk felttog for at stoppe tyskerne slog fejl, og i august 1223 nedkæmpede Sværdbrødrene den russisk-estiske besætning i Viljandi.

Tallinns 3. belejring

Det fik dog blot Novgorod til at forstærke krigsindsatsen, der endnu en gang blev rettet mod Tallinn. Angrebet førtes af en kombineret styrke af krigere fra bl.a. Järva og Saaremaa og russiske tropper under kommando af prins Yaroslav Vsevolodovic. Fire ugers belejring og stormforsøg blev dog alle afvist med succes. Tallinn fæstning var ikke en nem nød at knække. Frustreret over ikke at kunne tage Tallinn nøjedes man tage til takke med at plyndre egnen omkring fæstningen. Under oprøret var danskerne mest buret inde i fæstningen Tallinn, men da oprøret var slået ned i 1223, og Sværdbrødrene i alliance med biskoppen af Tartu, der rådede over egne militære styrker, var begyndt at fordele de estiske egne mellem sig, sendtes soldater ud for at markere herredømmet over så meget estisk territorie som muligt.

Rovet deles

Sejrherrernes kapløb om at rage mest territorie og flest undersåtter til sig ledte uundgåeligt til sammenstød mellem danske styrker og Sværdbrødrene. Pavens udsending, Wilhelm af Modena, så faren for en regulær krig mellem parterne, der alvorligt kunne svække hele den vestlige korsfarermission, og mæglede i foråret 1225 mellem parterne. Resultatet var, at kirken officielt tildelte de nordlige egne af Estland til Danmark, der allerede i 1220 havde organiseret egnene som grevskabet Estland, som det er opført i Valdemar Sejrs jordebog. Et oprør og tre belejringer var med hiv og sving overstået, og dansk herredømme i det nordlige Estland var anerkendt for hele den vestlige verden. 

Tallins 4. belejring

Men Sværdbrødrene kom alligevel til fadet. Det danske Østersø-imperium, der i 1223 strakte sig fra Lübeck over hele den tyske og polske nordsøkyst samt Estlands nordkyst, kollapsede da Valdemar Sejr blev kidnappet på Lyø af ”Sorte Henrik”, dvs. grev Henrik af Schwerin. Resultatet var, at en enorm løsesum måtte betales for at få kongen fri og at imperiet gik tabt. Nogle år endnu fastholdtes grevskabet Estland på danske hænder, men da den danske konges forsøg på at genrejse imperiet endegyldigt fejlede med nederlaget ved Börnhoved i Holsten i 1227 var nedturen total. Sværdbrødrene udnyttede svækkelsen, og lagde endnu en gang Tallinn under belejring, som dog hurtigt var overstået, da forsvarerne ikke havde tilstrækkelige forsyninger til at udstå en belejring. Det danske herredømme var slut efter blot otte år.       

Af JG      

Læs også artiklen Det glemte korstog.

Læs mere:

Crusading and Chronicle Writing on the Medieval Baltic Frontier, Marek Tamm/ Linda Kaljundi

Jerusalem in the North – Denmark and the Baltic Crusades, A. L. Bysted/ C.S. Jensen/K.V. Jensen/ J.H. Lind

Danmarks krigshistorie 700-1814, red. af L. Frantzen/Knud J.V. Jespersen