Legenden om Dannebrog, der under et slag ”faldt ned fra himlen” og hjalp den danske hær til sejr, betyder, at korstoget i Estland i 1219 er velkendt. At Danmark også førte korstog i Polen i 1210 er helt glemt.

af JG

Det kan være svært at forstå, at det fjerne og sumpede område i det nuværende nordøstlige Polen og den russiske Kaliningrad-enklave i 1200-tallet var et svært eftertragtet stykke land. Men alligevel blev talrige felttog, som hurtigt antog karakter af korstog for Guds sag, organiseret og rettet mod området og den lokale hedenske befolkning, pruserne. Skiftende polske og tyske herskere var særligt aktive, og det endte med at den tyske ridderorden, teutoner-ridderne, erobrede og kristnede området. Men inden da havde danske kong Valdemar Sejr også kastet sig også ind i kampen.

Området var rigt, ikke mindst pga. de store forekomster af rav, der indtil 1945 blev udvundet på industriel basis. Men også politisk interessant. For på samme tid var den kristne verden under stærkt pres, da muslimske hære under hærføreren Saladin i 1187 erobrede den ”hellige stad” Jerusalem. Og det 4. korstog, der skulle befri Jerusalem, gik i opløsning og endte i 1204 i en katastrofe af blodbad og ødelæggelse af en anden af den kristne verdens største byer, Konstantinopel. Katastrofe på katastrofe for de kristne.

Samtidigt var også Danmark under pres fra det tyske kejserrige. Helt tilbage til 1134 havde kong Magnus modtaget den danske kongetrone af kejser Lothar, og kong Valdemar I var nødt til at aflægge vasaled til kejser Barbarossa i 1157 efter sejren over konkurrenten om tronen, Svend Grathe. Danmark var altså en del af kejserriget. Dog kun indtil 1182, hvor kong Knud VI nægtede af forny eden.

Kejseren sendte hertug Bugislav af Pommern af sted med en hær mod Danmark for igen at underlægge sig landet. Forgæves, for Bugislav led nederlag og måtte selv aflægge vasaled til Knud VI, og kejseren måtte året efter anerkende dansk overhøjhed over Pommern. Men magtkampen fortsatte, og bredte sig med korstogs-væsenet i 1200-tallet østover.

Korstog i nord, syd og øst

Som korsfarende nation kunne Danmark fremstå som en anerkendt del af den datidige prestigefyldte europæiske korstogsbevægelse, der, trods nederlagene, stadig var stærk i det østlige Middelhav, foruden i Spanien, hvor en række kristne stater kæmpede mod muslimsk-mauriske hære. At gå i krig for kristendommen styrkede forholdet til paven, der til gengæld gav Danmark politisk beskyttelse mod kejserens territoriale og politiske ambitioner.

Paven kunne på sin side bruge den danske konges støtte i hans egen politiske kamp mod den magtfulde tyske kejser, der udfordrede pavens autoritet. Og endeligt kunne de forsmædelige nederlag i Mellemøsten revancheres ved at udbrede sin indflydelse i et nyt og ”jomfrueligt” område.

Korstogs-biskoppen

Fra dansk side havde man adskillige gange tidligere været på røve- og straffetogter i den østlige del af Østersøen, uden at koble det op på religion. Men det ændrede sig med biskop Anders Sunesen, da han i starten 1200-tallet begyndte at arbejde for pavelig tilladelse til militære kampagner i hedenske områder. Og tilsyneladende med succes. I breve fra 1209- og 10 til kong Valdemar II skriver pave Innocens III om kongens ekspedition i 1209, at han havde ”signo crusis assumpto”, dvs. taget korset, og ”tam sancte perigrinationes labore”, dvs. at han gjorde det hellige pilgrims arbejde.

Pavelig autorisation til blodbad og tvangskonvertering

Pavens breve til Valdemar Sejr formanede ham til enten med al flid at udrydde hedningene eller bibringe dem den kristne religion, idet han pålagde det danske folk at bakke ham op i foretagenet, og forbød konger, fyrster og folkefærd, under trussel om bandlysning fra kirken, at forulempe Valdemar Sejr under hans fravær.

Altså pavelig autorisation til at omvende hedninge, og dræbe de som ikke ville omvendes – og samtidigt forbud mod at benytte kongens fravær i Danmark, mens han udførte dette ”Guds arbejde”, til at falde den danske konge i ryggen. Ikke mindst kunne den tyske kejser Otto IV kunne tænkes igen, at ville gøre krav på det tabte danske lensområde.

Valdemar Sejrs felttog

I 1210 landede en dansk hærstyrke i det hedenske Sambia, som da var den rigeste del af prusernes område, og som i vore dage er en del af den russiske Kaliningrad-enklave. Derfra marcherede hæren angiveligt ned langs kysten, mens den gjorde kongens og den kristne sags magt mærkbar over for den lokale befolkning. Kampagnen endte ved Gdansk, hvor fyrst Msciwoj I af Pommerellen regerede. Der vides ikke meget konkret om selve felttoget, men det skrives, at i særligt de områder der ”led” under kampagnen, blev der skabt et gunstigt klima for ”missionen”, dvs. nye kristne tro.

Står det til troende betyder det, at de lokale hedenske potentaters styrke blevet svækket, og at det er lykkedes at konvertere lokale til kristendommen. Felttoget er formentlig forløbet ved udsendelse af flere, mindre hærstyrker ud for at skabe ravage i området, for derved at lægge pres på lokale magthavere. I hovedsagen har man ikke givet sig i lag med de lokale befæstninger, kendt som ”burgwall”, ringforter bestående af jord- og lervolde med palisadeværk på toppen, men har rettet angrebene mod lettere mål, som bosættelser, marker og dyrehold uden for voldene.

Det vil i hvert fald være i tråd med datidens krigsførelse, som den beskrives i bl.a. præsten Henrik af Livlands beretning fra 1227, om sine 30 års erfaringer med erobringen og kristningen af det baltiske område. Regulære slag og længere belejringer var sjældne, mens den såkaldte ”Reise” var langt mere typisk. ”Reise” var en serie af togter, hvor en hær sendte mindre styrker ud i et bredt net for at plyndre, dræbe, tage fanger, brænde marker og huse af. Efter togterne vendte styrkerne tilbage til et samlingspunkt med de røvede værdier.

Opgivelser af hæres størrelse fra den tid er notorisk upålidelige, men Valdemars Sejr hær har givet været de lokale styrker talmæssigt underlegne, hvilket også var typisk for senere korsfarerhære i området. Men Valdemars Sejr soldater har givet haft nogle af de samme fordele, som til sidst gav senere korsfarerne sejren over pruserne; det tunge kavaleri, hvor både heste og riddere var pansrede, og som bevæbnet med lanser kunne smadre fjendtlige formationer, var en våbentype, som pruserne ikke havde et effektivt svar på.

Ud over at foretrække kamp i skov eller sumpede områder, hvilket præger området. Senere korsfarere brugte gerne lettere og mindre heste og kortere lanser pga. det vanskelige terræn, men det har næppe været tilfældet for Valdemars ekspeditionsstyrke, der ifølge kilder holdt sig til kystnære egne, hvor ridderne bedre kunne kæmpe.

Men også armbrøsten må fremhæves, som netop omkring år 1200 beskrives som vidt udbredt blandt både høj og lav, da de var relativt hurtige at fremstille og nemme at betjene, uden behov for langvarig forudgående træning. I modsætning til buen, som havde højere skudhastighed, men var langt mindre udbredt, da det krævede års træning, før den kunne bruges effektivt.

Mest sandsynligt er det, at korstoget var et rekognoseringstogt, hvor man både kunne ”vise flaget”, vurdere modstand og muligheder, og gøre sig værdifulde erfaringer til senere kampagner. Som den i Estland, der måske har udgjort et lettere bytte. I hvert fald måtte de senere magtfulde teutoner-riddere kæmpe i mere end et halvt århundrede for at erobre og kolonisere prusernes område, og måtte basere sig på talrige stærke stenfæstninger, og måtte organisere utallige togter – både de såkaldte ”stossreisen”, kortere togter, og ”baureisen”, længere togter, hvor man baserede sig på hurtigt byggede fæstninger af tømmer – før det lykkedes.

Det eneste kendte resultat af Valdemar Sejrs korstog var, at fyrst Msciwoj I af Pommerellen aflagde ed som vasal til Valdemar Sejr, da kongens hær ankom til Gdansk, hvilket betød, at hele den sydlige østersøkyst, fra Lübeck (under Valdemars Sejrs overhøjhed side 1203) til Sambia, i hvert fald nominelt, var under kongens kontrol. Msciwoj I skal også have overdraget kontrollen med de strategisk beliggende borge Zantyr, beliggende hvor floderne Vistula og Nogat mødes, og Preghore Castrum, ud for Pregolya (Pregel) floden i Sambia, til Valdemar, hvilket skulle markere området for kongens overhøjhed og territoriale interesse.

Læs mere:

Danmarks krigshistorie 700-1814 bind 1, K.V. Jensen, K.J.V. Jensen, G. Lind
Danske korstog – krig og mission i Østersøen/ J. H. Lind, C. S. Jensen, K. V. Jensen, A. L. Bysted
Some Remarks on the Settlement Systems of Early Medieval Prussians/ Tomasz Nowakiewizc
The Crusades and the Military Orders/ Zsolt Hunyadi/ Joszef Laszlovszky
Medieval Scandinavia, Odense Uni. Press, bind 12, Christian Pruthenian Mission.
”A Strategy of Total Annihilation, Henry of Livonia and the Conquest of Estonia 1208-1227”/John Gillingham
The Forgotten Crusaders; Poland and the Crusader Movement in the 12.th og 13.th Century; Mikolaj Gladysz
The Slippery Memory; The Place of Pomerania in the Medieval Kingdom; Paul Milliman
The Popes and the Baltic Crusades 1147-1254; Iben Fonnesbech-Schmidt