I et museum i Viborg ligger et skelet af en ung mand. Et ret usædvanligt skelet, da der ligger en kugle i bækkenet. Kuglen dateres fra Kejserkrigens tid 1626-1629. Et vidnesbyrd om en mørk og kaotisk tid, hvor ikke mindst nordjyderne var som en lus mellem to negle og desperat måtte kæmpe mod alle.  

Den 27. august I 1626 tabte kong Chr. 4., som bannerfører for den protestantiske sag, slaget ved Lutter am Barenberge med et brag. I september 1627 brød Chr. IV’s hær igen sammen ved Elben og i de efterfølgende uger myldrede lejesoldater i kongens tjeneste hovedkulds op i Jylland, skarpt forfulgt af kejser Ferdinand II’s katolske lejesoldater. En rædselstid for bønderne, der værgede for sig som de kunne.

Selvom de var i den danske konges tjeneste, og i princippet skulle beskytte kongens land og borgere, hærgede de slagne danskhyrede lejesoldater overalt hvor de kom frem. Særligt regimentet Calenberg, der end ikke havde deltaget i kampene i Tyskland, men ligget i kvarter i Haderslev Amt, hvor de havde skaffet sig et ualmindeligt dårligt ry på halsen, bidrog flittigt til kaosset. Byer og gårde langs landevejen blev plyndret og brændt, værgeløse mænd blev nedskudt, alt der havde værdi blev røvet eller ødelagt; heste, kvæg, bistader, fødevarer, sengetøj, indbo, ja selv alterklæder og alterkar.

Hærgen i selveste kongens nærvær

Christian IV gjorde holdt ved Koldinghus i et forsøg på at få styr på tropperne igen. Men forgæves, ”Panicus Terror” herskede, og selv ikke kongens egen tilstedeværelse forhindrede rytterne i at plyndre både slot og by. Han drog siden over til Fyn og overlod forsvaret af Jylland til kronprins Kristian. Tanken var at oprette en landmilits af bønder, der med et rytterkorps – bestående af blandt andet af det berygtede regiment Calenberg samt resterne af regimentet Conrad Nelle, resterne af et regiment under hertug Franz Karl af Sachsen-Lauenburg og resterne af regimenterne Weimar og Baudissin – skulle holde Nordjylland.

Deres frygtelige hærgen fortsatte op gennem Jylland. I en indberetning til kongen lyder det: ”..at de med deres uhørlige og ukristelige tyranni, røveri, plyndren, skænden og brænden har fordærvet Jylland. Eders majestæt egne slotte og huse, mange adelige gårde og landsbyer slet udplyndret, en del af bønderne ihjelslagen og en del fra hus og hjem forjaget, ægtemænds hustruer og døtre i mændenes og forældrenes påsyn voldtagne og imod landets indbyggere således forholdt, som vore argeste fjender ikke kunne have gjort værre.”  

Skudt i rumpetten

I kølvandet af de danske lejesoldater fulgte de ligeledes hærgende kejserlige lejesoldater. Omtrent 70 km nord for Viborg samledes en gruppe kampberedte bønder ved Skindersbro, hvor Tingvej krydser Simested å, for at forhindre de hærgende lejesoldater i at trænge ind på deres egn. Lignende broforsvar blev etableret ved fx Stenild Bro v. Rebild og Lillevejle Bro v. Hjarbæk Fjord, altså i det smalle område mellem Mariager Fjord og Hjarbæk Fjord.

Bønderne havde ødelagt broen, hvilket har bremset en gruppe kejserlige soldater. En af disse, en ung mand i 20’erne, 167 cm høj og med træk der ikke ligner den gamle lokale befolknings, benyttede lejligheden til at træde op på den nærliggende Tinghøj, hvor han på et tidspunkt har trukket bukserne ned og vendt den bare rumpe mod bønderne for at håne dem.

Uheldigvis for ham havde bønderne selskab af en herregårdskytte ved navn Bertel Skytte fra Lyndrupgaard. Han var forinden blevet tilkaldt for at se om han kunne ramme lejesoldaten på højen. ”A ska’ si, hwa a ka’ gø’”, skal han have sagt.

Den fladtrykte kugle i bækkenet, der er således placeret at den kun kan være skudt ind bagfra, fortæller sin egen historie; nemlig at Bertel Skytte fik soldaten på kornet i dét øjeblik, hvor han har blottet rumpen mod bønderne. Ramt i højre balle er han siden afgået ved døden, formentlig pga. et voldsomt blodtab. Hans soldaterkammerater har så uceremonielt smidt ham (liget lå i en akavet stilling) i en lav grav uden kiste i den nærliggende Galgehøj. Godt 350 år senere blev han fundet da man gravede ud til en naturgasledning. Hvordan træfningen ved broen ellers er forløbet, vides ikke, men broforsvaret var forgæves; hele Jylland blev besat.         

Bønderne samarbejder med fjenden

Men bøndernes vrede var i første omgang rettet mod lejesoldaterne i Chr. IV’s tjeneste, som jo også var de første til at hærge. I Vendsyssel samledes bønderne langs Limfjordens nordre bred for at forhindre de danske lejesoldater i at komme over fjorden. En oberstløjtnant fra regiment Calenberg og nogle andre officerer og ryttere forsøgte den 16. oktober at krydse Limfjorden, men blev jaget tilbage i vandet og blev nedsablet. Et lignende forsøg blev gjort dagen efter, men igen blev ryttere der krydsede over fjorden hugget ned.

Man tilbød tilmed de kejserlige at udlevere kronprins Kristian, hvis man fik fat i ham. Men kronprinsen havde dog allerede forladt den hærgende hob af soldater og havde, under påskud af at være blevet skudt i benet, forladt Jylland; formentlig var han nok snarere i plørefuld tilstand faldet af hesten og havde brækket benet. Det endte med at fjenden med bøndernes hjælp hurtigt lokaliserede de danske styrker, hvorefter man omringede dem ved Nørretranders, hvor de overgav sig.

Også modstand mod de kejserlige       

Det betød dog ikke enden for bøndernes lidelser, for de kejserliges fremfærd var ikke meget bedre end de danske lejesoldaters, og indberetninger til besættelsestroppernes myndigheder fortæller, at sammenstød mellem bønder og kejserlige ikke var sjældne. Fx indberettede en ritmester Dannwitz, at 12 bønderkarle tog karabinen fra en rytter og gjorde stor modstand med knive, økser og andet ifb. med en forsøg på arrestation af en skipper. I Rødslet mishandlede en bonde en rytter og angreb også en korporal, og i Thy blev en af regiment Scherffenbergs ryttere revet af hesten af en bonde bevæbnet med en kølle. Det fortælles også at en borgmestersøn fra Aalborg blev dræbt af musketérer, mens han var på mission for at bringe informationer mellem danske myndigheder i Norge og vendelboerne på den anden; papirerne afslørerede forbindelsen.

Hemmelig modstandsbevægelse?

Modstanden blev så udbredt, at mindre grupper af kejserlige soldater ikke kunne bevæge sig ud uden at være i livsfare. En ritmester Mettecoven indberettede da også fra Thisted, at han havde indtryk af, at bønderne dannede ”hemmelige partier”, dvs. modstandsgrupper. Måske henviser han her til de store bander, der blev kaldt ”Krabber”, og som overfaldt de kejserlige i et omfang, der betød at en oberst Ferrari, hvis kavaleriregiment var stationeret i Aalborg, kaldt dem en ”generalpest”. Bønder blev da også taget i at uddele krudt til andre bønder, og 3 stykker bly (til at lave kugler med, som den der ramte den unge kejserlige soldat) blev fundet i (Nørre)Sundby våbenhus. Frygten for en rejsning bag de kejserliges ryg, hvis en dansk landgang i Nordjylland skulle ske – Fyn, Sjælland, Skånelandene, og Norge var jo stadig på danske hænder – var i høj grad noget, der optog besættelsesmagten.  

Endelig fred

En landgang og opstand fandt aldrig sted. Chr. IV valgte i stedet bl.a. at yde modstand mod de katolske og kejserlige i den protestantiske fæstningsby Stralsund i Nordtyskland, og i 1629 blev der sluttet fred. I midten af juni påbegyndte de kejserlige tropper marchen tilbage til Tyskland. Endelig blev bønderne fri for ”La Grande Misére de la Guerre”, krigens store ulykker.    

Se også artiklen Ærkefjendernes alliance

Forfatter: JG

De kejserlige tropper i Vendsyssel og Thy 1627-1629, Carl Klitgaard (uddrag af Aus dem Leben des Kaiserlichen feldmarschalls Grafen Melchior von Hatzfeld, J. Krebs)

Uddrag af Rind Herreds Krønike v. O. Nielsen

https://historiskatlas.dk Skinders Bro