Ærkefjendernes alliance

Da protestanter og katolikker lagde det centrale Europa i ruiner, Jylland skulle sælges til Spanien, ærkefjenderne Danmark og Sverige indgik militært samarbejde, og en ung prinsesses skæbne trak skotske ”Highlanders” i kamp for Chr. IV

Det dansk-svenske forhold havde længe været anstrengt, og efter Det Stokholmske Blodbad, beordret af Chr. II i 1520, gjorde svenskerne oprør og erklærede sig selvstændige i 1523. Efterfølgende udkæmpedes Den nordiske syvårskrig 1563-70 og Kalmarkrigen 1611-13, efterfulgt af en række krige, samlet betegnet som Svenskekrigene. Men midt i stridighederne fandt et usædvanligt samarbejde mellem ærkefjenderne sted, da man i 1628 i fællesskab forsvarede den nordtyske handelsby, Stralsund.

Belejringen og angrebet på Stralsund, 1628, af Franz Hogenberg (ca.) 1630. Angrebet stod på i mere end 10 uger fra midt maj til starten af august 1628. Den succesrige feltherre Albrecht Wallenstein, der kæmpede for den strengt katolske tysk-romerske kejser Ferdinand II, måtte for en gangs skyld give fortabt til en højst usædvanlig kombineret dansk-svensk styrke (Wikipedia)
Belejringen og angrebet på Stralsund, 1628, af Franz Hogenberg (ca.) 1630. Angrebet stod på i mere end 10 uger fra midt maj til starten af august 1628. Den succesrige feltherre Albrecht Wallenstein, der kæmpede for den strengt katolske tysk-romerske kejser Ferdinand II, måtte for en gangs skyld give fortabt til en højst usædvanlig kombineret dansk-svensk styrke (Wikipedia).

I august 1626 havde Chr. IV lidt et afgørende nederlag i slaget ved Lutter am Barenberge i 30-års krigen 1618-48, hvor katolikker og protestanter bekrigede hinanden. Chr. IV havde erklæret krig mod den katolske Ferdinand II, der stod i spidsen for det tyske kejserrige, og sendt en hær afsted; dels for at slå sig op som den mest betydningsfulde protestantiske magt i kampen mod de katolske styrker, dels for at undgå, at netop Carl Gustav fik mulighed for at gøre det samme. Et svensk fremstød i Nordtyskland ville også betyde, at Danmark ville kunne trues af Sverige sydfra.

Svenske skibe til forsvar af Danmark

Efter nederlaget var de kejserlige, katolske tropper strømmet ud over det nordtyske område, og havde også erobret Jylland, hvor 30-40.000 mand stod klar til at erobre resten af Danmark. Heldigvis var dette års vinter mild, farvandende frøs ikke til, og den danske flåde kunne uden problemer kontrollere havet og holde fjenden på afstand. Men den danske konges nederlag bekymrede også den svenske, kong Carl Gustav II, som lovede at udlåne otte fuldt udrustede svenske krigsskibe ud til Chr. IV, under kommando af den svenske viceadmiral Fleming, for at yderligere at sikre den danske kontrol med havet.  

Generalen af oceanet og de baltiske have

Bekymringen var ikke uden grund, for i de katolske hovedstæder Wien og Madrid var man begyndt at drømme stort. Det erobrede land skulle naturligvis katoliceres, Slesvig skulle være endnu et len i Habsburg-imperiet, og Jylland skulle sælges til Spanien. Feltherre Wallenstein udnævntes til kaptajn-general af Oceanet og Østersøen og forhandlinger indledtes med hertugen af Gottorp med henblik på, at oprette en flådebase hvorfra en kejserlig flåde skulle besejle Østersøen. Her ville man erobre, eller mindst holde rest-Danmark og Sverige i skak, støtte det katolske Polen i kampen mod sidstnævnte, og fratage de protestantiske hollændere al handel på Østersøen.

De to kamphaner, Christian IV og Gustav Adolph II, der i første halvdel af 1600-tallet krigedes intenst om herredømmet over Østersøen, indtil de mødte en stærkere fjende i den katolske kejser Ferdinand II, hvilket betød at rivalerne midlertidigt måtte samarbejde (billeder fra Wikipedia).
De to kamphaner, Christian IV og Gustav Adolph II, der i første halvdel af 1600-tallet krigedes intenst om herredømmet over Østersøen, indtil de mødte en stærkere fjende i den katolske kejser Ferdinand II, hvilket betød at rivalerne midlertidigt måtte samarbejde (billeder fra Wikipedia).

De to kamphaner, Christian IV og Gustav Adolph II, der i første halvdel af 1600-tallet krigedes intenst om herredømmet over Østersøen, indtil de mødte en stærkere fjende i den katolske kejser Ferdinand II, hvilket betød at rivalerne midlertidigt måtte samarbejde (billeder fra Wikipedia).

Min fjendes fjende er min ven

Med den trussel for øje valgte Carl Gustav at se bort fra den dansk-svenske rivalisering, for med et dansk kollaps ville kejser Ferdinand II stå styrket over for Sverige og ville alvorligt kunne true ambitionen, siden løsrivelsen i 1523, om at dominere Østersø-området. Forsvaret af Stralsund, en af de sidste protestantiske bastioner i Nordtyskland, blev det naturlige mål for en fælles indsats, hvortil de føromtalte 8 svenske krigsskibe i øvrigt blev dirigeret til. Havnebyen ville udgøre en fin samlingsplads for den svenske flåde i tilfælde af et spansk angreb, der ellers ville skulle imødegås ved Kalmar eller Stockholm. Greven af Solms, der tidligere havde været i dansk tjeneste, udsendtes som den svenske konges repræsentant ved Chr. IV’s hof i forhold til det videre militære samarbejde angående Stralsunds redning.  

Byen, med et indbyggerantal på ca. 20.000, havde set den katolske trussel nærme sig, og havde i løbet af 1627 forstærket murene og gravet voldgravene dybere. Men byens militære styrke – et borgerforsvar på 2500 mand, yderligere 1500 mand fra byens omegn, støttet af 1000 lejesoldater – ikke forventes, at kunne stille meget op mod de katolske styrker. Og op mod 25.000 kejserlige soldater under kommando af feltherre von Arnim stod snart foran byens mure, så forstærkninger udefra var afgørende for et succesrigt forsvar. Da Chr. IV var opsat på at revanchere sig efter Lutter am Barenberge havde han tidligt budt sig til angående et fælles forsvar mod de katolske styrker.

Men StraIsunds ledelse holdt Chr. IV hen i starten af maj, da man stadig håbede at komme overens med kejser Ferdinand II. En alliance med Danmark ville svække byens forhandlingsposition – men alligevel tog man imod et dansk bidrag i form af kanoner og ammunition og et detachement ingeniører. Man lovede også at holde von Arnims tropper fra byens volde og skanser, dvs. ikke at slutte fred til den danske konges skade. Samtidigt førte man forhandlinger med Carl Gustav, som man hellere så som byens beskytter, skulle det være, da man mente – naturligt nok, den danske situation taget i betragtning – at han stod i spidsen for en stærkere militær magt end Chr. IV.    

Oversigt over katolsk og protestantisk dominerede områder i det centrale Europa. Chr. IV led et afgørende nederlag til katolikkerne lidt sydøst for Hannover i Lüneburg i 1626, måtte tåle at miste Jylland til en katolsk besættelseshær indtil 1629, og kæmpede inden da en fælles kamp med den svenske konge for at holde Stralsund i Vorpommern (Wikipedia).
Oversigt over katolsk og protestantisk dominerede områder i det centrale Europa. Chr. IV led et afgørende nederlag til katolikkerne lidt sydøst for Hannover i Lüneburg i 1626, måtte tåle at miste Jylland til en katolsk besættelseshær indtil 1629, og kæmpede inden da en fælles kamp med den svenske konge for at holde Stralsund i Vorpommern (Wikipedia).

Fælles antikatolsk front

De kejserlige tropper indledte de første angreb i dagene 16.-24. maj, og under indtryk af det accepterede Stralsund Chr. IV’s tilbud om forsvarssamarbejde, men man forhandlede dog også videre om et nærmere forbund med Carl Gustav. Byen gik snart ind på svenskekongens krav om et 20-årigt forbund, der så afsendte omkring 500 mand under kommando af oberst Fritz Rosladin. De ankom 20. juni 1628 og blev den første svenske garnison på kontinentet nogensinde, og indvarslede Carl Gustavs senere fulde deltagelse i 30-års krigen.

Men inden da havde man, som nævnt, accepteret Chr. IV’s tilbud om beskyttelse. Han sendte Sir Donald MacKays ”Highland”-regiment på 900 skotske soldater organiseret i 7 kompagnier, samt 400 tyske og danske soldater, alle under kommando af oberst Heinrich Holk. De nåede til Stralsund i slutningen af maj. I Skotland stod den protestantiske sag stærkt, hvilket bl.a. skyldtes den folkekære skotske prinsesse Elisabeth af Stuarts ægteskab med kong Frederik af Bøhmen. Han led i 1620 nederlag til kejser Ferdinand II, der brutalt forfulgte protestanter i sit rige, og hun måtte med sin mand flygte fra Prag og gå i eksil i Haag. Mange skotter gik efterfølgende i militær tjeneste for Danmark og Sverige o.a. i kampen mod katolikkerne.         

Wallenstein fører personligt styrkerne

Det betød, at von Arnim, der i løbet af de første 6 uger ikke havde formået at indtage byen tog Wallenstein, der i løbet af 30-års krigen havde vundet stor hæder ved at gå fra sejr til sejr, personligt kommandoen over belejringsstyrkerne den 26. juni. Han udtalte angiveligt, at ”Jeg vil indtage byen på 3 dage, om den så er forbundet til Himlen med kæder”. Det ville føre til et betydeligt prestigetab, hvis han ikke knækkede den genstridige protestantiske by. Om aftenen mellem kl. 22 og 23, på selvsamme dag som feltherren havde overtaget kommandoen, fornyedes angrebet på byen.

Skotske soldater (her dog kaldet irere) i Gustav Adolphs tjeneste i 1631. Det menes, at op mod 50.000 skotter gjorde tjeneste på den protestantiske side i 30-års krigen, ofte i særlige skotske enheder, der kunne hyres af protestantiske riger og fyrster, som fx Chr. IV og Gustav Adolph. Da Chr. IV trak sig ud af 30-års krigen i 1629 fortsatte mange krigen i den svensk konges tjeneste (Wikipedia).
Skotske soldater (her dog kaldet irere) i Gustav Adolphs tjeneste i 1631. Det menes, at op mod 50.000 skotter gjorde tjeneste på den protestantiske side i 30-års krigen, ofte i særlige skotske enheder, der kunne hyres af protestantiske riger og fyrster, som fx Chr. IV og Gustav Adolph. Da Chr. IV trak sig ud af 30-års krigen i 1629 fortsatte mange krigen i den svensk konges tjeneste (Wikipedia).

Men den danske styrke af højlændere forsvarede på forbilledlig vis området omkring Frankenthor på byens østlige side, hvor Wallensteins hovedangreb blev sat ind. Den første angrebsbølge på omkring 1000 soldater blev afvist, men blev afløst af en frisk bølge på endnu 1000 mand, som tilmed blev fulgt af en 3. bølge. Kampen var hård, og over 200 skotter blev dræbt, og talrige andre såret, mens angriberne havde omkring 1000 faldne.

Fælles dansk-svensk kamp

Under fjendens stormløb kom svenske oberst Rosladin, akkompagneret af sin ligeledes skotske næstkommanderende, oberstløjtnant MacDougall og dennes adjudant, major Semple, til den danske styrkes undsætning med en styrke på 80 musketerer. Om undsætningen var et udslag af skotsk solidaritet uden om det dansk-svenske samarbejde eller en del af det, er usikkert. Under alle omstændigheder kostede det oberst Rosladin dyrt, da han blev dødeligt såret i kampen ved Frankenthor. Fjendens angreb havde været voldsomt, men ved daggry lykkedes alligevel det at smide angriberne ud af forsvarsværkerne ved brug af højlændernes sværd, spyd og musketkolber.

Det vellykkede, men kostbare, forsvar af byens forsvarsværker måtte dog give efter den efterfølgende nat, da Wallensteins tropper med et brøl igen stormede ind i byens ydre forsvarsværker natten mellem 27. og 28. juni. Frontlinjen var nu byens mur (ravelin – trekantet forsvarsområde), der intenst blev forsvaret med bl.a. ”fire-workes”. Desuden måtte man værge sig mod fjendens forsøg på underminering, ved at grave mod-tunneller. Endnu et dristigt modangreb om morgenen med bl.a. sværd og morgenstjerner jog fjenden ud af de ydre forsvarsværker med store tab, inden man skyndsomt igen trak sig tilbage i sikkerhed.

Kort over Stralsund. Den af den dansk-skotske styrke heftigt forsvarede port, Frankentor, ses længst til højre mellem Franken Teich og Küter Teich. Det fremskudte forsvar måtte efter vedvarende pres opgives i slutningen af juni, men fjenden stod så blot over for de kampberedte skotter forskanset i endnu stærkere fæstningsværk (Wikipedia).
Kort over Stralsund. Den af den dansk-skotske styrke heftigt forsvarede port, Frankentor, ses længst til højre mellem Franken Teich og Küter Teich. Det fremskudte forsvar måtte efter vedvarende pres opgives i slutningen af juni, men fjenden stod så blot over for de kampberedte skotter forskanset i endnu stærkere fæstningsværk (Wikipedia).

Svenskerne overtager Stralsund

Dagen efter landsatte 8 svenske skibe yderligere 600 soldater efterfulgt af 400 danske soldater den 5. juli, samt endnu et skotsk regiment i dansk tjeneste under Lindsay, 2. Lord af Spynie, den 9. juli. Regimentet blev i de efterfølgende dages bombardementer og angreb, igen ofte ledet af Wallenstein personligt, reduceret til blot 4 kompagnier (fra ca. 1100 mand til ca. 400). De døde og sårede blev 16. juli erstattet af endnu en svensk styrke på 1200 soldater (svenske, skotske og tyske), også under kommando af en skotte, Sir Alexander Leslie. Han overtog posten som Stralsunds guvernør på svenskekongens vegne efter oberst Seaton, der tidligere havde afløst oberst Holk.

Stralsund og dets forsvar, inklusive den danske styrke indtil de skulle trækkes ud, var nu under svensk kommando. En af Sir Leslies første handlinger med den forstærkede styrke var, at iværksætte et kraftfuldt udfald den 19. juli med Lindsays regiment, støttet af en styrke på 300 svenske soldater, hvorefter højlænderne skulle dække retræten. Oberst Holk førte angrebet igennem til fjendens hovedlinje, hvor det lykkedes at erobre en række kanoner. Over 500 katolikker og 100 angribere måtte lade livet, men særligt må nævnes en kaptajn MacDonald, der med sit sværd egenhændigt dræbte 5, før han selv bukkede under. Lindsays tropper, der nu var løbet tør for krudt, trak sig herefter under dække af højlænderne tilbage i god orden.

Reddet af svenskerne

Angrebet viste, at byens forsvar var stærkt. Og på havet ud for Stralsund sværmede danske og svenske krigsskibe, der frit kunne landsætte yderligere forstærkninger. Belejringshæren led desuden af voksende forsyningsproblemer, så Wallenstein måtte se nederlaget i øjnene. Belejringen blev hævet 4. august. Truslen om en stærk dansk-svensk alliance betød, at det blev magtpåliggende for kejseren, at splitte de to lande ad. En fordelagtig aftale blev strikket sammen til Chr. IV, der med freden i Lübeck i 1629 kunne se de kejserlige tropper blive trukket ud af Jylland, blot mod at Chr. IV gav afkald på diverse krav i det nordtyske område, som jo allerede var tabt. Chr. IV reddede skindet på næsen, trods nederlaget ved Lutter am Baremberge, takket være kampen i Stralsund med den svenske ærkefjende.           

Af JG 

Læs mere:
Monro, His Expedition with the Worthy Scots Regiment Called Mac-Keys
Gustav II Adolf och Stralsund 1628
Monro, Maccay; Eyewitnesses Accounts of the Thirty Years War
Scandinavia: A Political History of Denmark, Norway and Sweden from 1512 to 1900.             
The Cambridge Modern History, bind 14
Hansestadt-stralsund.de