Den danske samarbejdspolitik med den tyske Værnemagt udmøntede sig i mange ting. En af de mere ukendte er det, at de danske frikorps soldater i efteråret 1941 fik 60 lastbiler, 60 personvogne og 70 motorcykler overdraget af den danske hær.
af Jens Jessen
Den danske samarbejdspolitik med den tyske Værnemagt udmøntede sig i mange ting. En af de mere ukendte er det, at de danske frikorps soldater i efteråret 1941 fik 60 lastbiler, 60 personvogne og 70 motorcykler overdraget af den danske hær. I et telegram dateret den 8. september 1941 fra Det tredje Riges øverste embedsmand, den rigsbefuldmægtige Rente-Fink til Berlin lyder det:
Efter den danske chef for “Frikorps Danmark”, oberstløjnant Kryssings ønske har SS-rigsføreren erklæret sig indforstået med, at Oberstløjtnant Kryssing motoriserer sit Frikorps. Hertil behøves: 70 Lastbiler, 50 Personbiler og 60 Motorcykler. Et antal danske Automobilejere har stillet sig selv og deres Vogne til Frikorpsets rådighed, Chefen for Frikorpset har til hensigt at henvende sig til den danske Regering om tilladelse til at købe disse vogne og overføre dem til frikorpset.
Det drejer sig for Automobilernes vedkommende om opklodsede Vogne, der var bestemt til at benyttes i tilfælde af, at den danske Hær skulle Mobiliseres. Den danske Regering vil sandsynligvis kun give sit samtykke, hvis Andragenet støttes eftertrykkeligt af os. Udgifterne vil blive betalt over Clearing af de Midler, som Waffen-SS er stillet til rådighed for oberstløjtnant Kryssing.
Telegrafisk Instruks udbedes.
Renthe-Fink
Den danske udenrigsminister Erik Scavenius var så begejstret for ideen, at han egenhændigt bevilgede køretøjerne, inden folketinget havde givet deres samtykke. Og det danske militær så heller ikke noget forkert i at aflevere køretøjerne, så der var der heller ingen problemer. Motorcyklerne var de dansk fremstillede Nimbus motorcykler. Ingen af motorcyklerne er formentlig kommet tilbage til Danmark, men på trods af alle odds har nogle få overlevet, og efter jerntæppets fald, er enkelte af disse motorcykler dukket op igen.
Den 11. oktober 1941 telegraferer Renthe-Fink til Berlin om, hvordan forhandlingerne med Scavenius er gået:
I Besvarelse af telegrafisk Instruks nr. 1138 af 8.10.41. Har hos den danske Regering interveneret i den ønskede Retning. I betragtning af, at vi allerede har rekvireret ca. 1.000 (tusinde) Lastbiler fra Danmark, nærede de danske økonomiske Instanser store betænkeligheder ved at give os flere Lastbiler. På grund af den danske Udenrigsministers personlige intervension besluttede Regeringen alligevel at imødekomme vor anmodning. Scavenius betonede overfor mig, at for den danske afgørelse havde ønsket om yderligere at yde et bidrag til bekæmpelse af Bolsjevismen været bestemmende.
Motoriseringen af “Frikorps Danmark” er altså nu afsluttet med 60 last-, 60 Personbiler og 70 Motorcykler. Betaling af Køretøjerne vil ske over tysk-dansk Clearing.
Renthe-Fink.
Læs mere:
Nimbus – menneskene og teknikken af Jens Jessen