Omkring 6000 danske soldater meldte sig til tysk krigstjenteste i Waffen SS og deltog i krigen på Østfronten. Det kostede omkring 2000 af dem livet.
af Gert Laursen
Den tyske hær havde brug for masser af soldater til dens krigsførelse, og i de besatte lande iværksatte tyskerne hvervekampagner til, som de sagde, “kampen imod kommunismen”. Og frivillige i de europæiske lande meldte sig i hundredtusindvis til Waffen SS.
I Danmark meldte omkring 12.000 sig. 6000 af dem blev hvervet og kom til at gøre tjeneste i de tre Waffen SS enheder, Frikorps Danmark og divisionerne ”Nordland” og ”Wiking”.
Årsagerne til at gå i krig frivilligt var mange. Nogle meldte sig af eventyrlyst. Andre var modstander af kommunismen, som de så som en fjende af den vestlige verden.
Omkring 25 % af de frivillige tilhørte det tysksindede mindretal i Danmark, og mange af dem mente, at det var deres pligt at melde sig, da Tyskland var i krig. Hovedparten meldte sig dog, fordi de troede på den nazistiske ideologi.
Den 1. oktober 1940 oprettede tyskerne et hvervekontor i København. De der meldte sig, blev sendt til uddannelse i Østrig, før de indgik i SS divisionen ”Wiking” sammen med norske frivillige.
Den 21. juni 1941 gik den tyske hær til angreb på Sovjetunionen, og danskerne deltog som en del af ”Wiking”. Angrebet bragte igen fokus på Sovjetunionen og kommunismen, og det tyske angreb blev startskuddet til oprettelsen af et rent dansk korps, hvis opgave skulle være bekæmpe kommunismen under dansk flag.
Frikorps Danmark oprettes
Den 25. juni 1941 blev der fra tysk side givet tilladelse til oprettelse af korpset. Det danske nazistparti DNSAP iværksatte en hvervekampagne, og i løbet af et par uger havde de første 500 mand meldt sig. I månederne efter fulgte flere hundrede andre frivillige, så korpset nåede en styrke på omkring 1000 mand. De blev sent til uddannelse i Tyskland og senere i Polen, før de var klar til indsats.
Oprettelsen af korpset skete med den danske regering og hærledelses accept. Officerer, der ønskede at gøre tjeneste i korpset, fik tilladelse til at træde ud af den danske hær, og senere vende tilbage. Man sendte repræsentanter til Frikorpsets afrejse, og i den danske radio fik korpsets første leder, Kryssing, taletid, hvor han opfordrede til at danske mænd tilsluttede sig korpset. Alt dette skete som del af samarbejdspolitikken, selvom regeringen ikke direkte opfordrede til at melde sig til korpset, som det senere blev påstået.
Til østfronten
I maj 1942 rasede kampene på østfronten, og Frikorps Danmarks første opgave blev at holde en korridor åben til en gruppe på 100.000 tyske soldater der i flere måneder havde været indesluttet i byen Demjansk. Her kom det i ugerne efter til en række voldsomme kampe med de russiske styrker, hvor korpset led store tab. Blandt andet blev frikorpsets nye chef, von Schalburg, dræbt under et angreb. Han blev efterfulgt af Knud Børge Martinsen, der senere blev berygtet som chef for Schalburgkorpset. I august blev Frikorps Danmark trukket tilbage fra fronten. Da havde det lidt et tab på 73 dræbte og 274 sårede.
På orlov i Danmark
Korpset blev sendt på orlov i Danmark, hvor DNSAP havde planlagt en heltemodtagelse for det. Men mange danskere betragtede frikorpsets medlemmer som landsforrædere, og orloven endte i slagsmål. Civile danskere provokerede soldaterne som til gengæld overfaldt og gennembankede dem, de fik fat på. Propagandamæssigt var korpsets orlov en katastrofe.
I efteråret 1942 vendte korpset tilbage til Rusland. Det kom dog ikke til større kampe med russerne, og i marts 1943 blev det sendt til Tyskland. Her blev det i juni 1943 opløst. De danskere der havde meldt sig for 2 år, valgte næsten alle at rejse hjem, imens de der havde meldt sig for krigstid måtte fortsætte deres krigsdeltagelse.
Waffen SS divisionerne “Nordland” og “Wiking”
De resterende danskere blev nu indlemmet i Regiment 24 ”Danmark”, under Division ”Nordland”. Divisionen blev i 1943 flyttet til Jugoslavien, hvor den deltog i bekæmpelse af partisaner. I december 1943 blev ”Nordland” flyttet tilbage til Rusland, til området omkring St. Petersborg. Her deltog det sammen med resten af den tyske hær i hårde kampe med russerne.
Men nu var krigslykken vendt. Den tyske hær blev langsomt trængt tilbage igennem de baltiske lande og tilbage til Tyskland.
Det meste af divisionen og danskerne endte krigen i de voldsomme kampe om Berlin i april og maj 1945. Sammen med frivillige fra resten af Europa var danskerne med til at forsvare de sidste rester af Hitlers Tredje Rige.
Som krigen skred frem meldte færre og færre sig til Waffen SS. Krigen gik dårligere og dårligere for Tyskland, men helt frem til krigens afslutning var der stadig danskere der meldte sig på rekrutteringskontorerne. Den nazistiske propaganda udmalede kommunismens rædsler, og den havde stadig en vis virkning.
Danskerne i division “Wiking” kæmpede hele krigen på den sydlige del af den russiske front. Her var kampene endnu blodigere end på den nordlige del. Divisionen led enorme tab, og var flere gange tæt på udslettelse. ”Wiking” trak sig tilbage igennem det centrale Europa og endte krigen i Østrig, hvor det i maj 1945 overgav sig til amerikanske styrker.
En frivilligs første oplevelser ved fronten
Jeg kan huske, at mit første syn af krigen var eksplosionerne ude i terrænet foran. Der gik ikke ret lang tid, før vi havde de første tab. Jeg tror det var samme dag, eller næste dag, da vi fik at vide at vores delingsfører, Oberscharführer Oksen, var død. Det gjorde indtryk. Min ældste bror der var maskingeværskytte faldt senere. Det fik jo en til at tænke over, om det var det rigtige vi havde gjort, men vi kunne jo ikke komme derfra.
Holger Jensen (læs mere i Erindringssektionen)
Kampene på østfronten havde været ekstrem hårde og præget af en brutalitet, man sjældent så i krigen på vestfronten. Tabene i den tyske hær havde været store, specielt iblandt SS folkene der ofte fik de hårdeste opgaver. Også i blandt danskerne havde tabene været store. Af de 6000 der deltog i krigen på østfronten, blev omkring 2000 dræbt, og flere hundrede blev taget til fange af russerne. Af dem der faldt i russisk fangenskab, kom de sidste først hjem i 1955 – 10 år efter krigens afslutning.
Hævn eller jura?
På trods af, at regeringen havde givet sin tilladelse til, at danskere kunne melde sig til tysk tjeneste, blev de frivillige alligevel straffet efter krigen. Man indførte en lov, der med tilbagevirkende kraft, gjorde det ulovligt at have deltaget i tysk krigstjeneste. Nogle jurister protesterede over denne procedure, men de frivillige blev alligevel straffet. Folkestemningen var imod dem. Man betragtede dem som landsforrædere, og mange mente, at de burde have indset, at regeringen ikke handlede frit. Folkestemningen kolliderede med juraen.
De frivillige mente derimod, at de havde retten på deres side. Regeringen havde givet dem lov til at melde sig. Ved deres afrejse og ved mindehøjtideligheden for von Schalburg, havde højtstående officerer og politikere deltaget. Nu skulle de gøres til syndebukke, så politikerne kunne vaske hænder.
De menige SS soldater der havde tjent på østfronten blev typisk idømt to års fængsel og officererne lidt mere. Derudover mistede de deres borgerlige rettigheder og dermed blandt andet ikke kunne stemme til folketingsvalgene.
3200 danskere blev dømt for at have været i tysk krigstjeneste.
Læs mere “I krig for Hitler”