Cort Adeler i venetiansk krigstjeneste

”Femten skibe sænkede du i havets dyb, fem tusinde mand berøvede du solens lys. End en høst forestod; anden gang rejstes sig den vilde kamp, da du kløvede halsen på den store herres svoger, og sultan Ibrahim, som først ramte dig med et sår, faldt og fik den sørgelige død til løn”.  

Således lyder et udsnit af digt, der hylder Cort Adelers krigsindsats for republikken Venedig, og som beskriver øjeblikket, hvor Cort skal have hugget hovedet af en osmannisk admiral i drabelig kamp tvekamp. Pashaens banner, sværd og skjold findes i dag på Nationalmuseet, medbragt af Cort der vendte hjem til Danmark feteret krigshelt, hvor han strøg til tops i hierarkiet som admiral. Men hvordan gik det til at Cort Sivertsen, født 16. december 1622 i Brevik i vores dages Norge, blev en højtstående osmanners banemand i Ægæerhavet?

Republikken Venedig og Osmannerriget bekrigede hinanden hele 7 gange i løbet af lidt mere end 300 år. Søslaget ved Lepanto i 1571 (ovenfor) foregik under den 4. venetiansk-osmanniske krig og var med til at stække osmannernes fremmarch. Den danske søhelt Cort Adeler kæmpede i årene 1645-60 med på venetiansk side i den 5. krig, der i 1669 endte med venetiansk nederlag og tabet af Kreta.
Republikken Venedig og Osmannerriget bekrigede hinanden hele 7 gange i løbet af lidt mere end 300 år. Søslaget ved Lepanto i 1571 (ovenfor) foregik under den 4. venetiansk-osmanniske krig og var med til at stække osmannernes fremmarch. Den danske søhelt Cort Adeler kæmpede i årene 1645-60 med på venetiansk side i den 5. krig, der i 1669 endte med venetiansk nederlag og tabet af Kreta.

Krigen om Candia og Venedigs militær

Det var i sommeren 1645, at osmannerne med en anseelig styrke pludselig angreb Candia, som Kreta den gang kaldtes, og i løbet af kort tid erobrede fæstningen Canea (Chania). En begrænset militær assistance blev ydet af andre italienske stater, paven og Malteserridderne, men ellers var Venedig nødt til at hverve egne styrker.

I fredstid fandtes kun en mindre flåde til at bekæmpe pirater, men i krigstid udvidedes flåden betragteligt. I arsenalerne lå galeasser, galejer og fregatter, der blev udrustet af staten. Kommandoen over skibene blev givet til venetianske adelsmænd, kaldet Governatore eller Sopracomiti, som selv måtte skaffe rorkarle, matroser og soldater, og ofte også kaptajner, men ombord blev mandskabet lønnet af staten. Venedig hyrede også udenlandske skibe og hele flådestyrker, som da 12 af de største hollandske koffardi (handels) skibe i venetianske farvande blev hyret, for at føre forstærkninger til Candia.

Dansk-norske Cort Adeler, eller Sivertsen som han stadig hed, var netop i tjeneste på et hollandsk skib, Groote Sint Joris, på italiensk San Giorgio Grande, eller Store Sankt Jørgen på dansk, der allerede før krigen var i venetiansk tjeneste. Først som konstabel og batterikommandør, siden løjtnant og næstkommanderende. Skibet førtes af en Harmen Reyersen, indtil 1645 hvor han døde, hvorefter Cort tog over. I 1646-47 var han dog hos sine forældre i Norge, dels i Holland, hvor han 16. juni 1647 blev gift. I 1648 var han dog gammel nok til at fungere som kaptajn i venetiansk tjeneste på San Giorgio Grande.

Skibet var en galeon bestykket med 28 kanoner (4 9-pundere, 6 8-pundere, 8 6-pundere, 6 4-pundere og 4 3-pundere) og en besætning på omkring 100 matroser og 30 soldater. Kommandoforholdene er ikke helt klare; nogle hævder, at myndigheden over skibet, søfolkene og dets kanoner lå hos Cort, mens kommandoen over soldaterne lå hos en venetiansk Governatore. Andre hævder, at Cort blot var skibsfører under Governatoren.

Nået til tops; Cort Sivertsen Adeler, eller Curzio Siffrodi Adelbors, som venetianerne kaldte ham. (Wikipedia)

En stor del af krigens forløb bestod i venetianske forsøg på at blokere den osmanniske flådes udløb fra Konstantinopel, hvorfra de ville forstærke deres fodfæste på Kreta, ved at blokere Dardanellerstrædet. Den venetianske flåde forstærkede også egne positioner på øen gennem landsætninger ved fæstningen Suda, angreb osmanniske havne for at ødelægge magasiner, møller, bagerier etc., og togter mod osmanniske transportflåder fra Alexandria. 

Cort på togt til Volos 1650

Fra året 1648 ved man ikke noget sikkert om Corts krigsindsats (venetianske historieskrivere eller andre samtidige kilder nævner ham ikke), men i 1649 var han formentlig i kamp mod osmannerne i forbindelse med, at osmannerne var begyndt at konstruere kanonbatterier på den europæiske side af Dardanellerne.

I 1650 ved man med sikkerhed at han var med i angrebet på Volos ca. midt mellem Thessaloniki og Athen, hvor admiral Riva med 16 skibe ledte angrebet. Venetianerne ødelagde en række osmanniske skibe, erobrede 5 skibe (saicher) lastet med forsyninger til de osmanniske styrker på Kreta, og plyndrede havnen. Desuden pressede man områdets rige jødiske købmænd til at give ”kontributioner”.

Først roser Riva ’Curt Seiursen Adelbors’ for ”..tappert at have holdt sin post ved Dardanellerne (her refereres kampene i 1649), selvom hans skib blev hårdt medtaget af fjendens kanoner og han mistede mange folk..”. Herefter fremhæver han Cort ved Volos ”..at have påført fjenden store tab, og ikke mindst for sin ypperlige forstand og erfaring”.

Oversigtskort (Wikipedia) over Republikken Venedigs territorier da det var størst, og Osmannerrigets territorier i 1500-tallet. Cort Adelers krigsskueplads var Ægæerhavet, hvor forsyningsture til Candia/Kreta, togter mod tyrkiske støttepunkter på den græske østkyst og Rodi/Rhodos, og kampe ved Dardanellerstrædet gav Cort stor militær erfaring.

Sammenstød i det græske øhav

I kampen om herredømmet over Ægæerhavet stødte flåder fra Venedig og Osmannerriget den 10. juli 1651 sammen mellem øerne Paros og Naxos, beliggende i øhavet sydøst for Athen. To venetianske galeaser stødte først frem på højre fløj hvor de blev angrebet af osmannerne med 6 mahoner, dvs. osmanniske galeaser, og nogle galejer. Begge galeaser var nær blevet erobret, da admiral Mocenigo kom til undsætning med resten af højre fløj. Galejerne tog flugten, mens mahonerne måtte kæmpe for sig selv. Det endte med venetiansk sejr. At Corts Grande San Giorgio tog del i højre fløjs angreb ses af en tegning, der i dag findes i Marciano biblioteket i Venedig.       

Redningen af senator Bragadino

I indsatsen for at forstærke de venetianske styrker med penge, levnedsmidler og soldater på Kreta var Cort i marts 1652 involveret i et dramatisk øjeblik, hvor han ”Uagtet at hans skib var i lige så stor fare som Gallo d’Oro kastede han sig i storbåden med en hel del matroser, nåede heldig hen til Bragadinos skib, frelste ham (og en del flere), og næppe var han stødt fra, før skibet gik under med størstedelen af de ombordværende folk.”, som admiral Riva skriver i en attest om hændelsen dateret den 22. november 1652. Mandskabet på Gallo d’Oro skulle have kæmpet et døgns tid mod en storm efter at være løbet på et skær, før altså Cort nåede frem. Riva og Bragadino belønnede Cort for hans uforfærdede indsats med en sjælden belønning i form af en kostbar guldkæde.    

Osmannerne ægges ved Rhodos

I 1653 er Cort i aktion igen. Det var lykkedes osmannernes flåde at slippe ud af Dardanellerne og nå frem til havnen på Rhodos, hvor den venetianske flåde i over en måned forsøgte at lokke den ud til kamp, ved blandt andet at sejle frem mod havnen og beskyde de osmanniske skibe for at ægge modstanderen. Forgæves, og efter en måned måtte de igen forlade Rhodos pga. vandmangel.

I en attest fra året efter, dateret den 10. oktober, roser admiral Joseppo Dolfino, der var ombord på San Giorgio Grande, Cort for to gange at have sejlet frem og skudt mod fjenden under Rhodos’ mure, og at han udviste særdeles mod. Venedigs admiraler valgte ofte et hyret skib, der var godt, og hvor kaptajnen havde et godt ry, som admiralskib, hvilket fortæller meget om Corts ry og status som kaptajn på dette tidspunkt.

Ros for loyalitet

Samme Dolfino omtaler igen Cort i rosende vendinger i en rapport dateret den 14. oktober til Dogen, at ”..kaptajnen på mit skib, Curt Sivertsen, som har vist forskellige prøver på mod i faren og gjort sig højligt fortjent, været villig til fortsat at tjene, uagtet der i kontrakten er anført de samme betingelser, som var tilbudt andre skibe, hvis førere ikke havde antaget dem og derfor var sejlet bort.” Cort roses altså i et brev til Venedigs øverste leder for sin stærke loyalitet overfor bystaten, mens andre hyrede kaptajner valgte at udtræde af Venedigs flåde med deres skibe pga. uenigheder om kontraktlige forhold.             

1654: Det store slag

Søslag ved Dardanellerne i 1656 af Pieter Casteleyn 1657 (Wikipedia)

Admiral Dolfino, der igen havde valgt Corts Sankt Giorgio Grande som flagskib, fremhæver endnu en gang i en skrivelse Cort efter et dramatisk slag ved Dardanellerne, der fandt sted den 16. maj 1654. Da mødte den osmanniske flåde – bestående af 30-34 store skibe (galeoner, sejl, høj agterstævn, en del kanoner), 40 galejer (lave skibe drevet af både årer og sejl), 6 galeaser (krydsning mellem galeon og galej), 2 pinaser (let galeon, 5-16 kanoner) og 4 franske skibe – den venetianske flåde bestående af blot 16-17 sejlskibe (galeoner), to galeaser og 8 galejer. Venetianerne var altså i klart undertal, og det hjalp heller ikke, at en stor del af den venetianske flåde ikke holdt sig til planen, der gik ud på at lade de osmanniske skibe passere forbi og derefter at overfalde dem bagfra, men kappede ankertovene for tidligt, og stak af.

Desperat overlevelseskamp

San Giorgio Grande og nogle få andre skibe var var fra begyndelsen i alvorlig knibe. Det osmanniske admiralskib under Kapudan Pasha Murat, med 1200 mand og 54 kanoner, og viceadmiralsskibet lagde sig langs den ene side af San Giorgio Grande, mens to andre osmanniske skibe lagde sig på den anden side. Efter en voldsom kanonade begyndte en blodig nærkamp på liv og død. hvor bøsseskud og sværd og sabler gjorde stort indhug på de kæmpende. Men trods overmagten modstod venetianerne angrebet; det lykkedes tilmed venetianerne at føre kampen over på fjendens skibe, hvor de skal have erobret alle standarter, og have dræbt op mod 200 fjender.  

Cort i kampens øje

Men da admiral Dolfino bemærkede, at de var ved at drive mod land, lod han kaste anker for ikke at gå på grund. Osmannerne bemærkede det nu stationære mål og omringede igen skibet. Admiral Dolfino skrev senere om denne del af kampen;

”Da nu fjenden så mig alene nær ved land og midt imellem deres egne, lagde alle skibene til for at entre mig. Den osmanniske admiral med galejerne, galeaserne og beylererne angreb mig agterfra, andre skibe forfra og på siderne, idet de i seks timer i træk uophørligt beskød mig for at ødelægge mig, og når fjenden fra land så, at der var mangel på folk i deres skibe, galejer og galeaser, kom de til hjælp med alle deres både og brigantiner, der ustandselig bragte nye folk til at udfylde hullerne og afløse de udmattede.”

Endvidere skriver han ”..mærserne skudt sønder og faldet ned, stormasten ødelagt og ved at falde, ræerne splintrede, fokke- og mesanmast beskadigede, roret og pumperne havarerede, vanter, barduner og stag, der skal støtte masterne, revet over, sejlene brændte eller flængede i små stykker, adskillige kanoner væltede, skibssiden revet op overalt, og skroget selv blev rystet af kanonskuddene, jeg fik melding og adskillige grundskud under vandlinjen, og da pumperne ikke kunne bruges, måtte skibet redningsløst gå ned.”  

Reddet på et hængende hår af vinden

Et øjenvidne skriver desuden; ”Admiralen besluttede i sidste øjeblik igen at kappe ankertovene. Han kaldte på skibets kaptajn (Cort), for at befale ham det..”, og da Cort tilsyneladende gjorde opmærksom på, at de var alt for nær land fastholdt han ordren. Og videre: ”Da kaptajnen (Cort) så, at admiralens beslutning stod fast, efterlignede han ham, og sprang straks hen til forstavnen for at udføre kommandoen. I samme øjeblik som han bøjede hånden ned for at hugge tovet over, rejste vinden sig som et mirakel, den blæste fra land, var altså gunstig..”.

Det lykkedes at få fart på det hårdt medtagne skib, sejlende midt mellem fjendens skibe, konstant skydende fra begge flanker og stavnene. Fjenden angreb dem på ny med 14 barbaresk (nordafrikanske) fartøjer, der dog blev afvist af en kort kanonade. San Giorgio Grande tilsluttede sig den venetianske flåde, der nu under ny ledelse var vendt tilbage. Med nød og næppe reddede Cort, admiralen og den overlevende del af mandskabet sig ud af kampen. Men osmannerne vandt det, de ville; udsejling fra Dardanellerne.

Oversigtsbillede af Venedig fra 1636 af Matthäus Merian. Vore dages turistby er i dag kun en skygge af sin storhedstid; i flere århundreder var Republikken Venedig en stor handelsstat og politisk stormagt i Middelhavet
Oversigtsbillede af Venedig fra 1636 af Matthäus Merian. Vore dages turistby er i dag kun en skygge af sin storhedstid; i flere århundreder var Republikken Venedig en stor handelsstat og politisk stormagt i Middelhavet

Cort berømmes for sit mod

Den hollandske konsul Strycker i Venedig skrev i 1654 hjem til sin regering: ”Det hollandske skib St. Joris, skipper Coert Sieverts, som havde admiral Joseppo Dolfino ombord, havde den hårdeste kamp; det blev omringet af flere galejer og skibe, som lod alle 6 flag veje på det og i 2 timer var herrer over skansen, men med tab af mange tyrker måtte de forlade det.”

Admiral Dolfino bakker i en skrivelse af 27. maj 1654 fra San Giorgio Grande, at ”Den prisværdige uforfærdethed, som kaptajnen på dette skib, Curt Sivertsen, har vist zirer ham med al glans og fortjeneste; thi med sin sømandsdygtighed har han udført gerninger, som skulle erindres, og han har i denne kamp vist en prisværdig trofasthed mod eders højhed.”

Den venetianske krigskommisær, Fransesco Morosini stemmer i; ”..da San Giorgio blev omringet af de fjendtlige galejer, fægtede Cort med stor mandighed og satte mod i sin besætning ved altid at være forrest der, hvor det gik hårdest til.” 

Cort stormer ombord med sværd i hånd, såres

Men der var mere berømmelse til Cort. Den 17. juli 1657 stod endnu et slag ved Dardanellerne, hvor det lykkedes den venetianske flåde under Capitano Generale Lazaro Mocenigo at nedkæmpe en osmannisk flåde, mens han dog selv omkom. Her kom Cort kom et skib, Aquilla Coronata, til undsætning efter, at det havde bordet et svært armeret osmannisk fartøj, der dog havde et overraskende stort antal soldater ombord.

Soldaterne overvældede næsten Aquilla Coronata, men ved San Giorgios Grandes og Corts og et andet skibs, Paramor, hjælp lykkedes det dem at drive fjenden tilbage. Cort var blandt de første til at entre det osmanniske skib med sværd i hånd, sammen med sin angrebsstyrke, hvor det lykkedes ham at erobre den osmanniske standard som trofæ. Under kampen blev Cort dog alvorligt såret, da han fik to sabelhug i hovedet, et i hånden, og et pileskud, som gennemborede ham fra side til side. Det må være denne hændelse, der refereres til i hyldestdigtet, hvor Cort hævdes at være blevet såret i kampen mod en osmannisk Pasha, som han efterfølgende selv fældede.    

Venedigs højeste udmærkelse

Efter at være kommet sig over sårene kom han endnu i 1658 en gang et venetiansk skib til undsætning. Denne gang ud for øen Tenedos nær Dardanellerne, hvor skibet Principessa Reale var blevet omringet af hele 38 osmanniske galejer. Et klart bevis på den agtelse han nød for sit mod og krigsindsats for republikken Venedig er, at han den 16. februar 1659 blev udnævnt til ridder af St. Markus-ordenen; republikkens højeste udmærkelse. Den 29. februar fik han desuden tildelt en livslang pension på fyrstelige 1400 dukater til ham selv og arvinger ud i 3. led.

Operationer mod landbatterier

Osmannerne var igen gået i gang med at konstruere en række fæstninger med et stort antal kanoner, for at holde venetianerne ude af Dardanellerne. I april og august 1659 nævnes Cort som deltager i angreb på osmanniske landbatterier, der skulle hindre anlæggelserne. Kaptajnerne, der deltog i disse operationer, kappedes om at komme tættest på forterne; under et angreb havde Cort skarpt observeret, at osmannerne havde placeret kanonerne således, at hvis han lagde skibet på ultrakort, pistolskuds afstand, kunne han ugeneret bombardere fæstningen.

I over 3 timer lod han affyre op mod 1000 skud mod fæstningen, der blev kraftigt beskadiget, mens admiral Contarini i sikkerhed kunne bevæge sig ind mod land med en angrebsstyrke for at storme fortet. Ved Cisme skal Cort selv personligt stået i spidsen for en angrebsstyrke, der trængte ind i en osmannisk fæstning, have nedkæmpet besætningen, og have erobret og bortfragtet 16 store og 60 mindre kanoner.   

Tenente Generale Cort i audiens

Forfremmet til viceadmiral i Venedigs flåde deltog han i 1660 i en landgangsoperation på Kreta, hvor han med hovedflåden på 36 galejer, 6 galeaser, og 4 skibe dækkede 20 transportfartøjers landsætning af tropper på øen. Denne operation redegjorde han efterfølgende personligt for under en audiens hos Dogen, Venedigs øverste leder. Det blev hans sidste indsats for Venedig.     

Hjemvendt som krigshelt

Højt flyvende på berømmelsen for hans ubestridelige mod og dygtige sømandskab i den venetianske flådes tjeneste vendte han hjem til Danmark, efter et par års ophold i Holland, i 1662 med den livslange venetianske pension, republikken Venedigs højeste udmærkelse, samt den dræbte osmanniske Pashas skjold, sværd og banner med sig i bagagen.

Nogle mener, at historien om kampen mod Pashaen er opspind og at fx banneret stammer fra et andet slag end opgivet, og desuden at en osmannisk admiral ikke faldt i det omtalte slag. Andre hævder, at under normale omstændigheder ville sådanne trofæer være blevet hængt til skue og beundring i Markuskirken i Venedig, og at Cort fik lov at medbringe trofæerne, underbygger historien. Misforståelser, spin eller usandt? Corts modige og dygtige tjeneste som kaptajn i den venetianske flåde er under alle omstændigheder veldokumenteret.  

Efter et ophold i Holland 1660-62 tog han ophold i Danmark som forretningsmand, men 15. september 1663 tiltrådte han som admiralitetsråd og admiral flåde, hvor han var med i en omfattende modernisering af flåden., der bl.a. omfattede en opprioritering af brugen af galejer, hvis brug Cort havde mange års erfaringer med fra kampene i Ægæerhavet. Var dog også fra 1665 meddirektør i det nyoprettede Saltkompagni og blev i 1670 leder af Det Ostindiske Kompagni. Optoges i den danske adelsstand i 1666 som Cort Sivertsen Adeler, hvor navnet Adeler stammer fra det hollandske ’adelbors’, der betyder søkadet. Cort døde 5. november 1675 i København og ligger begravet i Vor Frue Kirke. 

Forfatter: JG

Kilder:

  • Curt Sivertsen Adelaer, en historisk undersøgelse, Bruun

  • Cort Adeler, Holck