Dronning Christines desperate kamp

Et katastrofalt nederlag i Ditmarsken ledte til en belejring af Stockholm slot, hvor dronning Christine og hendes 1000 mand, trods kadaverstank og pinefulde sultsygdomme – ”magre som mumier, efterhånden tandløse med blod og slim drivende fra betændte gummer” – holdt fjenden stangen i 7 måneder. 

Max Kochs billede (Wikipedia) fra 1910 af ditmarskernes kamp mod kong Hans’ hær. Bondehærens sejr gav anstød til oprør i Sverige, hvor endnu en bondehær tog kampen op mod kong Hans.
Max Kochs billede (Wikipedia) fra 1910 af ditmarskernes kamp mod kong Hans’ hær. Bondehærens sejr gav anstød til oprør i Sverige, hvor endnu en bondehær tog kampen op mod kong Hans.

Nederlag og ydmygelse

Med lynets hast var nyheden kommet til Sverige. Kong Hans’ katastrofale nederlag i Ditmarsken i Nordtyskland den 17. januar i år 1500, hvor flere hundrede danske og holstenske adelige mistede livet i slaget ved Hemmingstedt, gav anledning til uro i den dansk-dominerede Kalmarunion mellem Danmark, Norge og Sverige. Ydmygelsen af Danmark blev understreget af, at Dannebrog fra slaget ved Lyndanisse ophængt som trofæ af oprørerne i en lokal kirke. Nederlaget rystede nogen, mens det tændte håbet for andre.

Mange svenske adelige så det som en kærkommen lejlighed til at gøre op med det danske herredømme. Kong Hans’ aktuelle svaghed skulle udnyttes, så efter måneders rænkespil brød oprøret ud i august 1501, da et stort antal svenske adelige på foranledning af lederne Sten Sture og Svante Nilsson opsagde deres troskab mod kongen. Kongens danske fogeder, der bl.a. blev anklaget for grisk at udskrive ulovlige bøder, og stor utilfredshed med kongens gode forhold til tsar Ivan, der gentagne gange efter at Hans var blevet konge, førte krig i det finske område, dengang hørende under Sverige, var blandt årsagerne.

Panoramabillede fra 1868 (litografi af Carl Johan Bilmark, Wikimedia Commons) af Stockholm set fra øst, hvor den tætbebyggede Gamla Stan, Storkyrkans tårn og Stockholms slot i midten af billedet udgjorde scenen for en 7 måneder lang belejring.
Panoramabillede fra 1868 (litografi af Carl Johan Bilmark, Wikimedia Commons) af Stockholm set fra øst, hvor den tætbebyggede Gamla Stan, Storkyrkans tårn og Stockholms slot i midten af billedet udgjorde scenen for en 7 måneder lang belejring.

Stockholm omringes

En oprørshær nærmede sig snart Stockholm og dens dengang ca. 7000 indbyggere, hvor de delte sig i to; en styrke rykkede ind på Södermalm og en anden på Norrmalm omkring den 10. oktober. En rytterstyrke af tyske lejesoldater var inden da reddet ud fra Stockholm slot og havde angrebet bondehæren, først ved et angreb på Norrmalm og derefter på Södermalm. Men forgæves, de professionelle ryttere var ikke stærke nok til at splitte de tusindvis af bønder, så belejringen var en realitet. Omkring en uge senere brød en brand ud i Stockholm, og da portene blev åbnet så man kunne hente vand, benyttede oprørerne sig af muligheden for at indtage byen. 4000 bondesoldater lå nu helt tæt på Stockholms slot.

Dronning Christine – bannerfører for Danmark og forsvarerne

Da oprøret brød ud, havde kong Hans ingen nævneværdige styrker i Sverige, så i august var han med flåden sejlet til Danmark for at rejse en hær. Kong Hans’ kone, dronning Christine af Sachsen, der havde dårligt helbred, blev tilbage i Stockholms slot. Men måske har kong Hans også vurderet at det var politisk vigtigt, og lige så vigtigt for soldaternes kampmoral, at en højtstående repræsentant for kongehuset forblev i Stockholm. Kunne man holde byen og dens stærke borg ville den være et godt udgangspunkt for kongens tilbagevenden og generobring af Sverige. Inden belejringen begyndte for alvor, blev Christine faktisk tilbudt at forlade slottet med et følge af adelsfolk, riddere og gejstlige. Hun afslog.

På slottet havde hun følgeskab (i følge hende selv i et brev til kong James af Skotland) af omkring 1000 danske og tyske lejesoldater, foruden den svenske ærkebiskop Jacob Ulfsson og flere svenske adelige riddere. Efter tabet af byen var de mange mennesker nu tæt stuvet sammen i selve borgen under militær ledelse af en Johan von Grapendorf.

Han kommanderede over en borg bestående af et stort rundt tårn, omkring 25 meter højt, kaldet Trekroner fra omkring år 1200. Det var solidt bygget af sten, mens hovedparten af borgen var bygget af mursten. Tårnet var omgivet af en mur på et område omkring 50 x 45 meter. Borgens ydermur var omkring 5, 5 meter tyk og op til 11 meter høj. En port i borgens sydvestlige hjørne ledte en igennem en ydre borggård før man kom ind til tårnet. En tør voldgrav og en ydermur beskyttede yderligere slottet. På dronning Margrethes 1’s tid havde slottet udholdt en 4-års belejring i årene 1391-95, så det var en stærk fæstning. Før kanonens ankomst tilmed med god adgang til vand og fisk.

Den svenske kommandør, Hemming Gadh, der i 20 år havde tjent i Rom for pave Alexander VI, viste sig trods sin civile og gejstlige baggrund, at være en dygtig belejringsleder. Han var ferm til at forene den brogede belejringshær af de rivaliserende rådsherrer Sten Sture og Svante Nilssons soldater, en styrke borgere fra byerne, og en mængde bondesoldater fra Uppland.  

Til venstre: Stridens omdrejningspunkt, Stockholms slot, beliggende på slotsøens nordøstlige hjørne. Byen udenom var den 17. oktober kommet på oprørernes hænder. Palisader blev hurtigt rejst op mod slottets tørre voldgrav vest og syd for slottet. Billede fra Arne Stevns ’Vor hær i krig og fred’.
Til venstre: Stridens omdrejningspunkt, Stockholms slot, beliggende på slotsøens nordøstlige hjørne. Byen udenom var den 17. oktober kommet på oprørernes hænder. Palisader blev hurtigt rejst op mod slottets tørre voldgrav vest og syd for slottet. Billede fra Arne Stevns ’Vor hær i krig og fred’.

Dansk modangreb

Den 30. november strømmede de belejrede ud i et større angreb i et forsøg på at generobre byen, eller i det mindste for at erhverve sig de forråd, der stadig måtte befinde sig der. Kong Hans havde overført proviant fra skibene før afsejling, men alligevel var der kun forråd til få måneders belejring. I slutningen af januar 1502 blev en anmodning fra dronningen om at besøge byen for at ”modtage vin” da også afvist af Gadh; han konkluderede, at de var ved at løbe tør for vådt og tørt inde på slottet. Hverken kød, korn eller øl slap ind, og selvom det i begyndelsen lykkedes lokale fiskere at smugle fisk ind til slottet, forbrugte de 1000 mennesker hurtigt forrådet.  

Kampen bølger frem og tilbage

I de første uger vekslede stormforsøg og dristige udbrud, men da forrådet og kræfterne svandt ind, måtte de belejrede efterhånden nøjes med at forsvare slottet. Det gjorde man dog effektivt med slottets bestykning af kraftige kanoner, som der var ”adskillige” af, og som oprørsleder Sten Sture selv tidligere havde ladet støbe på slottet. Den 6. december affyrede man én af dem, kaldet Ingeborg, for første gang. Gadh rapporterede ved den lejlighed, at en kanonkugle havde ødelagt en palisade ved St. Nikolaiport og dræbt to mand.  Forsvaret blev styrket af, at mange af lejesoldaterne var udrustet med hagebøsser.

Billede af Paul Dolnstein; svenske bønders kamp mod tyske lejesoldater i kong Hans’ tjeneste i 1501-oprøret (Wikipedia). Bønderne til højre. Dolnstein deltog selv som lejesoldat. Afsættelseskrigen (Avsättelseskriget), som konflikten kendes som i Sverige, varede til 1512.
Billede af Paul Dolnstein; svenske bønders kamp mod tyske lejesoldater i kong Hans’ tjeneste i 1501-oprøret (Wikipedia). Bønderne til højre. Dolnstein deltog selv som lejesoldat. Afsættelseskrigen (Avsättelseskriget), som konflikten kendes som i Sverige, varede til 1512.

Svenskerne frygter tiden

Svenskerne koordinerede deres angreb, primært fra den vestlige og sydvestlige side, hvor der kun var en grav der skilte slottet fra byen, mellem kanonild og stormangreb understøttet af håndskydevåben. Men de led under, at de kun havde lettere skyts, der ikke gjorde stor skade på slottets mure. Gadh rådede dog også over en mørser (mortér), et våben til affyring af både brandprojektiler og kugler, og nævner i en rapport at den ved første affyring blev beskadiget, men regnede med at den kunne genoptage skydningen dagen efter. Tiden løb, isen kunne snart ventes at bryde op, og en dansk undsætningsstyrke kunne dukke op. Så den 25. marts 1502 blev et første større forsøg på at storme og indtage borgen forsøgt, men også afværget af forsvarerne; borgens forsvar var stadigt for stærkt.

Tunge og lette kanoner samt palisadeværk i brug under belejringen af Orleans 1428 (Wikipedia)
Tunge og lette kanoner samt palisadeværk i brug under belejringen af Orleans 1428 (Wikipedia)
Belejringens rædsler

Fra begyndelsen af 1502 begyndte skørbug og andre ernæringssygdomme at hærge blandt besætningen. Man havde da ædt sig igennem slottets heste, hunde, og soldaterne var begyndt at dø i hobetal. I april var omkring 80% af besætningen døde. ”200 mand kæmpede videre, hærgede, forpinte, blåskjoldede af blødninger under huden, magre som mumier, efterhånden tandløse med blod og slim drivende fra næse og betændte gummer, indtil de styrtede af udmattelse. Hvis ikke et svensk skud eller en hidsig lungebetændelse ikke udfriede dem fra helvedet. Kadaverstanken fra de opmagasinerede og rådnende lig bredte sig over alt”, som Arne Stevns malerisk beskriver situationen i ’Vor hær i krig og fred’. Men stadig holdt man ud i håbet om at foråret, isens opbrud og kong Hans’ undsætningshær snart ville komme.  

En stor del af dronningens soldater på Stockholms slot var tyske lejesoldater, der ofte var klædt i farverigt og storladent tøj. Begge figurer er fra start 1500-tallet (Wikipedia).
En stor del af dronningens soldater på Stockholms slot var tyske lejesoldater, der ofte var klædt i farverigt og storladent tøj. Begge figurer er fra start 1500-tallet (Wikipedia).

Generalstorm på slottet

I forventning om at en dansk flåde snart ville komme de belejrede til undsætning forsøgte svenskerne natten til den 14. april at hænge en bom op mellem Stockholm by og Käpplingeholm, hvilket ville forhindre en undsætningsflåde i at ankre op direkte ved slottet. Det mislykkedes dog pga. kraftig strøm. Den 29. april stormede svenskerne så slottet, for én gang for alle at indtage det før danske forstærkninger ankom. De svenske palisader på slottets vestlige side blev hugget ned og angrebet sat i værk.

Gadh skrev: ”Vi stormede Stockholms slot i fredags, og ved Guds hjælp klatrede vi op på bolværket, brændte det, skibe og både af, så der ingenting var tilbage. Og vi tvang os vej til den vestlige ydermur og brændte porten ned, og kom ind i borggården”.

Herfra trængte de videre ind i indre borggård, men her modtog forsvarerne dem med en så intens beskydning med hagebøsser, pile og sten, at de måtte trække sig tilbage. Det var igen lykkedes forsvarene, selvom de knap kunne stå oprejst, at afværge angrebet. Men omkring halvdelen havde mistet livet eller var blevet såret, så nu var der kun 100 forsvarere tilbage. Og angrebet havde tæret hårdt på de få kræfter, de havde tilbage.

Levende lig kapitulerer

Efter mere et halvt års pinsler og dødsforagtende kamp indledte dronningen, som nu havde opgivet af blive undsat inden alle var døde, forhandlinger om fred. Betingelserne blev godkendt af dronning Christine den 9. maj. Da slottets porte åbnedes vaklede 70 halvdøde, hærgede og radmagre soldater ud gennem dem. Kun 10 af de oprindelige 1000 kunne stadig kaldes våbenføre, resten var levende lig. Blot 3 dage senere ankrede kong Hans’ flåde op, men ude fra skærgården måtte han se fjendens banner vaje over slottet. Der var ikke andet at gøre end at vende hjem til Danmark.    

Læs også artiklen Den sorte gardes undergang

Forfatter: JG

  • Bidrag til Skandinaviens historie ur utländske arkiver, 4. del, Carl Gustaf Styffe

  • Danmarks politisk-militære situation under unionskongerne, Jahn/Ewald

  • Vor hær i krig og fred, Arne Stevns

  • Unionskrigene, P. Lauring 

  • The Fatal Siege of the Royal Castle in Stockholm, Vivian Etting