“Welcome to Denmark”

I de sidste år af besættelsen var den danske modstandsbevægelse blevet så velorganiseret, at hvis en allieret flybesætning der blev skudt ned over Danmark og fik kontakt med modstandsbevægelsen før den blev fundet af tyskerne, så var besætningen næsten sikker på at returnere til England via det neutrale Sverige. Næsten 100 allierede flyvere vendte på denne måde, trods besættelsen, hjem med dansk hjælp. Dette er historien om to af disse nedskudte flyver

af Gert Laursen

Den 13. marts 1945 var en Lancaster fra RAF på vej hjem til England efter at have udlagt miner i Kattegat. Over Vestjylland blev flyet forfulgt af en tysk natjager og skudt i brand.

Det lykkedes for fem af besætningsmedlemmerne at springe ud i faldskærm, men de to maskingeværskytter, Morris og Porter, blev dræbt, da maskinen styrtede ned på en mark ved Østergårde. To af besætningsmedlemmerne, Mitchell og Bertie, var landet omtrent samme sted ved siden af hinanden. Efter forgæves at have ledt efter deres kammerater havde de gravet deres faldskærme ned, taget pullovers over deres uniformer og begivet sig af sted. Deres plan var at forsøge at nå til Grenå, hvor de ville stjæle en båd og sejle til Sverige.

Royal Air Force Lancaster (foto: RAF)
Royal Air Force Lancaster (foto: RAF)

Med hjælp fra et landkort trykt på et tørklæde de havde haft i deres udrustning, var de nået til Funder. Her var de gået ind på en gård og spurgt gårdmanden, Aage Fisker om mad og husly. Til deres held havde gårdmanden kontakt til modstands-bevægelsen på egnen.

Kontakt med hjælpen

Den 16. marts om aftenen var en modtagergruppe fra Ikast ude for at modtage en engelsk våbensending på en nedkastningsplads ved Isenbjerg. Men maskinen dukkede aldrig op, så kl. 4 om morgenen vendte gruppen tomhændet hjem. Her fik et af gruppens medlemmer, Sigurd Birk besked om, at hans farbror, gårdejer Aage Fisker havde ringet og fortalt, at nogle – vistnok engelske – flyvere befandt sig på en gård i Funder. Sigurd Birk og Herningsområdets kontaktmand, Ole Engberg med dæknavnet Brun kørte til Funder for at undersøge sagen.

Ole Engberg fortæller om turen:

“Vi kørte af sted i “Dorte” [kælenavnet på lastbilen] til Funder og til gårdmanden der ikke kendte mig, men kun Sigurd Birk. Han var meget tilbageholdende – det kunne jo være, at jeg var en tysker, der havde taget Sigurd med som gidsel. Men vi skulle jo ud af denne situation, så han pegede over på laden. Vi gik over i laden som var halvfuld af halm, og han pegede på et sted i halmen. Jeg kravlede rundt i halmbunken, og der lå sørme en mand og kiggede på mig. Kun øjnene bevægede sig. Og så sagde jeg fuldstændig åndssvagt:

“Welcome to Denmark!”

Han kom ned, og Anders Fisker, der var blevet lidt mere fortroligt med os, hviskede: “Der er en til”. Og så kravlede jeg op og fandt den anden og sagde for god orden skyld også “Welcome to Denmark” til ham.”

Et falsk legitimationskort lavet til Ole Engberg
Et falsk legitimationskort lavet til Ole Engberg

Sigurd Birk besluttede at indkvartere de to flyvere vest for Ikast hos kunstmaleren Arnold Petersen og hans kone; begge talte nemlig engelsk. Om turen dertil fortæller Ole Engberg:

“Vi skulle køre de 20 km til Ikast, og kunne let risikere at blive stoppet undervejs. De to flyvere og Sigurd skulle sidde på ladet og jeg kørte . Forinden instruerede vi dem på vort bedste skoleengelsk om, hvad de skulle gøre, hvis vi blev stoppet af tyskerne . Så vil Sigurd føre samtalen, og I holder bare jeres mund. Hvis det bliver nødvendigt, så fortæller I, at I er brunkulsarbejdere, og hvis der [på tysk] bliver spurgt: “Name!” svarer I: “Hans Petersen” og “Peter Hansen”.

Vi øvede, pegede på den ene og spurgte på tysk: Name! og fik – som vi skulle – svaret: “Hans Petersen”. Og lige så godt gik det med “Peter Hansen”.

Og så bliver I spurgt på tysk: “Beruf? eller Was machst Du?”. “Og så svarer I: “Brunkulsarbejder”. Det øvede vi så. Jeg sagde: “Nu kører vi”, men Sigurd ønskede, at vi skulle prøve en gang mere.

Jeg sagde så: “I’m a German officer: Was ist Deiner Name!” Svaret var, vistnok med australsk accent: “Mr. Brunkulsarbejder!”

Så fandt Sigurd et dækjern og en stor skiftenøgle frem, gav australierne det i hånden og sagde: “Her! Hvis jeg ikke kan klare det med min snak, så bruger I det her. Jeg har ildrageren fra gasgeneratoren!” – og så kørte vi og vi mødte heldigvis ikke nogen undervejs til Ikast.”

Flugten til Sverige

Mitchell og Bertie boede en uges tid i Ikast, hvor der blev skaffet tøj og sko til dem og de uundværlige falske legitimations-kort. Senere kom de til Herning, hvor lederen af modtagearbejdet i Jylland, Toldstrup, kørte dem afsted mod Grenå. Turen var ikke uden dramatik. Flyverne var blevet iklædt CB-uniformer (Civile Beredskab) og Toldstrup selv optrådte som CB-officer.

På Djursland blev de stoppet af en tysk patrulje. Toldstrup forsøgte at bluffe sig igennem ved at rulle vinduet ned, og sige at de havde morderligt travlt. Men tyskerne beordrede dem ud af bilen, imens de lyste dem i ansigtet. På dansk gav Toldstrup australierne ordre til at vise deres falske papirer og det tilfredsstillede tyskerne.

De ankom til Grenå, hvor Mitchell og Bertie blev smuglet til Sverige i en fiskekutter, og før krigen var slut var de tilbage i luften over Europa.

De resterende tre besætningsmedlemmer fra Lancasteren lykkedes det også at undslippe til Sverige. De var ret hurtigt kommet i kontakt med modstands-bevægelsen, og allerede d. 23. marts var piloten og endnu et besætningsmedlem fra flyet nået til Sverige. Et tydeligt bevis på, hvor effektiv modstandsbevægelsen flugtruter opererede på dette tidspunkt.

De to dræbte besætningsmedlemmer fra Lancasteren blev begge af tyskerne gravet ned i udkanten af en granplantage, nær det sted, hvor de var styrtet ned. Efter befrielsen sørgede indbyggerne i Tarm for, at de fik en værdig begravelse på kirkegården i Tarm, og der rejstes en mindesten over dem.

Det bør nævnes, at flere af de folk, der havde været med at hjælpe australierne heller ikke blev glemt. Efter krigen modtog Arnold Petersen breve fra Mitchell og Bertie, hvori de takkede for den gæstfrihed de havde mødt, og i november 1945 modtog fire af beboerne på egnen en anerkendelsesskrivelse underskrevet af Luftmarskal Tedder og General Eisenhower.

Kilder:

Interview med Ole Engberg 2002
Silkeborg Avis 11. november 1945
Faldne allierede flyvere 1939-1945, Anders Bjørnvad.