Snaphaner – Friskytter i Skånelandene

Da Danmarks konge Christian V under Skaanske Krig 1676-79 søgte at befri de gamle danske lande Skåne, Halland og Blekinge, fik han god støtte af den indfødte befolkning, som bekrigede de svenske soldater i form af bondeopbud, snaphanevirksomhed og regulære friskyttekorps. Da disse aktiviteter var på sit højeste, omfattede alene de organiserede friskytter ca. 6 % af den mandlige våbenføre befolkning. I denne artikel belyses modstanden med henblik på dens militære betydning såvel som de kæmpendes motivation.

af Mads Kierkegaard

Indledning

Den 29. juni 1676 gik Christian V. i land i Skåne ved fiskerlejet Rå syd for Helsingborg med en hær på 14500 mand, hvilket af skåningerne blev opfattet som vidnesbyrd om, at det gamle Østdanmark nu imødegik sin endelige befrielse fra det langvarige svenske herredømme. Helsingborg overgav sig efter kortvarig modstand, og Landskrone by og kastel faldt inden en måned.

Den 15. august blev Christianstad befriet, og herfra fortsatte danskerne til Blekinge, hvor Karlshamn og Christianopel blev indtaget i henholdsvis begyndelsen af oktober og midten af august. Den svenske hær magtede ikke at forsvare de skånske lande, hvorfor den trak sig tilbage over rigsgrænsen for at samle en modstandsdygtig hær i Sverige.

Christian V. udstedte efter landgangen en offentlig kundgørelse, i hvilken han efter at have påpeget Skånelandenes historiske tilhørsforhold til Danmark erklærede, at Sverige havde brudt Roskildetraktatens bestemmelser om, at indbyggerne skulle forblive ved deres sædvanlige “rætt och loffue, gamle rettigheder, friheder och privilegier”, hvorfor “cron Sverrige haffuer krænchett och offuertraaed de pacta, formedelst huilche forbesagda provincier til den ere bleffne affstandne, och saalediss selffuer opløst och sønderreffuet det baand, huourmed indbyggerne ellerss kunde wære samme crone til forbundne” .

Kongen opfordrede alle til at deltage i frihedskampen for “deriss egen frelse och velstand søge at befordre, huilchen de aldrig aldrig kunde haabe at erlange, førend de af svenskenss hender førløsett och med cron Danmarch saasom lemmerne med legemett igien forenet worder.” Når genforeningen med Guds vilje havde fundet sted, ville undersåtterne i Christian V finde “en mild regentere och en landzenns fader.”

Langt de fleste skåninger modtog danskerne som befriere. Lederen af Danmarks udenrigspolitik Konrad Bierman skrev til Bryssel: “Man kan ikke i ord udtrykke, hvilken glæde beboerne her i landet viser over for hans majestæts ankomst, og med hvilken iver de tilbyder at skaffe alt til hærens underhold, som man kan ønske sig” , og den brandenborgske gesandt beretter om, hvordan skåningerne græd af glæde ved mødet med deres gamle landsmænd. Selv om disse udtalelser muligvis er noget farvede af propaganda, giver de efter min mening et udmærket billede af stemningen hos det jævne folk, hvorimod de højere samfundslag, særligt adelen, forholdt sig mere afventende.

Det er således ikke svært at forstå, at danskerne valgte at satse på disse følelser ved at rejse skåningerne til militær modstand mod svenskerne (“snaphaneriet”), hvilket er emnet for denne artikel. I det følgende vil jeg søge at vise, hvordan modstanden mod svenskerne kom til at gennemgå forskellige faser – lige fra danskernes første rejsning af almuen i solide bondeværn til senere tiders partisankrig udkæmpet af snaphaner og friskytter. Endelig vil jeg under denne redegørelse beskrive modstandens bevæggrunde for at finde ud af, hvilke motiver der har været de bærende.

Kuppet i Løsholt

Sympatien for danskerne størst i Nordskåne og Blekinge, hvilket kom til udtryk gennem den følgende tids begivenheder. Inden svenskerne forlod Gønge, truede de med at dræbe mænd, kvinder og børn, hvis folket greb til våben for Danmark, hvilket tilsyneladende blot skærpede hadet mod svenskerne. Den 9. juli 1676 samlede almuen sig på kirkebakken i Osby, hvor bondelederen Peder Pedersen opildnede de tilstedeværende til at gribe til våben for “Danmarks retsvise sag” og vise deres rette arvekonge Christian V. al mulig troskab og underdanighed . Denne tale blev bakket op af kirkens mand i Osby, Thomas Andersen.

Dagen derpå sendte bønderne i Osby og Løsholt en delegation til det danske kvarter i Landskrone, hvor de tilbød at oprette en friskyttebevægelse til hjemstavnens og grænsens forsvar. De danske instanser havde på dette tidspunkt ingen fuldmagt til at opfylde skåningernes ønske, men lod en halv snes ryttere og et par underofficerer følge delegationen tilbage.

Den 23. juli samlede en række folkeopbud sig på Broby tingplads, ved Hønjerums bro og i Marklunde, hvor bønderne bestemte sig til at udføre det såkaldte Løsholt-kup. Mens Karl XI.s styrker var på vej ud af Skåne, lå hans krigskasse i byen Løsholt tæt ved den smålandske grænse. Dens vigtigste indhold var 50.000 rigsdaler, kongens telt og sølvtøj. Den 25 juli overrumplede gøngerne de intetanende svenskere, som hurtigt begav sig på flugt.

Byttet, der stod oplæsset på intet mindre end 250 hestetrukne vogne, blev delt mellem bønderne og de danske soldater. Den danske konge i Christianstad fik fire vogne fyldt med “platmynt” og et afskåret stykke af Karl XI.s fornemme telt. Kun et par forvogne slap over grænsen til Älmhult, hvor de ved list blev udplyndret af de smålandske bønder, som ikke ville snydes for deres del af byttet!

Aktionen må først og fremmest beskrives som økonomisk, men gøngernes had mod de svenske soldater og Georg Henrik Lübecker og hans ryttere, der under mellemkrigsårene havde pint og plaget egnens folk, har med sikkerhed spillet en væsentlig rolle. Fra tiden efter kuppet kendes en række dansk-patriotiske udsagn fra egnens indbyggere, bl.a. ytrede Jens Hogesøn fra Højholt, at han kæmpede for at “Skaane forbliver danskt” og Lille Thue Jensen fra Marklunde, “att efter denne dag må ingen svensker mere lides i landet” . Mogens Thuesen fra Hasselager kan heller ikke ligefrem beskrives som svensk-venlig: “Tro ikke Svensken fast hand i snakket er fin, ty hand ligesom fogden er fuller af hin.”

Grænseforsvaret genoprettes

I august henvendte indbyggerne i Stoby sogn i Øster Gønge Herred sig til “stormægtigste og sejrfuldeste konning, konning Christian den femte, voris allernådigste herre og konning” for komme af med deres svensksindede lensmand. Gøngerne erklærede i samme skrivelse, at “eders majestæt tjener vi med liv og blod, med gods og alt det vi ejer” . Fabricius gør opmærksom på, at de danske myndigheder i denne periode modtog talrige sådanne henvendelser.

Den danske regering søgte ganske naturligt at gøre brug af denne stemning, hvorfor man 13. juli lod den fra forrige krig så berømte “gøngehøvding” Svend Povlsen udnævne til major for tre kompagnier “skåninger og gønger”, alle bevæbnede med musketter og lange knive. Den 16. juli udbetalte Povl Jæger i Landskrone således “200 Rdlr. til Major Svend Povlsen for hvervningen af noget mandskab, samt 10 Rdlr. for en måneds traktement” .

Samme måned udnævnte danskerne oberstløjtnant ved 1st fynske rytterregiment Hans Ditlev Steensen til oberst og chef for det skånske rytterregiment, der skulle forsørges af Lübeckers tidligere gårde. Kompagniet blev forlagt til Christianstad-området for at tjene som støtte for grænseforsvaret. Dets mandskab, som bestod af 6 kompagnier, kom fortrinsvis til at bestå af skånske rekrutter.

I august sendte Øster Gønge Herred fire præster til den danske regering med tilbud om at udarbejde lister over “det løse folk”, som danskerne burde indrullere i et særligt grænseregiment. Herredet ville så underholde regimentet med den nødvendige kontribution. Kort efter dannedes da også et skånsk dragonregiment under ledelse af Sten Brahe til Knudstrup, hvilket blev forsynet med geværer og grå uniformer.

Sideløbende med disse foranstaltninger søgte danskerne at mobilisere grænselandets almue til landeværn mod Sverige, hvilket skåningerne og blekingeboerne viste sig meget villige til.

Major Trolle fik befaling til med 100 ryttere og dragoner at stå klar til om nødvendigt at sekundere Øster Gønge Herred, hvor der i Osby Otting var blevet dannet en bondevagt på 500 mand under ledelse af førnævnte Peder Pedersen. Denne vagt stilledes under majorens overkommando.

I Blekinge, hvor støtten til Danmark var endnu stærkere, afspærrede og bevogtede almuen de fire køreveje til Småland, og da Karlshamn skanse faldt i oktober, skete det med blekingeboernes hjælp. Deres leder, Johan Johansen Hollænder, beskrev stemningen blandt sine bønder: “De agter nu ikke ret, hvad de gør, særdeles over for dem, som er af svensk nation; være sig borger eller bonde, så enten skyder de ham eller stikker ham ihjel med deres lange knive. Ihvorvel jeg mange gange har ladet læse ordrer [om skånsomhed] på prækestolene, så svarer bonden, at det er ikke kongens ord, uden de siger, vil have alle svenske ud af landet” . Efter Kalshamns kapitulation blev skansen bemandet med 100 danske infanterister og 100 blekingske bønder, hvoraf sidstnævnte blev ugentligt afløst.

I det blekingske Østre Herred inddelte ridefogeden Mikkel Mørch folket i roder og satte officerer over dem, mens han af egen lomme tilførte forsvaret et parti hvervede dragoner. Bønderne lovede ham at “fægte selv med indtil døden imod de svenske” , og det lykkedes at afvise et angreb fra landshøvdingen af Kalmar, som søgte at bryde ind i Blekinge med 500 mand.

Mørch og hans bønder blev senere sat på en svensk liste over “menedare, förrädare, rebeller, anstiftare och snaphaners anförare” med tilføjelsen “fågelfria [fredløse]” . I september fik almuen i Vemmenhøjs Herred besked om at sende en væbnet karl til lejren i Katterup ved Malmø for at afhente herredsfanen og trommen, og i Froste Herred mobiliserede danskerne alle mænd i alderen mellem 20 og 60 år til fremover at bevogte landet “med gevær, bøsser, spyd, høtyve og leer på lange stager” .

I Vester og Øster Gønge Herred blev almuen befalet at afspærre og overvåge vejene mod Sverige, hvilket blandt andet skete ved at bønderne afkastede broerne og ødelagde vadestederne.

Ordrer af denne karakter kendes kun fra Gønge og Blekinge, men Fabricius antager, at de har været almindelige. Resultatet blev hermetisk lukkede og afpatruljerede grænser, hvor bønderne nogle steder var parate til under fjendtlige angreb at “gå mand af huse”. Fortidens østdanske landeværn var for en stund blevet genoprettet.

Bønder i kamp mod svenskerne

Den 25. oktober 1676 krydsede Karl XI. grænsen ved Markaryd og gik over Øksenholt mod Farholt med 16-17.000 soldater. Danskerne havde regnet med en indmarch længere mod øst, så til at begynde med mødte svenskerne kun svag modstand i form af vejspærringer og bondevagter. Hæren medbragte ingen levnedsmidler, hvilket fik Karl XI. til at tvinge Farholts bønder til at udlevere deres kvæg.

Hvad der herefter skete skildres af den samtidige pastor Sthen Jacobsen i hans værk “Den Nordiske Kriigs Krønicke”: “Rytter och soldatter faldt an udi haabetall och drogiss med huerandre om qvegett; de toge store stude och bare dem leffuendiss bort paa deriss axeler, huilchett var naturligt at see paa. Offuer dette bleffue bønderne saa galne, att de toge deriss bøsser och skiøde paa deriss kongiss egett folch, saa att snaphaneriettt begyndtiss nu først udi Farholt sogn, och effterdi dett gaff megett bytte, sa forøgtiss det siden jo meere och meere” .

Svenskerne havde samtidig planlagt at generobre Blekinge via en knibtangsmanøvre, hvor Pontus de la Gardie krydsede grænsen ved Løsholt i Gønge og herfra gik mod Blekinge, mens Ebbe Ulfelds styrker angreb Østblekinge. De la Gardie, der gik i aktion d. 27 oktober, lod under sin fremfærd landet oversvømme med en stribe plakater, der opfordrede almuen til afvæbning og lydighed.

Svenskerne mødte modstand ved Hønjerums bro og – mere alvorligt – i passet ved Pugevig, hvor fremrykningen hindredes af et “parti snaphaner”, dvs. et større opbud af blekingske bønder, som havde sat sig fast i en stærk stilling, hvorfra de tre gange gjorde udfald mod fjenden. Først efter at have smidt flere håndgranater lykkedes det svenskerne at komme igennem, men bagtroppen blev angrebet af blekingeboerne, som i følge svenskernes oplysninger dræbte 40 soldater. Herimod står udsagnene fra Christianstads borgmester om at “bønderne caputerede 100 mand” .

De la Gardie fortsatte nu til Karlshamn skanse, som han underkastede belejring, mens hans soldater nedbrændte en lang række bondegårde for at straffe det oprørske folk. Resultatet blev, at en stor skare blekingske bønder slog sig sammen med et mindre dansk korps og satte sig fast ved Mørrums bro for at spærre hærens tilbagetog. Noget må imidlertid være gået galt, for vi hører ikke mere om dem.

Ebbe Ulfeld mødte også modstand i Østblekinge, da han under sin belejring af det forsvarsvillige Christianopel måtte afvente de la Gardies ankomst. Under ventetiden ilede Østre Herreds bondeværn til undsætning, men bønderne blev svigtet af Sten Brahes dragoner, hvilket fik Christianopels kommandant til at supplere dem med 50 musketerer.

De to parter stødte sammen den 8 november 1676 uden for byen, hvor svenskerne meget naturligt gik af med sejren, som dog kom til at koste dem store tab. Ulfeld måtte alligevel opgive belejringen af Christianopel og rykke mod vest for at møde sine allierede, da han ikke så sig i stand til uden hjælp at indtage fæstningen.

Svenskerne følte sig i det hele taget trykkede over befolkningens fjendtlige stemning, hvilket fremgår af et brev, som de la Gardie sendte til rigsrådet: “Dhet är till at beklage at uthi dhette heela landet icke een trogen menniska, hwarken ibland prästerskapet eller allmogen är tillfinnandes, så at iagh, dhen ringaste kundskap hafwer kunnat bekomma.”

Begivenhederne giver de la Gardie ret: Da præsten i Glimager og Ørkened, Povl Ennertsen, opfordrede sine sognebørn til at vise den svenske krone troskab, vakte dette en sådan harme, at indbyggerne arresterede og indbragte ham til Christianstad.

De la Gardie modtog nu ordre om at forene sig med den svenske hovedhær, hvilket fik ham til at bryde op og forlade Blekinge. På nær Ulfeld, der havde slået sig ned i Rønneby, var landsdelen således atter fri, men meget tyder på, at tilliden til de danske våben havde lidt et knæk. Bønderne i Østre Herred afviste kommandanten af Christianopel, da han ville have dem til at deltage i et angreb på Ulfeld, med besked om at de først ville kende udfaldet af kampen mellem de to hovedhære. Kun i nogle få skovegne ved grænsen såsom Gemsø og Ørkened fastholdt folket det store gåpåmod og vedblev med at holde vagt.

Da budskabet om udfaldet af slaget ved Lund 4. december 1676 nåede de skånske landes indbyggere, blev det modtaget som et sørgebud. Under svenskernes takkegudstjeneste var der i følge en dansk kaptajns indberetning “en sådan græden og skrigen af almuen, at præsterne lidet kunde høres i prækestolen; men hvad godt de bad for de Svenske, kunde vel hver forstå”

For mange skåninger betød udfaldet, at de fremover indtog en langt mere afventende holdning. Alf Åberg har skildret omskiftningen i sin bog “Kampen om Skåne”: “Svenskarna hade kommit tilbaka. Drömmen om ett danskstyrt Skåne krossades i slaget vid Lund, och de skånska bönderna anpassade sig efter det nya läget. Bondeuppbåden upphörde, och den bofasta befolkningen höll sig stilla. Det är ingen överdrift att påstå att avgörandet i försvenskningsfrågan föll vintern 1676”.

I følge provsten i Fers Herred, Hans Jakobsen Beverlin fra Veberød, var sympatierne dog uændrede: “Landet er endnu ganske godt dansk, som endnu med grædende tårer dagligen ønskes og forlænges, at deres kære nådige arvekonge, e. kgl. mt., måtte snart glædeligen og lyksaligen komme over med kongelig hjælp og undsætning og forløse dem af den ægyptiske trældom” .

Forsøg på at pacificere den skånske bondebefolkning

Efter slaget ved Lund brød den danske administration sammen, og svenskerne blev atter herrer over landsbygden, hvorefter det delvist lykkedes at pacificere civilbefolkningen.
Fjorten dage efter slaget ved Lund udstedte Karl XI. en såkaldt pardonsplakat, der lovede tilgivelse til dem “som icke af lätferdigheet, arghet och onska uthan af oförstandh eller twång hafwa trädt udthur deres plicht” .

Ved nytår påbegyndte kongens rådgiver og minister, Johan Gyllenstierna, sine rejser rundt i de skånske lande, under hvilke han sognevis indstævnede almuen til at møde op ved præstegården og sætte deres navn på en troskabserklæring til den svenske konge. I samme brev forpligtede undertegnerne sig til for fremtiden at afbryde ethvert samarbejde med “snaphanerne”. Hvis vilkårene blev overtrådt af en eller flere i sognet, ville alle indbyggerne “som förrädare bli ansedda och icke allenast böta för var man 1.000 d:r [rigsdaler] utan ock var tionde man efter lottning vare förfallen att hänges” . Sognet skulle altså betale 1000 rigsdaler og udlevere hver tiende til hængning – i et af den svenske konges breve siges endda hver tredje!

Åberg skriver, at folket sukkede efter at få genoprettet de fredelige tilstande, men i samme bog beretter han om hændelserne d. 11. marts 1677 ved Mørrum, hvor Næsums bønder var stævnet til møde ved præstegården. Almuen nægtede at indfinde sig, og da indkaldelsen blev sendt rundt igen, rejste folket et bondeopbud og greb til våben mod svenskerne. Først efter at angrebet var blevet knust, og stævningen havde gået rundt for tredje gang, dukkede sogneboerne op til mødet.

Over for de indfangne modstandere gjorde svenskerne en sådan brutalitet gældende, at det vakte befolkningens harme og frygt. I Fers Herred lod kronefogden Jöns Bengtsson fire snaphaner stejle på den måde, at “En af dem satte de et kors for og bag på og pinte maven ud af halsen; en anden slog de hul på siden og lod ham selv løbe tarmen af livet”. Andre “spetsades” ved at en sylespids pæl f.eks. blev stukket op gennem endetarm, lunger, tarm og mellemgulv, så den kom ud ved næsen, hvorefter pælen rejstes på højkant og ofret fik lov til at gå en langsom og pinefuld død i møde. Skulle afstraffelsen være ekstra raffineret, kunne man i stedet for træ anvende en glødende jernpæl.

Ikke så underligt at mange skåninger blev skræmt fra at gøre mere modstand. I en rapport til København meddeler den danske øverstbefalende Arensdorff, at bønderne var så bange, at de ikke turde give danskerne de mindste oplysninger.
Der var dog visse egne, det aldrig lykkedes at kue. Som eksempel kan nævnes Ørkened sogn i Øster Gønge Herred, hvor halvdelen af indbyggerne blev væk fra svenskernes indkaldelse, og hvor snaphaneriet var særligt udbredt under hele krigen, hvilket fik Karl d. XI. til i april 1678 at udstede befaling om, at sognet skulle nedbrændes og alle mænd mellem 15 og 60 dræbes.

"Snaphane-egen" fra udkanten af Sølvesborg, hvor svenskerne hængte en del snaphaner - som regel efter, at de først var blevet spiddet.
“Snaphane-egen” fra udkanten af Sølvesborg, hvor svenskerne hængte en del snaphaner – som regel efter, at de først var blevet spiddet.

Heldigvis forbarmede ukendte svenskere sig over staklernes skæbne og advarede dem i god tid med det resultat, at langt de fleste nåede at flygte ind i de omgivende skove. Aktionens afskrækkende effekt blev alligevel så stor, at Gemsø og Gammelstrup, der var tiltænkt samme behandling, blev sparet.
Truslen om nedbrænding af hele sogne blev taget i brug så tidligt som under Gyllenstiernas første pacificeringsforsøg. Ikke underligt at civilbefolkningen mange steder faldt til føje over for svenskernes metoder.

Snaphaner og friskytter

Svenskerne kriminaliserede alle former for modstand med udgangspunkt i hjemstavnens befolkning som udslag af “snaphaneri”, et begreb som stammer fra Tyskland, hvor det fra 1460 betegnede illegale oprørsmænd (i modsætning til de af fyrsten eller lensherren lovligt bevæbnede bønder, som kaldtes “burenschutten” eller “vryschutten”), fredløse, skovtyve og landevejsrøvere. Allerede Erik XIV. af Sverige brugte udtrykket om grænselandets danske bondeværn, for på den måde at fratage dem deres legitimitet.

Hermed være det ikke sagt, at der slet ikke var “løse” folk blandt de skåninger, der bekæmpede svenskerne. Skånelandenes skovrige egne havde længe været præget af fattigdom og overbefolkning, og udbyttet af kvægdriften og det spredte jordbrug var sparsomt. I krigsperioder, hvor almuen udsattes for plyndring, nedbrænding og udskrivninger, blev situationen let katastrofal, men allerede under dansketiden rummede områderne en mængde udstødte og fattige, som nøden havde drevet sammen i omflakkende skarer, der skjulte sig i skoven og erhvervede sig ved kriminalitet mod det omgivende bondesamfund.

Skovens befolkning fik i mellemkrigsårene følge af mange skåninger, der af den ene eller anden grund var kommet i et modsætningsforhold til de nye magthavere. En del var fordrevet fra deres gårde af de indkvarterede ryttere, som sjældent veg tilbage fra overgreb; andre havde deserteret fra udskrivningerne til krigstjeneste i de svenske Østersøprovinser. Som vi nok kan tænke os, voksede denne gruppe af forfulgte og jagede mennesker under den Skånske krig.

Hvorledes skovens beboere har kunnet enes indbyrdes, ved vi af gode grunde ikke meget om, men skåninger med rødder i bondestanden har næppe villet omgås de “løse” og fredløse folk, som de fra hjemmet havde lært at foragte.

Kilderne kan da også tydes i den retning, at vi må opdele snaphanerne i to grupper:

1) Dem der udelukkende var dikteret af økonomiske hensyn, og som plyndrede både danske og svenske. Sthen Jacobsen beskriver sådanne fribyttere i sin krønike, når han skriver, at “huor en armee gaar, der følger altid skielmer och tyffue effter for bytte skyld, og disse snaphaner toge saa vel paa Danske som Swenske”.

2) De snaphaner som konsekvent sluttede sig til den danske side og altid rettede sine angreb mod svenskerne (de fleste). For disses vedkommende, var der som påpeget af Knud Fabricius, tale om en klar politisk tendens, og mange af disse snaphaner har sikkert været at finde blandt de senere friskytter.

Ved siden af snaphanerne, der opererede i små lokale forbund, opstod den langt mere betydningsfulde friskyttebevægelse, hvis organisering gennemførtes i vinteren 1676-77.
Et kompagni blev som regel dannet på den måde, at en dygtig og respekteret bondeleder samlede en skare uforfærdede skåninger, der trods den store fare var parate til at bekrige svenskerne, hvorefter han hos Christian V. ansøgte om fuldmagt til at “tage paa Fienden” som “Kongens Frijschøtter” .

Herefter blev kompagniet organiseret efter militære forskrifter, og ved siden af kaptajnen eller ritmesteren udnævntes “en löjtnant, en eller flera fänrikar och kornetter, en vaktmästare, en kvartermästare, några korporaler och en mönsterskrivare, som skötte rullföringen, avfattede rapporterna till de danska myndigheterna samt order och rekvisitioner m.m.” (Anders Hedwall: Skånska Friskyttechefer 1676-79).

Friskytterne modtog håndpenge og anden understøttelse af den danske hær, hvorimod fast løn kun blev udbetalt, når friskytterne lå i vinterkvarter. Hvis friskytterne havde en fane, kæmpede de under dannebrog.
Det enkelte kompagnis størrelse varierede fra 20 til 160 mand og bestod fortrinsvis af bønder, håndværkere, studenter og herregårdskytter – altså ikke ligefrem mennesker fra den “løse” del af befolkningen, som mange svenske historikere ellers har påstået gennem tiden.

Kompagniernes mængde omfattede ca. 40 i Skåne og 4-5 i Blekinge (Halland var helt under svensk kontrol). Det samlede antal friskytter kan ved hjælp af de bevarede mønstringsruller opgøres til omtrent 3000, hvilket vil sige ca. 6 % af den våbenføre mandlige befolkning.

Friskytterne var bevæbnet med bøsser og lange knive. De var beredne, men kæmpede til fods. De menige måtte selv befordre deres udrustning, hvilket på trods af plyndringer har haft en socialt udelukkende funktion. De mindre bemidlede var ofte henvist til nærområdets småpartisaner – de egentlige snaphaner.

Ligesom snaphanerne havde friskytterne stor nytte af deres fremragende topografiske kundskaber og deres indgående kendskab til skoven og dens ufremkommelige terræn, hvilket gav dem deres fortrin i kampen mod de svenske soldater, der også hindredes i bevægelighed af den tungere mundering.

Omvendt var friskytterne afhængige af årstiden. Om vinteren søgte befalingsmanden og hans mest kompromitterede mænd vinterkvarter under danskernes beskyttelse, hvilket kunne ske i Landskrone, på Bornholm eller Sjælland, hvor København husede en hel lille friskyttekoloni.

Friskytterne militære betydning var uvurderlig for den danske hær. Ud over at tjene som danskernes kurerer og vejvisere, afbrød de svenskernes forsyningslinjer, beslaglagde jævnligt deres post, proviant og våben og uskadeliggjorde talrige fjendtlige enheder. De forfulgte svensksindede personer, likviderede stikkere og indbragte deserterede soldater og tilfangetagne officerer til de danske fæstninger. Af og til deltog de i større militære aktioner under tæt samarbejde med den danske hær.

Friskytterne var ligesom snaphanerne ofte folk, der på en eller anden måde var kommet på kant med svenskerne. Dette kunne være sket ved, at de under krigens første år havde taget aktivt parti for den danske sag. Flere friskytter havde deltaget i rejsningen af de første bondeopbud eller leveret den danske hær oplysninger om svenskernes færden.

Friskytternes motivation

Alf Åberg som – i modstrid med Knud Fabricius indgående studier – hævder, at der ikke fandtes nogen særlig nationalfølelse i datidens Skånelande, skriver at “Friskyttarna engagerade sig verkligen djupt för Danmarks sak. De understödde den danska armén och sökte på olika sätt hålla modet uppe hos de dansksinnade (…) De flesta af friskyttarna blev danskarna trogna till det bitra slutet”.

På dette punkt må der siges at være bred enighed blandt historikerne, hvilket understøttes af tidens kilder. Friskytterne var langt fra bare simple økonomiske fribyttere, men derimod politisk engagerede partisaner, der kæmpede hårdt for et dansk Skåneland. Talende er i så henseende et brev af fra friskyttekaptajnen for Vester Gønge Herred, Aage Monsen Herløv, i hvilket han udbeder sig vinterkvarter af sin “Stormechtigste Konge, Allernaadigste Arffue Herre!”.

Monsen, populært kaldet Hare-Aage, skildrer i brevet de hårde kår, som friskytterne lever under, da de “formeedelst vorris schyldige Troeschab imod worris Arfuekonge og Herre saa og worris kerre Fæderneland erre blefuen til Widunder, landflychtige Folch; Ingen will huuse eller wederqueege os, ilde bortrømbt fra vorris Koner, Børn, Slecht, Boeliger og Formue, som nu lefuer for vorris Skyld i største Elendighed, ia en Deel af dennem gribis og tyransche Wiis meere end elendig bortrettis, alt dette hafue vi liedt og lefuet i den Forhaabning, vi kunde igen frelsis af Sunschens Aage og i Tiiden af Naade udinde Belønning hoes woris Allernaad. Konge.”

I en tidligere skrivelse fra samme Hare-Aage og friskyttekaptajnen for Nørre Åsbo Herred, Peder Lauridsen, påberåber de to sig, at de har “med all vor magt och krafft søgt eders kgl. majestæts fiender och federnelandet till nøtte igien at komme i sin gammel form under rette Danmarchs crone”.

Friskyttekaptajn Niels Tommeson Tidemans trusselsbrev til den svenske kommandant i Engelholm rummer også en tydelig udtalt national identitet:

Vide maa du Swen Brock, som berømmer dig af at være Kommandant udi Engelholm og derover, (at du) med dine Skælms-Prakkerier og dine falske Ord hafver overtalt en stor Del af voris Karler, som hafver fulgt Partiet, som er Kongens Friskytter af Danmark, og dig tiltænkt hafver, at de nu skulde tjene og være Svensken underdanig og tjenstagtig, som nu ingenlunde ske kan. Mens de samtlige skulle være med os andre, som ikke Pardon begært hafver, og slaa paa Svensken, voris Fjender, og dem antaste og søge, og dennem (saa) ubarmhjertelig medfare og haandtere, som de nu paa en Del af voris Folk gjort hafver, og værre – om vi nogen slemmere eller forsmædeligere Død optænke kan. […] Mens nu ere vi saa stærke, at vi befrygte os slet intet for nogle svenske Partier, for den Skyld, (at) imod een, (som) tilforn hafver været under Friskytterne, er nu 3-dobbelt, og haabes til hver Dag at blive stærkere, saa længe, som her er friske Folk udi Lande, som hafver endnu dansk Blod udi sit Liv. Saa der skal mange umyndige Børn jamre sig og græde udi Sveriges Rige, saafremt I ikke handler med voris Folk, om I nogle kunne antræffe og faa til Fange, at vi maatte nyde en Krigsmands Ret, og der bekomme dennem til Ransonnering. […]”

Nævnes kan endelig bonden Mogens Stensen i Vester Ginnerstrup, der under friskytternes belejring af Hønjerum skanse opfordrede almuen til at slutte op om “Danmarks retsvise sag”. Når svenskerne var slået, ville han selv genopbygge Hønjerum bro med de fra svenskerne stjålne kobberplader og sætte dannebrog øverst .

Det må dog påpeges, at den økonomiske og nationale tanke langt fra nødvendigvis udelukker hinanden. Som historien flere gange har vist os, er det ofte økonomiske nedgangsperioder der tænder og fremmer nationalisme. Denne betragtning har først og fremmest relation til de selvstændigt opererende snaphaner, da friskyttebevægelsen som vist af Fabricius har sit udgangspunkt i bonde- eller sågar borgerstanden.

Mange friskytter tilkendegav første gang deres danske sympati, da de som bofaste bønder rejste sig mod svenskerne efter Christian V.s første landgang eller senere nægtede at aflægge ed til den svenske konge. Det var således den nationale konfrontation, der tvang dem til at forlade hus og hjem. Ikke omvendt.

Friskytternes krigsindsats

Slaget ved Lund d. 4. december 1676 kan betragtes som lidt af et svensk vovestykke. Karl XI. var presset til enten at gå mod danskerne eller trække sig tilbage, da hæren led sådan under sygdom og proviantmangel, at omkring 3000 mand var døde. Forsyningslinjerne blev effektivt blokeret af snaphanerne og friskytterne, som voldte deres fjender megen afbræk. Mange soldater deserterede for at komme hjem Sverige, men “faa aff disse Svenske, som rømte deriss leijer, komme til Sverrige; de falt nesten allesammen udi de ugudelige snaphanerss hender, thi skoffuerne bleffue saa fulde aff disse blodige mennisker, at de paa det neste besatte alle weije imellem Sverige och den svenske leijer” .

Den slags modstand var i det hele taget meget udbredt. Landshøvdingen i Blekinge kunne i januar 1677 meddele, at “snaphanerne” gjorde landsdelen usikker og tvang befolkningen til at hjælpe sig.

Den 1. februar blev den svenske oberst Abraham Cronhjort og hans dragoner overrumplet af en samling friskytter på Finjesøens is. Under kampen søgte svenskerne at forskanse sig i en bondegård ved søens bred, men friskytterne var i flertal, og de måtte overgive sig på nåde og unåde. Friskytterne “kaputerede” så dragonerne og stoppede deres lig ned under isen, mens obersten og hans officerer blev indbragt til Landskrone, hvor friskytterne fik en belønning på 20 rigsdaler, havre til deres heste og tilladelse til at sælge deres bytte, hvilket de blev meget tilfredse med.

Dette eksempel er langt fra enestående. Kort tid forinden havde snaphanerne indbragt en svensk kaptajn til Christianstad og tre løjtnanter og en smålandsk fenrik til Landskrone. Svenskerne hævnede sig over disse begivenheder ved radbrækning i Gønge og Fers herreder, hvilket vakte befolkningens harme, samt nedbrænding af sognene Finje og Matterød, hvor en stor del af almuen faldt for fjendens sværd.”

Hallandsåsen var også under friskytternes kontrol. Her færdedes friskyttekaptajnen Eskild Nielsen som chef for Bjerge og Sønder Åsbo Herreds friskytter. Nielsen var ved krigsudbruddet bonde med pligt til at holde en rytter på gården, men da denne døde, ville han ikke selv overtage rustholdet. Inden slaget ved Halmsted havde han endvidere leveret militære oplysninger til den danske generalmajor Duncan, hvilket havde gjort ham stærkt eftertragtet blandt svenskerne.

Ved den svenske hærs tilbagekomst måtte han derfor ligesom så mange andre skåninger forlade sin gård og slutte sig til friskytterne. Det var samme Eskild Nielsen, der i efteråret 1677 erobrede Engelholm, hvorfra han dog måtte vige, da Karl XI. marcherede gennem egnen med sin hær.

Mens Karl XI. lå med hovedhæren foran Christianstad, gik Gyllenstierna i gang med den endelige erobring af Blekinge. Den 22. feb. lykkedes det ham at betvinge Christianopel med sine grove mørser, hvorefter svenskerne brød den indgåede akkord og henrettede alle de skåninger, der havde deltaget i forsvaret. “Iblant disse Danske vare 70 Blegindsfarer och Gynger, huilche bleffue udtagne fra de andre och strax paa tiimen ophengdte” . Jacobsen er her i for god tro, for skåningerne blev ført uden for byen til en lille mark, hvor de uden foregående rettergang blev taget ynkeligt af dage ved radbrækning.

Dernæst gjaldt det for svenskerne om at vinde Karlshamn skanse. Folket i sognene Gemsø, Gammelstrup og Næsum var imidlertid ikke kuede. 6-700 bønder sluttede sig sammen med 200 dragoner og Nikolaj Hermansens friskytter, som det belejrede Christianstad havde sendt dem til undsætning. Her er altså igen tale om direkte samarbejde mellem bondebefolkningen og friskytterne, der i øvrigt begge kæmpede under dannebrog.

Ved midnat mellem 7. og 8. marts stødte de sammen med de svenske styrker, der lige var blevet forstærket med smålandske bønder. Bondehæren og friskytterne egnede sig imidlertid ikke til kamp i åben mark, hvorfor de led nederlag og måtte trække sig tilbage. Krigens sidste bondehær havde hermed været i ilden, og fremtiden var nu helt overladt friskytterne og de mindre snaphanepartier. Karlshamn kapitulerede den 9. marts 1677.

Svenskerne koncentrerede nu deres kræfter om undertvingelsen af Christianstad, der hurtigt blev afhængig af tilførslen fra friskytterne i de omgivende herreder. Fæstningens kommandant, general Merheim, gjorde da også alt hvad han formåede, for at understøtte friskytterne, bl.a. sendte han 60 ryttere til friskyttekaptajn Zepelin i de nordskånske herreder.

I foråret 1677 indlagde svenskerne garnisoner på en række skånske herregårde, for på den måde at skabe en række småfæstninger til plejehjem for syge soldater og for at hæmme danskernes og friskytternes strejftog. Samtidig arbejdede Gyllenstierna på sine allerede omtalte pacificeringsbestræbelser og svenskernes “snaphanedomstol” var meget aktiv.

Den berømte "gøngebøsse" var friskytternes foretrukne våben. Den blev normalt fabrikeret af Gøngebygdens egne smede, der havde en lang tradition for dette håndværk.
Den berømte “gøngebøsse” var friskytternes foretrukne våben. Den blev normalt fabrikeret af Gøngebygdens egne smede, der havde en lang tradition for dette håndværk.

D. 27 maj 1677 gik krigen ind i en ny fase, da danskerne landsatte en hær i Skåne på 11000 mand, som 1. juni undsatte Christianstad. Danskerne havde stor glæde af friskytterne, men havde blik for medaljens bagside – at de selvforsynende og ofte udisciplinerede friskytter af og til udplyndrede befolkningen, hvilket i øvrigt heller ingen af hovedhærene holdt sig tilbage fra. Friskytterne fik forbud mod at opholde sig i de sydøstskånske herreder Lynits, Herrested og Ingelsted, der på denne tid lå uden for krigszonen.

Blev bønderne udplyndret, fik de tilladelse til at pågribe gerningsmændene og indbringe dem til danskerne, så de kunne blive afstraffet. Indbrud i kirkerne, hvor sognet opbevarede sine værdier, blev takseret til dødsstraf. Omvendt kendes der en række vidnesbyrd om samarbejde mellem friskytterne og den bofaste befolkning, der ofte gemte dem for svenskerne eller gav dem oplysninger om deres færden.

Særligt de nordskånske herreder var plaget af stor uro. Karl d. XI.s hær ved Herrevad Kloster led meget under snaphanerne og friskytterne, der forhindrede forstærkninger i at komme frem fra Småland. I begyndelsen af juni blev en svensk styrke overfaldet i nærheden af lejren ved Billinge præstegård. 24 soldater blev nedhugget og 9 indbragt til danskerne. Fra samme måned berettedes det, at friskytterne skulle have “kaputeret” 600 svenske soldater.

Troen på den danske hærs tilbagekomst på slagmarken blev imidlertid gjort til skamme. Efter en mislykket storm på det svenskbesatte Malmø og den svenske sejr ved Landskrone d. 14. juli 1677 trak danskerne deres hær ud af Skåne og overførte den til Rygen og de nordtyske kampe. Herefter indskrænkede danskerne sig til for fremtiden kun at gøre mindre udfald fra de tilbageværende fæstninger, dvs. Christianstad, Landskrone og senere Helsingborg, der havde været på svenske hænder, men blev nu genindtaget ved list.

Vinteren 1677-78 blev perioden for den såkaldte lille krig, hvor friskytterne og de danske ryttere foretog strejftog ud i landsbygden for at indsamle forsyninger og uskadeliggøre mindre svenske enheder. Kulden og forfølgelserne tvang ikke desto mindre mange friskytter til at søge ly i Landskrone eller i det frie Danmark. På Bornholm overvintrede Jens Andersens blekingske skytter og i København Dreyers kompagni fra Malmøhus len samt Åge Monsens og Niels Andersens gønger.

Den allerede omtalte Eskild Nielsen slog sig ned i Helsingør, hvor han fandt sig en ny base for sine operationer. Fra januar 1678 krydsede han jævnligt sundet og gik i land forskellige steder på Skånes og Hallands kyst, hvor han skaffede informationer og tog fanger. Uden for den lille fiskerby Vigen mødte han en samling skånske bønder, som svenskerne havde udkommanderet på “snaphanevagt”, men disse kastede straks våbnene fra sig og flygtede.

Da foråret kom og skoven igen blev grøn, vendte friskytterne tilbage til Skåne, og Karl XI.s nye plakat om generalpardon fik ringe virkning. 1. marts klagede svenskerne over, at “snaphanerne grasserer temmelig i Froste og en del af Fers herreder” og i maj overfaldt sognebønderne i Hør en svensk transport og nedskød en del af dens rytterne, hvilket fik ritmester Ankarspitz til at true disse “skælmske snaphaner” med ild og brand, hvis de ikke straks betalte 1000 rigsdaler som straf.

“Snaphanerne” optrådte også i Sydøstskåne, hvor de bortførte flere svenske transporter og udplyndrede kongsgårdene Smidstrup og Ingelsted, og det samme gjorde sig gældende i Gønge og Villands herreder, ved Ysted og i Veberød, hvor befalingsmanden og skovridderen på Skabersø skov blev bortført.

Det var i denne tid, at svenskerne nedbrændte hele Ørkened sogn for at komme oprøret til livs. Samtidig udnævnte Karl XI. et dragonkorps under ledelse af Halmsteds stadsmajor Bengt Månsson, der under forrige krig havde vist sig at være en dygtig snaphanejæger. Månsson fik snart følge af ritmesteren Axel Hummer og den forhadte og brutale krigskommissær Svend Erlandsson, der blandt den skånske befolkning gik under øgenavnet “Banketrøje”.

Fra Landskrone fortsatte general Merheim og friskytterne deres lille krig mod svenskerne. I slutningen af april indtog og nedbrændte de Engelholm og fra maj rettede de en stribe aktioner mod de svenskbesatte herregårde – bl.a. erobrede danskerne Borgeby og Knudstrup.

I mellemtiden var Christianstad igen kommet under stærk svensk belejring, og selv om friskyttechefen Peder Stensen gjorde alt, hvad han kunne for at holde byen med forsyninger, strammedes nettet mere og mere om staden, der var ramt af sygdom og hungersnød.

For at undsætte Christianstad foretog danskerne derfor krigens sidste landsætning på 12000 mand, hvoraf halvdelen var tyske lejesoldater. Danskernes tilbagekomst gav friskytterne yderlige styrke, hvilket må ses som baggrund for Niels Andersens og Åge Monsens store bedrift, da det den 2. august 1678 lykkedes dem med 200 friskytter at indtage Hønjerum skanse i nærheden af Osby. Fra denne begivenhed er bevaret en “Accord imellem Hans May:tts Frijschøtter af Dannemarch och det Swensche folch af Høynebro skantz” .

Erobringen var led i et forsøg på at udsulte den svenske belejringshær, der med 14-15000 mand forhindrede danskerne i at undsætte Christianstad. Efterfølgende afbrændte Monsen broerne ved Knislinge og Broby og Simon Andersen slog et svensk parti ved Øster Sønderslev på Linderødåsen.

Lige meget hjalp det. Alle anstrengelser blev forgæves, for 4. august 1678 måtte Christianstad kapitulere. Den danske hær trak bag om Rønne å, og man påbegyndte arbejdet med at udbygge Helsingborg og Landskrones fæstningsværker. Krigen varede fra nu af i mere end et år, hvor danskerne og friskytterne indskrænkede sig til små raids ud fra fæstningerne.

Krigens afslutning

Sidst på krigen lod Christian V. udstede ordre om, at Skånelandenes indbyggere skulle flytte midlertidigt over til Sjælland. Kongens befaling blev efterkommet af mange skåninger, mens andre ikke turde bryde op fra hjemstavnen af frygt for svenskernes repressalier.
På samme tid valgte Arensdorf meget kynisk at følge den brændte jords taktik, hvilket bevirkede, at friskytterne fik ordre til at afbrænde Ysted, Trelleborg, Simmershavn, Skanør, Lund og Laholm og en stribe herregårde.

Friskytterne skulle tillige afbrænde bøndernes sæd og hø og inddrive deres kvæg til Helsingborg og Landskrone. Med rette bemærker Fabricius, at “Få ting har i den grad bidraget til at vende skåningernes hjerter fra Danmark. Allerede 24. august kunde Herman Meyer meddele Christian V, at fjenden nu fik sin bedste kundskab gennem bønderne” . Svenskerne tog heller ingen humane hensyn, men brugte samme metode: “Under belägringen av Landskrona [Landskrone] lät Karl XI ödelägga bygden på en mils omkrets kring fästningen för att hindra danskarna att proviantera. Ett tiotal byar i Rönneberga [Rønnebjerg] härad gick då upp i rök.”

Det sidste krigsår blev også tiden, hvor svenskerne optrappede deres “snaphanejagt” med Axel Hummer og Svend Erlandsson i spidsen. Sidstnævnte har efterladt sig et “Pro memoria om snapphanerna”, hvori han skildrer sin effektive og brutale udryddelse af de oprørske partisaner. Fra samme tid stammer Sthen Jacobsen uhyggelige beskrivelse:

“Naar de swenske denne winter finge fat paa nogle snaphaner, da først pinte de dem under fødderne med gloende jern och satte dem siden en spitz in wed deriss ende och ud wed deriss nase. Der effter sloge de dem fast til et træ med et søm igiennem begge deriss hender offuer hoffuet och lode dem saa henge, indtil de døde” . Der findes også beretninger fra Gyllenstierna, om at han på sine rejser rundt i Skånelandene fandt vejene omkranset af spiddede snaphaner.

Efter freden i Lund 26. september 1679 fortsatte svenskerne deres forfølgelse og afstrafning af “snaphanerne”, hvilket bevirkede, at de fleste friskytter måtte emigrere til Danmark, hvor de mange gange gik en uvis skæbne i møde. Den danske regering søgte at hjælpe fordrevne skåninger ved at skænke dem forskellige økonomiske friheder, men alligevel er det et sørgeligt faktum, at mange havnede i fattigdom og tiggeri.

Friskytterne var forblevet tro mod den danske sag til den bitre ende, men efter krigen blev de aldrig tildelt den hæder og ære, som de oprigtigt havde fortjent. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Niels Ebbesens ord, når han om friskytterne (og snaphanerne) siger:
“Man kan vel nok sige, at snapphanerne, alt deres mod ufortalt, manglende en del organisation, selv om de undertiden havde danske officerer til at lede sig.

Mange af dem ønskede at gå deres egne veje og øve deres egne bedrifter. Men det står fast, at de kæmpede for Danmark, de gode snaphaner, til sidst helt forgæves, og da en del af dem efter fredsslutningen søgte over Sundet til Sjælland, blev de gennemgående slet behandlet – ja, mange af dem måtte endda stå ved kirkerne og tigge …

Det er unægtelig en skamplet for vor folk, at vi lod så mange af disse frihedskæmpere lide nød. Hverken fra højere sted eller fra de enkelte borgeres side blev der ydet dem nogen støtte, – og nu har glemslens slør lagt sig over dem. Men det er jo for resten en skæbne, som også er blevet mange af en nyere tids frihedskæmpere til del…”

Læs mere:

Ebbesen, Niels: Gammelt dansk land. 1. Skåne, Halland og Blekinge. 2. Sydslesvig. Skandinavisk Bogforlag. Årstal ikke opgivet.
Fabricius, Knud: Skaanes overgang fra Danmark til Sverige. Studier over nationalitetskiftet i de skaanske landskaber i de nærmeste slægtled efter Brømsebro- og Roskildefredene. III. Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie. Kbh. 1972
Jacobsen, Sthen: Den Nordiske Kriigs Krønicke. Udgivet af Martin Weibull. Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie. Kbh. 1972.
Hedwall, Anders: Skånska Friskyttechefer 1676-79. Dansk-Skaansk Forening 1962.
Kjær, Severin: Gjøngehøvdingen Svend Povlsen og snaphanerne. Et bidrag til snaphanetidens historie. Dansk-skaansk Forening 1974.
Lauring, Palle: Danmark i Skåne. Gyldendal 1999.
Liljenberg, Carl-Gustav: Skånelands riksdanska och östdanska tidevarv. Ur Osby
Hembygdsförenings årsbok 1960, 1963, 1964 och 1970. Dansk-Skaansk Forening 1975.
Olsen, Gunnar: Den skånske krig. Politikens Danmarks historie. Bind 8. Politikens Forlag 1964.
Röndahl, Uno: Skåneland ur det fördolda. En upprättelse av de skåneländske frihetskämparnas minnen och historia. En studia av omnationaliseringens tragik. Lagerblads. Karlshamn 1996.
Stevns, Arne: Vor hær i krig og fred. II. Nordiske Landes Bogforlag 1943.
Wagner, Adam: National identitet – Skåne i det 17de århundrede. Alætheia nr 2., 1999.
Åberg, Alf: Kampen om Skåne under försvenskningstiden. Natur och kultur 1995.