af Jens Geisler

Fra handel til kamp

Historien strækker sig helt tilbage til 600-årene, hvor forskellige slaviske folk slog sig ned ved Østersøens kyst i det nordlige Tyskland. Bosætningen er sammenfaldende med den allertidligste danmarkshistorie, som forekommer at have være præget af relativt fredelige handelsrelationer med slaviske handelsbyer som Reric, Ralswiek og Starigard (Oldenburg) i Holsten. Længere østpå, i det nuværende Polen, var relationerne med fx. handelsbyerne Truso (Gdansk) og Wolin, sidstnævnte i Norden også kendt som Jomsborg, også primært af fredelig handelsmæssig karakter.

Men i Holsten voksede ambitionerne og magten i romerrigets arvtager, Frankerriget. I løbet af 700-årene ekspanderede riget så langt mod nord at frankerne, som ofte fandt allierede blandt de slaviske folk i Holsten, måtte afværges gennem kamp. De første voldbyggerier til militært forsvar af den jyske halvø fandt sted i denne periode, og ekspansionen var sandsynligvis medvirkende til skabelsen af den første danske statsdannelse.

Godfred og abodritterne

I Holsten indgik særligt abodritterne, bosiddende mellem Lybæk og Hamburg, et partnerskab med frankerne som “stødpude” mod Danmark. Det var også mod dem, at kong Godfreds angreb i 804, hvor handelsbyen Reric blev ødelagt og byens handelsfolk tvangsflyttet til Hedeby, blev rettet. Byen udviklede sig derefter til en af Nordens vigtigste handelsbyer.

Forsvarsvoldsystemet udbyggedes yderligere med Godfredsvolden i 808, men fra 811 afmilitariseredes situationen noget ved etableringen af en grænselinie mellem Danmark og Frankerriget ved Ejderen.

Plyndring i Vest – handel i Østen

Da Frankerrigets største leder, Karl den Store, døde i 814 deltes og svækkedes riget. Det efterlod et magttomrum i det vestlige Europa, som vikingerne udnyttede til fulde gennem de velkendte oversøiske røvertogter mod Vest.

Men lige så vigtigt var det, at handel og transit gennem de slaviske områder langt mod øst, med Kiev og Novgorod som nøglepunkter, blomstrede i samme periode. Svenske vikinger havde skabt en række fyrstedømmer i Rusland og Ukraine, og områdets store floder gav adgang til Østens rige imperier. Mest kendt er trafikken af skandinaviske krigere, som drog ud for at tjene den byzantinske kejser i hans elitekorps af vikinger; væringergarden.

Men den anden vej kom materielle værdier som smykker, mønter og kar fra Byzans og Arabien til Danmark, købt for slaver og pelse, men også ideer og viden, såsom byzantinsk civil- og statsret og avanceret arabisk metallurgi, hævdes at være kommet til Skandinavien via de store floder i Øst. I forhold til udvikling kan det meget vel have betydet mere for Danmark end bosættelser og plyndringer i det svage og splittede Vesteuropa.

Europa via Jomsborg

Men da et slavisk-domineret rige dannedes i området i løbet af 900-årene begrænsedes vikingenes adgang til floderne. Tyngdepunktet for vikingernes adgang til verden, udover den vestlige søvej, var nu blevet de nordtyske og polske floder og de nære slaviske områders stigende betydning afspejles i den vigtige danske handelsplads ved Jomsborg, nord for Szczecin i Polen.

Byen ligger ved Oder-floden, som strækker sig ned i det centraleuropæiske område, og dens position mellem Norden og Europa har formentlig været årsag til byens storhedstid omkring år 1000. Smykker og keramik ser ud til at have været centralt for handelen, men også korn fra det sydlige Polen er fundet i trelleborgen Fyrkat.

Den tætte forbindelse illustreres også af, at Harald Blåtand søgte tilflugt i netop Jomsborg efter, at Svend Tveskæg havde væltet ham fra magten i 987. Angiveligt var byen også base for de sagnomspundne Jomsborg-vikinger, en gruppe elite-krigere, som skulle have deltaget i vikingetidens måske mest legendariske slag ved Svold i år 999/1000, som kan have foregået ud for Rygen.

Dansk-slaviske blodbånd

Samtidigt genoptog Frankerrigets arvtager, Det Tysk-romerske Kejserrige, presset på de danske konger og opnåede formentlig kontrol med Sønderjylland i årene 973-82 – hvilket kan være forklaringen på konstruktionen af trelleborgene i samme periode. Med kejserrigets politiske magt fulgte også tyske bosættelser i Holsten, hvilket styrkede de slavisk-danske forbindelser yderligere.

800-tallets fjendskab mellem danske og ‘vendiske’ (som var fælles betegnelsen for de slaviske folk i området) konger afløstes af alliancer, hvilket en række ægteskaber med diverse fyrster og konger i perioden illustrerer: Harald Blåtand blev fx. gift med venderfyrsten Mistivojs datter, Tove, og Harals søn blev gift med Gunhild af Polen, datter af kong Mizislav. Harald Blåtand og Mistivoj kombinerede kræfterne mod den fælles fjende ved sammen at angribe og plyndre Hamborg i 983, hvilket gav kontrollen med Dannevirke og Sønderjylland tilbage til Harald.

“Drang Nach Osten”

Men omkring år 1000 ændredes den europæiske magtbalance drastisk. Bosættelserne i Holsten accelererede kraftigt i 1000-tallet, for tilstrømningen af westfalske bønder samt frisere og nederlændere til det østlige Holsten organiseredes og blev til direkte kolonisering. Lensherren af Sachsen, Henrik Løve, og grev Adolf af Holsten angives som værende bagmændene til en regelret etnisk udrensning rettet mod de slaviske folk i midten af 1100-tallet.

Det dansk-slaviske allianceforhold havde bestået i et par århundreder, men da den overordnede politiske situation udviklede sig til fordel for Det Tysk-romerske Kejserrige mistede slaviske ægteskaber værdi. Tilsvarende steg tyske prinsessers kursværdi som ægtefæller. Valdemar den Store, vendernes senere besejrer, giftede netop sine to døtre væk til tysk side i midten af 1100-tallet, bl.a. til en af kejserens sønner, og en række andre personligheder fra perioden (fx Svend Grathe, Erik Lam og Erik Plovpenning) giftedes ligeledes med tyske fyrstedøtre. Danmark indgik på dette tidspunkt som len i kejserriget, hvilket betød at danske konger gjorde bedst i at indhente kejserens accept som konger.

Fra 1152 til sin død i 1190 var kejser Fredrik 1. Barbarossa (Rødskæg), som leder af det Tysk-romerske imperium, en af Europas mægtigste mænd. Han var bl.a. kraftigt involveret i den danske magtkamp mellem Knud 5, Svend 3. Grathe og Valdemar 1. i 1150’erne. Som en af lederne af det 3. korstog til det Hellige Land omkom han inden felttoget nåede frem.  (Wikipedia)

Valdemar den Store havde iøvrigt selv slaviske aner da hans moder, Ingeborg af Novgorod, var datter af Storprins Mstislav af Kiev; Valdemar er en fordanskning af det ukrainske Woldomir; Valdemars oldefaders navn. En tråd fra Danmark til Kiev-Rus-riget.

Vendiske venner og fjender

Den tyske fremmarch var en medvirkende faktor bag en opblussen af vendiske angreb på danske kyster. I 1043 afværgede kong Magnus den Gode en stor vendisk invasion ved slaget ved Lyrskov Hede, og førte krigen tilbage til ‘Vendland’ med gengældelsesangreb på bl.a. Jomsborg. Men store vendiske hærtog drog igen hærgende rundt i 1066 og 1113, og vendertogene fortsatte op gennem 1100-tallet.

Angrebene blev fulgt op af bosættelser i det syddanske, hvilket bynavne på Lolland og Sydsjælland med endelser på -itse, som fx. Kramnitse og Korselitse vidner om. De har vendiske rødder, hvilket iøvrigt også navnet ‘Preben’ har; det er en afart af det vendiske ‘Pridbor’, som omtrentlig betyder ‘forrest i kamp’.

En anden forklaring på den stærke vendiske tilstedeværelse i det sydlige Danmark kan være, at vendiske stormænd har fået overdraget len, mod at deltage i kampen på den danske konges side, som en måde at pacifere dem på. For 1000-tallet bød ikke blot på vendiske angreb på Danmark, men også på indbyrdes vendiske konflikter. Modstanden mod den kristne kirke var stærk og ledte til talrige blodige opgør mellem de som fulgte kirken, og de som vendte sig mod den. Konflikten bragte et antal vendiske stormænd til Danmark som flygtninge, og senere allierede.

Abodriter og polakker

Særligt abodritterne, kong Godfreds fjender i begyndelsen af 800-tallet, fremstår i denne periode som danske kongers nærmeste allierede. Abodritterkongen Gottskalk, som først havde tilsluttet sig og siden frafaldet kristendommen, kom efter et nederlag til Danmark. Han deltog siden i vikingetidens sidste store Englandstogter og hans søn stod i 1093 i spidsen for en dansk-vendisk flåde, som generobrede den abodrittiske kongemagt. Knud Lavard, Valdemars den Stores fader, var tilmed abodritternes ‘knees’, dvs. konge, i 1129-31 da han overtog magten efter sin fætter, Henrik.

Det Tysk-romerske Kejserriges ekspansion og kolonisering bragte også den danske kongemagt i et allianceforhold med en anden slavisk magt. I 1123 gjorde kong Niels fælles front med den polske kong Boleslaw, og angrebene rettedes mod den vendiske fyrst Wartislav i Pommeren, og alliancen konsolideredes, traditionen tro, med blodets bånd ved sønnen Magnus’ ægteskab med Boleslaws datter, Richiza, i 1128. Boleslaw stod i sin kamp mod kejserriget stod i spidsen for det uafhængige polske ærkebispedømmes udvidelser på hedenske venderes bekostning.

Kirken og Danmark forenes

Både den polske og den danske konge havde indset, at en direkte tilknytning til kirkemagten var en måde til at hævde sin uafhængighed af Det Tysk-romerske Kejserrige på. Selvom den ikke rådede over hære havde den stor moralsk autoritet, som kunne konverteres om til politisk og økonomisk indflydelse. Bakket op af betydelige verdslige besiddelser i Mellem-Italien konkurrerede kirken da også i stigende grad med Det Tysk-romerske Rige om magten i Europa, og i forlængelse af denne magtkamp søgte den efter allierede i kejserens ryg.

Fra en dansk synsvinkel var en stærk alliancepartner mod kejserriget yderst velkommen; kong Niels og biskop Asser blev derfor foregangsmænd i etableringen af et tæt partnerskab mellem den danske kongemagt og kirken i begyndelsen af 1100-tallet. Mod afgivelse af store gaver og rettigheder kom Danmark i 1103 ind under et særligt nordisk ærkebispedømme baseret i Lund – og ikke ind under Hamborg-Bremen ærkebispedømmet, som var kejserens allierede.

Under korset ind i fremtiden

Mens de krigeriske vikingetogter gik mod Vest var vikingernes slaviske relationer hovedsageligt præget af samarbejde, som bragte værdier, viden og militær støtte til Danmark. Det tyske kejserriges fremmarch betød, at den kristne kirke blev Danmarks vigtigste alliancepartner, hvilket blev afgørende for de efterfølgende århundreders danmarkshistorie. En ny tids krigstogter, korstogene, blev rettet mod vores slaviske naboer.