Næsten glemt og ukendt for de fleste er den kendsgerning, at ungarske soldater deltog i den tyske besættelse af Danmark under Anden Verdenskrig. De udgjorde en hær på mindst 12.000 mand. Tal på helt op til 15.000 har været nævnt. Usikkerheden skyldes, at mange af officererne havde familier med herop, og deres antal blev ikke oplyst.

Den ungarske styrke i Danmark var en uberegnelig faktor for den tyske besættelsesmagt. Den gensidige respekt og tillid var ringe, for de ungarske rekrutter ville ikke kæmpe. At historien ført bliver kendt mere end 60 år efter, har sin egen forklaring.

Militær træning

De ungarske soldater skulle til Danmark for at gennemføre en militær træning. Sådan forlød det i hvert fald officielt fra både ungarsk og tysk side. De nydannede enheder bestod nemlig hovedsageligt af rekrutter, som i hast var blevet indkaldt for at forsvare deres fædreland mod det storangreb, som Sovjetunionen havde indledt.

I efteråret 1944 havde Den røde Hær besat den østlige del af landet. I december var landets hovedstad Budapest omringet og den nazistiske regering Pilekorset måtte flygte til den vestlige del af landet, og senere til Østrig.

Krigen på ungarsk jord forhindrede den militære træning. De ungarske rekrutter blev derfor ført til uddannelseslejre i Østrig, i det sydlige Tyskland og til områder, som i dag hører til Polen. Men på grund af de allierede troppers hastige fremrykning i Europa i vinteren 1945 blev de ungarske enheder presset nordpå, op mod den tysk/danske grænse.

I slutningen af januar 1945 ankom det første rekrut-regiment. I de følgende uger strømmede mange flere til. Flere af enhederne var i sidste øjeblik blevet omdirigeret fra træningslejre i Breslau og Stettin.

Erstattede tyskerne

I de første uger herskede der stor forvirring om, hvad de ungarske tropper skulle i Danmark. Danske modstandskredse bemærkede, at de var uden våben og ikke motiverede til at kæmpe på tysk side. Danske efterretningsfolk meddelte i deres rapporter til Stockholm, at der rådede et meget anspændt forhold mellem de tyske og ungarske våbenbrødre.

Meningen var, at de ungarske rekrutter skulle føres til en tysk træningslejr i Oksbøl i Vestjylland for at påbegynde den militære uddannelse. Men sådan gik det ikke. Uddannelsen blev nedprioriteret og den tyske værnemagt i Danmark anbragte ungarerne på steder, hvor de kunne udfylde de forsvarshuller, som de tyske soldater havde efterladt, efterhånden som de blev trukket væk fra Danmark for at deltage i forsvaret af Tyskland.

Et stort antal ungarske enheder blev placeret i baglandet ved den jyske vestkyst, fra Fanø i syd til Hanstholm i nord. Andre enheder blev anbragt på Fyn og på Sjælland, hvor de patruljerede langs jernbanestrækninger. Kort sagt blev ungarerne brugt, hvor tyskerne havde brug for dem, f.eks. ved udbygning af den tyske forsvarslinje Kriemhild i Sønderjylland, ved befæstningsarbejder i Odsherred og ved udbygning af flyvepladsen på Bornholm.

Af dagbøger og breve fremgår, at ungarerne ofte kedede sig på indkvarteringsstederne. Der var ingen instruktører til at undervise dem, og de manglede uddannelsesmateriale. Moralen og motivationen var dårlig. I vestjyske sogne er der talrige eksempler på, at de ungarske rekrutter strejfede rundt, og nysgerrige som de var, kom de ofte i nær kontakt med den danske lokalbefolkning.

Tre regimenter

Overordnet adskilte de ungarske enheder sig fra andre fremmede soldater i tysk tjeneste ved at være en national hær. De optrådte i egne uniformer, og de var under kommando af deres egne officerer, dog underlagt de tyske divisioner.

Når man sammenlægger alle oplysninger om den ungarske hær i Danmark, udgjorde den i foråret 1945 tre regimenter, 12 bataljoner med 41 kompagnier samt to artilleriafdelinger med 4 batterier. De to største rekrutregimenter var 91. og 93. rekrutregimenter. 91. regiment havde hovedkvarter i landsbyen Ovtrup ved Nørre Nebel i Vestjylland, og regimentets kommandant var oberstløjtnant János Kóbor.

Det andet, 93. regiment, havde hovedkvarter på Købmandsskolen på Nørrevold i København. Men i begyndelsen af april 1945 blev regimentsstaben flyttet til Roskilde, hvor den havde kvarter på Haraldsborg Husholdningsskole. Regimentets kommandant var oberst Béla Vittay, der var øverstbefalende for hele den ungarske styrke i Danmark.

Mytteri i København

Konstant levede rekrutterne i frygt for at blive sendt til fronten, og denne frygt var årsag til den alvorligste konfrontation mellem de tyske og ungarske våbenbrødre. Den fandt sted søndag formiddag den 22. april 1945 i København, da en ungarsk enhed blev beordret til Berlin for at deltage i forsvaret af den tyske hovedstad. Da ordren blev forkyndt på eksercerpladsen foran Rosenborg Slot i København, satte ungarerne sig til modværge. De løb alle af sted og forsvandt i de nærliggende gader.

Det blev en ulige kamp, hvor de svagt bevæbnede ungarere ikke kunne stille noget op mod tyskernes svære skyts. Heftige skudvekslinger fandt sted, blandt andet ved Nørreport Station, omkring Gyldenløvesgade og i Ørstedparken. Otte danskere, der tilfældigt befandt sig i skudzonen, mistede livet. Antallet af døde og sårede blandt ungarerne og tyskerne blev aldrig oplyst.

Illegalt samarbejde

Forholdet mellem ungarerne og danskerne er et kapitel for sig. Der er mange eksempler på, at den danske modstandsbevægelse og ungarske officerer i al hemmelighed samarbejdede og aftalte at kæmpe sammen, hvis det skulle komme til åben kamp mod tyskerne. Det illegale samarbejde blev efter krigen dokumenteret i et dansk regeringsnotat, som i 1947 blev udarbejdet efter en forespørgsel fra de ungarske myndigheder.

Af dette notat fremgik også, at ungarerne var involveret i blandt andet spionage og jernbanesabotage. I et tilfælde hjalp de en allieret flybesætning bort fra deres Halifax-fly, før tyskerne nåede frem til nedstyrtningsstedet ud for Skavenhus ved Ringkøbing Fjord.

Venskaber på tværs

Sympati, medlidenhed og hjælpsomhed prægede danskernes reaktioner i de landsdele, der blev påtvunget de ungarske tropper. Det kan undre, for ungarerne var en del af en besættelsesmagt, som de færreste frivilligt indlod sig med. Forklaringen var nok den, at ungarerne ikke blev opfattet som besættelsestropper i gængs forstand, samt at den nød og elendighed, som de befandt sig i, var så tydelig, at danskerne ikke kunne sidde deres bøn om hjælp overhørig.

Der opstod i ugerne op til tyskernes kapitulation i maj 1945 nære relationer, som i årene efter krigen udviklede sig til venskaber mellem ungarerne og danskerne. Der er eksempler på, at disse venskaber varede ved gennem generationer, og som den dag i dag fortsat er intakt.

Det var kontakter, som under den kolde krig levede deres eget skjulte liv. Grunden kunne være, at de implicerede selv mange år efter krigen havde svært ved at forklare sammenhængen. Hertil kom, at ungarerne, som efter et opslidende krigsfangenskab i Tyskland vendte hjem til et ødelagt land, valgte at tie.

De frygtede yderligere repressalier fra de kommunistiske magthavere, der betragtede de hjemvendte som utroværdige og vestligt påvirkede. At de havde været tvunget i krig af tyskerne og af deres egne politiske og militære ledere, spillede i den sammenhæng ingen formildende rolle.

En senere frihed

Derfor handler udstationeringen af de ungarske soldater i Danmark ikke blot om Anden Verdenskrig. Den er som et spejl på den politiske og militære udvikling i en delt Europa gennem et halvt århundrede.

Den frihed, som danskerne fik i maj 1945, oplevede ungarerne først 44 år senere, da Jerntæppet og det kommunistiske regime i Ungarn faldt i 1989. Først da kunne de hjemvendte åbent tale om begivenhederne, men også om venskaber med danskere, som gennem de mange svære år havde fået dem til at bevare troen og håbet på en bedre fremtid.