Romanen ’Våben til København’ udgør sidste bind i trilogien af samme navn og illustrerer, hvordan Danmark i 1943-45 ikke så meget var et land i krig med nazismen, som en nation i konflikt med sig selv. Over hele linjen males der i 3. del af trilogien et levende og overbevisende billede af en stigende forbitrelse, forråelse og korruption i et Danmark fanget i skyggen af det nazistiske Tusindårsriges dødskramper.

Antydningens kunst er ofte stærkere end det direkte udtryk, og det formår forfatteren dygtigt at udnytte i beskrivelsen af stemninger og sindelag i serien Danmark under besættelsen. Men i denne sidste del af trilogien er der bestemt også nybrud – ikke mindst i form af dampende hed erotik mellem modstands-kvinden Petruska og kæresten Leif, der endelig får tingene til at glide, også på den front. Det er en lille bombe at smide ind i handlingen, men forfriskende er det afgjort.

Noget andet, der dog ikke blot antydes, men får læseren til at vågne ekstra op er den ret barsk beskrevne voldsudøvelse, der berører modstandsbevægelsens likvideringer og tyskerhåndlangernes tortur. Her er der både gråd, snot og blodsplat på paletten, som dog aldrig kammer over og bliver teatralsk, men som holdes ret nøgternt og direkte, hvorfor det faktisk glider ind under huden på læseren.

Men den velkendte fortællestil betyder også, at det intuitivt er nemt at forstå baggrunden for den omsiggribende lovløshed og korruption, som politiets internering af tyskerne i 1944 resulterede i, og som også spredte sig til dele af modstandsbevægelsen, hvor visse elementer ikke sondrede så nøje mellem reel modstandskamp på og berigelseskriminalitet (som den opportunistiske modstandsmand Kurt, der både dræber tyskerhåndlangere og berøver). For hvorfor ikke kombinere det med hinanden?     

Uden lange politiske redegørelser om det spændte forhold mellem det kapitalistiske Vesten og det kommunistiske Sovjet-Rusland under Stalin, forstår man både det militære systems fjendtlighed og de aktive modstandsfolks bitterhed; de aktive modstandsfolk, som ofte kom fra den kommunistiske del af det politiske spektrum, måtte kæmpe med primitive hjemmelavede våben, da deres motiver blev set på med skeptiske, for ikke at sige fjendtlige, øjne af det omfattende og velbevæbnede net af modstandsgrupper, organiseret af det danske militære system ledet af ’Prinserne’ eller ’Den Lille Generalstab’, der var stærk antikommunistisk.

Fortællingen appellerer til maven og sanserne, undertiden tilmed næsten poetisk, som da stikkerdræberen Meretes øjne beskrives kolde pistolløb. For det meste er det dog ikke den sproglige finesse, man besnæres af, men det flyder og fungerer effektivt, og det er måske heller ikke hjertegribende, når nogle af seriens forholdsvis mange figurer kommer ud for ilde hændelser; så tæt kommer man ikke på personerne. Og givet den historiske ramme overrumples man ikke af plottets udvikling. Men spændende som en thriller er det, og på den baggrund er ’Våben til København’ en velskrevet fængslende, lidt rystende, og bestemt medrivende fortælling om politik, intriger, kærlighed og drab under besættelsens sidste periode 1943-45. Gider man ikke en ”tør” historiebog, så læs serien om da Danmark var i krig.   

Anmeldelse af JG