Løs kanon på dækket!

Javel. Melder, at den mystiske og eksperimenterende Bornedal er end del bedre end den socialrealistiske og pladderromantiske. Og meget modigt at vælge den mystiske vej, som absolut! ingen havde set komme. Så herfra gøres der, lidt modvilligt, honnør. Vel er det en smule overnaturligt når Inge og Laust nærmest telepatisk kommunikerer med hinanden, men okay, det har man da hørt om før, og decideret mystisk er det når veteranen fra 1848-50, Johan, spillet af Søren Malling, hypnotiserer fjendtlige vagtposter ved Dybbøl, for at komme gennem linjerne. Men det passer faktisk godt med de vinterklædte skove, der emmer af uhygge, jamren og tåge, og afsnit fem er ubetinget den mest stemningsfulde og farverigt maleriske af de hidtidige afsnit.

Også den mest voldsomme, og også her dukker igen et stort nik til Quentin Tarantino’s stil op, da soldaten Dinesen, som befinder sig sammen med en lille danske soldater, der indhentes af fjenden, hugger hånden af en østrigsk dødningehoved besmykket husar, der så i afhugget tilstand affyrer den kugle, som få sekunder tidligere, mens fingeren og hånden stadig sad på husaren, blev sendt af sted ved et tryk på aftrækkeren. Surrealistisk, lidt vildt, men skønt. Jo, her mærkes det, at Bornedal giver den gas, hvilket lykkeligvis igen viser sig i de flotte, storladne og dramatiske vinterbilleder, fx af retræten fra Dannevirke, ja, selv når teenage-snotungen Claudia ligger henslængt på gulvet i baronens sal ser det godt ud. Ligesom bolig-interiøret fra afsnit 1.

Her minder serien om ”Edderkoppen”, serien der gik over skærmene i år 2000, hvor dialog og skuespil også betød mindre end formen. ”1864” bliver bestemt ikke – det kan vi vist godt konkludere allerede – til en kvalitetsserie, for Bornedal har simpelthen ønsket at trætte seerne med den STORE historie om de to unge mænd, Laust og Peters, tildragelser, skildre krigen i 1864, koble en nutidshistorie på det hele, og så parre det hele med inspiration fra vilde Tarantino. Filmisk skydning i alle retninger. Ærgerligt og synd, særligt for de i begyndelsen søvn-nikkende seere, for den lille historie om 1864, der ret beset er rigeligt stor historie, kunne med flotte billeder og et skud kreativ vildskab have været fin i sig selv.

Dansk Militærhistorie

Læs anmeldelsen af 1. afsnit her

Læs anmeldelsen af 2. afsnit her

Læs anmeldelsen af 3. afsnit her

Læs anmeldelsen af 4. afsnit her