Efter den engelske tilbagetrækning fra det europædiske fastland, påbegyndte man arbejdet med at bistå modstandsbevægelsen i de tyskbesatte lande, deriblandt Danmark. Planen var bla. at nedkaste agenter i Danmark der kunne hjælpe den spirende modstandsbevægelse og skabe kontakt med England. En af disse agenter var Carl Johan Bruhn.

af Peter Jensen

Baggrunden

Efter at England i foråret 1940 havde måtte trække sig tilbage fra de fremrykkende tyske styrker på det europæiske fastland og efterfølgende måtte udkæmpe det bemærkelsesværdige luftslag om England i sensommeren og efteråret var landet imidlertid afskåret fra at deltage på den europæiske krigsskueplads. Det var nu en kendsgerning, at de engelske styrker i Europa var trængt tilbage til de britiske øer, hvilket bevirkede at kampen mod Tyskland gik ind i en ny fase.

Fra engelske side blev indledt et omfattende arbejde med at koordinere og bistå modstandsgrupper i de tyskokkuperede lande i Europa. Det blev den hemmelige militærorganisation SOE, Special Operations Executive, der fik til opgave at udføre dette arbejde. Organisationen blev etableret i sommeren 1940 og i løbet af krigen blev dens aktiviteter udvidet til også at omfatte Afrika og Asien.

For Danmarks vedkommende var det dog på et ganske tidligt tidspunkt, at organisationen fattede interesse for dette lille tyskbesatte land i Skandinavien. Allerede kort tid efter SOEs grundlæggelse blev der i oktober 1940 oprettet en nordisk afdeling af SOE og i de efterfølgende måneder påbegyndte Lt.-Commander Hollingworth arbejdet med at etablere en dansk sektion. Denne sektion under SOE skulle organiserer organisationens aktiviteter i Danmark.

Det er i denne kontekst, at danskeren Carl Johan Bruhn kom ind i billedet, efter han havde truffet Hollingworth i den danske klub i London. Bruhn, der var bosiddende i London havde allerede kort tid efter den tyske besættelse af Danmark givet udtryk for egentlig væbnet modstand mod Tyskland. Han havde bl.a. opfordret den engelske regering til at bistå i opbygningen af modstandsgrupper i de tyskokkuperede lande.

Bruhns modstandsvilje var således tilstede allerede på et tidligt tidspunkt og som formentlig bevirkede, at han blev aktiv som agent i SOE. Det er således Bruhns kortvarige engagement for SOE og hans tragiske endeligt, der repræsenterer en pionerindsats i den danske modstandsbevægelses historie som følgende vil blive belyst.

Mennesket Carl Johan Bruhn

Inden kontakten mellem Carl Johan Bruhn og SOE blev etableret havde danskeren haft en noget omvekslende og forskelligartet tilværelse. Direktørsønnen Bruhn blev født på Frederiksberg, hvorfra han i 1923 afsluttede studentereksamen. Det efterfølgende år var Bruhn i købmandslære i Køge, hvorefter han tilsyneladende valgte at begynde uddannelsen som forstkandidat.

Uddannelsen indebar ophold forskellige steder bl.a. på godset Bregentved ved Haslev og som 24 årige blev han i den forbindelse skovfoged. I 1929, året efter færdiggørelsen af sin uddannelse, rejste Bruhn til Malaya for at lede driften af en gummiplantage.

Det var her Bruhn antageligvis traf sin kommende hustru den skotskfødte læge Anne Connan, i hvert fald blev de gift i 1932. Samme år vendte Bruhn med sin hustru til Danmark for at drive et savværk på Vordingborg-kanten, hvilket han ledte frem til 1934.

Grundet vanskeligheder med savværket besluttede parret at rejse til London, hvor Bruhn begyndte at læse til læge. Oplevelserne og forholdene i Asien må have påvirket den religiøse Bruhn, idet det var hans oprindelige intention som læge at virke som lægemissionær i Malaya, men krigen kom pludselig i ind billedet og ændrede planerne for den unge dansker.

Operation CHILBLAIN

Indenfor SOE var det den danske sektion, der tilbage i sommeren 1941 arbejdede med de første planer om at sende SOE-agenter til Danmark. Før selve denne planlægning var der om vinteren blevet dannet et hold bestående af udvalgte og kvalificerede danskere. For disse danskere ventede der sig et forløb bestående af intensiv uddannelse og træning som agenter i SOE med det formål at skulle operere i de tyskbesatte lande.

Hollingworth havde i den sammenhæng udvalgt Bruhn til dette hold, der også omfattede hans kommende makker i operation “Chilblain”, Mogens Hammer samt den senere modtager af Victoriakorset, Anders Lassen. Bruhn, der lige havde færdiggjort sin uddannelse som læge, udviste et energisk engagement og blev hurtigt holdets leder og fik rang af kaptajn.

Bruhn havde tilsyneladende stor indflydelse på nedkastningen af det første danske faldskærmshold (operation “Chilblain”), idet Hollingworth konsulterede danskeren om planlægningen. Særlig bemærkelsesværdigt er det, at der i selve direktivet til operationen fremgår, at Bruhn selv skulle nedkastes som leder for det første faldskærmshold i det tyskokkuperede Danmark. Det skulle foregå sammen med holdkammeraten Mogens Hammer, der var uddannet maskinmester. Hammers funktion på holdet var at virke som telegrafist, idet det var hans speciale i uddannelsen som SOE-agent.

Udover opgaven som leder for faldskærmsholdet fik Bruhn efterhånden en voksende rolle i selve planlægningen af operationen. Bl.a. vidner selve valget af nedkastningsstedet for faldskærmsholdet om dette. Årsagen til at holdet skulle nedkastes i Haslev-området skyldtes Bruhns lokale kendskab både til områdets omgivelser samt potentielle modstandsfolk, som han kendte fra sin tid på Bregentved samt indflydelsesrige og probritiske forbindelser i København.

Endvidere var Bruhn stærkt impliceret i planlægningen af nedkastningsholdets videre aktiviteter samt opdigtningen af diverse dækkehistorier, holdet kunne tage i anvendelse i tilfælde af en eventuel konfrontation med besættelsesmagten.

Danskerens engagement kom yderligere til udtryk i hans regelmæssig forsøg på at fremme tidspunktet for operationens udførelse. Det skal i denne sammenhæng understreges, at trods uddannelsen af de danske agenter, så var opbygningen af både SOE samt dens danske sektion stadig i en opbygningsfase allerede efter det første hold var blevet sendt af sted i december 1941.

Trods erkendelsen af disse forhold var det Bruhns opfattelse, at en nært forestående operation i sidste ende ville medvirke til en optrapningen af modstanden mod værnemagten i Danmark. Jo før bestræbelserne på at organisere modstandsarbejde i Danmark, jo bedre. Men, sådan kom det desværre ikke til at gå.

Tragedien

I løbet af efteråret forelå det endelig direktiv for SOEs operation, som snarest skulle Effektueres. Grundet dårligt vejr blev datoen for operationen, julenat, udsat. Efter nogle mindre vanskeligheder bl.a. mudder på landingsbanen lykkedes det endelig at iværksætte “Chilblain”. Natten mellem lørdag d. 27. og søndag d. 28. december 1941 befandt Bruhn og Hammer sig ombord på et ombygget, tomotors bombefly af typen Whitley Mark V med kurs mod det sydlige Sjælland.

Under dække af at skulle smide bombeflyets last bestående af fire 250 punds bomber over Masnedøværket ved Storstrømsbroen skulle de to danskere, som det første hold af SOE-agenter nedkastes i området ved Torpeskoven nordøst for Haslev (se kortet). Sammen med de to agenter var der yderligere en container med sabotageudstyr, holdet skulle have med sig.

Efter at nedkastningen af bombelasten havde fundet sted, uden at de udøvede nogen effekt på deres foregivne mål, idet bomberne ikke ramte deres mål satte flyet kurs mod Haslev og dets egentlige hensigt.

Omkring kl. 3 søndag morgen fik bombeflyet Torpeskoven og dermed ned-kastningsstedet i sigte, hvorefter flyets højde aftog og på 150 meter sprang Bruhn ud i faldskærm. Faldskærmen foldede sig ulykkeligvis ikke ud, hvilket betød at Bruhn faldt gennem luften og med accelererende fart styrtede mod den sikre død i sit fædrelands muld.

Da Bruhn medbragte en tung radio med sig kan denne genstand givetvis have bidraget til at faldet gennem luften måske foregik hurtigere, men det er blot en strøtanke. Bruhn var den mest spinkle af de to danske agenter, hvilket betød at det var hans opgave i nedkastningen at skulle medbringe det tunge radioudstyr.

Det lykkedes for Hammer at blive nedkastet uskadt, og i vinternatten fandt han Bruhns lemlæstede lig. Trods Bruhns død og dermed tabet af holdets leder stod Hammer tilbage og forsøgte at udføre denne lederpost. Dette var vanskeligt, idet Bruhn var orienteret om alle facetter omkring operationens planer samt havde kontakterne til betydningsfulde og mulige modstandskredse i Danmark.

Efterskrift

Bruhns tragiske dødsulykke er blot historien om én af besættelsestidens mange ulykkelige danske skæbner som udspillede sig både i modstandsbevægelsen, på allieret side, men også i den tyske værnemagts tjeneste. Dog forekommer Bruhns historie uhyre tragisk, særligt da han som den første ledende SOE-mand, der udover at besidde potentialet skulle forsøge at opbygge og organisere en modstands-bevægelse i den slumrende danske befolkning.

Med hans død måtte SOEs bestræbelser på et engagement samt assistance i etableringen af en dansk modstandsbevægelse udsættes. Desuden blev værnemagten i Danmark bevidst om med fundet af Bruhns lig, at der foregik modstandsaktiviteter i landet med støtte fra England. SOE stod nu over for at skulle finde Bruhns afløser, hvilket blev Christian Rottbøll. Rottbølls lederskab blev dog kortvarigt, da han i september 1942 blev skudt af det danske politi.

Om Bruhns kompagnon på den skæbnesvangre mission, Mogens Hammer, var hans skæbne på sin vis også knyttet til Tyskland, da han efter krigens afslutning i januar 1946 omkom ved en skibsbrand i Hamborg.

Tilbage står blot mindet om de to danskere og deres indsats. Et minde som fortjener at leve videre i danskens historie, hvilket den tilsyneladende også gør. Bruhns nulevende 91 årige lillesøster deltager hvert år på befrielsesaften i en mindehøjtidelighed ved Torpeskoven netop på dette sted, hvor hendes bror blev dræbt i kampen for et frit Danmark.

Læs mere:

Jespersen, Knud J. V. “Med hjælp fra England – Det lange tilløb 1940-1943”, bind 1, Odense Universitetsforlag 1999.
Petersen, Ib D. (red.) “Faldne i Danmarks frihedskamp 1940-45”, Frihedsmuseets Venners Forlags Fond, 1990.
“Hjemmeværnsbladet”, juni 2002.
Hæstrup, Jørgen et al. (red.) “Besættelsens hvem hvad hvor”, Politikens forlag 1979.