Den storpolitiske alliance som kom til at betyde så meget for Tordenskjold’s tilværelse blev indgået i slutningen af 1709. Zar Peter den Store af Rusland, kurfyrst August den Stærke af Sachsen-Polen og Frederik d. IV af Danmark-Norge aftalte at indgå i et forbund med hinanden for at bremse Sverige og kongen Carl d. XII’s stormagtsplaner.

Den danske kong Frederiks IV’s motiver var klare; en generobring af de tidligere danske besiddelser øst for Øresund. I Danmark havde man endnu ikke glemt at svenskerne i 1658 havde erobret de gamle Østdanske provinser Skåne, Halland og Blekinge samt norske Bohuslen. Senest var et generobringsforsøg i 1676 slået fejl med nederlaget i slaget ved Lund.

Kong August af Sachsen-Polen havde siden 1700 været i krig med Sverige, hvor han forgæves havde forsøgt at erobre Livonien og byen Riga fra svenskerne. I 1703 havde zar Peter den Store erobret den svenske fæstning Nyen ved Neva-floden, hvor han så grundlagde byen St. Petersborg. Derfra fordrev man langsomt svenskerne.

Dette pres på den svenske magt gav en ny mulighed for at få revanche. Kongen tog chancen og lod i 1709 – efter det store svenske nederlag ved Poltava – landsætte 16.000 mand i Skåne. Men det viste sig hurtigt at de danske tropper var de svenske underlegne. Allerede i 1710 måtte de trække sig tilbage til Sjælland da generalguvernør Stenbock fuldstændig besejrede den danske hær i slaget ved Helsingborg.

Mere held havde man med de militære operationer i det Nordtyske hvor den anti-svenske alliance i 1712-15 erobrede alle de svenske nordtyske besiddelser. Derefter flyttede Carl d. XII krigen til den Skandinaviske front hvor han indledte flere felttog over den svensk-norske grænse. Ude i Europa havde han tabt alt, men her kunne han stadig nå at hente en sejr hjem.

Der var naturligvis i følge med disse kampe også stridigheder på havet. Den væsentligste opgave for flådestyrkerne var understøttelse af de militære operationer på land. Det var her at Peter Wessel fik sin store chance, en chance han ikke var sen for at udnytte. Sjældent har man set bedre eksempler på den rette mand, på rette sted, på rette tid. Krigsførelsen til søs blev nemlig hurtigt domineret af enkelt navn: Tordenskjold.

Manden selv er faktisk ligeså fantastisk som navnet; ved krigsudbruddet 1709 er han kun 19 og kadet, i november, 1716 er han 26 og chef for Nordsø-eskadren og øverstkommanderende for den norske søkrigsførelse. Ved fredsafslutningen 1720 var han 29 og viceadmiral, desuden ethvert barns helt. Denne beretning er en fortælling om de væsentligste hændelser og tildragelser som tilsammen er Tordenskjolds liv og levned.

Opbruddet

Det førnævnte kongebesøg i Trondhjem i 1704 blev nemlig starten på Peter Wessel”s karriere. På opholdets næstsidste dag spiste kongen hos commerceråd Schøller, en slægtning til Peter Wessel”s mor. Måske var det ved den lejlighed at det han tog sit livs beslutning. I hvertfald brød han alle broer bag sig og fulgte med det kongelige selskab. Hvordan han har båret sig ad vides ikke med sikkerhed, og at der var tale om en regulær rømning hjemmefra er heller ikke helt sikkert.

Jan Wessel havde tidligere sendt 4 andre af sine sønner til Danmark for at tjene til føden. Men Peter Wessel fortæller meget senere selv lidt om det og tilskriver det “sin ungdoms daarlighed”, hvilket jo antyder at han ikke havde fået lov til at drage til København, men gjorde det alligevel. 4. september nåede Frederik d. IV og hans følge til hovedstaden København.

I hvert fald var han i efteråret 1704 i København. Helt alene i en fremmed by, måske rømmet hjemmefra og uden penge, men fuld af ambitioner, manglede Peter Wessel en velgører eller beskytter. Peter opsøgte i København Peter Jespersen, dr. Theol., kgl. konfessionarius. Dr. Peter var på katedralskolen i Trondhjem kendt som Petrus Hagiogæus og han var en ven af det Wessel”ske hus, sandsynligvis Jan Wessels skolekammerat. Den lærde mand havde ved Griffenfeldt”s mellemkomst nået en fremtrædende plads i gejstligheden, og havde tilsyneladende intet mod at gøre sin indflydelse som kongens skriftefader gældende også i verdslige anliggender.

Så Peter Wessel vidste måske nok hvad han gjorde. Hans hensigt med netop at opsøge Dr. Peter kunne meget vel være at skaffe sig adgang til en i kongens nærhed. Samtidig kunne han tjene til livets ophold hos familiens ven. Sandsynligvis arbejdede han som “tjener med familiær stilling”, dvs. ikke som rigtigt tyende, hvilket han gjorde over en periode på godt to år.

Det vides med sikkerhed, at Peter Wessel i løbet af året 1705 flere gange mundtligt har bedt enevoldsherskeren om at blive optaget som kadet i Søkadetkompagniet på Holmen, og det kan næsten kun være sket ved dr. Peters mellemkomst. Ifølge ekstrakten af en senere ansøgning fra Peter Wessel har han bl.a. drøftet dette spørgsmål med Frederik d. IV, da kongen sammen med dr. Peter beså doktorens stald. Det kunne altså godt betale sig at kende nogen, som kendte kongen!

Til Afrika og Vestindien

Slaveskibet “Christianus Quintus” forlod Københavns red 13. november 1706 og står Sundet ud den 17. Armering: 24 stykker, besætning: 67 mand. Nr. 76, yngste skibsdreng, opført som Peter Johansen Wessel.

I lasten som for størstedelen var indskibet i Holland fandtes; farvede tøjer og lærred, udtjente muskedonnere og krudt, glasperler, 2400 pund messing-armringe, 5 kister koraller og 146 tønder Flenborger kornbrændevin. Skipper Niels von Boomfeldts ordre og instruction foreskriver ham med første føjelige vind at stå til søs i Guds navn, gå nord om England og holde sig så langt ude i søen, at Kgl. majestæts slaveskib ikke kommer i karambolage med de tyrkiske sørøvere.

I flere århundreder havde sørøvere fra Osmannerriget og de arabiske lande nemlig hærget middelhavet – og til tider tog de på togter langt oppe i Atlanterhavet. For eksempel blev Island i 1627 hærget af sørøvere som gik i land og bortførte indbyggere og varer.

Man nåede sikkert ned til Afrika og lastede slaver på Guineakysten, hvorefter man ville sejle over Atlanterhavet til caribien og aflevere slaverne på den danske ø St. Thomas. Kongen, de store købmænd og vel også embedsmændene havde store fortjenester på disse togter. Ganske vist var der på det Guinesiske marked dags-priser på slaver, for dette togt ca. 34 rigsdaler for en stærk mandslave og ca. 25 rigsdaler for en tjenlig kvinde, men af lastens – set med danske øjne – temmelig værdiløse indhold synes det at fremgå at man i Danmark har kendt høvdingens smag godt nok til at kunne handle under dags-prisen til kongens og rigernes bedste.

Ved Fort Christiansborg på Guinea-kysten indtager Peter Wessels skib 88 mark guld, 241 elefant-tænder og 234 slaver. Assistent J. D. Richelieus forhandlinger med kong Ofori af Popo giver yderligere 72 slaver. Kongen kan have været i gang med en større politisk udrensning, for han giver udtryk for, at han gerne ville have leveret mange flere opsætsige undersåtter. Åbenbart har hans forsigtigheds-regler – med at vente til allersidste øjeblik med at indfange de ulykkelige – ikke været tilstrækkelige. De sidste slaver udskibes i Fida, og 6. juni 1707 sætter “Christianus Quintus” med sin last af slaver og andre varer kurs mod Vestindien.

På St. Thomas” indberetter guvernør Joachim von Holten til sit kompagni om at “dend 11te september (1707) udstandne Orikaen”, og at den har spredt død og hungersnød over kgl. Majestæts besiddelser i Vestindien. Sorg og bedrøvelse herskede overalt idet 80 mennesker var omkommet og skibene i havnen var gået ned i stribevis. Under det hele ønskede guvernøren bestandig: “Gud giive, at Slave Skibet endnu var 2 a 300 miile uden Disze Caribiske Eilande”, det ville være endnu mere kostbart hvis også dette skib gik ned med dets værdifulde last. En antydning af at også “Christianus Quintus” har haft en modbydelig tur over Atlanten får man i Peter Wessels egne bemærkninger om den. Den “falt os så besuerlig, at ingen Pericel eller difficultet kand opreignes, der jo paa Samme reise os arriverede”.

“Christianus Quintus” havde gode nyheder med til det betrængte kompagni. Den 22. september er skibet fremme og kan meddele at kun “40 stykker” af slavelasten er gået til (døde). Tilsyneladende et ganske godt resultat i betragtning af at man havde været igennem en voldsom storm. Men “periclerne og difficulteterne” er langtfra overstået med aflosningen af 406 af de oprindelige 447 slaver.

Skipper von Boomfeldt og foreløbig to matroser er dødssyge, tilsyneladende af en smitsom tropesygdom. Og der kan under pga. hungsnøden i kølvandet på orkanen ikke skaffes mad til slaverne. Guvernøren beklager over for sin direktion dybt, at han må sælge ud af behold-ningen og endda udleje så mange som muligt “for at de ikke skulle krepere og bortdø til ikke liden skade for det høilovlige compagnie”.

Først 23. marts 1708 kommer slaveskibet fra St. Thomas – skarp irettesættelse fra direktionen, der ikke ser med milde øjne på en 6 måneders forsinkelse – og i mellemtiden har trope-pesten haft en betragtelig høst. Ved ankomsten til Københavns red 20. juni er kun 26 mand af den oprindelige besætning på 67 mand tilbage. Nr. 26 er yngste skibsdreng, Peter Wessel.

Direktion i det kgl. handelskompagni bør måske være tilfreds med at skibet overhovedet kom tilbage igen. Tilbage er kun at afregne med de fromme gejstlige, der med god effekt har bedt for togtets heldige gennem-førelse. Sognepræsterne får hver to dukater, og det drypper også på kapellanerne; deres bønner takseres til én dukat. De modtager pengene for “…for hafte umage at bede for Compagniets Gud været lofvet løckelige arriverede skib Christianus Quintus kaldet”.

5. oktober 1708 får Peter Wessel en kadetplads og tager kort tid efter på langtur igen, denne gang til den danske besiddelse Trankebar ombord på skibet “Fridericus Quartus”. Under turen til Trankebar avancerer han som kun 19-årig til befalingsmand; 3. styrmand. Det er sandsynligt at hans 4 hårde år som yngstemand, matros, og understyrmand på Kongens kofardi-skibe har lært Peter Wessel en hel del om både skibsføring – og også om artilleri. Koffardi-skibene var rigget som orlogsfartøjerne og medbragte også kanoner til bekæmpelse af pirater.

Ostindien farterne var ofte endnu farlige end turene til Vestindien. Tabet af besætning var ofte større end når langfarten gik vestover. Mangelen på proviant og vand førte til mange dødsfald – og tyveri af kammeraters vandbeholdning førte til øjeblikkelig hængning. Det var længe før Suez-kanalen var blevet til, så man måtte hele vejen sønden om Kap Det Gode Håb.

Det var i forbindelse med hjemfarten fra Ostindien at Peter Wessel fik sin første krigserfaring. Man havde ved Shetlandsøerne fået underretning om at krigen mellem Danmark og Sverige var brudt ud. I stedet for at sejle til København – og udsætte sig for svensk angreb i de indre danske farvande – søgte man havn i Bergen. Herfra fik Peter Wessel skibslejlighed til København med et engelsk skib, som var neutralt. Under storm måtte det imidlertid søge ly i den svenske havneby Marstrand. Her gik han i land iført engelsk matrosuniform, så sig godt og grundigt om, og da han senere kom til København aflagde han rapport om hvad han havde set.

Tordenskjold’s første kommando

Efter hjemkomsten fra Trankebar 1710 arbejder Peter Wessel på at få sin første kommando over et skib. Det lykkes dog ikke, men han får igen bestalling som kadet ombord på fregatten “Postillion” i 1711. Senere i 1711 udnævnes han til underløjtnant af linien, eller måneds-løjtnant, og er næstkommanderende dér en kort tid – og 3. oktober frakommanderes Peter Wessel “Postillion” for at overtage kommandoen over “Ormen”. Peter Wessel har nu kommandoen over sit eget skib. Skibet er dog et ret lille et af typen “snau”; dvs. et to-mastet skib bevæbnet med kun 5 kanoner, men med glimrende sejlevne.

Netop derfor er skibet velegnet til at manøvrere i de snævre farvande ud for Bohuslen hvor landkrigen raser. 2 år tidligere, i 1709, udbrød krigen mellem Danmark-Norge og Sverige som følge af det danske medlemskab af alliancen med Rusland og Sachsen-Polen. Den norske øverstkommanderende Løvendahl marcherer ind i Bohuslen for at generobre det gamle tabte område. Til understøttelse af landoffensiven indsættes disse små skærgårdssejlere; både for at observere fjendens bevægelser langs kysten og for at bekæmpe den svenske kapervirksomhed i området. Det lykkedes Peter Wessel i løbet af krigens første tid at erobre en del priser og samtidigt at levere værdifuld information til hans foresatte Løvendahl.

Peter Wessel gjorde det altså godt i kampen mod svensken og overtager da også allerede i 1712 kommandoen over et større skib; den nybyggede fregat “Løvendahls galley”, bestykket med 18 kanoner. Han har fået til opgave at krydse for sig selv i Skagerak og Kattegat og bekæmpe den svenske kapervirksomhed. Hurtigt får skibet tilnavnet “Kattegats skræk” af de svenske koffardifolk. Bla. opbringer han samme år det ligeså berygtede svenske kaperskib “Svenska vabnet”.

Tordenskjolds første slag: Bataljen ved Rygen

I september 1712 er han dog sammen med andre danske skibe længere ned i Østersøen. Efter fremragende opklaring udført af Peter Wessel på “Løvendahls galley” bringes den danske flåde i kontakt med en svensk flåde som ligger opankret ved Rygen. Beskyttet af de svenske krigsskibe sætter svenske transportskibe tropper og forsyninger i land til støtte for de svenske landstyrker i Pommern. Men Peter Wessel opfatter hurtigt en mulighed for at ødelægge transportflåden uden at de svenske krigsskibe kan komme til undsætning. Der er nemlig fralandsvind, hvilket betyder at de svenske krigsskibe kun vanskeligt kan komme ind imellem transportskibene inde ved land – og de danske krigsskibe, deriblandt Peter Wessel’s “Løvendahls galley”.

Han tildeler sig selv den farligste del af opgaven ved at gå i lag med de nærmeste svenske krigsskibe og afskærer dem derved ende-gyldigt deres forbindelse med transportskibene. Manøvren udføres vellykket og resultatet er at over 70 svenske skibe sænkes, erobres eller sættes på grund. Belønningen kommer hurtigt. Kort tid efter bliver Peter Wessel udnævnt til kaptajnløjtnant og springer derved helt premierløjtnantgraden over, og 51 af hans officerskammerater bliver forbigået. Det har man nok talt en del om i flåden det år, og har givet grund til en hel del misundelse. Men admiralitetet og kongen har helt klart fået øje på Peter Wessel’s talent.

Kampen ud for Gøteborg 1713

Misundelsen har nok ikke generet Peter Wessel synderligt, han havde jo tydeligvis kongens gunst. Og har tillige travlt med at slås mod svenskerne. Tilbage i sit normale operationsområde i Skagerak og Kattegat kommer “Løvendahls galley” i kamp med 2 svenske linieskibe; “Calmar” og “Nya Elvsborg”. Tilsammen råder de over 94 kanoner mens “Løvendahls galley” kun er bestykket med 18. Den lille fregats sejlduelighed og kaptajnens taktiske evner kommer på en svær prøve og består den.

Det lykkes for Peter Wessel at undslippe overmagten. Men baggrunden for kampen er bemærkelsesværdig. Tidligere havde Peter Wessel nemlig sendt en udfordring til Gøteborgs guvernør Mørner, hvor han beder Mørner om at sende en fregat på 24-26 kanoner ud for at “hente ham”. Derudover ytrer han generel ringeagtelse overfor svenske søofficerer og deres plyndren. Peter Wessel har bemærket at der er sat en dusør på hans hoved og har taget handsken op. Da så de 2 svenske krigsskibe dukker op tror han at det drejer sig om udfordringen, men skibene er der dog i andet medfør. Den svenske guvernør nøjes nemlig med at sende en klage over Peter Wessel”s taktløse adfærd til de danske myndigheder.

Lindesnæs-kampen 1714

Der skulle komme flere eksempler på Peter Wessel”s anderledes og frække adfærd. I juli 1714 stod fregatten “De olbing galley” ud fra London, angiveligt for at begive sig til Vestindien. Men kaptajn Bactman havde modtaget svensk kaperbrev – og sejlede i stedet ind i danske farvande for at bedrive kaper mod den danske skibsfart i Kattegat og Skagerak. Ved Lindenæs i Norge stødte den imidlertid på “Løvendahls galley” og blev i løbet af 2 dages løbende strid, over d. 26. og 27. juli, kraftigt beskadiget.

Det var kun et spørgsmål om tid hvornår man var nødt til at kapitulere til “Løvendahls galley”. Men Peter Wessel var ved at løbe tør for krudt og kugler og sendte derfor en trompetér over på det fjendtlige skib for at bede Bactman om, at når han havde hentet mere krudt og kugler, at indfinde sig på positionen igen. Derefter skiltes parterne med en skål og hurra-råb!

Dette virkede noget mistænkeligt for kredsen omkring kongen og der kom derfor en krigsret ud af affæren. Måske ønskede man også at stikke en kæp i hjulet på den unge opkomling. Peter Wessel fører sit eget forsvar overfor anklageren; søfiskal, kammerherre Nicolai Friesse – og bliver pure frifundet. I karakteristisk frisk stil skal Peter Wessel under retssagen have svaret: ” … jeg bad ellers min Contra Part vilde laane mig noget, det vilde han icke, Saa det maatte saa blifve, til Gud behager vi Findes igien …”. Det var ikke sidste gang hans fremfærd skulle true med at afspore hans karriere.

Et tredje tilfælde af ukonventionel adfærd fra Peter Wessel”s side var da han senere i Kattegat påsejlede kaptajn og baron Sjøblad”s fartøj. Han og en del andre svenske orlogsfartøjer lå ellers under neutralt engelsk flag da påsejlingen skete. Efter kaptajn Sjøblad”s egen mund forlød det at Peter Wessel havde løftet hatten og råbt: “Jeg kiender Eder vel, I Lurendreire!” Endnu et godt eksempel på ganske frimodig adfærd.

Slaget på Colberger Heide og erobringen af “Hvita Ørn”, og yderligere en sejr.

24. april 1715 deltager Peter Wessel i slaget på Colberger Heide. Den svenske Carlscrona-eskadre under bestående af 4 linieskibe og 2 fregatter er blevet lukket inde i den snævre vestlige del af Østersøen af en overlegen dansk styrke på 8 linieskibe og 3 fregatter, under “schoutbynacht” (nederlandsk for kontreadmiral) Gabel. Danskerne kunne mønstre 498 kanoner mod svenskernes 313 kanoner og resultatet lå derfor i kortene. Egentlig skulle en anden svensk flåde-styrke have stødt til Carlscrona-styrken, men den del af planen glippede. Resultatet var at den svenske styrke under beskydning måtte flygte vestpå og siden sættes på grund ved Bylck hoved ved Kielerbugten.

Peter Wessel havde under hele slaget forgæves søgt kontakt med den svenske fregat “Hvita Ørnen”. Det var nok tidens mest legendariske svenske skib; det var det hurtigste skib i Skandinavien og havde under dens kaptajn Printz taget en del danske priser og nedkæmpet 2 fregatter.

Men i daggryet den 25. april lykkes det ham at afskære “Hvita Ørnens” forsøg på at undslippe, og tvinger kaptajnen til at sætte den på grund. Han opdager desuden at svenskerne er i gang med at ødelægge deres skibe for at undgå at de falder i danskernes hænder – og tyer snarrådigt til en krigslist; han truer med – i Gabels navn – at “… dersom han lader skibene Ruinere blev ingen Quarter givet”.

Peter Wessel har ingen bemyndigelse til at stille noget ultimatum, men listen virker og den svenske styrke falder relativt uskadt i danskernes hænder. Værdierne af skibene som blev reddet til den dansk-norske flåde blev opgjort til 13 tønder guld.

Slaget ved Colberger Heide er en stor sejr og Peter Wessel”s egenrådige indsats belønnes med kommandoen over “Hvita Ørn”, som omdøbes til “Hvide Ørn”. Han overtager selv kommandoen over skibet. Peter Wessel’s kommando er nu en fregat med 30 12-pundige kanoner og en besætning på 170 mand.

Træfning med linieskibet “Øsel” og en erobring

I starten af august var der løbende kampe mellem den danske og svenske flåde i området ved Rygen. 9. august var det efter kampene beskadigede svenske linieskib “Øsel” kommet lidt væk fra de andre svenske skibe. Om aftenen blev det prajet af en fremmed som hævdede at han var en ven fra det svenske skib “Welkomsten”. Kaptajn Søstierna svarede: “Er du en god ven, så hold tilbage, jeg kender ingen bror i mørket” og truede med at give det glatte lag.

Den fremmede skal have svaret: “Kender du mig ikke, så skal du Gud’s død og pine komme til det”, hvorefter det fremmede skib drejede ind ind på “Øsel”s” agterende hvoefter en sømand fra det fremmede skib huggede “Øsel’s” flag og agterlanterner af! Derefter afgav det fremmede skib en bredside mod den svagt beskyttede agterende, drejede endnu engang rundt og afgav endnu en bredside mod “Øsel’s” side, fra under 200 meters afstand.

Derefter fortrak “Øsel” fra området under hånlige tilråb fra den fremmede som kaldte kaptajnen for en kujon. Det var selvfølgelig Peter Wessel og “Hvide Ørn” som svenskerne havde fået en lektion i sømandskab og dristighed af. Men at de måske havde været heldige vidste de ikke. Det havde egentlig været Peter Wessel”s hensigt at entre og erobre “Øsel”. Men hans besætning have nægtet at gøre det, da de vidste at linieskibet havde en besætning på 4-500 mand, mens “Hvide Ørn” kun havde en besætning på ca. 170 mand. En karakteristisk og fræk aktion af Peter Wessel – som kunne have endt helt galt hvis han havde fået overtalt besætningen til erobringsforsøget.

Allerede næste dag opdagede man en konvoj af 10 svenske handelsskibe eskorteret af et linieskib, en fregat og en bombardérgaliot. I en evt. kamp ville “Hvide Ørn” være håbløst underlegen, så de fleste ville være forduftet. Men Peter Wessel gjorde det modsatte. Han sejlede nærmere og brugte det sædvanlige trick med at lade som om han er svensk, denne gang ved hjælp af det flag han huggede fra “Øsel”.

Da man var kommet tæt nok på afslørede han skibets danske identitet, og fandt en fordelagtig position i forhold til vinden og konvojen. Derefter sendte han en chalup med bevæbnede søfolk over til det bagerste handelsskib og overtog det ganske enkelt. Det lykkes efterfølgende at undslippe med det svenske handelsskib på slæb (inkl. besætningen på 36 mand) uden at det lykkes de svenske skibe at forhindre rovet.

Kampen mod “Øland” og “Fønix”

1. oktober demonstrerer Peter Wessel igen sin kunnen. Under patruljering af Østersøen træffer han på de 2 svenske skibe; linieskibet “Øland” med 54 kanoner og fregatten “Fønix” med 30 kanoner. Den svenske styrke er derfor med sammenlagt 84 kanoner klart overlegen og burde uden problemer have nedkæmpet “Hvide Ørn” i en kamp skib mod skib. I stedet er det Peter Wessel som løber af med en taktisk sejr. Det lykkes ham at isolere de 2 svenske skibe fra hinanden og koncentrere sin ild mod ét af de fjendtlige skibe af gangen.

Til fordel for Peter Wessel taber den svenske kaptajn Lagerbielke på fregatten “Fønix” tilsyneladende fatningen og undlader at støtte linieskibet i tilstrækkelig grad. Men alle skibene bliver voldsomt beskadiget under den timelange kamp. Kun fordi natten falder på og de svenske skibe er for medtagede til at optage forfølgelsen slipper han og “Hvide Ørn” væk. Men tilbage står stadig at Peter Wessel har udnyttet fordelen 100% og har nedkæmpet et linieskib med næsten dobbelt kanonstyrke af “Hvide Ørns”.

Og af det efterfølgende svenske krigsforhør, hvor Lagerbielke dømmes til døden, fremgår det at Peter Wessel førte “Hvide Ørn” med en sådan taktisk overlegenhed at det efter sagkyndiges mening grænser til det geniale.

Helten’s mørke side

Men samtidigt er Peter Wessel selv kommet i det kritiske søgelys. For det første havde han forladt sit operationsområde for at gå på jagt efter svenske skibe uden tilladelse, for det andet havde han indladt sig på kamp med en overlegen svensk flådestyrke som meget nemt kunne have kostet ham skibet. Desuden har besætningen indgivet en klage over hans ledelse. Barbérerne (kirugerne) mente ikke at han havde givet dem fornøden mulighed for at tage sig af de sårede fra kampen d. 1. oktober.

Anklagerne er alvorlige og hans fortsatte karriere var på dette tidspunkt igen noget usikker. Men karakteristisk nok går Peter Wessel i offensiven og taler ihærdigt for sig hos sine overordnede Gyldenløve og Sehested. Desuden skriver han et forsvarsbrev til admiralitetet. De høje herrer beslutter, sikkert i lyset af hans åbentlyse talent for sømandskab og seneste bedrifter, at støtte ham. Vigtigst er det nok at også kong Fredrik d. IV vælger at lægge sit lod i Peter Wessel”s skål og undlader at forfølge sagen. Det kunne ellers meget nemt igen være blevet til en krigsretssag mod ham.

Men det er i det hele taget meget usædvanligt at besætninger officielt klager over deres kaptajn. Kun 2 gange i perioden 1712-19 skete det. Normalt foretrak besætningerne at markere deres utilfredshed på deres egen helt uofficielle måde. Men tidligere havde en del af besætningen på “Løvendals galley” klaget over at blive straffet for hårdt og at værre behandlet “ukristeligt” af Peter Wessel. Siden klagede besætningen på “Hvide Ørn” altså også deres nød til højere autoriteter

En beretning fra den tilfangetagne svenske officer Claus von Roland fortæller også noget om Peter Wessel”s ledelsesstil. Han blev overført til København ombord på “Hvide Ørn” og oplevede undervejs at skibet og besætning blev kørt så hårdt, at han fandt at Peter Wessel var mere tyran end sømand. Det var dårligt vejr under transporten og da næstkommanderende rådede Peter Wessel til forsigtighed blev han overfuset og sparket. Dækket var til tider dækket af vand op til knæhøjde og dele af sejlværket gik overbord, angiveligt sammen med 2 mand fra besætningen. Til sidst var besætningen så desperate at de ville have sejlet skibet på grund, men blev forhindret i deres foretagende da en af besætningen sladrede til Peter Wessel om planen.

Peter Wessel mødte tvivl eller svaghed med stor vrede og slag, spark og skældsord. Det var i en tid hvor man ikke tog let på fornærmelser som at blive kaldt “hund” eller “kujon”, men det tog han sig tilsyneladende ikke af. I hvert fald ikke hvis det kom fra folk som rangerede under ham – der er ikke noget der tyder på at han har behandlet overordnede på samme hårde måde, hvilket også ville have været meget uklogt karrieremæssigt. Man kan derfor også se en kølig kalkuléren i forhold til hvem han kunne overfuse, overfalde og fornærme.

Tordenskjold havde allerede i sin tid som kadet haft en tendens til opfarende og voldsom adfærd overfor sine omgivelser. Nogle af hans kammerater på skolen lavede en karikaturtegning af Peter Wessel forsynet med øgenavnet “Peter Væsel”. Denne lidet flatterende side af ham har altså ligget til ham helt fra begyndelsen og svandt ikke ind i takt med at han steg i graderne.

Men hans temperament og tilbøjelighed for fornærmelser skulle hævne sig senere, som vi skal se senere, og ultimativt blev det skæbnesvangert.

Ser man i øvrigt på tabstallene fra hans tid som chef for “Løvendals galley”og “Hvide Ørn” bemærker man at 29 mand døde og 39 blev såret. Det er forholdsvis mange ud af en besætning på omkring 170 mand. Peter Wessel har givetvis krævet meget af sine folk og kørt dem hårdt, men han forsvarede sig altid med at han ikke krævede mere af dem end af sig selv. Og han slap afsted med det.

Social triumf: Adlingen

For med kongens velvilje i ryggen var man usårlig og, som han måske havde tænkt mens han så ud på øen hvor Griffenfeldt sad indespærret, så kunne man med kongens velvilje sprænge alle økonomiske rammer og sociale bånd. Det var i alt fald tilfældet for ham.

Hans sejre havde faktisk vakt opsigt i hele Europa. Genialiteten erkendes også fra dansk side. Admiral Sehested skriver et brev til kongen hvor han anbefaler Wessel “..videre udi Eders Majestæts naade” og priser Peter Wessel”s kundskaber som sømand og soldat. Peter Wessel sender såmænd selv et brev til kongen hvori han ansøger om belønning for sin indsats i kongens tjeneste. Kongen belønner ham da også med en adling d. 24. februar 1716; han bliver tildelt den flotte titel “Tordenskjold” med tilhørende våbenskjold.

Navnet “Tordenskjold” fremstilles heraldisk i 4 kvadrater; med torden og lynild i øverste venstre hjørne (på blå baggrund for Sverige), øverste højre hjørne ses en hvid ørn som markerer erobringen af “Hvita Ørn” (på rød baggrund da det skete i dansk farvand), nederst til venstre er kanonløb med 3 kanonkugler som står for det danske “løsen” – dvs. det danske-norske kendetegn, og nederst til højre er den norske løve som afspejler hans norske afstamning.

Han var nu 25, adelig og berømt, og kaptajn på eget skib. De fleste af hans jævnaldrende var stadig løjtnanter. Peter Wessel”s taktiske talent, måske ovenikøbet geni, og de resultater han har skabt belønnes altså retfærdigvis. Dog er det også sandsynligt at adlingen af Tordenskjold har haft et mobiliserende formål. Krigen havde nu varet i næsten 6 år og det går efterhånden lidt trægt med at holde undersåtternes patriotisme vedlige.

Mange gør krumspring for at undgå militærtjeneste. Enfoldige bondedrenge ville på dette tidspunkt i krigen hellere indskrives på latinskoler end at aftjene militærtjeneste. Og henrettelser af modvillige er efterhånden blevet en nødvendighed. Man vidste at Peter Wessel var populær hos folket og har givetvis også håbet at en adling af deres helt måske kunne hjælpe lidt på krigstrætheden.

Angrebet på Dynekilden

Og krigen fortsætter ubønhørligt. Carl. XII’s hære var efterhånden blevet slået ude i Europa og Rusland, men han håbede stadig på at kunne redde en sejr i land mod Danmark. I januar 1716 iværksætter den svenske konge derfor sit første felttog mod Norge. Angrebet sættes ind mod fæstningen Fredriksten som spærrer indgangen til det sydlige Norge.

Fæstningen skal indtages for at muliggøre fremføring af forsyninger til hærens videre indtog i Norge. Bliver fæstningen ikke indtaget kan forsyningerne til svenskehæren opsnappes af de danske tropper fra fæstningen og felttoget må opgives. Men den svenske hær skal selvsagt også bruge forsyninger til angrebet mod Fredriksten. Disse afsendes fra Gøteborg og landsættes længere nordpå, ved Dynekilden. Derfra transporteres de videre til hæren som allerede nu har iværksat en belejring af Fredriksten.

Tordenskjold har øje for at Dynekilden derfor er stedet hvor det er nemmest at forpurre den svenske hærs indmarch i Norge. Ødelægges den svenske transportflåde og dens forsyninger kan den svenske hær ikke indtage Fredriksten og indtage resten af Norge. Man må derfor slå til når den svenske flåde ankrer op, og inden forsyningerne når i land.

Den mulighed opstår i starten af juli 1716. Den 7. juli ankrer Tordenskjold op ved Dynekildens munding med sin ekadre, hvor han får melding om at den svenske transportflåde allerede er ankommet, og at den er beskyttet af en svensk galej-eskadre. Det er nu muligheden for at forpurre det svenske angreb mod Norge foreligger og Tordenskjold ignorérer en ordre om at mødes med Gabel med sin flåde ved Larkollen. Tordenskjold iværksætter angrebet øjeblikkeligt.

Igen er det et dristigt forehavende Tordenskjold begiver sig ud i. Dynekilden betragtedes af svenskerne som nærmest umulig at angribe fra søsiden idet det er en snæver fjord som umuliggør manøvrering – kun et frontalangreb er muligt. Desuden er fjorden afgrænset af høje skrænter velegnet til placering af skyts, og svenskerne havde da også placeret et batteri 12 pundige kanoner på en lille holm i indløbet. Yderligere fandtes der 4-500 infanterister til landbeskyttelse. Men Tordenskjold havde én fordel; overlegen artilleristyrke.

Denne overlegenhed sætter sig snart igennem. Kl. 1 om eftermiddagen, 6 timer efter angrebets start, sættes mandskab i land og ødelægger (fornagler) de svenske kanoner på den lille holm. Kort efter begynder svenskerne at sætte deres galejer på land og rømmer dem.

Men kampen har ikke været uden drama og uden fare for Tordenskjold. Han befinder sig ikke på sit vanlige skib “Hvide Ørn”, men på en af de fladbundede pramme bestykket med skyts, “Hielperen”, som kan gå tættere ind på land en egentlige skibe kan. Prammene bugseres af galejer og under bugsering af “Hielperen” sprænger trossen mellem galejen og “Hielperen”. Både prammen og galejen går da på land kun et musketskud fra det svenske batteri på holmen og nogle af de svenske galejer. Men efter en rasende kamp lykkedes det Tordenskjolds folk at nedkæmpe begge trusler.

Kl. 13.15 stryges det svenske kommandotegn – og efter nedkæmpelsen af det svenske forsvar på holmen går Tordenskjolds mandskab i gang med at erobringen af de svenske transportfartøjer og deres forsyninger. Det foregik i et rasende kapløb med brændende lunter til krudtfade og tjærefade idet svenskerne, trods deres hast med at rømme skibene, havde åndnærværelse nok til at forsøge at ødelægge skibene. Samtidigt er de danske soldater og søfolk under konstant beskydning af de sachsiske og svenske tropper på land, som til gengæld beskydes af de danske skibe.

Men slaget var en knusende sejr til danskerne og Tordenskjold, som kun kostede 19 faldne og 57 sårede på dansk side. Det lykkes i aktionen ved Dynekilden at erobre 5 transportskibe og 6 flådefartøjer, 19 stykker skyts og store mængder krudt og kugler. Det er et spørgsmål om nederlaget ved Dynekilden var årsagen eller kun medvirkende årsag til at Carl d. XII opgav Norges-feltoget for denne gang. Det store tab af materiel i Dynekilden har dog sikkert været årsag til at man først i 1718 igen forsøgte at erobre Norge.

Et nyt højdepunkt

Som kun 26-årig udnævntes han d. 14. november til øverstkommanderende for den norske søstyrke samt Nordsø-eskadren. Han rådede som leder af denne styrke over 3 linieskibe (“Laaland”, “Fyen”, “Sydermanland”), 4 fregatter, herunder “Hvide Ørn”, samt over gallioten “Windhunden”, hukkerten “Fortuna” og stykskibene “Hielperen” og Arca Noa”. Dertil kommer en gruppe mindre skibe bestående af snauer, galejer, brigantiner m.fl.

Umiddelbart det hidtil tydeligste udtryk for tillid til Tordenskjolds militære geni fra det officielle Danmark-Norge”s side. Han har fået den ansvarsfulde post da han kender det norske område godt fra sin tid på snauen “Ormen” og desuden havde han ved Dynekilden vist stort talent for netop den type kombinerede flåde og landoperationer som krigen i dette område var præget af.

Det anslås i øvrigt at Tordenskjolds erobringer i perioden 1715-17 indbragte admiralitetets kasse ca. 170.000 rigsdaler. Det skulle derfor også have givet Tordenskjold en anseelig sum prise-penge. Ifølge legenden skulle han aldrig have set en eneste rigsdaler, da hans fjender ved hoffet skulle have forhindret det. Men i virkeligheden fik i modsætning til normal sædvane faktisk udbetalt sine penge, mens mange andre officerer måtte vente meget længe på at få bare en del af deres prisepenge udbetalt. Andre så aldrig pengene, men måtte bruge løftet om dem som en slags kreditværdighed.

Angrebene mod Gøteborg og Strømstad

Som nyudnævnt øverstkommanderende for Nordsø-eskadren iværksatte Tordenskjold et af sine længe planlagte projekter; et overrumplings-angreb mod Gøteborg. Byen og havnen var det naturlige udgangspunkt for den samlede svenske aktivitet i operationer i Østersøen og mod Norge. Kunne den svenske Nordsø-eskadre og transportskibe i havnen rammes ville angreb mod Norge være vanskelige at gennemføre og det svenske kapervæsen ville være sat ud af spillet.

For at angrebet skal lykkes er overraskelses-momentet vigtigt. Det mente Tordenskjold man ville få hvis man gik ind mod Gøteborg ved solopgangstid, ca. kl. 04.00 om morgenen. Med de herskende vejrforhold i området betød det at flåden skulle lette ca. kl. 20 om aftenen fra Fladstrand (Frederikshavn).

Men en af Tordenskjolds underordnede, Christian Vosbein, letter anker 1 ½ time tidligere og sejler væk. Det var stik imod de givne ordrer og faktisk regelret lydighedsnægtelse som straffedes med døden. Vosbein var kaptajn på fregatten “Søe Ridderen” og skulle ifølge planen have haft stykprammen “Arca Noa” med på slæb, men uden fregatten vil den ankomme væsentligt senere. Skulle angrebet sættes ind med fuld styrke var man altså nødt til at vente på stykprammen, hvorved overraskelsesmomentet ville gå tabt. Christian Vosbein”s ulydighed svækker altså angrebet betydeligt. Tordenskjold’s tendens til bryske udbrud var grund til affæren med Christian Vosbein. Hans senere forsøg på at gyde olie på vandene havde tydeligvis ikke virket, fornærmelserne var for grove.

Vosbein havde som chef på fregatten “Søe-Ridderen” oplevet en episode, hvor han jagede nogle svenske skibe udfor Gøteborg. Svenskerne søgte ind mod fæstningen Nye Elvsborgs kanoner og undslap fordi Vosbein”s styrmand ikke turde fortsætte længere uden en lods som er bekendt med farvandet. Ham havde Tordenskjold taget ombord på “Laaland” – som kom sejlende netop da de svenske skibe slap væk. Tordenskjold bebrejdede med hårde ord Vosbein, at han lod svenskerne slippe: “Hvad ligger i og nøler efter! Hvad fanden ligger i opbrast efter? Hvorfor forfølger i ikke fjenden?”

Dernæst er der en episode hvor Vosbein søger kontakt med Tordenskjold ombord på “Fyen”, men Tordenskjold undlod helt at vente på Vosbein, som derfor først efter en rum tid nåede op til Tordenskjold’s skib. Ombord antyder Tordenskjold at Vosbein ikke kan sit kram, er en dårlig sømand. Da Vosbein forsvarer sig behandlede Tordenskjold ham som en simpel menig i de andre officeres påhør. Da Tordenskjold forlod mødet antydede han, i alles påhør, at Vosbein kunne blive sat fra sin fregat. Udfaldene er klart temmelig fornærmende og Vosbein hævnede sig altså ved at forsøge at sabotere muligheden for at overraske svenskerne.

Desuden var det svenske forsvar ikke så uforberedt som Tordenskjold havde ventet; der var i forvejen løbet indberetninger ind om et muligt dansk angreb, sandsynligvis mod Gøteborg. Så da angrebet blev sat i gang ved midnat 13. maj var svenskerne forberedte. Forsvarets stillinger var besat af 2 af byens regimenter og en grenadér-bataljon, i indløbet foran Nordsø-eskadren er anbragt en spærring af stenblokke, og svenskerne lå klar med 5 linieskibe ved indsejlingen til Gøteborg. Denne gang var svenskerne artillerimæssigt overlegne; 200 kanoner mod Tordenskjolds 87.

Tordenskjold satte alligevel angrebet ind ved midnat. Under artilleridække af stykprammene slæbte galejerne brandskibe ind mod de svenske krigsskibe i håb om at det vil lykkes at sætte nogle af dem i brand. Det lykkedes dog ikke og efter 5 timers ildkamp, både mod svenske kystbatterier på flanken og bag den danske linie, og de svenske linieskibe i indløbet, måtte Tordenskjold indse at det ikke var muligt at trænge igennem forsvaret. Han besluttede sig derfor at iværksætte en blokade i stedet – som dog må ophæves den 26. maj efter ordre om at sende bombardérgaliotterne, stykprammene og 6 af galejerne til København. Både angrebet og blokaden var denne gang ubetingede fiaskoer, et noget uvant resultat for Tordenskjold.

Angrebet koster 52 faldne og 79 sårede på dansk side, og man mistede galejerne “Louise” og “Lucretia”. Alt i alt ikke alvorlige tab, og selvom angrebets intention om at ødelæge hele den svenske Nordsø-eskadre ikke nås, vurderede både Tordenskjold og admiralitetet at man efter omstændighederne havde påført svenskerne tilstrækkelig stor skade.

Efter det mislykkede togt mod Gøteborg vendte Tordenskjold sig mod Strømstad. Denne by var nu svenskernes primære opmagasineringsplads for et kommende angreb mod Norge. Der førtes tropper til byen, tusindvis af tønder korn oplagredes, og omfattende befæstningsarbejder var sat i værk.

I forventning om at Tordenskjold nu ville angribe dette sted opstilledes også 2 kraftige landbatterier som værn mod angreb fra søsiden. Og ganske rigtigt; 15. juli 1717 ankrede Tordenskjold’s flåde op ved indløbet til Strømstad. Men kun linieskibene “Laaland”, “Fyen” og “Gøteborg” nåede frem i første omgang – de vigtige stykpramme og galejer nåede først frem senere. Den 18. juli besluttedes det at starte angrebet uden stykprammen “Hielperen” og 5 galejer som stadig var undervejs.

Angrebet blev sat ind mod øen Laholmen hvorfra en bro ledte ind til Strømstad. Kun batteriet “Carolus” var placeret på selve øen til dens forsvar, men batterierne “Prins Carl” og “Prinsessan Ulrica” var placeret omkring Strømstad således at de kunne støtte øens forsvar. På grund af problemer med at manøvrere skibene ind til deres angrebspositioner var det først omkringkl. 5.30 at Laholmens kanoner var blevet nedkæmpet.

Først derpå kunne Tordenskjold storme øen med infanteri fra galejerne. Men noget gik galt; linieskibene undlod at give dække til de angribende tropper og det svenske infanteri på Laholmen kunne derfor frit beskyde galejerne. Mange af de angribende tropper falder eller såres. Også dette angreb måtte afblæses- af danske er 94 faldet og 248 såret. Endnu et nederlag. Tordenskjold blev selv alvorligt såret ved et skud gennem venstre skulder og et gennem højre hofte. Var krigslykken vendt?

Fangenskab eller døden nær

Oveni disse ulykker fik Tordenskjold besked om at viceadmiral Rosenpalm er på vej til Norge for at vurdere, i hvilken stand flådestyrken under Tordenskjold var i. Tillige forlød det at general Wedel kunne afgøre om Rosenpalm skulle overtage Tordenskjold’s kommando.. Noget synes nu at være gået helt galt; fra at have været “inde i varmen” hos kongen så det ud til at der nu herskede en helt anden stemning. Onde tunger havde hvisket i kongens øre.

Der er ingen tvivl om at Tordenskjold’s sejre ikke bare havde givet ham berømmelse og venner – de havde nok også har givet ham fjender. For hver udnævnelse han havde modtaget siden han i sin tid sprang løjtnantgraden over var rækken af mænd som følte sig forbigået blevet længere og længere. Der var sikkert også nogle som synes at hans uadelige baggrund betød at han ikke var “en af dem”.

Tordenskjold’s fremfusende og kække adfærd havde givetvis også tirret en del. Det er sansynligt at det er denne gruppe af mennesker som nu forsøgte at bruge de uheldige aktioner mod Gøteborg og Strømstad til at ram på ham, gerne ved at få ham sat fra bestallingen. Ovenpå adlingen og sejren ved Dynekilden lurede den totale ydmygelse faktisk. En overraskende vending. Han besluttede sig for at rejse til København for at tale sin sag for kongen.

7. december 1717 sejlede han på en lille hukkert mod København. Om formiddagen næste dag blev skibet passet op af en svensk kaper med 16 kanoner. Hukkerten har kun 2 små kanoner. Kampen blev drabelig, hvis det lykkedes kaperen at få en bredside ind mod hukkerten ville den være færdig, men det lykkedes konstant Tordenskjold at udmanøvrere det større svenske kaperskib. Dog lykkedes det alligevel at få spredte træffere ind mod hukkerten som efter 5-6 timers kamp efterhånden var så medtaget at den svenske kommandant gav et ultimatum; overgivelse og god behandling eller “… so soll alles massacriret werden”.

Tordenskjold skulle derefter selv have skudt kommandanten med sin muskedonner, hvilket bevirkede at svenskerne trak på afstand. Hukkerten slap derved væk og nåede samme aften ind til Svineboderne på Kullen, hvor den gik på grund. Tordenskjold sejlede ind til Sjælland i en jolle og efterlod besætningen på hukkerten, som blev taget til fange af kaperen inden undsætning nåede frem. Tordenskjold’s karriere – og liv – kunne meget let have været afsluttet her, men hans blændende sømandskab reddede ham karakteristisk nok ud af faren.

En anden, lidt usædvanlig, fange som svenskerne fik fingrene i var Tordenskjolds tamme bjørn. Den havde været med på Tordenskjold’s skibe i adskillige år, og havde tilsyneladende også vakt stor moro da Tordenskjold og bjørn sammen havde deltaget i en fest til ære for kongens fødselsdag. Der havde den gået frit løs og svømmede om kap med en festdeltager i kongens bassin. Svenskerne fortærede senere bjørnen.

Fra nåde, til unåde, og nåde igen

Selvom fangenskabet og døden var undgået var Tordenskjold stadig i fare for helt at ryge ud af kongens gunst. De seneste mislykkede aktioner mod Gøteborg og Strømstad var som nævnt taget unådigt op af kongen og hans folk. De gav naturligvis ny ammunition til de modstandere som Tordenskjold’s kométagtige succes havde givet ham ved hoffet, og han endte da også med at blive suspenderet.

Tordenskjold så ud til at kunne lide samme skæbne som Griffenfeldt, der som nævnt tidligere var indsat som fange på en af øene udfor Trondhjem. Tordenskjold havde selv brudt med sin sociale arv, vundet fantastiske sejre, var blevet adlet og nået magtens tinde. Og var nu alvorligt i fare for at lide samme skæbne som hans forgænger – men så galt gik det dog ikke.

Han fik ikke mulighed for at møde kongen og tale sin sag, men bliver dog alligevel genindsat, degraderet kan man vel kalde det, som kommandør over linieskibet “Ebenezer”. Selvom flådens interne retssystem, admiralitetsretten, frikendte ham i forbindelse med Gøteborg og Strømstad var han faldet i unåde og kunne ikke længere komme i audiens hos kongen.

Først da endnu en invasion af Norge truer i slutningen af 1718 vendte udviklingen for Tordenskjold. Han fik igen kommandoen over en eskadre som skulle transportere 4 bataljoner infanteri til Norge. Kort tid efter døde den svenske konge Carl d. XII. Muligvis var han blevet snigmyrdet af en af sine egne under belejringen af fæstningen Fredriksten – men det gav uventet mulighed for igen at indsmigre sig hos kongen. Den som først overdrog enevoldskongen den glædelige nyhed kunne godt regne med at nyde godt af kongens velvilje.

Tordenskjolds afløser som øverstkommanderende for Norges-flåden Rosenpalm havde allerede to dage tidligere sendt bud undervejs til kongen om Carl XII’s død i håb om at vinde gevinsten. Men Tordenskjold vandt alligevel kapløbet om kongens gunst og meddelte mundtligt d. 26 december 1718 om svenskekongens død. Belønningen faldt igen hurtigt; 30. december blev Tordenskjold, 28 år gammel, udnævnt til “schoutbynacht” og karrieren når dermed endnu et nyt højdepunkt efter at have været nede i en bølgedal.

Tilbage i kamp – angrebet på Marstrand

Efter det sandsynlige mord på Carl d. XII aflyste svenskerne belejringen af Fredriksten. Fra dansk side besluttede man sig til at at forsøge at generobre det gamle norske land Bohuslen. Kunne man hurtigt og sejrigt indtage denne landsdel inden freden brød ud, stod man stærkt i evt. fredsforhandlinger. Muligvis kunne man derved fravriste Sverige kontrollen over Skåne, Halland og Blekinge.

Så modtog Tordenskjold en uventet gave fra uventet hold. Den nye danske trussel mod Bohuslen fik kommandanten i Gøteborg, Rehnskjøld, til at beordre fire af den svenske Nordsø-eskadres liniekibe sænket i indløbet til Gøteborg. Byen og havnet var nu effektivt forseglet af svenskerne selv! – hvilket betød at Tordenskjold i ro og mag kunne frigøre flådestyrker fra Gøteborg til et nyt angreb; denne gang på Marstrand.

Byen og havnen Marstrand var domineret af fæstningen Carlsten beliggende på et højdedrag over byen. Umiddelbart nær ved havneindløbet lå Koøen hvor der var placeret svensk artilleri. Tordenskjold fandt dog at forsvaret af Koøen på det tidspunkt var relativt svagt og at der var en god mulighed for at erobre øen fra svenskerne. Derefter kunne Koøen bestykkes med dansk artilleri og mortérer som så ville have frit udsyn for beskydning af både Carlsten og skibene i havnen, som tilmed er lukket inde.

Det skulle derefter være en smal sag at sænke eskadren i havnen med mortérerne.Taktisk måtte muligheden udnyttes med det samme og han iværksatte derfor igen planen uden godkendelse fra sin overordnede overkrigssekretær Gabel. Tordenskjold udviste påny sin evne til at se taktiske muligheder og handle derefter.

Legenden siger at Tordenskjold selv, forklædt som fisker, igen optrådte som spion i Marstrand. Der synges i hvertfald efterfølgende smædesange mod svenskerne, hvor Tordenskjold optræder som spion. Men om det er sandt vides ikke: “Tordenskjold, han var polisk/ gik omkring og solgte fisk/ fjenden bag sin egen vold/ narret blev af Tordenskjold”. Fra sangen “Jeg vil sjunge om en helt”.

Aktionen blev sat i værk natten mellem d. 21. og 22. juli, men var lige ved at gå i vasken. De artillerister som bemandede kanonerne var fra landhæren og faktisk ikke under Tordenskjold’s kommando; de skulle stille sig under landhærens kommando når den kom ned fra Strømstad.

Det gjorde de Tordenskjold opmærksom på, som måtte bide i det sure æble. Men ved hjælp af søfolkene på skibene, og de medbragte lettere håndmortérer, lykkedes det alligevel for Tordenskjold at erobre det vigtigste befæstningsanlæg på Koøen; strandbatteriet Hedvigsholm. Tordenskjold ledte selv ca. 200 infanterister i det næste angreb mod kystbatteriet Antonetta som også blev erobret.

Tropperne rykkede derefter ind i Marstrand by, hvilket forledte de svenske søfolk til at rømme skibene for at undgå omringelse. Forinden lykkedes det dem at sænke det meste eskadren i Marstrand havn. Allerede d. 23. juli havde de danske altså erobret Koøen, Marstrand by, og forårsaget sænkningen af 4 svenske linieskibe og 5 mindre skibe, mens 1 linieskib og 3 mindre skibe var erobret. Tilbage manglede nu kun fæstningen Carlsten.

Men fæstningen var stærk – faktisk var fæstningen anset som en af Europas stærkeste – og Tordenskjold havde kun ca. 500 infanterister til sin rådighed, langt fra nok til en storm på fæstningen. Men han havde underretninger om at fæstningen var bemandet med sachsiske lejetropper og at deres moral ikke var den bedste… Han finder derfor på en krigslist. En invitation blev sendt til kommandant Henrik Dankwardt.

Den gik ud på at han egenhændigt kunne inspicere de stærke danske styrker, som snart ville blive forstærket med 2000 mand, og at modstand derfor ville være nytteløs.

Et andet brev tilsendt Dankwardt antydede at han ville få op mod 3000 dukater og kongens nåde, hvis han overgav fæstningen. Tordenskjold benyttede “stokke og gulerods” metoden, trusler og løfter.

Dankwardt tog imod invitationen om at inspicere de danske styrker, hvilket er det der giver anledning til den fantastiske historie om “Tordenskjold’s soldater”; at Tordenskjold skulle have ladet de samme soldater tage opstilling i gade efter gade, for derved at give indtryk af stor styrke. Hvis historien er sand virkede listen ikke. Udsendingen – kaptajn Jacob von Utfall – anslog korrekt styrken til ca. 500 mand.

Alligevel valgte kommandant Dankwardt, efter rådslagning med sine officerer, at overgive fæstningen. Efterretningerne om de sachsiske soldaters dårlige kampmoral må have været sande – og Dankward”s egen moral kan ikke have været stort bedre. Men inden de sachsiske tropper har nået at forlade fæstningen helt krævede den utålmodige Tordenskjold adgang til Carlsten – og fik det.

Der traf han på kommandant Dankwardt og skal have ytret angiveligt de berømte ord: “Hvad dælen nøler de efter?” Dog skulle det ikke være foregået således; de to mødtes på gårdspladsen og Tordenskjold gik med ind i kommandantboligen for at møde Dankward”s officerer. Derefter slentrede de ned til Marstrand by og drak nogle glas rødvin sammen, hvorefter svenskerne overdrog fæstningen til de danske.

Dankwardt blev henrettet 16. september af en døddrukken skarpretter, efter at være fradømt liv ære og gods, for at have foræret Carlsten til danskerne.

Angrebet på Nye Elvsborg og den svenske flåde

Efter den store succes ved Marstrand flyttede Tordenskjold igen fokus mod Gøteborg. Styrker blev flyttet til området og angrebet mod fæstningen i indløbet til Gøteborg, Nye Elvsborg, blev startet. Bombardementet af fæstningen indledtes d. 1. august – 2. august forsøgte Tordenskjold at lave samme nummer med den svenske kommandant for Elvsborg som han lavede med Dankwardt. Men kommandant Jean Lillie var, som han selv svarede, ingen Dankwardt og vil kæmpe så længe han har ammunition.

4. august lykkedes det den svenske oberst Stael von Holstein – i modstrid med de svenske militære myndigheders ønske, og for egen regning skulle kanonerne gå tabt – at opstille et batteri på øen Hissingen, i flanken på de danske skibe udfor fæstningen. Tordenskjold havde tidligere talt for netop for en besættelse af Hissingen, som base for angreb mod Gøteborg, men det blev aldrig udført. På Hissingen stod der nu svenske kanoner og de danske skibe befandt sig derfor i krydsild. Angrebet måtte opgives.

Det betød dog ikke noget i denne omgang for Tordenskjold’s forhold til kongen. Frederik IV kom under stor promp og pragt til Marstrand, og lod sig som triumfator rundvise i fæstningen Carlsten. Tordenskjold fik overrakt et portræt af kongen indrammet i diamanter som bevis på kongens gunst.

Fra politisk hold var man på dette tidspunkt på vej til at indgå våbenstilstand. Krigen var snart helt slut. Men i denne sidste stund lod kommandøren fra Marstrand, Jean von Utfall, et raid udføre mod nogle af de danske skibe, overrasker helt besætningerne på flådebatterierne “Lange Maren” og “Spydstagen” og førte i triumf de erobrede skibe til Gøteborg. En trøst for nederlaget ved Marstrand.

Tordenskjold reagerede hurtigt. Han iværksatte det der skulle blive krigens sidste aktion. Et natligt raid mod de svenske flådestyrker ved Gøteborg. Planen var at brandskibe skulle listes forbi Nya Elvsborgs kanoner samt 4 batterier på land, og sætte den svenske flåde i brand bag bolværket i havnen, hvis det ikke var muligt at bortføre den. Hvor utroligt dét end lyder, så lykkedes det.

Tordenskjold havde overtalt 3 svenske lodser til at gelejde skibene ind. Flotillen af sammenbundne brand-chalupper passerede batteriet Kiering kl. 23.-23-30, blev dér råbt an af vagtpost Gudmund Lydig som tilfredstilles med de svenske lodsers forskring om at de var “gode svenske” og at der er tale om svenske galejer. Ved batteriet Carolus rapporterede vagtpost Lars Bergstrøm om at have hørt åreslag, men en officer mener det må være svenske skibe eftersom der ingen alarm er kommet fra Kiering-batteriet.

Andre soldater på Nye Elvsborg varskoede dog kommandanten, men han nåede ikke at foretage sig noget. Længere inde så en soldat nogle chalupper, råbte dem an og fik som svar at det er svenske med danske fanger. Det svar rapporterede han til underofficer Fischer, som lod det gå videre til sin overordnede fenrik Franck. Han sendte så Fischer ned til det batteriet Carolus hvor han til sin bestyrtelse opdagede af mandskabet var væk og kanonerne ødelagt!

Mens al den tid forløber blev danske soldater landsat ved bolværket, som slipper forbi vagtposterne. Heldet var med de danske; soldaterne var fra det sjællandske nationale regiment, som tilfældigvis bar uniformer med blåt foer, som de vendte udad. I det svage månelys kom de således til at se ud som svenske tropper – og da vagtposterne er sachsere lagde de ikke mærke til deres gebrokne svenske. Hovedvagten overrumpledes mens den sov og bolværket åbnedes for de danske brandskibe. Med et fyrværkeri af eksploderende og brændende svenske skibe sluttede Store Nordiske Krig.

Tordenskjold’s endeligt

Ved fredslutningen i 1720 havde Hans exellence, Kgl. Majestæt til Danmark-Norge, viceadmiral Peter Wessel Tordenskjold nået berømmelsens tinde, en søhelt med europæisk ry. Da han ankom til Gøteborg for at forkynde våbenstilstanden, stimlede så mange mennesker sammen for at se den berømte mand at en bro styrtede sammen og flere mennesker omkom.

Han var en fast del af det Københavnske high-society og poeter overgik hinanden i hyldest-skillingsviser til Tordenskjold. Han holdt hyppige gilder med deltagelse af københavnske kændisser i sin ungkarle-hybel. Senere flyttede han til sin ven Lehns gård i Strandgade nr. 6, hvor hans kælder fyldes med brændevin og oksehuder med vin (efter hans død fandt man i alt ca. 1200 liter). Skåltalerne akkompagneredes tit og ofte af skud fra salutkanoner. Han levede altså et liv med fest og farver, hvilket han da også havde god mulighed for. Han var økonomisk ret velstillet da han havde sæde i admiralitetet, og ved siden af drev han lidt privat skibsfart og handel.

Tordenskjold var nu en krigshelt i fredstid. Selvom han adspredte sig med fester og sammenkomster følte han sig formentlig rastløs. For hvad laver et militærtaktisk geni i fredstid, efter at have været vant til kanonernes buldren og kuglernes susen gennem luften? Og hvad kunne hans specielle evner nu bruges til? De opgaver en fredstids vice-admiral kan få kan ikke være tilfredstillende for en handlingens mand som Tordenskjold. Han var vant til at vejen fra idé til handling var kort, og som på grund af krigens uforudsigelighed havde haft mulighed for at træffe dristige beslutninger og udføre modige handlinger.

Samtidigt var hans ry europæisk og hans kariere-muligheder begrænsede sig derfor ikke kun til Danmark. Alle kunne vel bruge en genial søkriger, specielt England som var en stor sømagt. I de sidste krigsår havde Tordenskjold stiftet bekendtskab med engelske Lord Carteret, hvis familie var tæt forbundet med det engelske admiralitet. Måske ville Tordenskjold undersøge muligheden for at fortsætte sin karriere og bruge sine enestående evner i engelsk tjeneste?

Lord Carteret havde vist nok også antydet at han kunne arrangere et ægteskab med en velhavende englænderinde. Vi ved i hvertfald at Tordenskjold skrev et notat til et portræt af en frk. Norris, hvori han noterede sig at hun var søskende barn af lord Nottingham og god for 80.000 pund sterling. Vi ved også at da Torden-skjold i september 1720 stod ud på en længere rejse var det England som var det vigtigste rejsemål. Rejsen skulle gå over Hamburg og videre til Hannover, hvor han skulle møde Georg I; Englands og Hannovers konge.

Det er i hvertfald hvad de sidste spekulationer går på. Men man ved intet da alle private breve, pånær ét, blev brændt efter hans død. Den kom hurtigere end forventet.

9. november 1720 var han, som en del af sin celebrity-tilværelse, inviteret som gæst til en middag hos kammerpræsident Baron von Gørtz i Hannover, i den tyske stat Cassel. Efter middagen præsenterede Mr. Haldane, Storbritanniens udsending ved det Casselske hof, Tordenskjold for oberst von Stael von Holstein. En fætter til den von Holstein som satte en stopper for Tordenskjolds angreb på Nya Elvsborg ved at placere kanoner på øen Hissingen.

Han ejer et spillehus i Hamburg hvor en af Tordenskjold’s venner, den unge og velhavende Lehn, tidligere havde tabt et større pengebeløb til von Holstein. Forløbet som Lehn blev udsat for minder meget om en klassisk turistfælde. Først var han blevet lokket til et ukendt sted med løfte om at se en dengang berømt kuriositet; en syvhovedet udstoppet slange – dernæst pression for at deltage i et hasardspil – hvor man taber en masse penge før man kan slippe afsted igen.

Tordenskjold mente da også at “nogen” har franarret Lehn pengene og giver bryskt udtryk for dette i selskab med von Holstein. Det var sandsynligvis tydeligt for selskabet, og for Stael von Holstein selv, hvem Tordenskjold kraftigt antyder er en svindler. Han tog derfor det verbale udfald meget ilde op og de mødtes udenfor i gården, hvor det udartede til håndgemæng mellem de to; måske havde de også begge drukket rigeligt? Von Holstein skal have angrebet Tordenskjold med sin stok, og forsøgt at få kården op af skeden, hvorefter Tordenskjold skal have pryglet ham godt og grundigt med sin stok. Stael von Holstein havde derefter udfordret Tordenskjold til duel.

Tordenskjold skal have været en noget modvillig deltager i duellen. For det første var det jo potentielt dødeligt, selvom det sjældent forekom at det gik så galt. For det andet duellerede man kun mod modstandere som man anerkendte som mænd af ære. Tordenskjold anså givetvis ikke svindleren Stael von Holstein som en mand af ære. På den anden side kunne han ikke som adelsmand og mand af ære afslå gentagne opfordringer til duel, det ville virke fejt. Og Stael von Holstein, som også var adelig og officer, var på sin side nødt til at tage en duel. En mand af hans byrd kunne ikke have en sådan fornærmelse siddende på sin ære, uanset hvor berettiget den så måtte være.

Det var i øvrigt farligere for von Holstein at udfordre til duel end for Tordensjold at deltage da von Holstein var temmelig nærsynet – og som den udfordrede kunne Tordenskjold frit vælge våben til duellen; fx sit favoritvåben, pistol. Desuden var det kotume at den udfordrede skød først. Desuden beskrives von Holstein som værende tyk, i dårlig form og 10 år ældre end modstanderen. Stael von Holstein ville være dødsens.

Alt dette afliver på sin egen måde allehånde teorier om et komplot for at slå Tordenskjold ihjel. Duellanten som skulle ihjelslå Tordenskjold er den værst tænkelige af alle. Man blev enige om at anvende kårder, som ansås for mindre dødelige end pistoler. Tordenskjold har formentlig ikke ønsket at slå von Holstein ihjel, men at give ham en lærestreg og slippe ud af affæren. Meget lig affæren med Vosbein som han i et raseriudbrud fornærmede, men siden forsøgte at bilægge striden med.

3 dage senere mødtes de til duel på kårder nær landsbyen Gleidingen, lidt syd for Hannover. Tordenskjold udtalte nogle forsonende ord for i et sidste forsøg på at afværge duellen, men for-gæves. Duellen begynder, Stael von Holstein traf Tordenskjold i brystet, klingen gik helt igennem, skar den store pulsåre over, og efterlod et 3 fingre bredt og fingre dybt snit. Tordenskjold faldt om og udtaler “Gud vilde for Jesu blodige Vunders skyld være hans arme Siel naadig”. Så udåndede han.

Epilog

Tordenskjold døde som han levede: tappert, hurtigt, rede til at risikere døden når han fandt det nødvendigt. Historien om ham har mange af de egenskaber der skal til for at skabe en rigtig helt; han var den helt almindelige dreng, der fulgte sin egen vilje og var villig til at acceptere de farer og prøvelser det ville medføre. Han gjorde karriere i flåden trods sin uadelige baggrund og selvom hans familie ikke var blandt de mest formuende, ikke engang i Trondhjem.

Han slog han på overbevisende vis den gamle arvefjende Sverige som havde ydmyget Danmark-Norge politisk og militært igennem mange årtier. Tordenskjold gav nationen følelsen af at have fået oprejsning og noget at være stolte over, selvom fredsslutningen i sidste ende ikke gav noget resultat. Han stolede på sin egen dømmekraft, var i stand til at hurtigt at få overblik over situationen, havde et militært taktisk blik som ingen anden, og var tillige en fremragende sømand.

Det gav ham den lynhurtige selvsikkerhed og snarrådighed som det var yderst vanskeligt for modstanderen at stille noget op mod. De mange og fantastiske sejre blev sikret på den konto og det er spørgsmålet om Store Nordiske Krig ville have været værd at mindes for Danmark, hvis ikke Tordenskjold havde været
med.