Natten imellem d. 6 og 7. maj 1944 lettede en B-24 Liberator fra den amerikanske speciel enhed the Carpetbaggers fra England med kurs imod Danmark. Missionen var at nedkaste forsyninger til den danske modstandsbevægelse, men for de 8 mænd ombord, endte missionen vidt forskellig.

af Kim Juhler

Beretningen The Carpetbaggers var en specialenhed under det amerikanske luftvåben i perioden 1942-1945. Eskadrillens primære opgave var, at nedkaste våben og agenter i det besatte Europa. Første gang et fly fra eskadrillen, en B-24 Liberator, var over Danmark, var natten mellem d. 6. og 7. maj 1944 og for besætningen gik alt galt på denne nat.

Besætningen

Besætningen ombord på Liberatoren bestod af følgende 8 mænd:

• Dale Helmer var kun var 17 år, da han søgte ind i US Airforce. Han snød sig ind, da man skulle være 18 år for at gøre tjeneste. En læge som han kendte, ændrede hans alder. Hans funktion ombord var skytte.
• Barron var egentligt uddannet til at flyve jagerfly af typen P-51, men pga. den store dødelighed for bombefly besætningerne, blev han tilskrevet disse i stedet. Hans funktion ombord var 2. pilot.

• Clair D. Vander Schaaf var i en alder af 34 år alderspræsident ombord og flyets navigatør.
• George Pipkin var flyets pilot. Han havde fløjet 20 missioner ind over det besatte Europa, og var en meget erfaren pilot.
• Vincent Galliozzi var besætningens hjerteknuser overfor de engelske piger (ifølge Barron). Han var en høj flot fyr, som alle de engelske piger faldt for. Hans funktion ombord var skytte.
• James MacCaskey var agterskytte, og havde været med siden starten af the Carpetbaggers.
• Floyd Holmes var flyets bombenavigatør. Hans opgave var at melde, når flyet var over nedkastningsstedet.
• Jack C. Wengert var radiooperatør og skytte ombord.

Mål: Danmark

Liberatoren startede fra Harrington airfield i England d. 6. maj 1944, kl. 22.06. Målet var at nedkaste forsyninger lige nordvest for Odense til den fynske modstandsbevægelse.

Alt var roligt, da de nærmede sig den engelske østkyst. I Danmark havde medlemmer af modstandsbevægelsen over BCC hørt, at der var forsyninger på vej. De gjorde sig klar til at tage ud på pladsen, hvor containerne skulle modtages.

På samme tid gjorde de tyske radarinstallationer på den jyske Vestkyst sig klar til at modtage evt. allierede bombemaskiner. Denne nat havde de 10 natjagere til rådighed. Undervejs over Nordsøen sad besætningen i Liberatoren og nød månelyset. Men månelyset betød også fare for dem, da de nu nemmere kunne ses fra jorden. Forløbelig var alt var dog roligt. De var nu halvvejs ude over Nordsøen, og gik derfor længere ned mod havet, for at undgå de tyske radarstationer på den jyske vestkyst.

På land sad en post ved den tyske radar Würzburger Riese ved Krylelejren lige nord for Søndervig ved Ringkøbing Fjord. Pludselig så han noget på hans radarskærm – en enkelt maskine. Han meldte det til sin overordnede, der var sikker på at det var et nedkastningsfly. – et af disse fly som tyskerne ville gøre alt for at tilintetgøre, da de helt sikkert havde forsyninger til modstandsbevægelsen med, eller endnu værre – agenter.

Den tyske kommandant gav ordre til at scramble de tyske natjager fra øen Sylt. Nu var det kattens leg med musen.

Omkring 20 mand fra modstandsbevægelsen havde nu været på plads i en halv times tid og de begyndte at småfryse. Nogle af dem holdt vagt, så de ikke blev overrasket af tyskerne. Andre havde gjort klar til at modtage forsyningerne.

Ombord på flyet passede alle deres arbejde. Agterskytten havde øjnene på den mørke nat, men indtil videre havde det været en stille og rolig tur. Liberatoren kom nærmere den jyske vestkyst og krydsede kysten over Hvide Sande. Vander Scaaf udstak nu kursen mod Horsens til piloten Pipkin. 20 minutter senere overfløj flyet østkysten lige nord for Horsens, og kursen blev sat mod Fyn. Kort efter var de over dropzonen. På jorden tændte modtagegruppen deres lygter og Galliozzi droppede containerne.

Nedskydningen

Nu fik modstandsfolkene travlt. De skulle fjerne sig fra området inden tyskerne kom. De fik samlet alle containerne sammen, lagde dem op lastbil og bugserede dem hen til et sikkert sted. Ombord på Liberatoren afstak Vander Schaaf nu kursen hjemad. Pipkin drejede maskinen rundt og fulgte nu kursen tilbage mod Hvide Sande. Men nu havde de tyske natjagere havde fået færden af B-24’ren. Ombord på en af dem var feltwebel Friedrich fra Nachtjagtgeschwader 10 fra eskadrillen på Sylt. Han havde held til at snige sig ind på Liberatoren bagfra uden at blive opdaget.

Ombord på B-24’ren vidste man intet. Kursen blev holdt, og man fløj i højde med trætoppene, da der pludseligt blev lavet nogle gevaldige huller i motor nr. 3 til venstre for cockpittet. Agterskytten MacCaskey besvarede ilden, men uden at ramme noget. Motor nr. 3 brød i brand, og Pipkin hev i rattet, for at vinde højde inden det gik galt. Hans reaktion reddede alle ombord, da flyet eller ville været styrtet. Efter de havde vundet højde, blev de igen beskudt.

“Bail out”

MacCaskey skød tilbage imod det punkt, hvor han kunne se mundingsilden fra natjageren men ramte ikke. Liberatoren var nu ikke til at holde, og Pipkin gav ordren:”Bail out”. Besætningen tog deres faldskærme på og gjorde sig klar. MacCaskey skød nogle flere skud ud i natten, men stadig uden at ramme. Kort efter forlod han sammen med Galliozzi, Helmer og Pipkin maskinen igennem bombelemmen.

Barron blev siddende i pilotsædet, indtil han var sikker på, at alle havde forladt flyet. Holmes, som havde sin position i den forreste del af B-24’ren, havde kort kontakt til Vander Schaaf, som var ved at iføre sig sin faldskærm. Wengert og Holmes forlod flyet igennem lugen i den forreste del af flyet.

Barron sad stadig i pilotsædet. Han kiggede på sit ur – klokken var 02.30. Han var nu sikker på, at alle havde forladt Liberatoren, og forsøgte at gå samme vej tilbage i flyet, som Pipkin havde gjort. Men det var umuligt, da ilden havde fået fat i flyets krop. Nu var der kun en vej for Barron. Han gik tilbage til pilotsædet, hvor han åbnede toplugen som befandt sig direkte over pilotsædet. Her kunne han få fat i de to 50 mm. maskingeværer som befandt sig ovenpå Liberatoren og svinge sig op. Han lå nu ovenpå B-24’ren.

Han kunne mærke, at vinden tog hårdt i ham og varmen fra flammerne. Men det var ikke hans største problem. Liberatoren havde to haleror, og han ville med sikkerhed ramme et af dem, når han slap sit greb. Flyet begyndte at nærme sig jorden, imens det lavede et drej. På grund af månelyset kunne Barron se jorden, og han sagde til sig selv, at det var nu eller aldrig. Han slap sit tag, og ramte det ene af de to haleror. Han tumlede rundt i luften, før han fik hevet i udløseren til hans faldskærm. Han hang i faldskærmen i mindre end 10 sekunder, før han ramte jorden.

Nede på jorden opdagede han, at han var kommet til skade, da han ramte haleroret. Hans højre skulder var slået af led, og musklen i hans venstre skinneben var hoppet ud, så den hang ud af benet. Han kunne høre et brag længere væk, og var klar over at flyet var styrtet ned. Han sundede sig lidt, inden han tog faldskærmen af, og begravede den sammen med sin pistol. Derefter begyndte han at kravle op mod en lille gård som lå i nærheden. Da han kom derop, åbnede han en stalddør, kravlede ind, og satte sig op af en mur.

Pipkin landede med sin faldskærm, og begyndte at bevæge sig bort fra området. Kort efter kunne han høre en sirene i det fjerne (afblæsning). Pludselig stod en tysk patrulje foran ham, og han blev taget til fange.

Galliozzi landede i nærheden af en lille skov, hvor han søgte ly. Da det blev lyst, faldt han i søvn, men blev vækket af noget der puslede i skoven. Han tænkte, at han ligeså godt kunne rejse sig og overgive sig til de tyskere, som han troede det var. Da han rejste sig, blev han overrasket over at se to drenge med et luftgevær. Han fik forklaret dem, at han skulle have hjælp, og de to drenge løb hen til en nærliggende gård for at skaffe hjælp til flyveren. Pigen i huset ringede til en, som hun havde hørt skulle være tilknyttet modstandsbevægelsen. Men det var for sent. Da hun kiggede ud af vinduet, kunne hun se, at tyskerne kom ud af skoven med Galliozzi.

Helmer led samme skæbne. Han sad på en gård få hundrede meter borte, hvor han også blev taget af tyskerne.

MacCaskey landede med sin faldskærm lige oven i trådnettet som i gamle dage gik langs jernbanen, og kom til skade med det ene ben. Senere blev han også taget af tyskerne.

Barron havde nu befundet sig i stalden i et stykke tid, og det var begyndt at lysne. Pludselig kunne han høre noget rumstere i rummet ved siden af. En dør blev åbnet, og en mand kom til syne. Barron fik ham forklaret, at han gerne ville have noget hjælp, men manden turde ikke at hjælpe ham. Han sagde til Barron, at han skulle søge hen mod jernbanen som lå lige bag ved gården. Det lykkedes Barron at komme op til skinnerne, hvor der kort efter kom en dræsine til syne. Manden på dræsinen fik Barron op på den og kørte. Barron, der var begyndt at blive svimmel, besvimede.

Han vågnede, da dræsinen stoppede et sted med en mængde skinner og et lille gult hus. Manden fra dræsinen forsvandt ind i huset, for at vende tilbage med et ungt par (pigen så godt ud sagde Barron, da han forklarede mig situationen – hun kom ud med en bh på). De tre fik Barron bugseret ind i huset. Her fandt pigen en flaske snaps frem, og hældte et stort glas op til ham, som han drak i en køre.

Resten hældte hun ud over hans venstre ben, og proppede musklen ind igen. Derefter forbandt hun ham. Imellem tiden havde de andre ringet til lægen Hames som havde praksis i Skjern. Han kunne ikke hjælpe, da han vidste at tyskerne lyttede med på telefonen. Barron fik røret, og Hames sagde til ham: “I’m a good doctor, but I can’t help you!”. Kort efter stod tyskerne udenfor huset og Barron blev taget til fange.

Vander Schaaf

Efter at der var givet ordre til at springe ud, havde Holmes haft kontakt til Vander Scaaf, der var ved at iføre sig sin faldskærm. Vander Scaaf kom også ud af flyet, men blev fundet dræbt den næste morgen. En bondemand fandt ham iført sin faldskærm som ikke havde foldet sig ud. Bondemanden gik hen til liget, og fandt hans kasket ved siden af. Det var ikke et kønt syn, der mødte ham. Ved siden af liget var der et hul.Vander Schaaf havde ramt jorden med en sådan kraft, at hans lig var blevet slynget op igen. Bondemanden stod længe og så på liget, og tog så den beslutning, at han ville tage mandens ur, og sende det til USA efter krigen, for at tyskerne ikke skulle tage det.

Han sendte det også til familien i USA, men det kom retur med ordene: “Du skal selv beholde det, for den heltemodig indsat, du har gjort. Vi skænker dig det som gave.” Mange år efter krigen bar bondemanden stadig uret.Senere på dagen ankom tyskerne og fjernede liget. De kørte ham til Tarm sygehus, hvor dødsårsagen blev angivet til at være et 20 millimeter projektil. Han må være blevet ramt, efter han havde forladt flyet, af den tyske natjager som blev ved med at beskyde B-24’ren. Han blev overført til Lemvig kirkegård for at blive begravet der. I 1947 blev han overført til en af de store amerikanske kirkegårde i Belgien.