Guineakysten (Ghana) og alle dets rigdomme virkede i 1600-tallet dragende på mange europæiske nationer; portugiserne og hollænderne var de første – siden kom mange andre også til. Konflikterne mellem de europæiske magter var talrige og kun ved alliancer med lokale stammer og andre europæere kunne man overleve. Mange ugers farefuld sejlads fra de velkendte dansk-svenske kyster sloges også danske og svenske søfolk og tropper om prestige og penge – til kongens og fædrelandets fordel. Tyskere og svenskere blev hurtigt presset ud, men det lykkedes danskerne at bide sig fast. Dette er beretningen om begyndelsen på det danske kolonieventyr i Afrika.
af Jens Geisler
Under den dansk-svenske Carl Gustav-krig 1657-1660 udspandt sig en næsten ukendt konflikt mellem danske og svenske styrker, langt væk fra hjemlandene. Svenskerne og danskerne havde som bl.a. portugiserne, hollænderne og englænderne fået øje på de økonomiske fordele ved at etablere handelstationer, eller loger, i Afrika.
For Danmarks vedkommende var det relativt nyt at beskæftige sig med den type fjernhandel, mens de andre nationer i gennem længere tid havde været engageret i denne type handel. Det danske engagement i Afrika startede fordi Danmark på den tid i stigende grad lå underdrejet i forholdet til ærke-rivalen Sverige.
Danmark havde lidt nederlag i 30-års krigen (1620’erne) mens Sverige var blevet en stærk regional magtfaktor. For ikke at sakke længere bagud i forhold til Sverige fulgte Danmark simpelthen trop. I 1650’erne udsendtes flere ekspeditioner til bl.a. Afrika. I første omgang gik turene til det område af Guineakysten som kaldtes Guldkysten. Da både svenskere og hollændere allerede var repræsenteret dér kendte man til området – og da de udsendte hver især fortsatte med at repræsentere deres nationer fulgte hjemlandenes konflikter naturligvis med.
Stridighederne mellem danske og svenske på Guineakysten fortjener i øvrigt næppe betegnelsen “krig” da man vel forbinder ordet med store slag hvor tusindvis af soldater kæmper mod hinanden. De stridigheder som udspilledes på Guineakysten er bedre navngivet ved det mindre storladne ord “skærmydsler”, små træfninger, da der kun var nogle få håndfulde soldater i kamp. Nogle gange dog assisteret af hundreder af allierede indfødte krigere fra stammerne i området.
Denne beretning giver indblik i hvorledes de hjemlige konflikter blev eksporteret videre til Afrika qua de nyopdagede handelsmuligheder. Samtidigt viser den hvorledes de lokale autoriteter – høvdinge eller konger – på dette tidlige stadie af kolonitiden udnytter stridighederne mellem europæerne til deres egen fordel. Langt fra at være underlegne eller uvidende viste de sig som drevne købmænd og taktikere. De manipulerede og lavede aftaler med parterne og opnåede på den led politisk fordelagtige aftaler samtidigt med at de ofte tjente godt på det.
Svenskerne og hollænderne
Svenskerne kom til Guineakysten via hollænderen de Geer som 1. august 1647 bragte et skib til Sverige ladet med tobak, indigo, kattun, sukker, elfenben og guld. I 1648 afsendtes yderligere et par skibe som også vendte hjem med udbytte efter at have været i både Afrika og Vestindien. De Geer fik derefter ret til at indgå aftaler med de indfødte, til at bygge befæstninger, og til at hverve svenske soldater til disse.
Hovedparten af pengene som blev skudt ind i foretagenet var de Geers egne, en mindre del en anden hollænders (andre hævder svensk/dansk/nordtysk) – Henrik Carlof – skibene der anvendtes var hollandske, hvilket besætningerne i øvrigt også var. Så i virkeligheden var det vel et uautoriseret hollandsk handelskompagni, oprettet af hollandske købmænd i den svenske konges navn, for på den led at komme udenom officielle Hollandsk-Ostindiske kompagnis monopol på Afrika-handelen.
Henrik Carlof skulle spille en væsentlig rolle i den danske kongemagts første skridt mod kolonialisme.
De første kampe
Men inden da var han blevet chef for en af de svenske ekspeditioner til Guineakysten. D. 22. april 1650 ankom han til Guineakysten hvor han indgik en aftale med kong Bredava af Fetu, som regerede kysten og dets bagland, om bygning af et fort. Han gik derefter i gang med at anlægge fortet ved Capo Corso som blev navngivet Carlsborg (Carolusborg). Det stod færdigt i 1652.
Hollænderne var allerede etableret på kysten i Fort Elmina som de havde erobret fra portugiserne, som havde bygget fortet så tidligt som i 1482. Hollænderne så det nye svenske fort som en klar trussel mod deres indbringende monopol på handelen i området og forsøgte hurtigt at trænge svenskerne væk. En belejring af fortet blev organiseret, men det lykkedes imidlertid ikke at tvinge svenskerne til overgivelse.
Kong Bredava vidste at han nemt kunne drage fordel af lidt konkurrence mellem de forskellige europæiske magter. Og da han kontrollerede fortets bagland – og landet bag de hollandske belejringslinier – med sine krigere kan man forestille sig at han har gjort det svært for hollænderne. De måtte ihvert fald opgive belejringen og lade svenskerne være for denne gang. I de efterfølgende år lod Henrik Carlof bygge flere befæstede handelsstationer på Sveriges vegne, også kaldet loger, på kysten; bl.a. ved Takoradi, Orsu, og Anamabo.
Danmark involveres
Faktisk kong Chr. IV helt tilbage i 1618 udsendt skibe med henblik på at etablere handel med Kina og Indien, under kommando af Ove Giedde. I den forbindelse fik man et stykke jord på Sri Lanka (Ceylon), men etablerede i stedet for i 1620 en handelstation i Indien; Trankebar. I 1625 og i 1636 udsendte Chr. IV skibe også med henblik på handel i Afrika, men uden at der dog rigtigt kom noget ud af det.
I løbet af 1640’erne dannedes der midlertidige handelspladser ved landsbyen Orsu i området kendt som Akkra, og ved landsbyerne Gemoree og Ogua (Quekva) tæt ved Capo Corso hvor det svenske fort Carlsborg kom til at ligge – i området kendt som Fetu. De blev i begyndelsen oprettet når der en sjælden gang kom et skib forbi og nedlagt når det afsejlede. Men med tiden blev nogle få “betjente” tilbage på pladsen og pladserne blev mere permanente.
Fra byen Glyckstadt – som på den tid stod under dansk overhøjhed – afsendtes i starten af 1650’erne flere skibe til Afrika og Vestindien med gode resultat. I 1654 afsendtes skibet “Neldebladet” under kaptajn Jens Lassen direkte fra København, hvilket var først gang at det egentlige Danmark var involveret. Igen gik det godt da man fik sukker, elfenben, palme-olie og en del guld med hjem. Selvom meget af det gik til betaling for omkostningerne ved ekspeditionen havde man fået lyst til at fortsætte og i 1657 gav kong Frederik III tilladelse til at den hollandske handelsmand Gabriel Marselis kunne udsende hele 4 skibe til Afrika på det danske riges vegne.
Igen var der vel reelt tale om at hollandske storkøbmænd under dansk flag brød det officielle Hollandsk-Ostindiske kompagnis monopol på handelen, og igen havde de ret til at hverve danske soldater til skibene og evt. befæstninger mod at en del af et evt. overskud skulle tilfalde den danske krone.
På samme tid i Sverige opstod en strid mellem Henrik Carlof og den svenske ledelse af handelsfore-tagenet. Henrik Carlof tog i 1656 sin afsked i vrede fra det kompagni han havde været med til at starte op. Som hævn over det skete søgte han om kaperbrev (ret til at bekrige svenske skibe) hos den danske konge straks da Carl Gustav-krigen mellem Danmark og Sverige brød ud i 1657. Da han havde været i Afrika flere gange og kendte området indgående og den danske konges interesse for handel med Afrika var blevet vakt var det nærliggende at sende ham til Guinea for at erobre Fort Carlsborg fra Sverige; det fort han selv havde grundlagt i 1650.
Erobringen af Carlsborg
25. januar 1658 ankom han til Guineakysten med skibet “Glyckstadt” som var bestykket med 18 kanoner og en besætning på 40-50 mand. Den svenske repræsentant i handelstationen ved Gemoree holdt han tilbage for at få aktuelle oplysninger om Fort Carlsborg. På baggrund af de oplysninger han fik valgte han at opsøge det hollandske Fort Axim for at skaffe mere mandskab og våben til angrebet.
Hollænderne indvilligede hurtigt i at hjælpe med at angribe fortet; måske kunne han hjælpe dem af med svenskerne. Han fik derfor stillet 4 både, 50-60 remidorer (indfødte rorkarle) og 22 velbevæbnede matroser til sin rådighed, hvorefter han sejlede til det hollandske Fort Elmina. Derfra var der kun kort march over til det svenske fort.
Men inden da havde Henrik Carlof kontaktet Fetu-kongens højre hånd Acrosan, også kendt ved det hollandske navn Johan Classen. Ham havde han knyttet god kontakt med på sine tidligere ophold i området. Han overtalte ham til at hjælpe sig ind i landsbyen Ogua med sine folk, en landsby som lå tæt ved fortet. En tæt tåge på dagen gjorde det endnu nemmere at nærme sig fortet ubemærket. I Ogua boede de indfødte som arbejdede for svenskerne. Mod løfte om betaling overtalte han også dem til at være behjælpelige med et angreb på svenskerne.
En plan blev smedet – og om morgenen mødte de op til arbejde som normalt. Det værktøj de skulle bruge til stenhugning lå inde i fortet og de blev som normalt lukket ind af den intetanende svenske vagt. Hverken Henrik Carlof’s ankomst til området, hans intentioner, kontakterne med Fetu eller de indfødte i landsbyen var blevet afsløret. Men da de indfødte blev lukket ind for at hente deres værktøj slog de skildvagten ned, åbnede porten for de bevæbnede matroser samt ca. 100 indfødte bevæbnet med blanke våben under Henrik Carlof’s kommando.
Endnu en skildvagt blev skudt hvorpå Carlof anmodede resten af den svenske besætning om at overgive sig. Det gjorde de da al modstand var nytteløs; Henrik Carlof havde overrasket dem og stod inde i fortet med ca. 60 mand bevæbnet med skydevåben samt mere end 100 indfødte – og fortets besætning var kun på 16 mand.
Den svenske kommandant Krusenstierna blev taget til fange og blev tvunget til at lokke kaptajnen på det svenske skib “stockholms Slot” ind til fortet, hvor han så også blev taget til fange. Efterfølgende lykkedes det at overtale en stor del af besætningen om at forlade skibet – hvilket nok ikke har været svært da de (også) var hollændere, i svensk tjeneste.
Den svenske del af besætningen var ikke længere talstærk nok til at kunne sejle væk med skibet og havde derfor heller ikke andet valg end at overgive sig. En evt. bording af skibet ville resultere i nederlag til svenskerne da de var ganske få. Skibet blev derfor taget som prise i den danske konges navn. Størstedelen af de svenske fanger og kommandant Krusenstierne blev ført ombord på “Glyckstadt” hvorefter det danske flag blev hejst over fortet. Danmark og kong Chr. IV var nu indehavere af et fort på Guineakysten – og med det kan man sige at den danske koloniale tilstedeværelse på det afrikanske kontinent begyndte.
Sejre og nederlag – hjemme som i Afrika
Da missionen var vel overstået blev fortet midlertidigt officielt overdraget til kongen af Fetu som højtideligt lovede at aflevere det til danskerne igen når man vendte tilbage. Hollænderen Samuel Smidt blev af Henrik Carlof udpeget som midlertidig kommandant og bestyrer af fortet. Han sejlede så tilbage til Europa med “Glyckstadt” og det erobrede “stockholm” og anløb Glyckstadt d. 8. juni 1658, hvor han opsøgte den danske feltmarskal Eberstein og overbragte ham de gode nyheder.
Men krigen hjemme var ikke gået så godt for Danmark; man havde været nødt til at slutte en ydmygende fred med Sverige ved Roskilde 26. februar. Danmark måtte afstå de østdanske provinser Skåne, Halland og Blekinge og der fulgte en del juridiske tovtrækkerier angående tilbageleveringen af Fort Carlsborg og skibet “stockholm” – men enden på det hele blev at forhandlingerne gik i hårdknude.
Svenskekongen Carl Gustaf var angiveligt rasende over de danske forsøg på at tilrane sig det afrikanske bytte, hvilket måske har været en medvirkende årsag til at han brød den nys indgåede fred og forsøgte at erobre resten af Danmark. Han belejrede og stormede København i 1659, men angrebet blev afvist, og de svenske tropper siden drevet ud af landet af danske og hollandske flåde- og landtropper.
Den dag i dag står der en støtte på Kerteminde Nordstrand til minde om dengang da hollænderne satte tropper i land på Fyn for at drive svenskerne ud.
Svenskerne havde dog ikke opgivet kravet på besiddelserne i Afrika, men danskerne sad stadig med magten over disse; på den led var konflikten stadig lige uløst. Men i Afrika havde udviklingen taget sin egen vending. Efter at Henrik Carlof var afrejst ankom to svenske skibe; “Tisbe” og “Johannesburg” til området i den tro at fortet stadig var på svenske hænder. Da overraskelsen havde lagt sig forsøgte de med våbenmagt at komme ind i fortet.
Da angrebet let blev afvist forsøgte de at bestikke sig ind. Men da det heller ikke lykkedes sejlede de lidt ned af kysten og forsøgte i stedet at gå i land ved Anamabo, som jo også tidligere havde været svensk. Men dér blev de beskudt af en dansk kanonstilling og én af landgangsbådene blev sænket med store tab til følge for svenskerne. Til danskernes fordel talte at den hollandske guvernør Valkenburgh fra Fort Elmina havde været meget venlig og havde udleveret 800 pund krudt og 100 kanonkugler til de danske styrker.
Carlsborg tabes til hollænderne
Men hollænderne var selvfølgelig ikke hjælpsomme overfor danskerne af ren næstekærlighed; motivet for den hollandske støtte var at holde de stærke svenskere væk og at acceptere den mindre og svagere danske kongemagts tilstedeværelse, så længe man var nødt til det.
Når tiden var moden ville man så smide danskerne på porten og beholde området for sig selv. Og det var netop hvad der skete; en tid efter at det svenske generobringsforsøg var blevet afvist rømmedes fortet nemlig af kommandant Samuel Smidt, helt præcist natten mellem 15. og 16. april 1659, mod en sum penge betalt af det Hollandsk-Ostindiske kompagni. Også logerne ved Orsu, Takoradi og Anamabo blev rømmet.
Det lugtede i høj af komplot; hollænderen Henrik Carlof indtager fortet og afviser med hjælp fra den hollandske guvernør Valkenburgh de svenske generobringsforsøg, overdrager siden Carlsborg til hollænderen Samuel Smidt, som siden uden kamp overgiver fortet til det Hollandsk-Ostindiske kompagni. Både danskere og svenskere kunne føle sig snydt. Samuel Smidt var måske den der blev narret mest da han skulle have fået at vide af guvernør Valkenburgh, at Danmark var gået under i krigen mod Sverige og at han derfor ligeså godt kunne forlade fortet.
Men kong Henniqua af Fetu kunne også føle sig snydt. Han havde afgivet løfte til danskerne (Carlof) om at levere fortet tilbage til dem når de vendte tilbage, og det løfte stod han ved. Han havde også stadig en interessese i at bryde det hollandske monopol på befæstede handelspladser og forter i området og derfor var han stadig ikke glad for at hollænderne fik fingre i Carlsborg. En blandet europæisk tilstedeværelse ville som nævnt betyde større konkurrence mellem dem og give kongen en mulighed for at spille dem ud mod hinanden; derfor var de svagere svenskere eller danskere på sin vis ønskede.
Fetu’erne erobrer fortet
Kongen af Fetu iværksatte derfor en belejring af fortet som nu var bemandet med hollandske tropper. Efter en 6 ugers belejring måtte forsvarerne give op og fortet blev overtaget af fetu-krigere. Et tilbud blev givet til svenskerne om at fortet ville blive leveret tilbage til dem, hvis de vendte tilbage og gjorde krav på fortet inden et år. Danskerne blev forbigået selvom det oprindeligt var til dem kongen havde afgivet løfte om tilbagelevering. Men nu opfattede han åbenbart nu danskerne som for svage – og skulle det hollandske monopol brydes var det vigtigt at konkurrenten var stærk nok til selv at kunne holde hollænderne væk.
Svenskerne skyndte sig at udsende skibet “David” til Afrika og 10. december 1660 ankom man til stedet og genoptog kontrollen med fortet. Kongen af Fetu tog sig godt betalt for det da svenskerne måtte betale 27.000 speciedaler i guld og måtte gå ind på at aflønne 40-50 repræsentanter fra Fetu til en høj gage. Han vidste udmærket at området var populært og kendt blandt europæerne og brugte deres iver for at komme til fadet til at afkræve en høj pris for adgang til kystområdet.
I 1661 blev det svenske handelsskib “Christina” sendt til Afrika for igen at benytte de gode handelsmuligheder. Men hollænderne forsøgte stadigt at forhindre svenskerne i at får fodfæste på Guineakysten. Nær ved Fort Carlsborg blev skibet angrebet og erobret af 4 hollandske skibe fra Fort Elmina. Kaptajn Nyman blev bragt til fortet hvor han døde efter et forhør. Den 31. marts 1662 forsøgte hollænderne så at sætte det afgørende slag ind mod den svenske tilstedeværelse på Guinea-kysten. Et angreb på Fort Carlsborg blev sat ind, men igen mislykkedes det da Fetu-krigerne igen støttede det svenske forsvar af fortet.
Hollandsk sejr
Men som det tidligere er beskrevet var situationen højst omskiftelig og da kong Henniqua af Fetu 13 måneder senere var blevet træt af at vente på svenske forstærkninger til sikring af fortet lod han sig – sikkert via en betragtelig sum penge – overtale til alligevel at lade fortet falde i hollændernes hænder. Det skete d. 22. april 1663.
Hvorledes det præcist er gået til vides ikke, men det er givet at Fetu-kongen havde de fleste militære magtmidler til sin rådighed i området. Ikke engang de svenske skydevåben på fortet kunne opveje den massive numeriske overlegenhed som Fetu-krigerne havde. Kongen tjente altså igen-igen en god sum penge for den eftertragtede vare; fortet og handelsmulighederne.
Hollænderne tog den svenske kommandant til fange og straffede han med fængsel for sit udholdende forsvar. Desuden blev han ved festlige lejligheder hentet frem fra fangehullet for at danse nøgen for de indfødte, hvilket sikkert har vakt stor morskab. Han blev dog siden løsladt og bragte sig helskindet tilbage til Sverige.
Hollænderne afgik altså med sejren; det lykkedes at holde de danske og svenske konkurrenter ude. Svenskerne meldte sig aldrig igen på scenen og var nu ude af sagaen. De retslige stridigheder mellem Danmark og Sverige havde løst sig selv med hollændernes overtagelse af Carlsborg. Men danskerne havde fået blod på tanden og fortsatte aktiviteterne på Guineakysten; kort før tabet af Carlsborg havde danskerne betalt for tilladelse til at bygge en mindre handelsstation kaldet Fort Fredriksborg, kun et stenkast fra Carlsborg. Erobringen og tabet af Carlsborg i 1658-59 var kun begyndelsen.
Læs mere:
Den fantastiske bog fra 1952 “Vore gamle tropekolonier” af Gunnar Olsen m.fl., redigeret af J. Brøndstad, er hovedkilden til denne artikel. Men også “De danske i Guinea” af Kay Larsen og “A New and Accurate description of the Coast of Guinea” af William Bosman er anvendt