Fra 1700 til 1721 udspandt Store Nordiske Krig sig imellem de nordeuropædiske nationer. Perioden var et virvar af politiske og diplomatiske forviklinger og intriger med Sverige og Rusland som hovedaktører. Men efter svenskernes nederlag ved Poltava, øjnede den danske konge Frederik IV chancen for at få hævn over ærkefjenden.

af Lars Bugge

Krigens baggrund

Siden Den Skånske Krig havde der været strid mellem hertugdømmet Gottorp og Danmark. I juni 1699 lod hertug Frederik af Gottorp svenske tropper trænge ind i landsdelen, fordi han følte sig truet at danskerne. Kort efter døde Christian V, og kronen blev overtaget af hans søn, Frederik IV, der fortsatte faderens politik.

Situationen mellem Sverige og Danmark var nu meget spændt. Allerede i 1698 havde danskerne indgået et forbund med Polen, og senere sluttede Rusland sig også til forbundet.

I foråret 1700 angreb en polsk-sachsisk hær de svenske besiddelser i Livland. Danmark benyttede lejligheden til at trænge ind i Gottorp. Svenske tropper kom til undsætning, men Frederik IV undgik et egentligt slag ved henholdende manøvrer.

I august landsatte den svenske kong Karl XII så en stor styrke ved Humlebæk. Svenskerne gik mod Vedbæk, og i København forberedte man sig nu på en belejring.

Frederik IV valgte imidlertid at slutte fred med den gottorpske hertug, og kongen fjernede derved de svenske motiver for at angribe København. Karl XII trak sig herefter modvilligt tilbage, og Danmark indgik en 9-årig våbenhvile med Sverige.

I 1700 kom Rusland og Sverige i krig. Den Store Nordiske Krig fortsatte herefter mellem Polen/Rusland og Sverige. I 1709 vandt Rusland et afgørende slag mod svenskerne, og Karl XII flygtede til Tyrkiet. Danskerne besluttede sig nu for at træde ind i krigen igen.

Krigens forløb

Den 28. oktober 1709 erklærede Danmark krig mod Sverige, og kort efter gik danske tropper i land ved Råå i Skåne. Svenskerne trak sig imidlertid tilbage, og danskerne kunne nu besætte hele Skåne og Blekinge med undtagelse af Malmø og Landskrona.

I 1710 lykkedes det svenskerne at etablere en hær, der var den danske overlegen i antal, og under Magnus Stenbocks ledelse gik svenskerne mod den danske hovedstyrke ved Helsingborg.

Slaget ved Helsingborg stod den 10. marts, hvor svenskerne besejrede danskerne efter, at et uforsigtigt modangreb havde bragt forvirring i de danske rækker. Nederlaget var betydeligt, og danskerne måtte herefter trække hæren tilbage til Sjælland.

På trods af pesten, der hærgede landet, lykkedes det imidlertid danskerne at samle en ny stor hær, der herefter blev sat ind på den sydlige front mod de svenske besiddelser i Nordtyskland. I september 1712 landsattes en svensk undsætningshær ved Stralsund.

Peter Wessel, bedre kendt som Tordenskjold, blev Danmarks store søhelt under Store Nordiske Krig. Han spredte skræk iblandt svenskerne, og utallige er historierne om hans bedrifter.

Efter overførslen afbrød den danske flåde de svenske forsyninger, og nu stod den svenske hær under Magnus Stenbock i en vanskelig situation. Fra øst var svenskerne presset af den russisk-sachsiske hær, og mod vest stod den danske hær. Stenbock valgte at gå mod vest, og den 20. december 1712 mødtes de svenske og de danske styrker ved byen Gadebush.

Svenskerne angreb, mens danskerne var ved at omrokere deres stillinger, og der bredte sig hurtig stor forvirring blandt danskerne, der led et alvorligt nedlag og måtte trække sig tilbage. Svenskerne stod imidlertid stadig i en trængt position.

Magnus Stenbock valgte at fortsætte mod Danmark i et forsøg på at erobre Jylland. Ved årsskiftet 1712/13 gik svenskerne ind i Holsten, og den 9. januar hærgede de byen Altona.

Svenskerne blev dog hurtigt trængt, og søgte derfor ind på den gottorpske fæstning Tönning. Frederik IV lod fæstningen belejre, og efter tre måneders belejring overgav hele den svenske styrke på mere end 10.000 mand sig.

November 1714 ankom den svenske Karl XII til Stralsund efter at have opholdt sig i Tyrkiet i fem år. I sommeren 1715 gik en fælles dansk-preussisk-russisk hær til angreb mod Stralsund. Svenskerne kæmpede tappert under Karl XII’s ledelse, men den 23. december 1715 måtte svenskerne kapitulere. Forinden var det dog lykkedes den svenske konge at undslippe.

Efter tabene i Nordtyskland rettede Karl XII i 1716 et angreb mod Norge. Den 8. marts gik svenskerne ind i Norge og besatte Kristiania (Oslo). Byens fæstning blev forsvaret tappert og holdt stand mod svenskerne.

Den danske flåde under Tordenskjolds ledelse rettede herefter et dristigt men succesfuldt angreb mod den svenske forsyningsflåde ved Dynekilen, og efter dette nederlag måtte svenskerne trække sig tilbage. Den 19. april 1716 faldt svenskernes sidste støttepunkt på den tyske østersøkyst, da Wismar kapitulerede til den danske general Dewitz.

1718 rettede svenskerne et dobbelt angreb mod Norge. En svensk styrke trængte ind i Nordnorge, og samtidig rettede en anden styrke under Karl XII’s ledelse et angreb mod Sydnorge, hvor svenskekongen belejrede grænsefæstningen Frederikssten.

Om aftenen den 11. december ændredes krigen imidlertid med et slag, da Karl XII blev skudt i hovedet fra kort afstand og faldt død om i voldgraven ved Frederikssten. Mordet blev aldrig opklaret, men hans død fratog svenskerne initiativet, og de trak sig herefter tilbage.

I sommeren 1719 trængte Frederik IV ind i Sverige fra Norge med en stor styrke, men han opgav felttoget, inden det kom til egentlige kampe. Nogenlunde samtidig angreb Tordenskjold byen Marstrand og dens fæstning Karlsten, som blev erobret af danskerne.

Freden og efterspillet

Efter Karl XII’s død og de mange års krig var alle parter udmattede, og under engelsk mæling blev der nu indledt fredsforhandlinger med svenskerne.

Den 3. juli 1720 blev den endelige fred indgået. Sverige måtte opgive deres toldfrihed i Øresund og skulle desuden betale 600.000 rigsdaler for tilbagegivelsen af de områder, der var besat af danskerne.

Kort efter fredsslutningen blev en af krigens største helte, Tordenskjold, dræbt i en duel i Hannover.

Læs mere:

Artiklen er gengivet med tilladelse fra Lars Bugges bog – “Kort og godt om danske krige”. Læs mere om bogen pål Lars Bugges hjemmeside.