Danskerne på Guldkysten stod i 1777 på nederlagets rand og var isoleret på fort Christiansborg. Men takket være internationale konturer og en handlekraftig guvernør nåede dansk magt og indflydelse i området sit højdepunkt kun få år efter. I den tætte afrikanske jungle udkæmpede en sort, dansk hær en sejrrig handelskrig, som både indledte en blomstrende handelsperiode og det mørkeste kapitel i dansk kolonihistorie.

Sort Zenit

af Jens Geisler

Danskerne på Guldkysten stod i 1777 på nederlagets rand og var isoleret på fort Christiansborg. Men takket være internationale konturer og en handlekraftig guvernør nåede dansk magt og indflydelse i området sit højdepunkt kun få år efter. I den tætte afrikanske jungle udkæmpede en sort, dansk hær en sejrrig handelskrig, som både indledte en blomstrende handelsperiode og det mørkeste kapitel i dansk kolonihistorie.

Hollandsk pres

Igennem 1700-talet rykkede danskerne gradvist deres tilstedeværelse øst for Christiansborg for både at undgå engelsk og hollandsk konkurrrence og interne afrikanske stridigheder, som lukkede handlen ned. Det øgede risikoen for, at danskerne kunne monopolisere udførslen af slaver fra egnen omkring den store flod Volta og var årsagen til, at hollænderne iværksatte en mod-kampagne.

Fra hollandsk side forsøgte man, at få adaerne (som længe havde været loyale danske allierede) til at skifte loyalitet til fordel for hollænderne, og i december 1775 tog den hollandske guvernør på det hollandske fort Créveceur, Jacobus van der Penye, kontakt til Ada-folket. Hos dem havde de danske en allerede etableret handelsstation men fik, ved hjælp af gavmilde gaver, dem til at forhandle om en mulig etablering af en hollandsk handelsstation ved Voltas munding.

Lige så  udfordrende sendte den hollandske guvernør 17. april 1776 en trop med omkring 100 bevæbnede krigere fra Hollandsk Accra østpå, lige forbi de danske forter. Målet var Tubreku, der ifølge guvernør Aarestrups ord var “det første negeri af vor allernådigste konges eksklusive ejendomrettighed ved Rio Volta”, dvs. et område som danskerne klart opfattede som deres. Ved efterretningen om den hollandske provokation vedtog man på Christiansborg højtideligt at forsvare den danske konges rettigheder. En direkte konfrontation var umulig at undgå.

Stormløb

Konfrontationen lod ikke længe vente på sig. 4. maj 1776 observerede man fra Christiansborg en stor mængde bevæbnede mænd fra Hollandsk Accra under hollandsk flag storme mod landsbyen Orsu ved Christiansborg. De dansk-loyale orsuer greb skyndsomst til våben og flere loyale allierede fra landsbyen Labardine blev tilkaldt ved et kanonskud. Et slag som varede til aften udfoldede sig, og skønt angriberne var i stort overtal blev de slået tilbage.

De danske allierede havde kun 1 død og 13 sårede, mest blandt labardinerne. Når stormen blev afværget trods den store talmæssige underlegenhed skyldtes det bl.a. fæstningstårnet Prøvesten på den vestlige side af landsbyen Orsu, hvor en J. A. Køge var posteret. Selvom tårnet ikke var færdigbygget dirigerede han derfra ilden fra en række små kanoner mod angriberne.

8. maj kl. 8.00 om morgenen angreb de hollandske krigere igen, denne gang endnu mere talstærkt. Fra dansk side hævdedes det, at der nu var ca. 3000 angribere, mens danskerne angiveligt kun havde fået 50 yderligere krigere til hjælp fra landsbyen Ningo, og nu i alt rådede over omkring 300 mand. Belært af det første angreb lagde angriberne denne gang vægten mod Prøvesten, som de ville have erobret hvis ikke tårnet i dagene forinden var blevet forsynet med større kanoner.

De blev ladet med “grovskrå”, dvs. ituhuggede blystænger i poser, hvis virkning mod angribende masser på kort rækkevidde var voldsom. Ved middagstid måtte angriberne igen trække sig ind i buskadserne lidt oppe i landet med uforettet sag. Hollændernes stormløb var i første omgang afværget og konflikten løftedes op på diplomatisk niveau mellem hofferne i København og Haag.

Dansk nederlag

Anden runde af stridighederne lod vente på sig i syv måneder, kun afbrudt af små episoder. Danskerne styrkede i mellemtiden deres position ved at stifte alliance med Akwapim-høvdingen Atiambo, men også hollænderne rustede sig til konflikt ved at knytte alliancer. De kontaktede også kong Atiambo, som dog afslog et hollandsk bestikkelsesforsøg på 60 undser (ca. 1,8 kg) guld.

14. januar 1777 påstod hollandske kommissærer, at de forgæves havde forsøgt at overtale deres allierede til at overlade sagen til diplomaterne i Europa, men at disse nu forlangte anerkendelse som overherrer af de danske landsbyer. Dette afvistes fra dansk side og 21. februar 1777 gik det løs igen; det hollandske fort Créveceur beskød Christiansborg mens hollandsk-loyale krigere over de efterfølgende dage tre gange løb forgæves storm på fortet.

Men fjerde gang,  25. maj 1777, lykkes det at stikke Orsu i brand og plyndre den. Christiansborg var dog fortsat uindtagelig og kampen gik i stå, men da de danske sad indelukket i fortet var herredømmet over området reelt under hollændernes kontrol, som bevarede den i de efterfølgende tre år.

Engelsk hjælp

Men nu var skæbnen imidlertid over hollænderne, for i 1780 brød den fjerde engelsk-hollandske krig ud i Europa. I forbindelse med den amerikanske uafhængighedskrig var Holland deltager i det væbnede neutralitetsforbund rettet mod England, som besluttede sig for at udvide konflikten mod hollænderne til Afrika.

En lang række hollandske forter erobredes af englænderne og 1. april 1782 kom turen til fort Créveceur, som ved Accra-krigeres hjælp forsvarede sig indtil 18. april, hvor hollænderne dog måtte give fortabt. Efter Créveceurs fald forlod mandskabet på de mindre hollandske befæstninger ved landsbyerne Temma og Ponny deres poster og søgte tilflugt hos de danske, og efter i 14 dage at have forsøgt at leve inde i landet blandt de lokale søgte selv Créveceurs tidl. kommandant tilflugt på Christiansborg. Danskerne var blevet reddet på målstregen af englænderne, akkurat som  i 1664 (se artiklen Svenskekrig på Guineakysten).

Dansk friløb

Den engelske sejr over hollænderne betød, at vi på nu havde en position som regionens største europæiske militære magt. J. A. Køge, som nu var nu dansk guvernør på Guldkysten, så hurtigt de kommercielle muligheder og iværksatte anlæggelse af nye forter og indgåelse af traktater med regionens folk. Allerede i 1780 genvandt vi som det første kontrollen med en nærliggende landsby, Teshi, som tilbage i 1757 havde skiftet loyalitet til fordel for hollænderne.

Der blev indgået en protektoratsaftale som betød, at de skulle vise lydighed og give danskerne monopol på handel. Traktatsystemet udvidedes med det tidligere Hollandsk Accra i 1782, i 1783 med kystbyerne Temma og Ponny, og senere på året med det i baglandet boende Krobbo-folk. Året 1783 kronedes med grundlæggelsen af fortet Kongensten ved Volta-flodens udløb, den vigtigste udførselsvej af det ’sorte guld’, slaver, fra det indre af Afrika.

Felttoget mod Awuna

Også i området øst for Volta-floden indgik vi nye traktater med en række folk, inkl.  Awuna-folket som ellers havde voldt os mange kvaler med deres alliance med hollænderne. I deres område blev fortet Prinsensten grundlagt ved byen Quitta (Keta) i 1784 for at beskytte vores opnåede ret til fri passage og eksklusiv handel. Guvernør Køge havde handlet resolut og i vidt omfang overtaget den hollandske handels- og beskyttelses funktion i området. Men traktaten med Awuna kunne først indgås efter en succesrig afslutning af det største danske felttog i Afrika nogensinde.

Awunaerne havde længe overfaldet de danske allierede, adaerne, bl.a. på grund af  modvilje over deres tætte kontakt med de hvide (danskere), men formentlig også pga.  nedarvede stridigheder om fiskerettigheder på Volta-floden. De overfaldt og røvede derfor jævnligt unge Ada-kvinder, køer og guldsmykker.

Køge besluttede, at det skulle få en ende og samlede i efteråret 1783 adaerne til et felttog mod Awuna. Den danske styrke bestod kun af ca. 50 mulatsoldater, omkring 20 hvide danske soldater, og tre små kanoner, men dertil kunne guvernør Køge nu mønstre ca. 1600 allierede krigere fra egnen omkring fort Christiansborg.

Tolv kanoner fragtedes fra Christiansborg til en forsvarsskanse på øen Ada, som var første etape i opførelsen af fortet Kongensten et par hundrede meter længere inde på land, hvis grundsten lagdes 15. oktober 1783. Fortet, som lå ca. 100 km øst for Christiansborg, var kvadratisk og med fire bastioner som hver havde plads til 6 kanoner. Det lå kun “et bøsseskud” fra Volta, hvilket vil sige at floden også var vel inden for kanonernes rækkevidde, under hvis truende, sorte løb al handel måtte foregå.

Forberedelserne

Krigsforberedelserne understøttedes af armerede stationsskibe fra  det “kongeligt oktrojerede østersøiske og guinesiske handelsselskab”. Det drejede sig om briggen ST. HELENA og skonnerten MARIA, som bragte sten, bjælker og kalk fra Christiansborg til opførelsen af det nye fort.

Byggearbejdet beskyttedes af danske musketerer mens hjælpetropper strømmede til området fra nær og fjern for at samles i en lejr opbygget efter stammetilhørsforhold. De danske soldaters udrustning var fuldt feltmæssig, inkl. ens røde våbenfrakker. De lokale krigeres udrustning var noget mere uensartet, men bestod i hovedsagen af farvede klædestykker, kniv, hjelm af hård elefant eller bøffelhud, samt et gevær og ammunitionstaske indeholdende 10-16 kugler af bly eller sten.

De afrikanske militære ledere var dog ofte kun bevæbnet med en sabel, evt. en krumsabel med pigge, mens højtstående høvdinge tillige havde en rød-hvid kommando-stav, og fulgtes af musikanter med trommer. Flaget som alle fanebærerne bar var fælles for stammerne: Dannebrog.

Mens byggeriet af fortet stod på – dets nordre bastion stod færdig med kanoner i begyndelsen af 1784 – blev forposter og kanoer ved floden flere gange udsat for angreb af awunakrigere. Kong Otho, fra Accra-folket bosiddende i området ved Christiansborg, valgtes som den ca. 3000 mand store hærs militære kommandant og alle blev taget i ed 23. februar 1784.

Skud i luften, dans og en procession forbi det ærte-træ hvor guvernøren sad var kulminationen på aflæggelsen af eden som lød: “Jeg er en mand, rede til at kæmpe og ofre livet for dig”. 21. marts 1784 indviedes Kongensten med pomp og pragt ved parademarch af tyve danske rødfrakker med geværsalver, trommehvirvler, fanehejsning, og salutskydning af kanonerne. Alt var nu klart til konfrontation.

Flåde-bombardement

Hver lejrs største kano var udrustet med en lille ½ pundig kanon, to af kanoerne endda med en et-pundig kanon, og en tømmerflåde udrustedes desuden med en tre- pundig og en seks-pundig kanon. Flåden bestod i alt af 115 kanoer og denne sejlede  25. marts ned af Volta til awunaernes lejr.

To dage efter lagde flåden sig på linie og begyndte at bombardere fjendens lejr, hvilket over ca. tre timers beskydning påførte dem nogen tab, selvom de havde et forberedt et godt forsvar med et system af løbegrave dækket af skanser. Uheldigvis for de danske viste det sig, at de desuden havde placeret lejren på en gravplads eller ”spøgelsesplads”, som mange danske krigere opfattede som et helligt sted. Det betød, at de danske krigere nægtede at gøre landgang for at storme awunaernes lejr. I stedet returnerede de til lejren og angrebet måtte midlertidigt opgives.

Baghold

Men efter et krigsråd besluttede man at sejle nordpå natten mellem 28. og 29. marts. Om morgenen gjorde hæren, som nu bestod af ca. 2000 krigere samt en trop mulatsoldater, landgang. I fire hold bevægede hæren sig hele dagen sydpå gennem sump og tæt krat og traf ved 10-tiden 30. marts på awuna-landsbyen Atokko.

Her blev hæren mødt af en geværsalve affyret af awunakrigere som lå skjult i det tætte krat på den fjerne side af en dyb å. Den danske styrke gik i dækning og begyndte at fyre tilbage, men efter en halv times kamp var stillingen uforandret. Men adaerne og andre danske sorte bevægede sig lidt bort fra kamppladsen, tog geværerne i munden, deres andet grej i hænderne, og vadede over den skulderdybe å.

Kort efter gik de til angreb på awunaernes stilling fra flanken, mens resten af hæren bestående af krigere fra Akwapim, Accra, og formentlig krobboerne, holdt fronten. Efter 45 minutters beskydning fra både front og flanke brød awunaerne af og forsvandt i krattet. De ca. 50 km march fra floden, i fugtig hede og gennem junglekrat, til kamppladsen betød, at den danske styrke var for udaset til at kunne forfølge fjenden. Men Atokko blev indtaget, sat i brand, og kvæget drevet sammen som bytte.

Brand og plyndringer

Hæren deltes nu i to hold og mens det ene hold afbrændte flere landsbyer i på egnen gik det andet hold til Awunas hovedstad, Aflahu, hvor begge hold igen samledes for at afbrænde også denne by. Tabene på dansk side var indtil nu 8 faldne og 44 sårede, mens awunaernes tab ansloges til mindst 13 faldne – bevist ved deres hoveder! – og et ukendt antal sårede.

Felttoget fortsattes og 1. april erobredes og afbrændtes Way-folkets landsby, da de var allieret og beslægtet med awunaerne. Under erobringerne af landsbyerne i omegnen var det meste kvæg og andre husdyr blevet skudt eller taget med som bytte, og hæren kunne derfor feste og nyde overfloden af godt kød i skæret fra det brændende Aflahu.

4. april 1784 bevægede hæren sig til kystlandsbyen Quitta, hvor en forsyningslejr blev anlagt. Her stødte endnu ca. 1100 krigere fra Krepe-folket sig til hæren, som 10. april bevægede sig til landsbyen Pottebra beliggende nær ved, hvor man igen samlede forstærkninger.

Beboerne dér var allierede med Awuna og var som konsekvens af det flygtet ud i baglandet. Hæren kunne derfor indkvarteres i deres huse, hvor man igen slog lejr og samlede flere krigere. Det sejrrige felttog lokkede stadigt flere lokale folk til og frem til maj voksede hæren til omkring 4000 mand. I mellemtiden fordrev krigerne tiden med at lede efter de flygtede beboeres værdier, som mange havde gravet ned i husenes sandgulve.

Det afgørende slag

Men endnu havde man ikke mødt awunahæren i et afgørende slag. 11. maj mønstredes hele hæren på Pottebra-sletten og med den nu brændende landsby i baggrunden gik hæren ind i landet, ind i et område hvor ingen hvid mand nogensinde havde sat sin fod, for at opsøge fjenden.

Allerede efter få dage lokaliseres awunaerne og 14. maj samledes hæren til et angreb ved Vida (Whydah), hvor awunaerne tilsyneladende igen ville forsøge at holde stand. De danske krigere smurte ansigt og krop ind i den traditionelle hvide krigsmaling og efterså deres våben.

Derefter drog hæren ud, med Dannebrog forrest, opdelt efter stammer og nåede awunalejren kl. ca. 11.00. Men igen havde de trukket sig. Tæt ved lå dog en lysning og det vurderes at fjendens plan var, at lokke den danske hær i baghold mens den bevægede sig over det åbne område.

Guvernør Køge, som siden august 1783 også havde haft rang af major, forventede at et angreb ville komme fra skovlysningens modsatte side. Han udsendte derfor opklaringspatruljer som da også stødte på awuna-styrker. Da de var blevet opdaget myldrede de frem, stærkest frem fra den østlige fløj, tæt ved lejren, hvor der lå en vigtig vandkilde.

Den østlige flanke

Slaget udfoldede sig nu efter datidens, militære europæiske taktik. De danske krigere sprang frem i flok, men ca. 50 m. fra fjenden spredtes de i linie og skød, ladede, og sprang frem til næste position, hvorfra de genoptog skydningen. Ved 11.30-tiden var kampen tættest, og den danske mulatstyrke anført af en dansk officer støttede linien direkte mod awunaernes østlige fløj.

Kl. ca. 12.30 veg awunaerne igen tilbage og flygtede ind i skoven, hvorefter kilden blev erobret. Mens kommandant Otho rykkede frem mod den østlige flanke stod den danske styrke, med ca. 500 trænede sorte fortsoldater og erfarne krigere fra landsbyen Orsu, i centrum af lysningen under kommando af major Køge, som siddende på sin bærestol under en parasol holdt øje med den vestlige skovlysning. En dansk læge ved navn Dr. Isert havde her travlt med at tage sig af sårede som strømmede til, mange såret af eksploderende bøsser af dårlig kvalitet.

Modangreb

Som ventet af Køge satte awunaerne nu et angreb ind fra den vestlige flanke for at falde de fremrykkende danske i ryggen. Den danske linie ramtes det svageste sted og måtte under angrebets tryk hastigt vige tilbage. Køge ventede dog med at reagere indtil angribernes formation gik i opløsning under fremrykningen, og først derefter gav han “garden” ordre om at gå til modangreb.

Awunaerne, som ikke havde nået at genlade deres våben og kunne kun værge for sig med geværkolber og macheter, blev slået og trængt væk. De danske ladede igen, fortsatte i kort tid forfølgelsen af awunakrigerne, men derefter trak Køge igen styrken tilbage til centerpositionen.

På den østlige flanke var en del af bjergfolkene fra Krepe og Krobbo, under kommando af høvding Atiambo, i mellemtiden af iver kommet for langt foran linien under fremrykningen i skoven. De kom under pres fra awunakrigere som forsøgte at  omringe dem og en styrke af ada-krigere måtte indsættes for at redde dem ud.

Kampene inde i skoven fortsatte dagen ud da awunaerne drog fordel af skovens tæthed og desuden havde de igen forberedt et godt forsvar som både bestod af faldgruber og forskansninger. Dagens kampe kostede den danske hær 22 døde og 65 hårdtsårede, og dertil hundreder af let sårede. Awunaernes tab blev af dem selv siden opgjort til 24 dræbte og 160 sårede, hvilket efter afrikansk målestok var store tabstal.

Fred

Dagen efter var awuna-hæren forsvundet og den danske hær vendte tilbage til depotet ved Pottebra. Seks ugers felttog havde resulteret i flere militære sejre og da hæren 24. maj yderligere forstærkedes med krigere fra Popo-stammen under ledelse af prins Ofoly Bossum, som under stor højtidelighed sværgede troskabsed til de danske, stod de danske endnu stærkere.

Awuna kastede derfor håndklædet i ringen, sendte repræsentanter ud for at forhandle om fred, og accepterede de danske krav om fri adgang gennem deres område, om bygning af et dansk fort i Quitta, og at danskerne fik monopol på deres handel. De måtte desuden afgive 10 af de fornemste familiers sønner som gidsler til Christiansborg, som bevis på deres gode vilje overfor de danske og vore allierede.

18. juni 1784 fandt den formelle fredslutning sted med musik og pomp og pragt. Omgivet af tusindvis af krigere pyntet med kranier, kæbeben og håndknogler fra faldne fjender, talrige høvdinge under parasoller og iklædt farverige gevandter, samt de danske rødfrakker opmarcheret bag guvernør Køge, accepterede Awuna den danske overhøjhed. Handelskrigen var vundet: Dansk magt på Guldkysten var i sommeren 1784 på sit højeste.

Sejren befæstes

Allerede samme aften rejste Køge de ca. 22 km til Quitta og overså 22. juni grundlæggelsen af fort Prinsensten, som var en større kopi af Kongensten. Fortet lå tæt ved landsbyen Quitta, ca. 200-300 meter fra kysten og omkring 170 km øst for Christiansborg, og skulle kontrollere den lukrative handel med slaver, guld og elfenben, som danskerne under Køge nu kunne udelukke andre europæiske magter fra.

Prins Ofolu Bossum skulle med sine krigere holde området besat indtil fort Prinsenstens mure var tilstrækkeligt høje, og dets skyts med ammunition var vel anbragt. Fortet skulle have en bestykning på 33 kanoner, som inkluderede op til tolvpundige piecer, samt en besætning på en håndfuld soldater og 100 sorte hjælpere under kommando af A. R. Bjørn. Køge anlagde i 1787 også to andre, mindre forter; Augustaborg og Isegram, som dog aldrig kom til at spille nogen større rolle.

Da konflikten mellem England og Holland sluttede vendte hollænderne tilbage til Guldkysten og forsøgte igen at vinde terræn. I 1786 kom det til et mindre sammenstød i Keta, men den anti-danske gruppe blev fordrevet, og i juni 1790 anedes en hollandsk hånd bag overfaldet på en dansk karavane og mordet på den danske kommandant Thessen fra Prinsensten. Men reelt blev vores herredømme over Volta-regionen ikke siden truet.

Maksimum slaveri

Kontrollen med Volta i denne periode betød, at slavehandelen kulminerede; i 1781 afsejlede danske skibe med det største antal slaver nogensinde, nemlig ca. 2500, hvoraf omkring 1200, gik til Dansk Vestindien, igen rekord mange. Efter afslutningen af den engelsk-hollandske krig steg konkurrencen på slavemarkedet igen, men alligevel stabiliseredes den danske udførsel af slaver på omkring 1000 mennesker årligt i 1780’erne.

Under guvernør Køges 8-årige kommandantskab i perioden 1781-89 udførtes lige så mange slaver som i de foregående 50 år. Den blomstrende handel betød, at store formuer blev grundlagt. Schimmelmanns palæ i Bredgade i København er et af mange resultater af denne dystre handel.

I 1792 blev det dog besluttet at afvikle slavehandelen, om end med 10 års frist, fra 1.1 1803. Indtil da var de danske forter, navnlig tvillingeforterne Kongensten og Prinsensten på hver sin side af Volta, hjørnestenene i en intensiveret indsats for at udføre så mange slaver som muligt fra Afrika. På samme tid et gyldent, handelsmæssigt højdepunkt og et mørkt, moralsk lavpunkt i dansk historie.