Men for at blive det, skulle man have aftjent sin værnepligt og med en god forholdsattest. Jeg indsendte ansøgning til justitsministeriet, stilet til kongen, om at blive soldat.

Det blev imødekommet, men jeg blev overflyttet til kystartilleriet og skulle møde 15. april 1913. Det med frinummeret havde kun betydet, at jeg var blevet soldat et år senere, for i 1914 kom jo krigen, og alle med frinummer og midlertidigt hjemsendte blev indkaldt.

Den første indkaldelse

Der skulle bruges 40.000 mand til sikringsstyrken, men foreløbig var der fred og ingen fare. Den 15. meldte jeg mig i Citadellet [kastellet] ved den 2. Kystartilleribataljons 1. kompagni medbringende marchstøvler, udgangssko eller småstøvler, samt to sæt undertøj, deri indbefattet skjorter, to par sokker og et sort halsbind. Det var nogenlunde, hvad der stod i min indkaldelsesordre.

I elefantstok var munderingskammeret, hvor vi blev iklædt en ny udgangsuniform, en vi skulle bruge til øvelser, en ny og en brugt kappe, et sæt drejlstøj og en robluse. Da vi alle af første kompagni havde fået vores mundering, blev vi af en korporal ført ned til Nordre Toldbod, hvor 2. Batteri’s damper ”Sirius” lå og ventede på os, for at sejle os til det sted, vi skulle være, og de fleste anede ikke, hvad kystartilleri var for noget.

Mytteristerne

For sig selv stod otte langhårede og skæggede konstabler i støvede og ikke velholdte uniformer. Nogle af rekrutterne sagde, at det var hovedmændene for et mytteri (kollektiv lydighedsnægtelse), som var blevet meget omtalt i den københavnske presse først på året 1913.

Første kompagni af kystartilleriet på Mellemfortet var blevet plaget af et triumvirat på fortet kaptajnen, Chr. J. A. Hansen, kaldet ”krigeren”, en premierløjtnant Friese og en oversergent – jeg husker ikke hans navn, men blandt mandskabet hed han ”den hvide neger”. Ved en renlighedsparade havde 21 mand af styrken af premierløjtnanten fået kasseret pudsningen af deres støvler.

De blev sendt ind og pudse om, men de var stadig ikke gode nok. Da det havde gentaget sig tyve gange, og de stadig fik pudsningen kasseret, blev de på samlingsstuen. De blev som nævnt anklaget for mytteri, og ved en krigsret blev de otte, som vi så på Toldboden erklæret for hovedmændene. De fik som straf 6×5 dages vand og brød i mørk arrest. Resten fik 4×5 dages vand og brød i mørk arrest.

På rekrutskolen

Humøret sank kendeligt på os, da vi blev klar over, at vort kompagni hørte til på Mellemfortet, men først skulle vi 4 måneder på rekrutskole på fortet ”Prøvesten”. Nu er dér store lagre af benzin og kun navnet tilbage. Chefen på Prøvesten var kaptajn H. F. Andersen, forhenværende major i den siamesiske hær (Siam hedder jo nu Thailand). H. F. Andersen var en human og rettænkende officer. Næstkommanderende premierløjtnant Callisen en aristokratisk, nobel personlighed.

Efter rekruttidens slut skulle vi forlægges til Mellemfortet, men jeg, som var kendt i København, blev udtaget til kompagniordonnans med nogen tjeneste om dagen på munderingskammeret. Jeg skulle gøre tjeneste i Kastellet, hvor kystartilleriets administration havde til huse, og hvor der var et lille detachement af artillerikonstabler i særlig tjeneste som min. Jeg var glad for at komme ind til byen og være.

Vi skulle holde os selv med kost, dog fik vi hver tredje dag et sigtebrød og hver tredje et rugbrød. Brødene kaldtes kamisbrød. Jeg ved ikke, hvad navnet hentyder til. I marketenderiet kunne vi købe to retter varm mad for 25 øre, men ellers levede vi af te, brød med margarine og puddersukker på. Det var en ren sinecurepost, jeg var kommet på.

Rekrutskolen havde været hård. Vi havde en mængde fag. Vi skulle kende lidt til fodfolksdiscipliner, vi skulle være dygtige artillerister, vi havde mange forskellige våben lige fra 35½ cm. kanoner ned til almindelige geværer, og vi skulle lære noget sømandskab, deriblandt roning med forskellige robåde. Løn 55 øre hver 6. dag. Som kompagniordonnans fik jeg til forplejning 3,65 hver sjette dag.

Disciplinen var streng. Selv korporlig afstraffelse veg underbefalingsmændene ikke tilbage for. Jeg er blevet slået hårdt over ryggen og den ene skulder med flad klinge, jeg er blevet trukket ved det ene øre hele kasernen igennem og jeg er blevet knebet på min ene overarm, så den var gul og blå flere dage efter.

Det trækker op til krig

Politikerne var vel nok klar over, at det trak op til krig, for det efterår, 1913, blev der arrangeret prøvemobilisering. Kirkeklokkerne ringede, og der blev blæst generalmarch i gaderne. Jeg arbejdede sammen med min foresatte oversergent Christensen på munderingskammeret med at udlevere uniformer fra tidlig morgen til 12 nat, da de sidste mødepligtige ankom – de fleste noget usikre på benene.

Når man var ordonnans i Kastellet gjaldt i almindelighed den regel, at når man havde haft tjeneste en måned, skulle man på fortet en måned til øvelser for ikke at komme ud af form, men oversergenten må åbenbart have været tilfreds med mig, for jeg var i Kastellet i flere måneder fra 15. august til 15. december 1913. Så kom jeg tilbage til kompagniet til øvelser og vagttjeneste.

Hjemsendelsen

Den 20. april 1914 skulle vi hjemsendes, og lang tid i forvejen var vi 10 københavnere, som begyndte at spare sammen til en lille afskedsfest på hjemsendelsesdagen. Om aftenen samledes vi på en lille restaurant ude på Amagerbrogade ”Ahrensbergsminde”. Vi havde en hyggelig men lidt vemodig aften, Vi skiltes ved midnatstid og tog en hjertelig afsked med hverandre. Vi skulle måske aldrig ses mere.

Det gik helt anderledes. 1914 var et skæbnesvangert år for Europa og store dele af den øvrig verden. De nære ting havde som altid første prioritet – arbejde og et sted at være. Mine forældre boede stadig på Frederikssundsvej, og da jeg var blevet civil, var det naturligt for mig, at jeg søgte tilbage til min familie og mit hjem, hvor mine forældre boede. Men særlig velkommen var jeg ikke.

Den gule seddel

Sommeren 1914 var meget varm og meget lang. Der var sol og høj, blå himmel til langt ud på efteråret. Så skete mordet i Sarajevo, og bladene begyndte så småt at skrive, at det trak op til krig. Sidst i juli begyndte Berlingske Tidende og Politiken at uddele løbesedler. Om aftenen den 31. juli kørte en af mine yngste brødre på cykel ind på Rådhuspladsen og fik en løbeseddel. Den var alarmerende. Der stod, at krigen var lige oppe over. Vi troede ikke rigtigt på det, for der havde jo været fred så længe.

Jeg gik i seng kl. 23. Kl. 24 stod min mor ved min seng og ruskede mig vågen: ”Du skal op, der er krig!”. Jeg troede, at det var morgen, og jeg sagde noget om, at det troede jeg ikke på, men hun sagde: ”Det er rigtigt. Der har lige været en politibetjent med en gul seddel, hvor der står, at du skal møde med det samme. Jeg lægger den her på din dyne”.

En gul seddel? I tjenesteforhold havde vi gang på gang fået indskærpet, at en ekstraordinær indkaldelse var trykt på gult papir. Hvis vi fik en sådan, skulle vi uopholdeligt begive os på hurtigste måde til vort mødested – for mit vedkommende Kastellet. Jeg sprang ud af sengen og begyndte at klæde mig på.

Mor sagde: ”Hvis du skynder dig, kan du nå den sidste sporvogn. Jeg kan se de gule lygter på linie 5 oppe på Bellahøj. Jeg har en 10-øre”. Det var dagen før lønningsdag, og mor havde hverken penge eller mad i huset. Jeg fik en kop sort kaffe og sprang ned til sporvognen, der kun gik til Nørrebros remise, så jeg gik resten af vejen.

Der var kommet en halv snes mand af mit kompagni. En underofficer skyndte på, jeg skulle op og iklædes. Der kom nogle flere indkaldte til, alle københavnere, og da der var samlet 15, gik det i ilmarch ned til Toldboden. ”Sirius” lå og ventede, og lige så snart, vi var ombord, afsejlede den.

Tilbage på fortet

Vi var på fortet kl. halv 5. Dér gik en løjtnant, og han satte os straks i gang med at gøre skytset klar og hejse granater op fra kasematterne. Nede i Drogden lå to store, tyske krydsere med dampen oppe. Det så ikke rart ud, men som alle ved, undgik vi jo krigen.

I denne omgang var jeg inde i godt et år til den 15. august 1915. Da alle havde indfundet sig, blev vi delt i to hold. Hver anden nat gik det ene hold på vagt, og næste nat omvendt. Ellers gik dagene med øvelser og vagttjeneste.

Et par dage efter, at vi var indkaldt, kom en slæbebåd med en stor, tom pram, som blev fortøjet i forthavnen. Der blev sagt, at den skulle være til lig, hvis vi kom i kamp, og nogen blev dræbt. Der skete jo imidlertid intet, så den 15. august 1915, blev mine kammerater og jeg hjemsendt. Nye hold afløste os. Vi havde da været soldater i ca. 25 måneder, men det var endnu ikke slut.

Sidst i marts måned 1916 fik jeg min tredje indkaldelsesordre. Jeg skulle møde den 3. april i Kastellet, og så gik turen atter til Mellemfortet. Hjemsendelse den 29. juni.

Reservetrompeter

I den næstsidste periode, jeg var inde som konstabel, lærte jeg at blæse trompet – altså april-juni 1916. Jeg kendte ikke noderne men blæste efter gehør. Jeg bestod prøven og blev udnævnt til reservetrompeter. Prøverne foregik i Kastellet, og jeg havde mange dejlige ture til byen på den konto.

Den 29. september 1916 blev Lilly og jeg gift. Vi havde fået en lille lejlighed i en af de ejendomme i Fredensgade, som nu skal saneres – nr. 18, første sal dør 5. Den 7. februar var der igen bud efter mig fra militæret. Det var isvinter, og Sundet var helt tilfrosset. Der lå masser af indefrosne skibe, og vi gik over isen til fortet.

Den vinter var den værste på fortet. Normalt fik vi sejlet ferskvand ud i en tankbåd. Nu måtte vi hente det i junger på en slæde inde på Kvintus, og det var strengt rationeret. Der måtte kun bruges ferskvand til madlavning og til at drikke. Vand til at vaske os i måtte vi tage fra et hul, som vi huggede i havnens is, og den var ½ alen tyk. Sæben bestod af ¾ lerjord. Hvis man prøvede at vaske sit hår, blev det til en klistret masse.

Saltvandet blandede sig med sæbeerstatningen og kunne ikke vaskes af. Varmen var det småt med. Vi havde på fortet for mandskabet én stor, kulfyret kakkelovn, men kulbåden kunne ikke komme frem for is. For første gang i hele min tjenestetid, fik jeg en natlov fra lørdag aften til søndag aften.

Den 4. april 1917 blev jeg hjemsendt for fjerde og sidste gang. Jeg havde da været soldat i alt 30 måneder.