I det nordlige Atlanterhav havde særligt én pirat længe spredt skræk og rædsel, nemlig den berygtede sørøver kaldet Jan Mendoza. Søfareren Jens Munk, mest kendt for sin udforskning af Nordvestpassagen i 1619, deltog blot få år før denne ekspedition i en langvarig og dramatisk jagt på sørøveren fra Færøerne til i Barentshavet.  

En sørgelig, brutal ende på livet

Sørøvernes lig hang en tid i vinden, til skræk og advarsel, udenfor Østerport, iklædt deres fine silkeklæder med guldsnore og skinnende guldbroderede sko. Kongens og lovens lange arm nåede dem til sidst så langt væk som i det iskolde Barentshav, øst for Murmansk. Drømmen om at leve det søde liv for evigt tabt – otte kister med fulde af alle slags sølvmønter, og en 9. kiste fuld af guldmønter, havnede på kongens slot.

Ekspeditionsstyrke udsendes

Allerede under Kalmarkrigen 1611-13 rygtedes det, at en sørøver kaldet Mendozas plagede de små kystsamfund og skibsfarten i Nordatlanten. Den gang var admiral Daa også blevet sendt af sted, men forgæves, da sørøveren forsvandt i det enorme område. Men i maj 1615 sendte kongen på ny admiral Jørgen Daa nordover med skibene Victor og Jupiter, med Jens Munk som Daas løjtnant på Victor. En Claus Poulsen var kaptajn på Jupiter. Opgaven gik ud på at opsøge hvalfangere som ikke havde dansk pas og i tillæg skulle de se efter sørøvere, navnlig Jan Mendozas, som plyndrede i området.

Admiral Daa og Jens Munk kendte hinanden fra tidligere, da Munk havde været næstkommanderende på fregatten Heringnæs under eskadreadmiral Daa under Kalmarkrigen, og senere kaptajn på det lille krigsskib Sorte hund, der deltog i erobringen af Elfsborg i 1612.

Jagten går ind

Beslaglagte skibe og gods skulle sendes til København, også sørøvere, medmindre de satte sig til modværge; i så tilfælde havde Daa tilladelse til at dræbe dem. Det leder os frem til den dramatiske jagt på sørøveren Mendoza.

Ved Øresund blev de holdt tilbage i fem dage af dårligt vejr og mens de lå der hørte de, om sørøvere ved Færøerne som havde plaget befolkningen og søfarende. Da de nåede frem, gik Jens Munk land og fik at vide, at sørøverne Thomas Tucker og Jan Mendoza havde været i Hvalba 14 dage tidligere. Mendozas skib skulle være sejlet mod Nordnorge, men Tuckers skib var forlist ved Færøerne, og som erstatning havde han kapret et engelsk fiskefartøj som han skulle være sejlet bort i.

Færingerne advarede Munk om, at nogle af sørøverne var stukket af fra Tucker og nu befandt sig i Vestmannahavn på Stromøy. Daa satte straks kursen mod Vestmannahavn og overraskede sørøverne som først troede det var et let bytte, som kom mod dem, da Jupiter var for lille til at være et orlogsskib. Men da danskerne åbnede ild, ændrede stemningen sig. Mange stak i land med en båd.

Daa udsendte femten musketerer for at fange eller nedkæmpe dem, men sørøverne undslap til Torshavn, hvor de stjal en båd og slap væk. Resten af sørøverne blev hurtigt overmandet. Tre blev skudt og dræbt, mens fire blev kvæstet. Abel, lederen, og Simon Philtzer, næstkommanderende, blev hængt, mens de øvrige fik lov at gå fri, da de kunne påvise at de var blevet tvunget ombord. 

”I 1615 blev jeg frataget skib”

Mendozas og hans sørøvere manglede man stadig at få fat i. Daa og Munk sejlede videre op af Norges Vestkyst, hvor de den 12. juni nåede Vardøhus, og tre dage senere nærmede de sig øen Kildin, nord for Murmansk. Her traf de en skipper, som fortalte dem, at Mendoza lå ved havn ved Kildin, men da de ankom, havde han forladt havnen blot seks timer tidligere. Han havde kapret et fartøj, jagten Jonas, sejlet af en Bernt Gundersen. Hver gang Gundersen var sejlet forbi dette sted havde han indridset sit navn og årstal i en klippe på øen Anikieøya – og her skal han også havde indridset, at ”I 1615 blev jeg frataget skib”..

Dette skib havde Mendoza nu udrustet med seks kanoner og 24 sørøvere. Jagten fortsatte og Mendozas forspring blev stadigt mindre. Han vidste endnu ikke at han havde to danske orlogsskibe i hælene. Snart fik udkigsposten på Victor øje på masterne på Mendozas to skibe. Jupiter begyndte dog at sakke agterud, for i den stærke vind havde kaptajn Poulsen været for dristig og havde sat for mange sejl, og nu var stengene (forlængelse af masten) knækket.

Tæt på igen, igen smutter Mendozas

Daa havde Mendoza indenfor rækkevidde, men hans andet skib var hjælpeløst overladt til bølgerne. Der var derfor ikke andet at gøre end at lade sørøveren sejle, og vende om for at hjælpe Poulsen. Mendoza undslap heldigt, og samtidigt var han blevet klar over, at han var forfulgt. Han ville blive svær at få fat på.

Næste morgen var Jupiter repareret, i det mindste godt nok til at sejle, men alligevel ser det ud til at Daa genoptog jagten på egen hånd, så snart Poulsen kunne klare sig selv. Mendoza var jo forduftet, men de traf på en hollænder som fortalte at sørøverne ikke var langt borte, og viste dem retningen. De sejlede videre, og snart viste sørøverne sig igen i horisonten.

Sørøvere og kongens mænd i kamp

Mendoza og sørøverne havde ingen planer om at overgive sig, men åbnede ild med en bredside. Derefter sendt han sin erobrede jagt om på Victors anden side, så danskerne blev beskudt fra begge sider. Jupiter nævnes ikke, så formentlig har den ligget et stykke bag ved. Mendoza var en dygtig styrmand, god til at vende og dreje sit skib, og han havde mange dygtige bøsseskytter.

Kampen varede i to døgn. Da krudtrøgen lagde sig, viste det sig alligevel at danskerne havde været de stærkeste. Mendozas skib var sønderskudt og var læk. Sørøverne gjorde et forsøg på at gøre skibet lettere ved at smide plyndret gods, som kister med fine klæder, silke og sukker, overbord. Men forgæves, de fik ikke lækagen over vandlinjen.

På ny undslipper Mendozas

Selvom sørøverne var ilde tilredt, gav Mendoza ikke op. Et heldigt skud fra sørøverne traf således, at Victors stormærssejl løste sig. Danskerne var nu de næste syv timer optaget af at reparere sejlet. Skipperen på den lille sørøverjagt havde vurderet hvilken vej vinden blæste, så at sige, så han stak til søs og forsvandt, og også Mendoza flygtede med sit gennemhullede skib.

Nu var også Jupiter kommet til, og kaptajn Poulsen optog forfølgelsen af Mendoza, som til sidst sejlede skibet på grund på stranden i en lille beskyttet havn ved Kaninneset, vore dages russiske Kanin Nos, eller Kaninnæsset. Det var så lavvandet at danskerne ikke komme på skudhold, så Daa lod ankeret falde mens vinden blæste op til storm med hagl og sne. Det var Sankt Hans, men i Barentshavet findes ingen milde midsomre. Hele natten og næste dag blev de liggende mens vejret rasede.

Kampen på Kaninhalvøen

Mendoza hejste alle flag, som tegn på at han fortsat ville kæmpe. Stormen var en fordel for sørøverne, der fik tid til at forskanse sig. Han sendte sine mænd ind på land, hvor de på en lille høj byggede en provisorisk vold og lå nu i dækning.

Den 26. juni blæste det fortsat kraftigt, men stormen var ovre. Daa lod gøre landgang med begge skibsbåde. Daa flyttede over til Jupiter, der var mindre og kunne komme tættere på land. Herfra kunne han dække sine mænds landgang. Sørøverskansen lå et musketskuds afstand fra stranden og under beskydning løb danskerne i dækning nedenfor højden.

Storm på skansen

Der havde lagt sig en vold af sne lidt op ad bakken, som de danske kunne bruge som dækning. Men det gjorde det også lidt vanskeligt at trænge videre op, men man var under beskydning. Det lykkedes dog kongens mænd at nå op til toppen, trods manglende talmæssig overlegenhed, hvorfra de drev sørøverne tilbage til vraget. At angribe op ad bakke mod en fjende i dækning er ikke nemt, hvilket betyder, at deres træning og skydefærdigheder må have været sørøvernes pænt overlegen. Nu kunne danskerne skyde fra både skansen og Jupiter, og kugleregnen var nu så tæt at sørøverne ikke kunne komme til kanonerne på dækket. Men det hvide flag blev stadig ikke hejst.

Om aftenen, da vinden havde lagt sig, sendte Daa en båd med tre mænd ind, som fremførte admiralens krav om overgivelse. Mendoza var dog ikke en mand som overgav sig og råbte ud, at han ville kæmpe så længe han bare havde én mand tilbage. Derimod kunne han godt komme ombord for at forhandle, hvis Daa først sendte sin løjtnant, Munk, over som gidsel.

Mendoza trækker tiden

I Daas rapport står der, at han sendte Munk i land, hvor Mendoza så skulle komme over til Daa. Men sørøveren dukkede ikke op, hvilket Daa og Munk nok havde forudset, for de havde aftalt at hvis det varede for længe, skulle Daa affyre et skud fra Victor. Det var signalet til at han ville gå i land med sine skytter. Tiden gik, og det aftalte skud lød. Munk vendte sig mod Mendoza og sagde: ”Lader i mig ikke passere ret nu, så bliver her et gæstebud. Det bliver ikke med det bedste.” Så blev han sat fri, roede tilbage til skibet og aflagde rapport til Daa.    

Sørøverne druknes

Han besluttede sig for at sende Munk og Poulsen ind med en styrke musketerer, og fra Jupiter at dække landgangen som sidst. Mendoza havde snart ikke mere at skjule sig bag, og vraget stod i fare for at blive sat i brand af skydningen. Endelig gav han op og hejste en hvid fane. Han sendte sin løjtnant Walter Brae ud på stranden, og derefter kom han selv ud.

Over 70 sørøvere kom ud fra vraget og gik ombord i bådene for at blive roet ud til Victor. Omkring 24 af Mendozas mænd havde mistet livet i kampene. Sørøveren bad om nåde for sig selv, sin løjtnant og sin skipper. Der var også 18 personer, der var blevet tvunget med. De øvrige ca. 55 sørøvere blev bundet sammen to og to med ryggen mod hinanden og kastet i havet.

Souvenir fra kampen på det Kongelige Bibliotek

Resten blev taget med til København. Sørøverskibet stod ikke til at redde, så det blev brændt. Med sig havde Mendoza en bog en navigationskunst, som Munk overtog. Bogen befinder sig i dag på Det Kongelige Bibliotek i København, og på indersiden har Munk skrevet: ”Denne bog ejer Jens Munk udi sin tid, og den tilkom mig under Kaninneset i kaptajn Mendoses skib på den tid vi overvandt ham, den 26. juni anno 1615.”      

Den lille flåde, dvs. orlogsskibene, sørøverskibene og hvalfangerne, ankom til København den 26. august 1615 medbringende over to tusind tønder hvalolie. Kongen beholdt de to hvalfangerskibe, det tredje blev sat fri, resten delt mellem kongen og Daas folk.

Hængning ved Østerport, København

Den 29. august 1615 blev Jan Mendoza, løjtnant Brae og skipper Linnert dømt til døden. De tre gik hånd i hånd mens de blev ført til henrettelsespladsen. Inden henrettelsen hævdes det, at Mendoza tog en tredobbelt guldkæde af sig og overrakte den til admiral Daa som tak for ærlig overvindelse.   

Det er i øvrigt kun hos Daa, at navnet Jan nævnes, og efternavnet kan staves på flere måder; Mendoza, Mendosa, Mendoses, Mandaus, Monnocho m.v.

Forfatter: JG

Kilder:

• Jens Munk, I. A. Ellefsen

• Flåtemakt mod sjørøveri, M. N. Berger

• Piratvirksomhet i Nordområderne, R. B. Hagen,  Palle Lauring