Smuk er døden som i fik

Forventer man stort drama og høj spænding i denne roman fra 1864 går man forgæves. Derimod får man et forbløffende stærkt, sørgmodigt  og ganske smukt indblik i en almindelig soldats hverdag i krigen i 1864.

Vi følger den frivillige Henrik, som har meldt sig til kamp mod tysken ved det berømte 1. regiment, som tidligere angiveligt havde kæmpet med ære ved Sankelmark, hvor danskerne kæmpede med ære og gav fjenden en blodtud, og efter stormen på Dybbøl, hvor de danske led et efter sigende glorværdigt nederlag til overmagten. Men midt om vinteren, ude i det store åbne terræn oppe i Nordjylland, hvor regimentet ligger, langt væk fra krigen i Sønderjylland, er der ikke megen glorværdighed eller ære.

I en stilfærdig tone udspilles historien, hvor de enkelte hændelser og tildragelser følges nøje og beskrives nærmest metodisk. En voldsmand beskrives fx som havende ”grove og store hænder, som en slagtersvends, lav og aflang pande, barhovedet, tyndt lyst tilbagestrøget hår, stramme sammenknebne læber og udspillede næsebor”. Man kunne frygte, at fortællestilen ville virke langsommelig og kedelig, men, nej, tværtimod drages man gennem Henriks øjne ind i de intense enkelte scener, der flyder af sted som en række stærke øjebliksbilleder.

Den gode læseoplevelse forstærkes af en dygtig vekslen mellem levende beskrivelser – af det hårde miljø, både naturens og det menneskelige, der præges af kulde, lus, tvivl, tilsyneladende formålsløs marcheren rundt – og handling. Som da Henrik under en patrulje kommer til at skyde en dansk dragon. Manden træffes i benet, dør ikke øjeblikkeligt, men må lide en tid med opsvulmet ben og smerter før han udfris. Ikke noget med ”pludselig heltedød” for fjendens kugler under et ”dristigt angreb”. Næh, blot et ungt spildt liv, ved dum og smertefuld død. Shit happens.

I flotte, drømmeagtige sekvenser fremmanes Henriks fantasier om selvmord, da han tager skylden for den unge mands unødvendige død meget tungt. Lidt humor forefindes også, som da lægen undersøger hans tunge, da han har fået for vane at skubbe maden ud med tungen af lede over sit drab; tungen fejler selvfølgelig ikke noget, for det er hovedet den er gal med.  Man lider lidt med Henrik, da det spildte og unødvendige ved hele situationen når nye højder, da den brønd som Henrik efterfølgende knokler med at udgrave, da hårdt fysisk arbejde jo driver tankerne på flugt, viser sig at være overflødig, da man er bedre tjent ved at grave brønden en andet sted, hvor der er knap så langt ned til vandet.

Man føler igen med Henrik, da følelsen af isolation og fremmedgjorthed på en underdrejet, men alligevel stærk vis, igen fremmanes på fornem vis, da Henrik ankommer alene til noget selskabelighed på en beværtning i Nørresundby, forlader gruppen uden at det bemærkes af nogen, og forgæves søger at få kontakt med ung dame på en bænk, der uden et ord rejser sig og går.. Perspektivet er den lille mands, hvis overordnede beskrives som ”heste med højtsiddende røvhuller”, og som ikke kerer sig om den menige soldat, men ender med at sende Henriks kompagni ud i et sidste meningsløst angreb. Hvilket utroligt nok er en konkret historisk hændelse.

Sammenligninger med Remarques ’Intet nyt fra Vestfronten’ og andre desillusionerede krigsberetninger ligger lige for. I hvert fald er romanen er et fængslende, velskrevet og skarpt blik på vilkårene i en håbløs krig.

Anmeldelse af Jens Geisler