Slagtebænk Dybbøl

En nærværende og fængslende bog om 1864-krigens tragiske konsekvenser for de mennesker, som gik til grunde i gryende tidsalders maskinelle krigsmaskine, som offerlam for nationalismen.

Tom Buk-Swienty bringer indledningsvist læseren frem til dagen før stormen d. 18 april, hvor han via de mange breve, efterladt eller sendt af soldaterne i skyttegravene og skanserne, giver en følsom stemningsberetning fra fronten. Derefter indføres læseren kort, men kompetent, i baggrunden for konflikten, samt i de indledende kampe foran Dannevirke. Hele tiden holdes vi ajour med situationen set fra soldaternes synsvinkel, men uden at tabe overblikket.

Gnidningsløst springer vi fra den politiske verden i København og Berlin, og mellem de militære ledelser og soldaterne. Hele balladen sættes i perspektiv ved behandlingen af den nationalistiske rus som de europæiske samfund var grebet af. For Danmarks vedkommende havde det den næsten skæbnesvangre konse-kvens, at oldtidens ’Thyras vold’, Dannevirke, lænkede hæren til det gamle værn mod sydfra kommende fjender.

Kun takket være general de Mezas modige beslutning om, at trække hæren væk  undslap den danske hær Bismarck ved Dannevirke. For så kun, at blive bundet fast af de danske politikere i de ufærdige skanser ved Dybbøl; heraf bogens titel. Dybbøl-stillingen gav Bismarck en ny mulighed for, at opnå den hurtige sejr som han næsten desperat havde brug for. Hans regering var slet ikke så sikker i sadlen, og set fra Berlin var det heller ikke givet, at Danmark kunne nedkæmpes hurtigt og endegyldigt nok.

’Slagtebænk Dybbøl’ vægter den indre tyske politiske situation højere end den østrigsk-prøjsiske rivaliseren, som dog også kommenteres. I modsætning til en anden nyere behandling af konflikten i 1864 (“1864” af J. Saundtved & J. Eberhardt, se anmeldelse andetsteds her på sitet) fokuserer “Slagtebænk Dybbøl” primært på selve slaget d. 18. april. De militære handlinger før og efter slaget, som prøjsernes erobring af Als og 4. divisions bevægelser i Jylland, berøres kun let. De efterfølgende politiske forhandlinger dækkes heller ikke så indgående som i “1864”.

Men i behandlingen af selve slaget er bogen uovertruffen. Slaget opdeles i det indledende bombardement, det næsten fastfrosne øjeblik lige efter ildstormens  ophør, angrebet på skanserne efterfulgt af modangrebet og flugten. Alt sammen intensivt fastholdt og fortalt ved soldaternes breve. Her brænder fortællingen helt igennem til læseren og giver en suveræn læseoplevelse. Fornemmelsen for de mennesker – det være sig både danske tvangsudskrevne, svenske frivillige, og prøjsiske soldater – som måtte trække i uniform grundet de danske politikeres manglende realitetssans og dumstædighed, er virkelig god og tæt.

Trods de mange personlige vidnesbyrd om lidelser og afsavn bliver læsningen dog aldrig rørstrømsk eller belastende. Men man forstår virkelig sammenhængen mellem det politiske niveau og de blodige konsekvenser af dem for det enkelte individ. Efter slaget sørger feltlægernes nøgterne vidnesbyrd for at inddrages os i lidelserne og kvæstelserne. Som soldat i eller foran skanserne risikerede man både splintrede knogler, forrevne lemmer, perforerede hovedskaller, betændte sår med blod og pus, og smerten før døden.

De personlige vidnesbyrd indgår direkte i fortællingen, som kombineret med massevis af politiske og militære fakta er ganske informationstæt. Alligevel bliver stoffet aldrig vanskeligt tilgængeligt, for sproget er let og flydende, faktisk flyver man næsten igennem beretningen. Det er historisk formidling på et meget højt niveau.

Flot er det også, at Tom Buk-Swienty ser frem i tiden og bemærker Dybbøl-slagets industrielle anstrøg: Det lange, monotone bombardement af skanserne, dets enerverende og sindsned-brydende effekt på forsvarerne, og de massive infanterimassers storm over ingenmandsland, fyldt med forhindringer, mod en nedgravet fjende giver mindelser om 1. verdenskrig.

Suppleret med et godt oversigtskort samt en lang række datidige fotografier er bogen en absolut fremragende og levende fortalt historie om et af de mest afgørende og tragiske slag i Danmarkshistorien. En af mine “all time” favoritter. Læs den!

Anmeldelse af Jens Geisler

 

Fakta om bogen

Titel: Slagtebænk Dybbøl

Forfattere: Tom Buk-Swienty

ISBN.: 9788702050004

Omfang: 400 sider

Forlag: Gyldendahl 2008

Pris: 249,00 kr

Slagtebænk Dybbøl
Slagtebænk Dybbøl