Den 22. marts 1808 mødte orlogsskibet Prinds Christian Frederik en engelsk eskadre ved Sjællands Odde, i en højst ulige kamp der kun kunne ende med et resultat – ødelæggelsen af Danmarks sidste større krigsskib fra englandskrigene.
af Claus Christiansen
Mens englænderne invaderer Sjælland, belejrer og bombarderer København og slutter af med at sejle afsted med størstedelen af den danske flåde, udfører linieskibet PRINDS CHRISTIAN FREDERIK vagttjeneste ved Norges kyster.
Vagttjeneste i Norge
Efter sin første sejlads i 1806 følger endnu et togt i Nordsøen i 1807. På togtet i 1807 fungerer skibet som kadetskib ledsaget af den nybyggede brig LOUGEN. Ordren lyder på, at PRINDS CHRISTIAN FREDERIK ved afslutning på det sidste togt i starten af august 1807 skal stå ind til Christianssand i Norge, hvor skibet skal afløse det 24 år gamle orlogsskib PRINSESSE LOUISA AUGUSTA, som herefter skal til København for at blive repareret. Lige siden 1801 har der altid været et orlogsskib og en fregat stationeret i Christianssand for at kunne sejle afsted med udskrevet mandskab, såfremt der skulle udbryde fjendtligheder.
Den 10. august 1807 anløber skibet Christianssand og der indledes en halvårig periode med sejlads i de norske farvande, mindre bataljer med engelske skibe, konvojtjeneste samt adskillige ture ned i Kattegat og sågar ud i Østersøen inden skibets endeligt indledes den 5. februar 1808 om morgenen.
Mødet med den engelske fregat QUEBEC og ankomsten til Kronborg
Under en tur ned i Kattegat observerer man fra PRINDS CHRISTIAN FREDERIK den engelske fregat QUEBEC, som man straks sætter efter. Det lykkes dog englænderen at gemme sig i skærgården. QUEBEC, som medbringer ikke mindre ned 200.000 pund Sterling til de svenske allierede, sender straks efterretninger om det skete til England.
Konfronteret med et fuldt operativt og slagkraftigt dansk krigsskib i engelsk kontrolleret farvand, beslutter England straks at afgive en eskadre under ledelse af kaptajn George Parker. Eskadren, som består af linieskibene STATELY , NASSAU og VANGUARD samt et par fregatter, afgår straks med det ene formål at finde, erobre eller tilintetgøre dette sidste danske orlogsskib.
Efter det forgæves forsøg på at angribe QUEBEC fortsætter PRINDS CHRISTIAN FREDERIK til Frederiksværn, hvor skibet uheldigvis indefryser den 6. februar. Først den 20. februar bliver der mulighed for at genoptage krydstogterne i de dansk-norske farvande og disse udføres herefter frem til den 29. februar, hvor skibet anløber Christianssand.
Den 4. marts får PRINDS CHRISTIAN FREDERIKs kaptajn Jessen i byen Christianssand ordre til at sætte kursen mod København. Uheldigvis er der dagen før udbrudt sygdom.
Sygdom ombord
Sygdommen er en slags tyfus der især smitter gennem mad og drikkevand. Den har en inkubationstid på ca. 10 dage hvorefter den går hurtigt i udbrud. Dette starter med feber, ildebefindende og dundrende hovedpine. Efter nogle dage stiger feberen til ca. 40oC og derover.
Forstoppelse afløses af diarré. Der kommer samtidig sorte blærer på huden og patienten begynder at fantasere og få vilelser. Såfremt diarréen udarter sig til blødninger fra tarmen, ender sygdommen ofte med døden. Stilet overfor dette nye problem finder kaptajn Jessen det nødvendigt at sætte 25 mand i land i Norge inden skibet den 10. marts sætter kursen mod Danmark.
Den 11. marts ankres op ud for Hornbæk og dagen efter fortsættes til Kronborg for at sejle ind i Sundet. Her meddeles det skibet, at det ikke er muligt at anløbe København på grund af is, hvorefter det besluttes at ankre op på Helsingør Red i afventen på nye ordrer. Isen giver store problemer for skibet og adskillige gange må mandskabet trættes af det utroligt hårde slid med at få ankrene til at holde og modvirke isens indvirken og drift på skibet.
Sygdommen ombord udvikler sig i disse dage til en ren epidemi og breder sig med stor hast. Snart må yderligere 60 mand sættes i land over isen ind til hospitalet i Helsingør. Dette standser dog ikke sygdommen, som yderligere udvikler sig. Endnu 50 mand må derfor sættes i land.
Landsætningen af så stort et antal soldater er mere end Helsingørs hospital kan klare, så efter at have indkvarteret de resterende syge i private huse, besluttes det at sende søetatens stabslæger Falkentahl og Herholt fra København til Helsingør for at gå ombod på skibet for at undersøge sundhedstilstanden og de sanitære forhold ombord.
På råd fra disse bliver den resterende del af skibets samlede besætning sat i land og skibet bliver grundigt udluftet og røget. Der bliver desuden rekvireret nyt køjetøj, som sendes op fra København. Tyfusen breder sig yderligere og snart er op mod 200 mand af skibets samlede besætning på 576 angrebet. Sygdommen rammer alle og uheldigvis nogle af de dygtigste besætningsmedlemmer. Endvidere må skibets to kirurger erstattes af overchirurg Martiny og underchirurg Reve.
Da skibet er tiltænkt togt mod englænderne, er denne reduktion i besætningen selvfølgelig ikke acceptabel, og det besluttes derfor fra København at rekvirere og sende erstatningsmandskab mod Helsingør for bemanding af linieskibet. Den 16. marts ankommer de første ca. 60 mand, men disse er totalt utrænede, da de er rekvireret fra kystmilitsen.
Skibets besætning udgør herefter 576 mand (hvor store dele er utrænet) ud af den normale besætning på 625 mand. Af disse 576 mand skulle yderligere 36 falde fra som følge af sygdommen inden den endelig kamp.
Den gamle konges død
Den 17. marts får skibet efterretninger om, at den gamle sindssyge konge, Christian den Syvende er død i Rensborg og de sædvanlig sørgeceremonier gennemføres ombord. Kaptajn Jessen holder en tale på skibet og i denne opfordrer han mandskabet til:
Trofasthed, pligt, tapperhed til ære for sig selv, til ære for de planker der bar dem og til lykke og hæder for den nye konge og fædreland”.
Herefter oplæses edsformularen og mandskabet, hvoraf flere græder åbenlyst, aflægger eden til den nye kong Frederik den Sjette under flagning og kongesalut. Straks herefter genoptages optræningen af det nye og ganske uerfarne erstatningsmandskab.
I forbindelse med krigserklæringen mod Sverige, og beslutningen om at overføre et fransk armékorps (mest bestående af spaniolere) under ledelse af marskal Bernadotte til Sjælland med henblik på at angribe Skåne, får kaptajn Jessen den 18. marts ordre til at sejle til Storebælt for at rydde Bæltet for evt. engelske orlogsskibe således at korpset kan overføres sikkert.
I løbet af den 18 eller tidligt den 19. marts ankommer yderligere 110 utrænede mænd fra København og straks iværksættes en forhastet og intensiv træning af disse. Træningen af de 576 mand er hård, og utallige gange må det nye mandskab udføre bådsmandens order hvilket i flere tilfælde fører til at officererne ombord må tage fat i mandskabet og sige: “At raske søgutter klynker ikke”.
Forfølgelsen
Skibet afsejler den 21. marts fra Helsingør for at sejle nordvest over nord om Sjælland, men dette er allerede røbet for englænderne forinden og samme dag sætter de engelske orlogsskibe, linieskibene STATELY, NASSAU og VANGUARD samt fregatterne CONSTANT og KITE, som ligger udfor Høganæs i Sverige efter PRINDS CHRISTIAN FREDERIK mod Storebælt. Jagten på den danske flådes sidste stolthed indledes dermed.
Tidligt om morgenen den 22. marts bliver kaptajn Jessen klar over, at han ikke kun undvige de engelske skibe. Han sammenkalder derfor til krigsråd. Dette består af officererne Rothe, Top, Ferry og Willemoes. Her besluttes det at tage kampen op i forsøg på, under udnyttelse af det gode lokalkendskab samt forhåbentligvis i ly af nattemørket, at komme tilbage til Sundet og Kronborgs beskyttende kanoner.
Skibet krydser frem og tilbage mens de fjendtlige skibe kommer tættere og tættere. Alle er på deres poster og officerernes kommandoer skærer gennem luften som opmuntring til mandskabet ombord. Efter en del krydsen frem og tilbage i farvandet udenfor Sejerø og Sjællands Rev ender skibet omkring klokken 18.00 i en situation hvor STATELY ligger i kølvandet mens NASSAU langsomt bevæger sig op på bagbords side.
Den indledende kamp
Omkring klokken 19 indledes kampen, da de agterste kanoner på PRINDS CHRISTIAN FREDERIK åbner ild mod det i kølvandet liggende STATELY, som straks besvarer ilden. Afstanden er under 100 meter og ødelæggelserne er voldsomme på begge sider. Under denne kamp kommer NASSAU op på den anden side, og snart beskydes det danske skib fra begge sider med store tab til følge.
Premierløjtnanterne Willemoes og Soland
Det er under denne indledende kamp at skibets første officer, Peter Willemoes falder, mens han kommanderer de på skansen placerede carronader. Da han træder op på en carronadeslæde på bagbords side for at kunne se bedre, rammes han i hovedet af en kanonkugle.
En del af hans hovedet bliver bortskudt, men alligevel formår han at springe ned på dækket hvor den nærmeste officer, skibets næstkommandrende Rothe, griber ham og begynder at hjælpe ham under dæk. På vej hen til agtertrappen falder Willemoes om og dør.
En nordmand stod ved min side her oppe i mærset; han sagde “Vi står godt dækket du, skytset kan ikke ….” han fik ej talt ud, en kugle dræbte ham på stedet og to mand i takkelagen fik også deres bekomst og styrtede ned.
Længere agterude står premierløjtnant Soland, chefen for de ombordværende marineinfanterister med sine folk. Tabene her er de værste overhovedet. En efter en falder hans folk og da han et øjeblik bevæger sig ned på øverste batteridæk, rammes han af en kardæsk, som knuser begge hans ben og giver ham læsioner i underlivet. Soland dør får timer efter kampens ophør.
Klokken 21 indtræder der en pause i kampen, da englænderne lader sig sakke agterud for at besigtige og reparere de værste skader. Ombord på det danske skib er skaderne omfattende. Skibet begyndte nu at dreje underligt for vinden, siden fik at vide at det var roret der var skudt i stykker. Efter 20 minutters ro genoptages kampen idet de to engelske linieskibe nu støttet af tre tilkommende fregatter, igen sejler op på siderne af det danske skib.
Heltene ombord
Skildringer fra hændelsesforløbet ombord på det danske skib er talrige og disse rummer i adskillige tilfælde de rene heltehistorier.
Ombord var eksempelvis en ung 15-årig dreng tjenestegørende på underste batteridæk som oppasser for løjtnant Krieger. Da en træffer bortskyder hans ene ben, kryber drengen på hænder og det tilbageværende ben hen til sin løjtnant og spørger på korrekt militær vis om tilladelse til at træde af for at afgå til skibets lazaret!
En anden historie knytter sig til den kun 12-årige kadet Lütken. Under hele slaget udfører han det særdeles farlige hverv at holde lys i lanterne, som hænger rundt om på dækkene og som konstant går ud på grund af de mange træffere. Den unge kadet udfører sit job så omhyggeligt at han senere nævnes specifikt i kaptajn Jessens endelige rapport.
Nordmanden Peter Heldal som adskillige gange må fremskaffe erstatningspersonel til de af ham kommanderede kanoner, og som med stor ildhu og under voldsomme tab, formår at opmuntre sit personel til den næsten nytteløse kamp fortjener ligeledes at blive husket.
Ombord på Orlogsskibet
Det var henimod aften og Peder og jeg arbejde i storemærs, hvor vi tydeligt havde englænderne for øje. De nærmede sig hastigt og de to største linieskibe lå forrest. De gik op et på hver side af os. Da klokken var ca. 19 veksledes de første skud, men disse havde kun ringe virkning mod os. Skibet rystede voldsomt, da vores kanoner besvarede ilden fra bege sider og vi kunne se at flere af skuddene var fuldtræffere, der lavede en slem ravage hos fjenden. Men så fik vi et par hårde salver fra begge sider og skrig og jammer lød op fra dækket efter denne medfart.
Kampen omkring klokken 20
Da kampen genoptages, står det hurtigt klart at skibet er fortabt. En efter en sættes kanonerne ud af kraft og mandskabet kæmper som besat for at opretholde ilden fra begge siders kanoner.
Skønt vi var så nær land at skibet tog grund vedblev vore kanoner med at skyde. Vi var nu nær hinanden at karabiner og pistoler kunne tages i brug. Så blev der stille i nogle minutter, hvorpå vi fik et frygteligt slag. Råen blev skudt over tæt ved mærset og jeg så min broder Peder styrte i havet med det bortskudte stykke.
Under dette slag falder løjtnant W. Dahlerup idet en kugle bortskyder det meste af hans hoved, så kun underkæben bliver tilbage. Næstkommanderende Rothe får knust sin venstre arm, mens han står på skansen.
Premierløjtnant Top, der kommanderer underste batteridæk og som netop er på vej op for at indhente tilladelse til at rømme dækket, bliver ramt i det ene ben, da han er på vej op ad trappen. Det lykkes ham at krybe på hænderne til nærmeste luge, at presse sig igennem denne og ned på banjedækket, hvorfra han bliver ført til lazarettet. Her bliver hans skadede ben amputeret lidt neden for knæet.
Stillet overfor yderligere tab beslutter kaptajn Jessen at skåne sin besætning. Han meddeler det engelske skib, at han vil overgive sig og flaget stryges kl. 22.30. Kampen er slut.
Nu stod PRINDS CHRISTIAN FREDERIK uværgeligt fast i sandbunden, vinden havde lagt sig, kanonerne var tavse og al kommando forstummet. Kaptajn Jessen havde kapituleret, vi forlod vore poster og entrede selv ned på dækket. Her kom de bærende med en falden officer, jeg hørte navnet Willemoes. Jeg så hastigt på den døde, jo det var vor flådes helt, hans hoved blødte frygteligt. Jeg kunne ikke tåle dette syn og holdt mig for øjnene og tumlede rundt som vanvittig mellem døde og sårede. “til side råbtes bøst og nogle folk kom bærende med den strenge bådsmand som dagen forinden havde revset min broder Peder under træningen.
Det samlede danske tab er 64 døde og 129 sårede af hvilke adskillige er hårdt såret. De engelske tab omfatter i alt 55 døde og sårede.
Sprængningen af PRINDS CHRISTIAN FREDERIK
Umiddelbart efter overgivelsen begynder overførslen af de raske fanger til de engelske skibe. Disse bliver fordelt på NASSAU og STATELY, mens deres ejendele forbliver på PRINDS CHRISTIAN FREDERIK .
Næste dag formiddag begynder man at overføre de sårede fanger, hvilket på grund af vejret tager en del tid. Alle døde bliver smidt overbords og i pålandsvinden driver ligene ind mod land. Op ad formiddagen er alle sårede og fanger overført til de engelske orlogsskibe. Herefter prøver man at trække det danske skib af grunden. Dette mislykkes selvom kanoner, ankre m.v. kastes overbord for at lette skibet.
Det bliver derfor, henad aften den 23. marts 1808, besluttet at sætte ild til skibet. Omkring kl 22 når ilden ammunitionsrummet, og skibet springer i luften med et voldsomt brag for øjnene af det rædselsslagne mandskab.
Begravelsen på Odden kirkegård
I løbet af de kommende dage driver en del omkomne officerer og menige i land på Oddens kyst. Alle de danske omkomne bliver stedt til hvile på den lille Odden kirkegård, hvorefter her i 1809 rejses et mindesmærke finansieret af kaptajn Fribert som ejer herregården Anneberg ved Nykøbing.
Prisonen
Den 25 og 26. marts afsejler de engelske skibe til Gøteborg, hvor de sårede bragt i land. Fangerne bliver interneret i venten på tranport til England alt i mens den før omtalte sygdom stadig kræver sine ofrer. En dag sidst i maj måned begynder man overførslen af det resterende mandskab (370 fanger) på 3 engelske transportskibe. Efter tre dages sejlads når man Yarmouth red, hvor fangerne genser linieskibet STATELY, som ligger for at blive repareret.
Fangerne bliver herefter overført til Sherness og sejlet i småskibe til Chatham bugten. Her bliver de bragt ombord på et af 20 udrangerede og sortmalede orlogsskibe. Disse fangeskibe er uden master og ror, kanonportene har svære stænger for åbningen og langs med vandlinien er etableret en gangbro så vagter kan patruljere hele skibet.
De danske fanger, herunder de to brødre fra Jylland, kommer ombord på BOHAMA og må udstå en frygtelig tid klædt i pjalter, langhårede, usoignerede, næsten nøgne og udhungrede. Føden de får er værre end svineæde og kødet som ærterne er kogt på er så angrebet af maddiker, at det må skummes af inden spisning.
Her lever fangerne i årevis og for de fleste vedkommende indtil krigen slutter i 1814. For de to jyske brødre dog ikke så længe, idet de bliver frigivet sammen med en del andre jyder allerede i august måned 1810 efter “bare” 2½ år ophold under disse umenneskelig forhold.
I øvrigt har de to fanger allerede mens de ligger interneret i Sverige erfaret, at deres tredje broder ikke er omkommet alligevel, men at han har reddet sig i land fra det kolde vand og har begivet sig til Nykøbing. Derefter melder han sig hos admiralitetet i København. For de tre brødre ender det således med at disse i året 1810 atter kan samles på gården i Jylland.
Efterskrift
I lang tid efter at skibet er sprunget i luften står vraget oven vande og mange vragrester flyder i land hvor de helt op i vore dage pryder adskillige hjem i Odsherred. Det siges, at en del at de såkaldte “pinsevæve” bliver bygget af vragtømmeret. Skibsklokken tjener i ca. 100 år som madklokke på en af Odsherreds store gårde, før den havner på Stenstrup museum, hvor den hænger i dag sammen med adskillige andre vrageffekter.
Efterhånden forsvinder vraget under havoverfladen og først i 1930’erne bliver det genopdaget af en stenfisker. Der er siden bjærget adskillige genstande fra dette. I 1883 opstiller Søløjtnantselskabet et mindesmærke over de faldne, og samme selskab skænker i 1915 en model af PRINDS CHRISTIAN FREDERIK til Odden kirke.
Noter:
(1) Det tidligere danske skib HOLSTEEN der som det eneste blev taget som prise af englænderne ved Slaget på Reden, 1801.
Læs mere:
Rapport fra Kaptajn Jessen om kampen
PRINDS CHRISTIAN FREDERIK
Tre jyske brødres vidunderlige redning, Artikel i Fra Holbæk Amt, Historiske Årbøger 57 Bind, 1963.
Orlogsskibet Prinds Christian Frederik, Helge Andersen, Nyboder Boghandel 1981.
Tapperhed Ærer, en Peter Willemoes biografi, Jørgen Høigaard, Borgens Forlag, 1997
Orlogsskibet “Prinds Christian Frederik” af Dr. med. Helge Andersen.
Artikel i “Alle tiders Odsherred 1989”, udgivet af Odsherreds Museum, Nykøbing Sjælland, 1989.
Flåden gennem 475 år, 1 del, J. Teisen, 1974.
Linieskibet Prinds Christian Frederiks sidste kampagne i 1807-08, H.B.Dahlerup, Arkiv for Søvæsenet Bind 11 og 12, 1839 og 1840.
Kampen ved Sjællands Odde, H. Rosendal, Fra Holbæk Amt II, 1908, p. 5-27