Gidseltagning, økonomisk ruin, dødelige sygdomme, og ødelæggende kampe med Ashanti plagede danskerne på Guldkysten i 1800-tallets start.

af Jens Geisler

Dansk storhed i Guinea, bedre kendt som Guldkysten, nåede et højdepunkt med sejren over Awuna-folket i 1784. Men storheden byggede på slavehandel, som i 1803 blev forbudt. Derefter vansmægtede de danske besiddelser, reduceret til en satellit for britiske bestræbelser på at bygge et kolonirige på Guldkysten. Det trak os ind i en konflikt med historiens måske mægtigste afrikanske militærmagt; Ashanti-riget.

Det står sløjt til

Slavehandelens ophør bragte danskerne i et modsætning til mange lokale magter, specielt Ashanti. Men selvom handelen med mennesker officielt var lukket ned fortsatte den på et lavere niveau fra Christiansborg gennem private handlere, for overhovedet at bevare et fodfæste på kysten. Men forterne Christiansborg, Augustaborg, Fredensborg, Kongensten og Prinsensten fungerede også som centrum for spæde forsøg på opstart af en ny type handel; allerede i 1798 havde man i København modtaget den første balle uld fra nyanlagte bomuldsmarker og både bomulds, kaffe-, og tobaksplantager blev anlagt inde i landet og ved kysten.

Kommandoen over plantager og forter blev stadigt forestået af militærpersoner, og hele 12 officerer afløser hinanden i perioden fra 1800 til 1826, som kommandanter for forterne eller som guvernører for de samlede danske besiddelser, for de døde som fluer af klimatfeber; malaria, gul feber, dysenteri.

Det var ikke den eneste svaghed. De hjemlige englænderkrige i 1801 og 1807 betød ikke, som det skete i Vestindien og Trankebar, at de danske forter på Guldkysten blev overtaget af England. Men krigene, statsbankerotten i 1813, og tabet af Norge i 1814, slog alligevel hårdt. Danmark magtede ikke at holde forbindelsen til Guldkysten ved lige og i ni lange år sejlede ingen skibe til området. Først i 1817 kom skibet Turbulent med rigelige forsyninger, hvilket dog ikke ændrede på det faktum, at den danske position på kysten var den svageste i mange år.

Den militære styrke

I 1802 havde Christiansborg en bestykning på 42 kanoner, samt en besætning på 28 officerer og mulatter, ca. 100 våbenføre afrikanere, og omkring 500 lokale krigere kunne tilkaldes. Det nærliggende Augustenborg havde 14 kanoner og en kun en håndfuld mand, mens Fredensborg havde 25 kanoner og en besætning på 6 mulatsoldater under en underofficer, som kunne tilkalde omkring 300 afrikanere fra landsbyen Ningo til støtte.

På den vestlige bred af floden Volta lå Kongensten med 26 kanoner, 8 mulatsoldater anført af en underofficer, samt en stor tilkaldestyrke på op til 1500 krigere. Længst mod øst lå Prinsensten med 33 kanoner, en mulatstyrke på 11 mand, men uden tilkaldestøtte fra de lokale, fjendtligt stemte awunaer. Dertil kom en gruppe af embedsmænd, håndværkere og fortkommandanter på ca. 30 mand.

Militært set var det mest afgørende dog, at både englændere og hollændere var begyndt at rekruttere blandt de folk i århundreder havde tjent de danske, helt tilbage til 1661 hvor fort Christiansborg blev grundlagt. Selv landsbyerne Osu og Labadi beliggende ganske nær ved Christiansborg gik i en periode over til hollænderne.

Hovedparten af det militære beredskab bestod af lokale, loyale afrikanere, for mulatterne, som udgjorde den mest tro og bedst trænede del af den militære styrke, var fåtallige. Men også dem rekrutterede englænderne til de hyppige konflikter med Ashanti-riget. Ophøret af slavehandelen og fraværet af anden økonomisk styrke betød, at danskerne ingen indflydelse havde uden for kanonernes rækkevidde.

Episoder

Godt det samme, for kun få militære episoder fandt sted omkring århundredskiftet. I 1799 trængte 200-300 accraer ind på dansk område under hollandsk flag. Et skyderi brød ud udenfor fortet og de indtrængende blev jaget væk med advarselsskud fra Christiansborgs kanoner. Næste dag angreb de igen, men blev denne gang jaget væk af skud fra fæstningstårnet Prøvesten, før de nåede frem til Osu og Christiansborg.

Striden stod mellem to fraktioner i Osu, hvor den ene fløj havde søgt støtte hos hollænderne som villigt støttede striden; måske kunne de derigennem overtage Christiansborg. Både danske og hollandske fortbesætninger havde indgået forsvars- og samarbejdsalliancer med de lokale som boede tæt ved forterne, og deres loyalitet var afgørende for handelen og sikkerheden. Men en fredelig ordning kom til veje, og roen indfandt sig igen.

En anden episode fandt sted i 1803, da guvernør Wrisberg købte øen Bimbia nær Cameroun med henblik på, at starte ny dansk handel op i området – eller måske i smug at genoplive slavehandelen. Stationen blev imidlertid plyndret og mandskabet jaget væk af lokale krigere. Aktionen var formentlig sat i værk af en gruppe Liverpool-købmænd, som allerede havde slået sig ned i området og som ikke brød sig meget om konkurrence.

I stormens udkant

Danskerne på forterne spillede en mindre rolle i levering af skydevåben til Ashanti, hvis hær bestående af titusindvis af krigere ofte bevæbnet med en langløbet musket – netop kaldet “daneguns” fordi de oprindeligt var blevet introduceret for dem af danske handelsfolk. De var dog ikke af særlig god kvalitet og eksploderede i ny og næ ved affyring – og endnu i dag findes begrebet “daneguns” som udtryk for hjemmelavede, lavkvalitet skydevåben.

For hver gang Fante-folket, som boede ved kysten vest for Christiansborg, blokerede for handelen til kysten brød en konflikt ud, og engelske agent provocateurs spillede dygtigt på de eksisterende modsætninger mellem kystfolkene og Ashanti. Som straf sendte Ashanti hære af sted på straffeekspeditioner, første gang i 1807, hvor det engelske fort ved Anamabo blev angrebet, men også i 1809 og i 1811 kom ashantihæren “på besøg” i nabolaget. Hver gang måtte de danske levere “gaver”, som ofte bestod af musketter, krudt og kugler, for at undgå belejring eller andre gener, gerne suppleret med en pose penge. I lange perioder udstationeredes også kommandanter som repræsentanter for Ashanti og forlangte jævnligt “gaver” af kystfolkene og af de danske.

Gidseltagning og ruin

Normalt foregik det helt udramatisk, for danskerne havde ikke styrke nok at stå imod med. Men i 1811 jog en ashantistyrke en fjendtlig styrke på flugt, hvis leder ashantierne mente søgte sikkerhed i det danske område. Kommandant Flindt fra Kongensten blev taget til fange, uvist hvordan, og som modydelse skulle den flygtede leder udleveres. En “gave” på 2000 rigsdaler formildede ikke ashantierne nok. Først efter en ashantihær havde lidt nederlag i området året efter blev han sat fri, ved endnu en betaling af 27 krigsfanger.

De evigt krigeriske awunaer benyttede sig af den danske svaghed og afpressede danskerne for 6000 rigsdaler, som de mente en tidligere guvernør havde lovet dem; det blev dem nægtet og 17. september 1812 kom det til et regulært slag, som kostede Prinsensten mere end 1500 rigsdaler, samt penge ud af kommandantens egen lomme.

Under de ovennævnte konflikter blev alle bomulds-, kaffe-, og tobaksplantagerne ødelagt, for danskerne var ude i stand til at beskytte dem. I 1820 forsøgte Peter Svane Steffens, infanteriofficer, udnævnt til major og guvernør, at genrejse enkelte af plantagerne. Til beskyttelse af det nye økonomiske initiativ organiserede han under et banner på vegne af kongen de kun 76 duelige mænd under sin kommando som milits til værn for Christiansborg, hvis permanente garnison var nede på kun 20 mand. Men, ak, Steffens døde allerede året efter i 1821 og fuldendte ikke sine planer. De danske kæmpede imod alle odds for stadigt at hænge på som en faktor på kysten.

Stormen kommer; slaget ved Cape Coast Castle

Det havde ikke hjulpet at ashanti-hære igen i 1815 og 1816 var kommet til kystområdet for at kue de oprørske folk, som støttet af englænderne vred sig under Ashantis overherredømme. Konflikten mellem Ashanti og englænderne spidsede i de efterfølgende år til, og da den nye engelske guvernør, Sir Charles McCarthy, besluttede sig for én gang for alle at knuse Ashanti-magten gik det helt galt.

Han led et forsmædeligt nederlag i et slag i januar 1824, begik selvmord, hvorefter ashantikrigere tog hans hoved som trofæ. Efterfølgende hærgede og plyndrede de sejrsberusede ashantikrigere overalt og Christiansborg blev sat i forsvarsberedskab. Da en hær fra Ashanti dukkede op ved kysten søgte englænderne om hjælp hos danskerne og vores få allierede.

Det var vi ikke i stand til at afslå; i 1823 havde indbyggerne i landsbyerne Osu, Tessing og Labadi, alle ganske tæt ved Christiansborg, på engelsk opfordring massakreret alle ashanti-handelsfolk de fandt, måske flere hundrede. Hovedskallerne var blevet bragt op på Christiansborg og siden fragtet til det engelske Fort James. Efterfølgende havde krigere fra det danske område deltaget i et slag mod en ashanti-allieret hær. De danske var derfor modvilligt blevet en del af konflikten.

11. juli 1824 angreb 15.000 ashantier det engelske fort Cape Coast Castle. Major Richelieu rykkede ud med en styrke på en trop på ca. 50 hvide soldater, 100 veltrænede mænd fra købmand Richters private hær, samt kontingenter fra Teshi og Labadi, støttet af et par feltkanoner. Kaptajn L. G. Poulsen ledte den lille danske styrke, som led et tab på 70 mand. Forsvaret af det engelske fort lykkedes og ashanti-hæren blev slået tilbage, hvilket medførte at en række høvdinge efterfølgende erklærede sig loyale overfor den engelske og danske “regering”. Den danske styrke udmærkede sig i kampen og Kong Frederik VI anbefalede, at ledende afrikansk-danske ledere fik tildelt et sølvsværd.

Oprustning

Banen var nu kridtet op til næste runde krigsdans og i denne afgørende periode var den kun 21-årige Niels Brock guvernør, og den danske repræsentant i et af regionens største regulære slag. For oppe i landet slår Ashanti i 1826 endnu engang sine modstandere, hvorefter de igen marcherede mod kysten, for bl.a. at hævne den danske deltagelse i 1824.

De første kampe finder sted da en lille gruppe ashantikrigere overraskes af spejdere og dræbes, hvorefter deres kæber sendes til Brock for at varsko om, at ashantihæren nærmer sig. Et andet hold krigere sendes ud af Brock ud på rekognisering, som overrasker og dræber endnu en gruppe ashantier. De afleverer to hoveder til guvernøren; at tage legemsdele fra faldne fjender var ganske normalt som dokumentation.

Brock erkendte faren og begyndte at uddele ammunition og våben til en lang række lokale folk, som i frygt flygtede fra Ashanti-hæren for at samles under Christiansborgs kanoner. Det engelske Fort James arsenaler blev også åbnet og englænderne forsynede dem og deres egne allierede med ekstra våben og ammunition.

De danske private handelsfolk afgav hver især hvad de kunne til forsvaret. Flere havde trænet deres egne “husholdningsslaver” som milits. Handelsmanden Richter stillede også denne gang med en veltrænet styrke på 100-150 mand og derudover stillede også handelsfolkene Hansen, Aarestrup, Lutterodt og Balck hver med deres små kontingenter af militært trænede slaver.

Fra garnisonen mobiliseredes 20 soldater under kommando af Lindendorff, som spredtes ud blandt de nu ca. 4-5000 “danske afrikanere” for at uddele ammunition. Guvernør Brock stillede med sin livvagt, og kombineret med den engelske handelsmand Jacksons tropper rejstes i alt en veltrænet styrke på ca. 600 mand, som desuden rådede over to 1 punds bronzekanoner.

Udmarch

Mens tusinder af kvinder og børn fra Akim og Akwamu stadigt strømmede ned fra bjergene nord for Christiansborg for at søge tilflugt i og omkring fortet mødtes de danske og engelske styrker. Englænderne stillede med en del af garnisonen, ca. 60 britiske officerer og underofficerer, og desuden med et kontingent Royal Marines på også ca. 60 mand udrustet med Congreve-raketter, 4 feltkanoner, samt 6-7000 af deres afrikanske allierede.

Englændernes kommandant, general løjtnant Purdon, foreslog at udkæmpe slaget ved Christiansborg for at kunne drage nytte af fortets kanoner. Men det danske fort kunne umuligt forsyne så mange soldater, og desuden ville mange af de lokale hellere møde ashantihæren borte fra deres egne områder. Hæren marcherede derfor ud en hel dag og nat under observation af ashanti-spejdere til foden af Akwapim-højderne, hvor forpostfægtninger mellem akwapim-krigere og ashantier brød ud i akwapims-krigernes egne skove. Den danske del af hæren stilles op i formation efter deres oprindelsesbyers placering ved kysten; krigere fra Temma mod øst, og krigere fra Teshi bag en styrke fra Labadi.

Opmarch

Slaget ved Dodowa, eller Katamanso, fandt sted 18. august 1826 ca. 60 km nord for Accra. Ashanti var mødt op med en mægtig hær på op mod 40.000 krigere som angives som deployeret med 12.000 krigere i center, 10.000 på højre fløj, og 8000 krigere på venstre flanke. Som reserve stod endnu 8000 krigere samt kongens livvagt på 2000 krigere.

Fronten var 6 km lang og den allierede styrke bestod af styrker fra talrige folk som følte sig undertrykt af Ashanti; krigere fra Denkyera, Fante og Agona, Akwamu og Akwapim kan nævnes, udover de danske fra Accra-området. Den engelske major Purdon havde sine regulære soldater og militsstyrker stående som reserve i midten bag styrker fra Fante, inklusive kontingentet af Royal Marines med artilleri og raketter.

De danske handelsmænd Hansen og Richter inspicerede hele den danske del af linien deployeret på højre flanke, og gjorde hvad de kunne for at opmuntre den spraglede styrke. Hærene slog lejr for natten og små grupper af ashantier og accraer brugte aftenen med at snige sig indenfor skudafstand af hinanden for at råbe fornærmelser mod fjenden.

Om morgenen gjorde ashanti-krigerne sig klar, smurte hvide striber på sig af ler og sang kampsange: “Asante kotoko!, Kum apem a, apem beba: Monka ntoa, monka ntoa, monka ntoa!” (Ashanti pindsvin, når tusinder dræbes, tusinder vil komme, til våben, til våben)

Slaget

Næste dag, mellem kl. 9 og 10 om morgenen, gik ashantihæren frem i lige linie med vajende bannere under en øredøvende larm af trommer, horn og krigsråb, trods den engelske artilleriild som blev rettet mod dem. De tætpakkede masser af krigere led store tab, men deres velkendte disciplin gjorde at de alligevel nåede frem til de engelske linier. De blev mødt af en britisk salve, som besvaredes med en salve fra egne linier, efterfulgt af en byge af spyd.

Derefter brød en intens nærkamp ud som varede i to timer, hvor situationen hurtigt blev mere og mere desperat for englænderne. Fante-styrken, som holdt de første linjer, kollapsede og ashantierne trængte frem. De engelske officerer og allierede høvdinge forberedte sig på at sprænge ammunition og forsyninger i luften for at forhindre det i at falde i fjendens hænder. Også på den danske fløj var angrebet blevet sat ind og Hansen undgik nød og næppe at blive taget til fange. En af feltkanonerne blev erobret af ashantier, men en velrettet salve, som gjorde stor skade på fjendens linie, muliggjorde en generobring.

Slaget vender

Sejren syntes indenfor ashanti-hærens rækkevidde – men så kom Congreve-raketterne i brug. Deres direkte sprængeffekt var ikke stor, men deres hvislende og rygende færd over himlen spredte uro blandt krigerne. De havde aldrig mødt et lignende våben før, og det skræmte dem. En Congreve-raket, affyret af en sergent James Kittson, ramte nogle pund krudt i frontlinien som sprang i luften, hvilket kun forværrede uroen.

Ashanti-hærens ledelse fandt det nødvendigt at trække dem tilbage for at bevare kontrollen over hæren, hvilket de i øvrigt gjorde i god ro og orden. Men retræten udnyttedes af de allierede til at gå til modangreb med knive og macheter og mange sårede ashanti-krigere, som lå tilbage på valpladsen, blev brutalt myrdet.

Coup de grace

På fløjene faldt kampen nu også ud til de allieredes fordel. Den engelske version hævder, at styrker fra både Denkyera og Akwamu undsatte centrum af den engelske slaglinie nogenlunde på samme tid som ashantihærens taktiske retræte blev indledt. Fra dansk side hævdes det, at det kun var akwamuer og det danske kontingent som rykkede rundt om ashantihærens flanke. Richter blev under fremrykningen med sin private hær hårdt såret i låret. Fremstødet på flanken blev hurtigt forsøgt afvist af kong Osei Yaws livvagt, men forgæves.

Én kilde fortæller, at livvagtens nederlag gjorde stort indtryk: Et råb skulle have lydt igennem kamptummelen; “Edom agu o!”, “slaget er tabt!”, hvorefter ashantihæren skulle have flygtet over hals og hoved, kastende alt fra sig i panik. En anden kilde siger, at arrieregarden, livvagten, holdt den dansk-engelsk-allierede hær stangen, mens hovedparten af hæren trak sig væk.