Slaget på Reden 2. april 1801 var kulminationen på udenrigspolitiske spændinger som havde deres ophav tilbage til tiden omkring den franske revolution. Det var den franske flådes banemand, Horatio Nelson, der førte angrebet på Danmark-Norge i 1801. Denne dag udviste Nelson en noget betænkelig adfærd …

af Peter Jensen

Forhistorie og den europæiske kontekst til slaget på Reden

At angrebet på det parisiske fængsel, La Bastille, 14. juli 1789 samt de efterfølgende politiske omvæltninger i Frankrig skulle få nogen indflydelse på den række af begivenheder som for Danmark-Norges vedkommende begyndte den anden april 1801 og kulminerede med afståelsen af Norge i 1814 kan umiddelbart synes noget uklar. Alligevel må udviklingen i det revolutionære Frankrig på længere sigt betragtes som skæbnesvanger for Danmark-Norges ekstens.

De utallige omvæltninger, som fulgte i kølvandet på den franske revolution foregik hovedsageligt på fransk jord. Dog medførte revolutionen, at flere europæiske kongehuse frygtede for, at de revolutionære strømninger ville sprede sig i Europa. Særligt revolutionens nedbrydende virkning på datidens enevældige kongemagt og dermed frygten for at de revolutionære tendenser ville omstyrte disse var medvirkende til, at der var et ønske om at standse forholdene i Frankrig.

Blandt den mere jævne europæiske befolkning havde de revolutionæres systematiske myrderier både af repræsentanter fra første og anden standen (eksempelvis adelige og præster) samt for hovedpartens vedkommende almindelige fattige mennesker f.eks. i Vendée givetvis skabt modreaktionære holdninger og afstandstagen til forsøget på at skabe et jordisk paradis i ruinerne af Bourbonernes kongedømme.

Denne modstand resulterede i, at det revolutionære Frankrig udkæmpede adskillige krige op gennem 1790’erne med bl.a. England i den såkaldte første koalitionskrig.

Endvidere voksede Frankrigs position i Europa efter general Napoleons brumairekup i november 1799, hvilket yderligere bidrog til opretholde og intensivere de udenrigspolitiske spændinger med andre europæiske magter, som fokuserede på at bekæmpe den franske dominans. Det er således i denne europæiske kontekst, at slaget på Københavns Rhed skal beskues.

I dette indlæg vil de udenrigspolitiske omstændigheder omkring optakten til slaget på Reden, skærtorsdagsslaget, blive redegjort. Efterfølgende vil begivenhederne omkring slaget på Reden anden april 1801 blive afdækket. Noget kunne tyde på, at der i forbindelse med afslutningen på slaget forekom nogle episoder fra engelsk side, som må betragtes med en vis skepsis og betænkelighed. Viceadmiral Nelsons handlinger under slaget må betragtes som noget tvetydige, hvilket ikke ligefrem er medvirkende til at opretholde den glorificering, der er forbundet med hans navn.

Endvidere er den danske indsats over for den engelske flådes overlegenhed i et vist omfang blevet negligeret og undervurderet, hvilket må siges ikke at være helt berettiget. Trods det forhold at store dele af den dansk-norske flåde bevidst fra central side ikke blev anvendt i slaget samt den engelske flådeovermagt må de københavnske borgeres samt de danske soldaters indsats opfattes som uforfærdet, offervillig og loyal over for deres folk.

Det lidt fordrejede billede af slaget på Reden, som en egentlig sejr fra dansk-norske side må betragtes som uholdbart og afvises. Danmark-Norge sejrede ikke den anden april 1802, men landet udviste modstandsvilje og tabte en ærefuld kamp til en fjenden, som i mindre omfang tog svigagtige metoder i brug.

Væbnet neutralitet

Udover 1790’ernes krige med Frankrig havde England været involveret i flere krige bl.a. kolonikrigen og uafhængighedskrigen i Amerika. Krigene bevirkede, at den britiske flåde i slutningen af 1700-tallet måtte nedtone sine omfattende merkantile aktiviteter, da det var mere nødvendigt at anvende de mere civile og handelsmæssige områder af flåden i forbindelse med krigsførelsen.

Med omlægningen af den engelske flåde blev det muligt for udenlandske handelsflåder at overtage nogle af Englands maritime handelsandele, og dermed i princippet profitere på Englands krigsførelse. Det gjorde Danmark-Norge. I årene frem til 1801 voksede den dansk-norske handelsflådes aktiviteter, hvilket betød en øget indtjening på transport og handel.

Dette bevirkede, at København i slutningen af 1700-tallet var en af verdens driftigste og største handelshavn, idet den overgik havne som Amsterdam og Hamborg. Denne økonomiske vækst blev ikke mindst realiseret ved, at Danmark-Norge havde fulgt en neutral linje i forholdet til England. I løbet af den sidste halvdel af 1700-tallet havde Danmark-Norge ført en særlig udenrigspolitisk kurs, en væbnet neutralitet.

Ved at føre denne væbnede neutralitet kunne de involverede lande drage fordel af deres neutralitet, idet lasten fra skibe som tilhørte neutrale lande dermed havde status som ukrænkeligt gods, der ikke kunne konfiskeres af et andet land. På den måde kunne et land, som havde status af væbnet neutralitet i princippet handle med to bekrigende lande.

Oprindelig indebar den væbnede neutralitet, at de neutrale landes militære flådefartøjer skulle ledsage deres handelsskibe og med militære midler forhindre en mulig inspektion af skibenes last. Forholdene på havene havde dog udviklet sig således, at det ikke var nødvendigt at handelsskibene skulle eskorteres af militærfartøjer. Disse gunstige vilkår for skibsfarten var dog kun af kortvarig karakter. Med krigene mellem Frankrig og England blev det i løbet af 1790’erne igen nødvendigt at genoptage den militære eskortering af handelskonvojerne.

Englands status som indehaveren af herredømmet på havene blev cementeret i slaget ved Abukir i august 1798, hvor den engelske flåde ledet af Horatio Nelson observerede og ødelagde en skjult fransk flåde. Med nederlaget i den ægyptiske bugt blev den franske flådes skæbne beseglet, idet dens muligheder for at bekæmpe englænderne var minimeret. De franske militære strategier blev lagt om og frem til slaget ved Waterloo i 1815 foregik dens militære operationer hovedsageligt på landjorden.

Konflikten optrappes og det danske udenrigspolitiske dilemma forstærkes I lyset af krigsførelsen med Frankrig var der i England af naturlige årsager en voksende utilfredshed med brugen af neutralt flag indenfor skibsfarten. England anklagede ligefrem de neutrale lande for at udnytte anvendelsen af neutralt flag til at levere forsyninger til den franske ærkerival. Denne anklage var uomtvistelig ikke grundløs, da den neutrale status i stort omfang blev udnyttet, idet mange skibe rent proforma sejlede under neutralt flag, selvom de ikke reelt tilhørte et land som havde denne status.

I begyndelsen gav englændernes utilfredshed sig udslag i form af diplomatiske protester, men det kom i sommeren 1800 til deciderede kamphandlinger, da en britisk flådestyrke forsøgte at opbringe en dansk-norsk konvoj ledsaget af fregatten Freja i den engelske kanal. Det lykkedes for englænderne at opbringe konvojen med tab på begge sider.

England forsøgte efterfølgende i løbet af sommeren at presse Danmark-Norge ved at sende en flåde til Øresund, som truede med at bombardere København.

På trods af løfter om at indstille konvojerne appellerede Danmark-Norge til Rusland. Grundet flere årsager var den russiske politik overfor England betydelig mere offensiv i forhold til den dansk-norske kurs, og Rusland var derfor en af hovedkræfterne bag oprettelsen af et væbnet neutralitetsforbund, hvori Sverige og Preussen også blev optaget.

Selve formålet var, at landene som indgik i forbundet skulle forsvare de neutrale nationers frie handel, og da England var det eneste land, som udgjorde en trussel mod handlen var det væbnede neutralitetsforbund direkte vendt mod landet.

På grund af Ruslands forhold til England valgte forbundet at alliere sig med Frankrig. England krævede øjeblikkelig Danmark-Norges udtrædelse fra forbundet ellers ville landet blive angrebet af engelsk militær.

Danmark-Norge befandt sig dermed i et vanskeligt dilemma, idet riget ved en udtrædelse fra forbundet frygtede repressalier fra dets medlemslande, da Sverige og Preussen havde interesser af ekspansiv karakter på dansk-norsk territorium samt de danske bælter. Danmark-Norge besluttede derfor at afvise englændernes krav og støtte forbundet. Konsekvensen af beslutningen blev, at Englands trusler om et muligt angreb nu blev et spørgsmål om tid.

Det engelske angreb på Danmark-Norge

Fra dansk side blev en konfrontation med England på havet udelukket, hvilket i høj grad skyldtes det britiske flådeherredømme. Med denne erkendelse blev der derfor fokuseret på at styrke det danske flådeforsvar, så det var forberedt på mødet med angriberen. Olfert Fischer, der var udnævnt til at lede forsvaret af København under det engelske angreb, stod i spidsen for forsvarsplanlægningen.

Allerede i det tidlige forår i 1801 var der fra dansk side gjort forberedelser på at udbygge forsvaret, når englænderne engang ville angribe. Det var af afgørende betydning at demonstrere viljen til at forsvare sin neutralitet, særligt overfor forbundspartneren Rusland. Sveriges og Ruslands flåder var frosset fast i Østersøen og grundet det minimale omfang af den preussiske flåde udviklede situationen sig til at blive en konfrontation udelukkende mellem England og Danmark-Norge.

Kulminationen på det spændte forhold mellem England og Danmark-Norge bevirkede, at en engelsk flåde på i alt 53 skibe (20 linjeskibe samt 33 andre fartøjer) ankom til Øresund i slutningen af marts 1801. Flåden havde forladt Yarmouth den 12. marts og blev ledet af Admiral Hyde Parker samt dennes næstkommanderende, Viceadmiral Horatio Nelson, som ved tidligere lejligheder havde demonstreret sin strategiske evner. Formålet med flådens sejlads var ikke udelukke kun at statuere et eksempel overfor Danmark-Norge, men at fortsætte til Østersøen for at presse forbundets øvrige medlemmer.

Den engelske flåde nåede Helsingør efter 18 dages sejlads, men trods Kronborgs bevæbning ydede de danske kanoner en minimal effekt på den overlegne fjende. Samme formiddag lagde den engelske flåde til ud for Hven i Øresund. Mod syd kunne Admiral Parker skimte den danske forsvarslinje defensionen bestående af 18 danske, stationære og hovedsageligt udtjente fartøjer, de såkaldte “blokskibe” placeret i kongedybet med det formål at spolere de engelske kanoners rækkevidde, så København og forskellige militære anlæg bl.a. Holmen ikke kunne bombarderes.

Imens Parker opholdte sig nord for Middelgrunden sejlede Nelson ombord på sit flagskib Elephant i løbet af den 1. april sydpå gennem hollænderdybet med kuling fra nord med hovedflåden på 36 skibe. I ly af natten placeredes hovedflåden i farvandet omkring Middelgrundens sydspids. Fra denne position var hovedflåden i realitet indenfor rækkevidde af defensionens kanoner, men fra dansk-norsk side blev der ikke åbnet ild mod fjenden. Nelson havde givet sit besyv til Parker om at være tilbage ved hovedflåden og dermed Parker inden en time, men et dilemma nagede den enøjede Viceadmiral.

De sydøstlige vindforhold var gunstige for et angreb, men Nelson havde intet kendskab til farvandet, herunder særligt dets dybdeforhold samt lokaliseringen af den danske flåde udover defensionen og flere kanonbåde. Nelson var i vildrede. Skulle han benytte sig af søndenvinden til et angreb eller skulle han vente til solen stod op for bedre at orientere sig om fjendens positioner, men så eventuelt risikere at de gunstige vindforhold kunne ændre sig?

Denne morgen og den tidlige formiddag var viceAdmiralen rådvild. Men, der var ikke tid til tvivl, så Nelson tog chancen og beordrede de engelske skibe til at nærmere sig fjenden, der langsomt dukkede op af morgendisen. De engelske skibes ordre var “engagér fjenden på nærmere hold”. Nogenlunde samtidig, nogle minutter over ti om formiddagen fik defensionen ordre til at beskyde fjenden, når den var på skudhold.

Det blev Prøvestenen, defensionens sydligste blokskib som indledte kampen, da skibets kaptajn Lassen gav ordre klokken halv elleve til at beskyde den fremrykkende flåde. Efterfølgende udvides kampen, og den udviklede sig til at blive et klassisk “Nelsonsøslag” karakteriseret ved tætte nærkampe med langvarige kanonader.

Nelson skønnede, at kamphandlingerne ville være kortvarige, men den dansk-norske modstand viser sig at være sejere end forventet. ViceAdmiralen måtte nu udelukkende fokusere på at bekæmpe den ivrigt forsvarende defension. Den dansk-norske stædige modstand fik Parker til at beordre Nelson til at indstille kamphandlingerne.

Parkers ordre blev blot ignoreret af Nelson, der med sin velkendte handling vendte kikkerten for det blinde øje, da Parkers ordre blev signaleret. Nelson nægtede at imødekomme ordren, men fortsatte kampen som han med alle midler ville vinde. Det var således først hen af eftermiddagen at kampen sluttede.

Nelsons handlinger under kampen mod den dansk-norske fjende

Viceadmiral Nelsons strategiske evner skal under ingen omstændigheder undervurderes, men hans handlinger under slaget på Reden sætter ham i et lidt mere nuanceret perspektiv. Det heroiske billede af ham som den engelske flådes stolthed krakelerer en anelse bl.a. på baggrund af den rådvildhed som han udviser om morgenen anden april om hvorvidt der skal angribes. Denne rådvildhed kulminerer med hans negligering af Parkers ordre, idet Nelson blot fortsatte kampen.

Et af hans motiver for netop afvisningen af admiralens ordre kunne være, at Nelson ikke ville tabe ansigt overfor sine engelske kolleger. Manden ville simpelthen for hver en pris vinde slaget også selvom modstanden fra fjendens side var mere massiv end hidtil forventet. Nelson havde åbenlyst undervurderet den danske flådes modstand, og derfor antageligvis motiveret af æresbegreber var han opsat på at overvinde fjenden før hovedflåden kunne forenes med Parker. At Nelson befandt sig i en sandsynlig desperat situation kommer yderligere til udtryk i hans korrespondance med Danmark-Norge under og efter slaget.

Knap en time efter at Nelson havde ignoreret Parkers ordre blev der fra skibet Elephant sendt en parlamentær afsted medbringende et brev til den danske kronprins Frederik. Det skal her understreges, at kamphandlingerne langtfra var afsluttet. I brevet, som er dateret på selve dagen for skærtorsdagsslaget, fremhævede Nelson følgerne, hvis ikke det danske forsvar blev stoppet:

Lord Nelson har Ordre til at skaane Danmark, naar det ikke længere gør Modstand; men hvis Skydningen vedbliver fra dansk Side, vil Lord Nelson være nødt til at sætte Ild paa alle de flydende Batterier, som han har taget, uden at det staar i hans Magt at frelse de tapre Danske, som har forsvaret dem.”

Efterfølgende afsluttes brevet med en præcisering af hvor og hvornår det er skrevet samt Nelsons og Brontés underskrifter.

Nelsons tone i brevet var direkte truende, selvom han omtalte det danske forsvars indsats som værende tapper. Den engelske flåde under Nelsons ledelse ville i sidste instans være nødsaget til at afbrænde de danske kanonbatterier med deres mandskab. Englændernes afbrænding af batterierne ville udføres, hvis ikke forsvarshandlingerne fra dansk side blev indstillet. Nelson ville dermed have en våbenhvile med fjenden. Med dette brev gav Nelson dermed den danske kronprins et ultimatum om at indstille forsvarshandlingerne, ellers ville det få blodige konsekvenser!

Et udsagn der kan synes noget uhæderligt, idet han direkte truede med at afbrænde fjendens tilfangetagende soldater og sårede. Denne trussel kan ikke ligefrem siges at bidrage til at opretholde det ofte udelukkende heroiske billede af Nelson, og det kan synes noget overraskende at denne krigshelt ligefrem truede med at afbrænde fjendens folk for at presse modstanderen.

Om det var almindelig kutyme på daværende tidspunkt, at afbrænde fjendens erobrede skibe med deres mandskab har dette indlægs ophavsmand desværre ikke kunne finde omtalt nogle steder. Billedet af Nelson som en vaskeægte engelsk gentleman krakelerer dog en anelse med ovenstående trussel.

Uddraget fra brevet er endvidere med til at underbygge opfattelsen af, at Nelson befandt sig i en presserende situation, idet han var nødsaget til at vinde slaget for at bevare sin ære. Ophøret af fjendens modstand ville gør det lettere og hurtigere for Nelson at bevare sin integritet trods hans lydighedsnægtelse af Parkers ordre. I tilfælde af at fjenden havde fortsat med at yde modstand ville situation blive desperat for Nelson, da han for det første kunne forvente at miste sine kaptajners støtte grundet afvisningen af Parkers ordre.

For det andet ville et længerevarende slag antageligvis stille ham i et dårligere lys overfor sine overordnede. Lydighedsnægtelsen ville sikkert være sværere for hans fortsatte at acceptere, hvis dens udfald ikke ville være til Nelsons fordel, men forværre hans position og omdømme. For det tredje kunne Nelson ved fortsatte kamphandlinger risikere at miste yderligere dele af den engelske flåde, der netop havde til opgave at fortsætte ind i Østersøen mod Rusland.

Så der kan ikke herske tvivl om, at for Nelson var det af afgørende betydning, at den dansk-norske fjende lod sig påvirke af hans fordring. Så af brevets uddrag kan det udledes, at Nelson befandt sig i en presset situation, hvori han højst sandsynligt ville tage drastiske midler i brug for at få gennemtvunget sit forehavende.

Efter kronprinsen modtog brevet sendte han en besked tilbage til Nelson om, at våbenhvilen var accepteret.

Nelsons andet brev

Senere samme dag sendte Nelson igen et brev fra Elephant til den danske kronprins, hvori tonen var langt mere forsonende. I dette brev kan det være svært at fornemme Nelson tidligere og direkte trusler henvendt til den danske kronprins. Det andet brev blev indledt med:

Naar Lord Nelson sender et Vaabenstilstandsflag i Land, sker det af Humanitetsfølelse. Han samtykker derfor i, at Fjendtlighederne ophører, indtil han kan faa Fangerne bort fra de tagne Skibe, og han samtykker i at landsætte alle de saarede Danske og i at brænde eller bortfjerne sine Priser.”

Nelson opfordrede nu pludselig af humanitære hensyn til våbenstilstand, hvori de tilfangetagne danskere kunne føres væk fra de erobrede danske fartøjer. De tilfangetagne danskere, der var blevet såret i kampene ville blive udleveret til Danmark. De erobrede danske fartøjer ville nu blive brændt af eller fjernet uden, at det danske tilfangetagne mandskab befandt sig ombord.

Truslen i Nelsons første brev var nu erstattet af en “humanitetsfølelse” i det andet brev, hvor han nu udtrykte en mere anstændig og diplomatisk tone overfor danskerne. En tone, hvor Nelsons trusler om repressalier var kraftigt nedtonet. Nelsons mere diplomatiske tone i det andet brev blev yderligere intensiveret, nærmest på grænsen til den underdanige:

Med ærbødig Hyldest til Hs. Kongelige Højhed beder Lord Nelson om Tilladelse til at udtale, at han altid vil opfatte det som den største Sejr, han nogen Sinde har vundet, dersom hans Vaabenstilstandsflag maa være den lykkelige Forløber for en varig og lykkelig Forbindelse imellem min allernaadigste Suveræn og Hs. Majestæt Kongen af Danmark.”

Tonen i denne passage er nærmest på grænsen til det patetiske og ekstremt indsmigrende, men hvad skyldes denne noget sleske tone?

Og hvad er Nelsons motiv for at beskrive fjenden i så positive vendinger, som han gør det i begyndelsen af sit andet brev? Med Nelsons lydighedsnægtelse, hans bestræb-elser på at vinde, bevarelsen af sin anseelse overfor sine fortsatte samt truslen i første brev for øje kan den indsmigrende tone forekomme naturlig. Våbenhvilen med fjenden er i stand, så hans forehavende lykkedes for ham trods hans afvisning af Parkers ordre.

Men, fjenden må have et noget betænkeligt billede af ham som det tydeligt fremgik af det første brev. Til forskel fra det første brev er forholdet mellem afsenderen, Nelson og modtageren, den danske kronprins noget anderledes. I slutningen af det andet brev anvendte Nelson en del positive og ærbødige vendinger i forholdet til kongen. Dette kan måske opfattes som en del af datidens formaliteter, men i det første brev er disse ting fuldstændig undladt.

Nelson forsøgte givetvis at udglatte sine tidligere trusler for dermed at fremstå som en hensynsfuld modstander med en “humanitær” holdning til sine fjender! Nelson var bevidst om det første brevs trusler om repressalier, og derfor kunne det tænkes, at han sikkert ville forsøge at ændre fjendens opfattelse af ham. Måske kunne fjendens opfattelse af ham baseret på det første brevs oplysninger senere vise sig at være af kompromitterende karakter for Nelson.

En sådan opfattelse kunne måske skade hans omdømme eller ligefrem bringe ham i vanære, så det har været af afgørende betydning at udfaldet af angrebet og den efterfølgende korrespondance udviklede sig til Nelsons fordel. Det kunne være derfor, han rent retorisk i sit andet brev beskrev slaget overfor fjenden som et slag: “han altid vil opfatte det som den største Sejr”.

Nelsons positive omtale af fjenden krydret med positive vendinger kan således anses som et regulært forsøg på at ændre det indtryk, der udtrykkes i første brev. Hvis fjendens indtryk af ham kan blive ændret i mere ærefrygtindgydende retning er der sat punktum for Nelsons vanskeligheder. De umiddelbare problemer som Nelson får denne skærtorsdag former sig til hans fordel. Nelson er bestemt ikke tilbageholdende med at skildre den danske kronprins’ modtagelse og attitude overfor ham.

I et brev af mere fortrolig karakter til sin kollega i England, Troubridge dateret fjerde april 1801 berettede han om modtagelsen i København:

I Gaar talte jeg to Timer privat med Kronprinsen, og han tillod mig at sige min Hjertens Mening, og jeg tror, jeg sagde ham saadanne Sandheder, som sjældent naar Fyrsternes Øren… …Min Modtagelse var alt for smigrende, og om jeg var landet i Portsmouth eller Yarmouth, kunde Folk ikke have været mere begejstrede for mig, selv Slottet og Trappen var fulde, og der var Hurraraab…”.

Afslutningsvis må det siges, at adfærden Nelson udviste denne skærtorsdag i et vist omfang må beskrives som noget af en satsning, et højt spil der resolut krævede mod og snarrådighed, men også var dybt betænkelig m.h.t. truslerne om repressalier, hvis ikke hans krav blev taget til efterretning. Det beundringsværdige billede af Nelson fremstår en anelse mere betænkeligt.

Vurdering af den militære indsats

Særligt indenfor nyere historiografi er slaget på Københavns Rhed blevet skildret i et noget defaitistisk lys, idet krigen i 1801 er blevet anset for en krig som Danmark-Norge under alle omstændigheder ville havde tabt. Det skal ikke anfægtes, at Danmark-Norges nederlag var en uundgåelighed, men derfor skal forsvarsindsats bestemt ikke negligeres. Flere omstændigheder indikerer, at forholdene var ulige mellem de to partere.

F.eks. skal det pointeres, at den engelske flådes mandskab var langt mere rutineret og havde både kamp- og teknisk erfaring, bl.a. fra de forskellige søslag som blev udkæmpet op gennem 1790’erne. I modsætning til de rutinerede englændere bestod mandskabet hos det danske søforsvar primært af civilt mandskab i form af håndværkersvende og andet personel uden militær uddannelse. Mange københavnske borgere var taget ud til den danske flåde for at hjælpe med at forsvare byen og deres land.

Desuden havde den engelske flåde ved tidligere lejligheder demonstreret sin mobile styrke, og denne taktik blev også anvendt under slaget mod Danmark-Norge i 1801. Overfor denne mere manøvredygtige flåde var hovedparten af den dansk-norske flåde stationær, idet den bestod af en række af forbundne, fastankrede og dermed ubevægelige fartøjer, de såkaldte blokskibe.

I denne sammenhæng er der teorier om, at ved både forsvarsforberedelserne samt i den endelig konfrontation med England blev langtfra alle de dansk-norske ressourcer udnyttet. Noget kunne tyde på at disse betragtninger har deres berettigelse, idet hovedparten af den mobile del af den dansk-norske flåde, orlogsflåden, lå beskyttet af Trekroners kanoner. Orlogsflåden blev bevidst ikke anvendt i slaget, da intentionen var at bevare denne del af flåde intakt.

Orlogsflåden manifesterede kongeriget som en flådemagt, og hvis den eventuelt ville gå tabt eller blive reduceret i slaget ville rigets flådestatus ikke eksisterer mere. Endvidere tilbød forbundspartneren Sverige at beskyde den engelske flåde ved dens sejlads på Øresund mod København. Tilbuddet blev afvist fra dansk side. Der kan derfor ikke herske tvivl om, at Danmark-Norges indsats i forsvaret kunne have været langt mere slagkraftig og omfattende.

I lyset af disse ulige forhold er der ikke nogen grund til at fæste ringeagt ved den dansk-norske flådes krigsindsats, idet flådens indsats over for den overlegne engelske flåde bevirkede, at englændernes angreb imidlertid blev beordret stoppet af Hyde Parker. Ligeledes havde Nelson netop undervurderet fjendens forsvarsindsats, hvilket må ses som yderligere et forhold der underbygger opfattelsen af den danske forsvarsindsats. Desuden ville Olfert Fischer antageligt have fortsat med yde modstand mod fjenden og ikke have accepteret våbenhvilen og de eventuelle trusler i Nelsons første brev.

Så selvom den engelske overmagt på længere sigt uden tvivl ville sejre, ydede den danske flåde en betydelig modstand mod angriberne, og samtidig med at Danmark-Norge afsluttede konflikten uden repressalier for landet (på kort sigt) og dermed bevarede den danske flådes ære.

Som nævnt befandt Danmark-Norge sig i et udenrigspolitisk dilemma, og trods allianceforholdene kunne kongeriget ikke forvente nogen assistance i konfrontationen med det stærke England. I lyset af disse magtforhold må tilstedeværelsen af den danske forsvarsvilje anses som beundringsværdig, idet landet trods den fjendtlige og professionelle overmagt formåede og havde viljen til at forsvare landet.

Hvis Danmark-Norge havde forkastet Nelsons forslag om våbenhvile, og kamphandlingerne givetvis havde fortsat kunne det frygtes, at kampen sikkert kunne udvikle sig til et mere intensivt slag med et i værste fald efterfølgende bombardement af hovedstaden. Med dette hypotetiske scenarium for øje ville der uomtvisteligt være faldet mange flere soldater på begge sider samt givetvis også civile. Selvom Danmark-Norge accepterede Nelsons våbenhvile der medførte, at landet fremstod som taberen, så bevarede riget og dets flåde sin ære ved at forsvare sig. Slaget var tabt, men det blev tabt på ærefuld vis.

Afslutning

Med de gunstige muligheder for en omfattende indtjening med den merkantile skibsfart må det betragtes som et naturligt træk fra den dansk-norske handelsflådes side i dens bestræbelser på at få en økonomisk gevinst ud af situationen.

At disse tiltag samt Danmark-Norges komplekse udenrigspolitiske situation kom til at kollidere med de engelske interesser må anses som selve baggrunden for englændernes angreb på Reden.

Forholdet mellem den angribende engelske flådes styrke og det tilstedeværende men begrænsede danske forsvar var ulig, så der kunne ikke herske nogen tvivl om slagets udfald. Nederlaget var en uundgåelighed, men angrebet blev mødt af en stædig modstand som ikke lod sig kue. Endvidere blev englændernes angreb ledet af en noget desperat og dumdristig viceadmiral på grænsen til det kyniske.

Indholdet af Nelsons breve fra selve slaget er medvirkende til at bekræfte, at der var tydelige indikationer på, at viceadmiralen spillede højt spil under slaget, og det lykkedes han trods sin tidligere trussel at blive højagtet af Kronprinsen.

Men slaget blev tabt med ære, da der blev udvist en karakterfast og tro modstand fra dansk side. Der var yderligere vilje til at fortsætte forsvaret, hvis kronprinsen havde bifaldt dette og dermed afvist Nelsons trussel. Denne modstandsvilje kan ikke ligefrem betragtes som karakteristisk for dansken ligeledes en kold aprilmorgen knap 140 år senere. Her var viljen til at forsvare landet nærmest ikke eksisterende, og det begrænsede forsvar tysken mødte har uomtvisteligt sat sine vanærende spor i danskens sjæl.