I slaget ved Izborsk kæmpede danske styrker side om side med de magtfulde riddere fra den religiøse og militære Livonske Orden i tråd med pavens ønske om med bibel og sværd, at udvide kirkens magt i det hedenske Baltikum. Med et felttog i 1241, og et efterfølgende felttog i 1242, lanceredes rigets største militære indsats i Baltikum efter erobringen af Estland i 1219. Det gav Danmark chancen for comeback.

Totalt dansk kollaps

I årtier havde danske konger kæmpet for at etablere et dansk herredømme over Østersøens kyster, og i 1223 kontrollerede Danmark da også kystlinjen fra Lübeck til det østlige Polen, og havde opnået fodfæste i det nordlige Estland. Men da kong Valdemar 2. samme år blev bortført på Lyø af en af sine egne vasaller, hertug Henrik af Schwerin, også kendt som ”Sorte Henrik”, undsagde alle lydlandene troskabet til Danmark og Østersøimperiet kollapsede. Efter at have købt sig fri, forsøgte han at genvinde imperiet, men med nederlaget i slaget ved Börnhoved i Nordtyskland i 1227 var det tilsyneladende endegyldigt slut. Dog; med pavens behov for at afbalancere tidens stærke, religiøse og militære korsfarerordener fik Danmark på ny en chance for at spille en rolle.

Den enes død, den andens chance

En anden religiøs og militær orden, Sværdbrødre-ordenen, dannet i 1202 med det formål at kristne det baltiske område med sværdets magt, greb efter nederlaget ved Börnhoved i 1227 kontrollen med Estland. Men et årti senere var ordenens magt blevet for stor for paven, der angreb dem for at samarbejde med bystaten Pskov, allieret med Novgorod, som paven anså for at være kættere, og bragte Danmark på banen igen. I 1236 havde Sværdbrødrene lidt et katastrofalt nederlag til en estisk hær, og ved et møde på en borg i Stensby i Sydsjælland 7. juni 1238 dømtes Den Tyske Orden, der var i færd med at absorbere de overlevende Sværdbrødre og deres besiddelser, til at overdrage de tidligere danske besiddelser i Estland til den danske konge.  

Stensbytraktaten specificerede, at det nordlige Estland – Reval (Tallinn), Harrien og Wierland og Jerwia igen skulle overdrages til den danske konge, mens den danske konge dog på sin side på sin side skulle overdrage Jerwia til ridderne fra Den Tyske Orden, mod at de ikke byggede borge i området, og på den betingelse, at området stadig skulle høre under biskoppen i Reval/Tallinn. Den danske konge måtte ikke angribe Øsel og Wiek ved kysten, men måtte til gengæld beholde to-tredjedele af de erobringer, som man ventede af de kommende felttog, som paven gentagne gange opfordrede til. Danmark var på banen igen; gevinsten var de store indtægter fra Novgorods handel med vesten, der skulle forbi den danske del af Estland.     

Pavens drøm om ekspansion

Pavens hede ambition var at udvide kirkens magt i øst, og i pavelige buller blev svenske, danske og norske ærkebiskopper i 1237 og 1240 beordret til, at prædike for korstog mod de hedenske naboer, der truede de baltere, som allerede var blevet kristnet. Den norske kong Håkon IV blev forsøgt rekrutteret i 1241, dog uden held, men Danmark under Valdemar 2., svenskekongen Birger Jarl og den Tyske Orden var med på ideen. Novgorod var det egentlige mål for kampagnen, da de som en stærk bastion for den russisk-ortodokse tro stod i vejen for den ønskede ekspansion, og overordnet udgjorde en trussel mod den katolske kirkes position i Baltikum. Svenskerne blev slået i slaget ved Neva i juli 1240, hvilket dog ikke stoppede danskerne og de overlevende Sværdbrødre, nu Den Livonske Orden, underlagt Den Tyske Orden.

Danske-kongens tyske mænd under våben

Den danske deltagelse i felttoget har næppe omfattet særligt mange individer fra selve Danmark. Befolkningen i, hvad der siden 1220 havde været betegnet som hertugdømmet Estland, bestod, udover naturligvis et flertal af estere, i langt højere grad af tyske udvandrere fra særligt Sachsen og Westphalen, der udgjorde ca. 80 % af vasallerne. Danske vasaller, der primært boede på egnen omkring Tallinn, udgjorde ca. 18 %, mens kun ganske få estere fik lov at gøre tjeneste som vasal for kongen.  Men da Estland hørte under den danske konges domæne, måtte alle levere de vanlige feudale tjenester, herunder militær tjeneste, til deres danske herre; i kilderne benævnes de derfor som ’kongens mænd’.

I Estland har kongens vasaller for egen regning lejet soldater til at bemande deres hovedsæder og små borge, medens en milits, der har inddraget håndværkere, handlende og andre, har spillet en mindre rolle i forhold til rytteriet, der blev rekrutteret fra de velhavende samfundslag, der kunne finansiere udrustningen. Blandt disse var ridderne i panser og brynje naturligvis de vigtigste, der, selvom de var få, sammen med deres væbnere udgjorde kernen i den militære slagkraft. Som støtte til disse styrker fungerede lokalt rekrutterede estere som ridende infanteri eller let rytteri på ponyer, der i kamp ofte blev placeret på flanken og ellers anvendt som spejdere.  

Prins Abel udfordrer Novgorod   

Få måneder efter det fejlslagne svenske angreb iværksattes det dansk-tyske angreb. En dansk-ledet styrke af danske vasaller, et kontingent danske soldater ledet af prins Abel, hertug af Slesvig, og soldater fra Den Livonske Orden, inkl. nogle få riddere, på i alt omkring 300 mand, støttet af et større antal estiske hjælpetropper, angreb i vinteren 1241 det hedenske Vod, beliggende umiddelbart nordøst for Estland, ved den Finske Bugt. Novgorod gjorde krav på overhøjhed over samme egn. Her erobrede de fortet ved landsbyen Koporye, hvis volde og træpalisader fra april 1241 blev erstattet af et stærkere stenfort. Ambitionen om at afskære Novgorods afgang til den sydlige side af den Finske Bugt, hvorfra handelen flød mod vest, var klar. Fra fortet viste man sin dominans og udsatte Vod for massive plyndringer; så mange heste og kreaturer blev stjålet, forlyder det i Novgorod Krøniken, at bønderne ikke kunne pløje jorden året efter. Under togterne nåede styrker så langt frem, at de blot var 30 km fra selve Novgorod.  

Kongen dør

Men uheldet var ude. Kong Valdemar 2. døde i marts 1241, og den danske styrke og prins Abel måtte forlade ekspeditionen og drage hjem til Danmark for at afgøre spørgsmålet om, hvem der så skulle overtage tronen. Kongens sønner, prins Abel og Erik Plovpenning, kunne ikke blive enige og striden blev så alvorlig, at de to brødres hære i 1243 bekrigede hinanden, hvor klosterplyndringer og voldtægter af nonner førte til, at kirken truede med at ekskommunikere dem – dvs. smide dem ud af det gode selskab. Truslen fik brødrene til at besinde sig og organisere et fælles korstog, der skulle udgå fra Estland i 1244. Hæren kom dog kun til Ystad i Skåne, hvor spændingerne mellem dem igen blussede op, hvilket betød, at de måtte opgive felttoget.

Efter prins Abels afrejse måtte de danske vasaller, kongens mænd, spille andenviolin, hvilket har passet Den Tyske Orden fint. De så skævt til gentildelingen af de estiske områder til den danske konge, som åbenlyst var en konkurrent til magten i området, og som formentlig kun lod sig gøre fordi ridderne på det tidspunkt var fuldt optaget af omorganiseringen af ordenen i forbindelse med optagelsen af de overlevende Sværdbrødre. En traktat indgået i Riga i 1243 fortæller da også, at biskopperne i Riga, Dorpat og Øsel/Saaremaa og de tyske ordensriddere lover hinanden, at ”pleje herrens vinmarker blandt hedningene” i Baltikum. Danmark nævnes ikke. Den danske konges ambitioner om genvide fordums storhed var uønsket.

Slaget ved Izborsk

Som juniorpartner deltog de danske vasaller i august 1241 i et endnu et fremstød; nemlig på angreb på bystaten Pskov længere sydpå, hvor en styrke kæmpede i en hær ledet af Ordens-ridderen Landmeister Andreas von Felben på omkring 1000 soldater. Andre troppekontingenter kom fra Den Livonske Orden, en militær styrke under biskop Hermann af Dorpat, et antal estiske hjælpetropper, foruden en styrke under en eksileret Pskov-adelig, Jaroslav. Pavens anklager mod Sværdbrødrenes samarbejde med kættere har netop rod i samarbejdet med dele af det ellers russisk-ortodokse Pskov,  for internt i Pskov var man splittet mellem en pro-vestlig og en pro-Novgorod fløj. Angrebet skulle med Jaroslav i spidsen sikre Pskov for den vestlige kirke og rettedes mod borgen Izborsk, ikke langt fra Pskov. Her stødte hærene sammen d. 16. september:

”Da de (soldaterne fra Pskov) nåede frem til ’Brødrenes’ hær (de tyske riddere) angreb de, og ’Brødrene’ og ’kongens mænd’ (den danske styrke) stormede dristigt frem mod dem. Et intenst slag begyndte. Tyskerne hakkede store sår og russerne led forfærdeligt. Otte hundrede blev dræbt og faldt på slagmarken, som var nær Izborsk”, skrives der i den Livonske Rimkrønike.

Korsfarerhæren slog herefter lejr ved Pskov, plyndrede og brændte overalt, og skånede naturligvis heller ikke de russiske ikoner og kirker, som repræsenterede den russisk-ortodokse tro. Under indtryk af nederlaget ved Izborsk lod borgmester Tverdilo Ivankovich, som man kan gå ud fra har tilhørt den pro-vestlige fløj, byportene åbne og overgav byen til de vestlige korsfarere uden kamp. Pavens ønske om ekspansion i det jomfruelige baltiske område så ud til at gå i opfyldelse. Men på grund af kong Valdemar 2.’s u-timelige død indtog Danmark ikke den ønskede markante rolle i ekspansionen, men i det mindste var riget igen en aktiv part i den prestigefyldte vestlige korsfarermission, der prægede middelalderen.                      

Af JG

Se også artiklen Slaget på isen, 1242

Læs mere:
Crusade and Conversion on the Baltic Frontier 1150-1500, Alan V. Murray
Danske korstog – krig og mission i Østersøen, J.H. Lind/ C.S. Jensen/K.V. Jensen/A.L. Bysted
Lake Peipus 1242; Battle of the Ice, David Nicholle
Livonia and Rus’ and the Baltic Crusades in the 13th Century, Anti Selart  
danmarkshistorien.dk; borgerkrigen 1243-1250