Schiølergruppen

Den danske modstandskamps ”gode” historie kender mange fra filmene om Flammen og Citronen og Hvidsten-gruppen m.v., men i denne bog fortælles om den ”onde” anden side gennem Schiøler-gruppens blodige kamp mod den danske modstandsbevægelse.

Grundigt og detaljeret fortælles der om de mange dramatiske aktioner, som Schiølergruppen var ansvarlig for, herunder en blodig gidseltagning i Nansensgade, likvideringen af tre modstandsfolk i en have i Husum og mordet ved Frederiksholms kanal på Johan Scharff Ravn, et af gruppens egne medlemmer, der blev likvideret, da man tvivlede på hans loyalitet.

Men bogen er ikke bare en opremsning af gruppens meritter i form af anholdelser af mistænkte modstandsfolk, bombesprængninger og likvideringer, men forholder sig også til gruppens voldelige ideologiske radikalisering gennem et socialt og psykologisk portræt af gruppen og dens medlemmer. Mange vil nok ikke have nemt ved blandingen af akademisk tilgang og fortælling af ”røverhistorier”.

Men det giver bogen en anderledes og fascinerende vinkel på gruppen, der i efterkrigstidens Danmark blev dehumaniseret og nedgjort på nærmest samme måde, som nazisternes fjender, særligt jøder og kommunister, blev det af den nazistiske propaganda. Fokus på, at forstå den kontekst, som de handlede i, og den psykologiske og sociale baggrund, de her især havde for at gribe til våben for nazisterne giver et virkeligt interessant indblik i modstandersiden.

Der tegner sig et billede af ganske almindelige mænd, der blev grebet af ondskabens banalitet. Og som dog også var nazister, for hvem antisemitisme var et nøgleord. Men altså også følelsesprægede mennesker af kød og blod, der, i takt med modstandsbevægelsens hyppigere stikkerlikvideringer i krigens sidste måneder berørte medlemmerne af Schiølergruppen personligt.

Både venner og bekendte samt et enkelt af medlem af gruppen blev dræbt af modstandsfolk, og Schiøler-gruppen svarede igen i en konflikt, der lige så meget var motiveret af hævn som af ideologi. Mindelser om gangsterbanders indbyrdes krige dukker op, hvor personlige bekendtskaber og rygter er afgørende for hvad der sker. Men her udspiller det sig ikke i 30’ernes Chicago (eller i Storkøbenhavn 2016), men i København og omegn i 1944-45.

Dækningen af gruppens oprindelige etablering som sabotagegruppe efter en eventuel allieret landgang i Jylland, et kritisk blik på dens udvikling til en såkaldt ”terrorgruppe”, og en sammenligning med andre pro-nazistiske grupper som Lorenzen-gruppen og Peter-gruppen, udgør alt i alt en ganske indsigtsrig læsning, som man bestemt bliver oplyst og klogere på besættelsestiden af.

Anmeldelse af JG

 

Fakta om bogen

Titel: Schiølergruppen

Forfatter: Lasse Bruun Jonassen, Jonas Lind

Omfang: 207 sider

Udgivet: 2012

Forlag: Informations Forlag

Pris: 249,95 kr. på Arnold Busck

 

Schiøler gruppen