Stormløb

I de næste timer udspandt der sig en voldsom kamp omkring fortet i Frederikssted. Omkring 6-800 landarbejdere overdængede fortet med sten og andet kasteskyts, men blev når de forsøgte at trænge ind beskudt af politi- og militærfolkene, der var bevæbnet med ni forladegeværer og tre bagladekarabiner. Politimesteren sendte sin kusk af sted mod Christianssted på den anden side øen, for at bede om forstærkninger fra den 60 mand store militærstyrke, der befandt sig her.

Uheldigvis blev kusken forfulgt af oprørerne og måtte gemme sig på en plantage, og først klokken 01.00 den 2. oktober nåede meddelelsen om oprøret frem til Christianssted. På dette tidspunkt flammede bålene allerede over Frederikssted og de nærmeste plantager og butikker i byen blev plyndret.

To dræbte soldater

Klokken seks om morgenen den 2. oktober blev Frederikssteds forsvarere undsat af løjtnant Ostermann, der ankom i spidsen for 19 soldater fra Christianssted. Nu genvandt myndighederne overtaget i Frederikssted og det lykkedes at rense den efterhånden temmeligt medtagne by for oprørere hvoraf fem oprørere blev dræbt, 13 såredes og 34 blev arresteret.

Med fordrivelsen af oprørerne fra Frederikssted fik myndighederne dog et nyt problem på halsen, for nu organiserede landarbejderne sig i mordbrænderbander, der begyndte at angribe sukkerplantagerne og sætte ild til ejernes bygninger. En kvindelig arbejder fra plantagen Carlton havde opdaget at to soldater alene bevogtede en hestevogn, som Ostermanns styrke havde benyttet, og varskoede oprørerne.

De to soldater fik en grusom skæbne. Landarbejderne “begav sig derhen, drev soldaterne frem fra deres skjul og jagede dem rundt i gården, overvældende dem med stenkast og stokkeslag til de segnede om”, fortæller en fremstilling af militærets, politiets og frivilliges indsats under oprøret.

Rådvildhed i Christianssted

I Christianssted havde viceguvernøren kommandoen over de resterende 40 soldater på øen. Han kunne ikke før om morgenen 2. oktober sende et telegram til St. Thomas til guvernør Garde om at sende forstærkninger til øen, da telegrafstationen var lukket om natten. Viceguvernøren turde ikke gå offensiven overfor oprørerne før guvernøren ankom, da han mente at hans styrke var for lille til både at forsvare Christianssted og angribe oprørerne.

I fremstillingen af militærets indsats bliver han kritiseret for ikke i det mindste at have sendt patruljer ud for at få pålidelige efterretninger om oprørets omfang. Guvernør Garde tog af sted fra St. Thomas med en styrke på 49 mand på damperen Arno, som han havde lånt af det kongelige engelske post kompagni, der havde base i St. Thomas havn.

Da han halv seks om eftermiddagen nåede Christianssted havde viceguvernøren fra løse rygter et overdrevet billede af oprørernes styrke og det betød at guvernøren anlagde en forsigtig strategi overfor de mordbrænderbander, der hærgede plantagerne. Klokken 20.00 blev der afsendt en kommando på 24 mand mod den nedlagte kaserne Kingshill, men da viceguvernøren havde forsømt at skaffe køretøjer til styrken, var soldaterne på grund af det fugtige tropiske klima helt udmattede, da de nåede frem, og havde ikke kræfter til angribe oprørerne i nærheden.

En anden styrke blev udsendt om natten, men opnåede heller ingen resultater, og blev ligesom den første trukket tilbage til Christianssted. Det er meget sandsynligt at oprøret kunne være standset allerede den 2. oktober, hvis viceguvernøren havde grebet mere resolut ind. 15-20 plantager hovedsageligt på nordsiden af St. Croix gik op i røg denne dag.

Hævnens timeDen 3. oktober følte guvernør Garde sig stærk nok til at gå i offensiven mod oprørerne, der på grund af tilbagetrækningen fra Kingshill om natten havde fået nyt mod og nu begyndte at hærge de dele af øen, der hidtil havde været uskadte. Hele 30 plantager blev stukket i brand og oprørerne opererede nu i flere forskellige bander.

Det viste sig imidlertid hurtigt at oprørerne ikke var til sinds at tage kampen op mod guvernør Gardes styrke, der bestod af omkring 55 soldater samt en frivillig milits af plantageejere og forvaltere på 60 mand, der var oprettet til lejligheden. Straks når styrken nærmede sig grupper af landarbejdere forsvandt de ind blandt de meterhøje sukkerrør, hvor det var umuligt at finde dem.

Ved plantagen Carlton, hvor soldaterne fandt ligene af de to soldater, der blev dræbt den 2. oktober, gik det særligt hårdt for sig: “Henved Carlton tog det kun forholdsvis kort tid at få folkene samlede ved vognene, og kompagniet gik i god orden frem til angreb. Ligesom ved plantagen Annas Hope flygtede negrene straks uden modstand, en del blev skudt under flugten, mens andre, som var tyede ind i Negerhusene, blev trukket frem i gården og skudt af soldaterne, der var blevet ophidsede ved synet af deres dræbte kammerater.”

Den frivillige milits mistede på et tidspunkt tålmodigheden med guvernør Gardes forsigtige taktik og angreb på egen hånd nogle grupper af landarbejdere og reddede på den måde nogle plantager fra at blive nedbrændt. Ligesom soldaterne farede de frivillige også meget hårdhændet frem og flere vilkårligt anholdte landarbejdere blev skudt.

Guvernørens styrke nåede klokken 14.30 frem til Frederikssted, hvor han traf politimesteren og løjtnant Ostermann. Guvernørens “show of force” tværs over øen bevirkede at opstanden gik opløsning. Blandt plantageejerne var der udbredt irritation over at myndighederne havde reageret for langsomt overfor oprørerne, der i tre dage havde frit spil overfor de forsvarsløse sukkerplantager.

Fremstillingen af myndighedernes indsats beklager de tilfælde af overgreb på landarbejdere, der blev dræbt eller mishandlet af soldater og frivillige uden rettergang, men godkender generelt militærets indsats, da det trods alt lykkedes uden hjælp fra andre landes styrker at genoprette ro og orden. Den 4. oktober havde myndighederne så meget kontrol over situationen at guvernør Garde kunne afslå et tilbud om hjælp fra spanske og engelske kolonitropper.

Allerede i oktober 1878 blev der nedsat en kommission, der skulle undersøge årsagerne til oprøret.