60-året for Flådens sænkning har stimuleret ny interesse for begivenhederne dengang. I den forbindelse er enkelte personer kommet i tanke om, at de i deres gemmer derhjemme havde ting og beretninger fra søværnets markante dag liggende. Her præsenteres en ikke tidligere kendt beretning om sænkningen af undervandsbåden HAVFRUEN.

af Søren Nørby cand. mag.

Som fortalt af Vilhelm Carl Tuxen, der i august 1943 var undermaskinmester af 1. grad ved Undervandsbådsdivisionen. Han indtalte i januar 1984 sine oplevelser ved flådens sænkning på bånd.

Båndet blev dog glemt og først da sønnen i år oplevede markeringen af begivenheden, kom han i tanke om båndets indhold. Han kontaktede derfor Orlogsmuseet, der med glæde tog imod beretningen. Beretningen er baseret på Tuxens erindringer i 1984 og ikke understøttet af nogen samtidig skriftlige kilder. Den stemmer dog meget godt overens med andre beretninger fra flådens sænkning. Tuxen, der blev født den 19. januar 1901, døde den 15. september 1991.

Tuxens beretning:

Ifølge Tuxen begyndte den 28. august 1943 med et kommandoskift i Undervandsbåds-divisionen. Den hidtidige chef, kommandørkaptajn Gustav Paulsen, afgik om formiddagen og orlogskaptajn A. Linde blev udnævnt til ny fungerende chef. Paulsen skulle, såvidt Tuxen erindrede, overgå til en stilling hos Kronprinsen (1).

Tuxen, der den 28. august var ældste tekniske officer i Underbådsdivisionen, havde som resten af flådens mandskab fulgt de tiltagende spændinger mellem de danske og tyske myndigheder i august måned 1943. Han var derfor klar over, at tyskerne samme dag havde stillet den danske regering et skarpt ultimatum, men han blev alligevel overrasket, da begivenhederne tildligt om eftermiddagen begyndte at tage fart. Der kom besked om at al landlov var inddraget, og alle officererne blev indkaldt til et møde, hvor eneste punkt på dagsordenen var sænkningen af flådens enheder.

Den 28. august lå samtlige søværnets tolv undervandsbåde på Holmen. Kystflådens ledelse havde udarbejdet en liste over hvilke enheder, der skulle forsøge at nå Sverige, og hvilke, der skulle sænkes på Holmen. Ifølge Tuxen blev det dog hurtigt klart for alle i undervandsbådsdivisionen, at det ikke ville være muligt at undslippe til Sverige.

De otte af undervandsbådene var under kommando, og her fik de respektive chefer ordre til at gøre deres båd klar til sænkning. Samtidig blev ansvaret for sænkningen af de undervandsbåde, der ikke var under kommando fordelt mellem de forskellige ubådschefer. Forberedelserne til sænkningen blev efterfølgende forberedt, og det tog det meste af lørdagen, før arbejdet var færdigt. Stemningen var trykket, men alle udførte arbejdet som de skulle.

Elleve af flådens undervandsbåde lå ved undervandsbådsbroerne, men den tolvte, H-klassens HAVFRUEN, lå til eftersyn i Flydedok nr. 2. Den var ikke under kommando, og Tuxen fik ordre til at stå for dens sænkning, hvis det skulle blive nødvendigt.

Efter at have modtaget ordren gik Tuxen som planlagt til køjs ombord på logiskibet HEKLA. Han gav ordre til at han skulle vækkes, hvis der skete det mindste.

Lidt over kl. fire blev han vækket og fik besked om, at flåden var sænket! Trods ordre om det modsatte havde man glemt at vække ham, og HAVFRUEN var derfor ikke blevet sænket. Tuxen fik besked om at alt personel skulle begive sig mod Planbygningen ved Mastekranen, men han besluttede sig for at gøre et forsøg på at udføre den pålagte opgave inden. Da han forlod HEKLA var alle de andre undervandsbåde sænket.

Tuxen sneg sig stille og roligt fra HEKLA og over til Frederiksholm og frem til de to flydedokke, der lå der. Hvad præcis klokken har været på dette tidspunkt vidste Tuxen i 1984 ikke, men han mødte ingen tyskere på turen – faktisk mødte han kun et andet menneske, der var på vej mod Planbygnigen. Ifølge Søværnets Generalrapport over begivenhederne på Holmen den 29. august 1943 blev HAVFRUEN sænket kl. 04.15, men noget kan tyde på, at dette ikke er helt korrekt. Det er mere sandsynligt at klokken har været tæt ved halv fem før før Tuxen nåede frem til Flydedokkene. Tidsangivelsen i Generalrapporten tyder også på at ingen af de ansvarlige officerer blev bekendt med at Tuxen ikke var blevet vækket, og at sænkningen af HAVFRUEN derfor blev forsinket.

Flydedok nr. 2 og 3 lå ved siden af hinanden ved Frederiksholms nordside. I dok nr. 3 lå den gamle torpedobåd NARHVALEN, der nu var ombygget til minestryger. Den var også til eftersyn, men da Tuxen kun havde ordre til at sænke HAVFRUEN, ignorerede han flydedok nr. 3, og gik i stedet ombord i dok nr. 2.

Dokkens maskinhus befandt sig på dens styrbord side, og Tuxen måtte derind for at kunne udføre sænkningen. Da han ikke havde en nøgle til den låste dør, måtte han knuse dørens glas med sin albue før han kunne få adgang til huset. Vel indenfor søgte Tuxen at regne ud hvilke knapper og håndtag, der ville få dokken til at synke. Efter lidt overvejelser fandt han de rigtige håndtag til åbning af bundventilerne, og da han nu kunne høre lyden af udsivende luft, vidste han at dokken var ved at synke.

Derefter begav Tuxen sig hurtigt hen mod Planbygningen. På vejen så han i det tiltagende dagslys bla. den i Maskingraven sænkede minestryger M2 SØBJØRNEN. Han mødte ingen mennesker på sin vej hen mod Planbygningen. Vel ankommet til Planbygningen afgav han melding til orlogskaptajn Linde om at dokkens ventiler var blevet åbnet og at den derfor formodentligt var sunket.

Tuxen var blandt de ca. 1000 danskere, der kort efter kl. 0500 blev fanget i krydsilden mellem de tyske soldater på Holmen og i flådens leje. Han var blandt officererne, der gik forrest og kunne derfor – uden rigtig at være klar over hvem, der skød og hvorfor – nå i dækning i Spanteloftsbygning. Tuxen husker ikke selv hvordan han kom ind i bygningen, men her gemte han sig i nogen tid. Da han lidt senere hoppede ud af vinduet for at komme væk, blev han desværre straks taget til fange af tyskerne.

Tyskerne samlede de danske officerer sammen igen og marchen fortsatte. Da den gruppe, som Tuxen befandt sig i, kom over Nyholms bro, kunne han for første gang se, hvordan det var lykkedes ham at sænke Flydedok nr. 2 og HAVFRUEN. Da undervandsbåden var til tank-eftersyn, lå den med alle tankdæksler, bundventiler m.v. afmonteret og havvandet var derfor trængt ind og havde ødelagt båden.

De danske officerer blev bragt til Orlogsværftets kontorbygninger og her mødte de den herostratisk berømte tyske Korvettenkapitän Petersen. Han, der var leder af det tyske angreb på Holmen, var meget vred over den danske sænkning af flådens enheder, og Tuxen overværede en meget ophidset samtale mellem korvettenkapitän Petersen og kommandørkaptajn Kjølsen. Hvad Petersen præcis brokkede sig over, opfangede Tuxen ikke, men han brugte ordet “schweinerie” så mange gange at han under fik tilnavnet”Schweinerie-Petersen”.

Tuxen og resten af officererne måtte – uden mad – tilbringe resten af dagen og natten i kontorbygningen.

Dagen efter blev alle de internerede danskere samlet på Marsmarken ved Søofficersskolen. Her blev de mønstret og fordelt på de forskellige interneringssteder. Tuxen blev sammen med resten af undervandsbådsdivisionens mandskab indkvarteret ombord på HEKLA. Her oplevede Tuxen, på linie med mange af hans kollegaer, hvordan hans lukaf var blevet gennemrodet af de tyske soldater. Tuxens ur, penge og en række andre værdigenstande var forsvundet og blev aldrig set igen.

Ombord på HEKLA opdagede man at mønttelefonen ombord stadig virkede og da den gik udenom den tysk kontrollede hovedomstilling på Nyholm, kunne den benyttes til at kontakte familie og venner. Der blev derfor travlhed med at ringe hjem, og efter et par dage løb man ind i det problem at telefonens pengekasse var fyldt helt op og telefon kunne derfor ikke bruges. Ifølge Tuxen måtte man derfor brække pengekassen op for igen at kunne køre penge igennem systemet så man kunne ringe op.

Dagen efter sænkningen kom orlogskaptajn Linde hen til Tuxen for at få detaljerne om sænkningen af HAVFRUEN. Disse skulle Linde bruge til hans rapport om sænkningen, og han og Tuxen blev enige om at der kun skulle stå “sænket af en officer” ud for HAVFRUEN.

Tuxen huskede interneringen som en meget stille og rolig tid. Efter en otte dages tid fik man tilladelse til at de interneredes familier kunne komme på besøg, og Tuxens kone Irma kom derefter på besøg ca. hver 14. dag.

Efter endt internering forblev Tuxen og hans familie i Nyboder, hvor Tuxen fandt civilt arbejde. Efter krigen kom Vilhelm Carl Tuxen tilbage til søværnet, hvor han blev indtil han i 1963 gik på pension som maskinkommandørkaptajn. Inden da nåede han i 1960 at blive udnævnt til Ridder af Dannebrog af første grad.

Noter:

(1) Ifølge Marineministeriets “Kundgørelser for Søværnet 1943” afgik Paulsen pga. sygdom. Pontoppidan og Teisens “Danske Søofficerer 1933-1982” nævner intet om, at Paulsen skulle overgå til en post hos Kronprinsen, men det er ikke usandsynligt at flådens sænkning har medført at sådanne udnævnelser blev sat i bero. Pontoppidan og Teisen nævner intet om hvad Paulsen lavede fra 29. august 1943 og frem til 5. maj 1945, hvor han blev udnævnt til stabschef ved Kystflåden.