De danske soldater på Dannevirkestillingen befandt sig i historiske omgivelser, hvor deres forfædre adskillige gange de sidste tusinde år havde forhindret sydfra kommende fjender i at trænge op i landet. Dannevirkes historiske betydning havde for de danske soldater en moralsk og psykologisk betydning som uomtvisteligt inciterede til en øget forsvarsvilje. Stemningen i Danmark var i januar 1864 optimistisk, befolkningen fæstede lid til den danske hær. Dannevirke skulle endnu engang stå sin prøve som værnet mod syd.

af Peter Jensen

Indledning

I løbet af vinteren og foråret 1864 blev den anden slesvigske krig udkæmpet mellem Danmark på den ene side og på den anden side Preussen samt Østrig. Udfaldet af krigen blev, at Danmark ved fredsforhandlingerne i Wien i 1866 måtte afstå de danske hertugdømmer Slesvig, Holstein og Lauenborg. I forbindelse med krigen fandt en række af begivenheder sted som var medvirkende til, at Danmark led nederlag.

Udover at disse begivenheder udfra et militært synspunkt bidrog til at forstærke nederlaget, havde de en anden virkning af mere psykologisk karakter. Foreningen af disse begivenheder havde en mental virkning som i samtiden satte sig dybe spor i danskens bevidsthed frem til vor egen tid. Her tænkes særlig på krigens skelsættende betydning for danskens forsvarsvilje og den militære defaitisme.

Krigens nederlag bevirkede, at viljen til at forsvare fædrelandet fik et alvorligt knæk. På trods af at flere tusinder af danskere havde ladet livet i en blodig krig for at bevare riget samlet krakelerede landets forsvarsvilje, og defaitismen forplantede sig for alvor i danskens bevidsthed. Denne defaitisme var uomtvisteligt medvirkende og blev sikkert forstærket 9. april 1940, hvor Danmark blev besat af tysken uden nævneværdig dansk modstand. Om denne kontinuerlige defaitisme udtalte den danske forfatter, Martin A. Hansen, i forbindelse med den tyske besættelse:

Udviklingen under besættelsestiden kurerede os for en skepsis, en nederlagsånd, der var så gammel, at den næsten kunne synes konstitutionel”.

1860’ernes Danmark var stadig påvirket af sejren fra den første slesvigske krig 1848-1850, og stillingen ved Dannevirke i Sydslesvig blev med stærke forhåbninger anset som en ugennemtrængelig fortifikation mod Preussen i syd. Her havde riget siden oldtiden markeret sit territoriale landemærke mod syd. Det kom dog desværre til at gå anderledes.

I dette indlæg vil optakten og selve rømningen af Dannevirke blive behandlet i et militært perspektiv. Efterfølgende vil de forskellige stemninger, som rømningen medførte blive belyst. Noget kunne tyde på, at holdningerne til rømningen var meget delte, idet der var en udpræget misstemning med den danske overkommandos beslutning.

Dannevirke

Det omfattende voldkompleks Dannevirke havde siden slutningen af jernalderen fungeret som en defensiv foranstaltning mod folkeslagene i syd og blev løbende udbygget bl.a. under Valdemar d. I med en teglstensmur, den såkaldte Valdemarsmur. Adskillige gange havde der ved volden fundet kamphandlinger sted, eksempelvis i 1331, hvor kong Erik blev dræbt efter have deltaget i et slag ved Lohede.

Mod øst var voldanlægget beskyttet af Slien og mod vest af forskellige floder og åsystemer, som gjorde det næsten umuligt for større grupper af fjender at undgå forceringen af Dannevirke.

Forsvarsanlægget havde dog den ulempe, at i tilfælde af hård frost frøs vandene, hvilket bevirkede at den angribende fjende kunne trænge udenom Dannevirke og angribe befæstningen fra flankerne eller ryggen.

Tilfrosne vande havde ved flere lejligheder haft fatale konsekvenser for Danmark, f.eks. under svenskekrigene i 1658.

De danske soldater på Dannevirkestillingen befandt sig i historiske omgivelser, hvor deres forfædre adskillige gange de sidste tusinde år havde forhindret sydfra kommende fjender i at trænge op i landet. Dannevirkes historiske betydning havde for de danske soldater en moralsk og psykologisk betydning, som uomtvisteligt inciterede til en øget forsvarsvilje:

“Man nærede en tyrkertro på Dannevirke som en næsten stormfri front”.

Det var her Danmark havde markeret sin territoriale integritet siden 700-tallet. Samtidig havde 1800-tallets romantiske strømning betonet Dannevirke som et nationalt symbol, hvilket antageligt betød at 1860’ernes danskere var langt mere historisk bevidste om voldanlæggets betydning end nutidens danskere.
Stemningen i Danmark var i januar 1864 optimistisk, befolkningen fæstede lid til den danske hær. Dannevirke skulle endnu engang stå sin prøve som værnet mod syd.

Krigsudbruddet i 1864

Fra politisk side havde der i årene før krigen i 1864 været afsat flere midler til at forstærke Dannevirke. Forstærkningen af forsvarsanlægget blev dog intensiveret i månederne op til krigs-udbruddet i februar. I løbet af januar 1864 blev stillingen udsat for en omfattende udbygning i form af forbindelsesveje, løbegrave samt anlæggelsen af en jernbane til transport af krigsmateriel.

Det var således intentionen, at Dannevirkestillingen skulle udgøre den danske hærs hovedforsvarslinje i tilfælde af krig. Bevillingen af midler til udbygningen af Dannevirke var dog langtfra tilstrækkelig, og de fjendtlige styrker var udover at være i overtal bedre udstyret med moderne udstyr i form af langtrækkende kanoner og bagladegeværer.

Krigen begyndte den 1. februar, da en talstærk og overlegen fjende rykkede over Ejderen og op i Slesvig mod Dannevirke som var befæstet af 40.000 danske soldater. De preussiske styrker (ca. 47.500) forcerede Ejderen af overgange ved en række mindre byer, imens de østrigske styrker (ca. 20.000) anvendte overgangene ved Rendsborg. I dagene op til krigsudbruddet var det danske militær bevidst om nordgående preussiske og østrigske troppebevægelser mod Ejderen.

Flere overgange blev derfor monteret med sprængladninger og sprængt i tidsrummet omkring 1. februar for at forsinke fjendens fremrykning. Det var dog vanskeligheder forbundet med sprængningen af flere broerne, og det lykkedes derfor ikke at sprænge alle overgangene, f.eks. ved Rendsborg.

Det var frostvejr, og gennemsnitstemperaturen i den forgangne måned havde været 7-8 grader under frysepunktet. Frosten resulterede, at Dannevirkestillingens forsvarsevner kraftigt blev reduceret idet de omkringliggende vande frøs til.

Desuden havde den danske hær vanskeligheder med at befæste den syv km lange stilling, da forudsætningen for et effektivt forsvar af stillingen krævede betydelig mere personel end de tilstedeværende soldater.

I slutningen af januar var temperaturen begyndt at stige og tøvejret satte ind, hvilket bevirkede at der var en vis optimisme i den danske hær om det umulige for fjenden i at forcere vandene på begge sider af Dannevirke. Tøvejret medførte dog, at terrænet blev mudderet, som yderligere vanskeliggjorde hærens transportmuligheder.

I dagene efter fjendens overskridelse af Ejderen havde der været kampe syd for Dannevirke. Allerede 1. februar havde nogle kompagnier fra 18. regiment haft mindre skudvekslinger med preussiske styrker. Preussernes overlegende styrke havde tilsyneladende overrumplet de danske kompagnier, som medførte en næsten desperat tilbagetrækning.

2. februar forsøgte preussiske styrker uden held at angribe stillingen ved Mysunde på Sliens sydlige bred. Preusserne blev slået tilbage takket været det danske artilleri, som konstant var under beskydning af preussiske snigskytter. Dagen efter indledte østrigske enheder et angreb på forposterne til Dannevirke.

Det lykkedes ikke at slå østrigerne tilbage, og de danske soldater måtte trække sig tilbage til Dannevirke. Kampene var ganske blodige og under østrigernes erobring af posten, Kongshøj samt Selk og Jagel kom det til voldsomme nærkampe med bajonetter.

På trods af at Dannevirke fra forsvarspolitisk side var blevet begunstiget bar stillingen præg af omfattende mangler. Det var i hvert fald de Mezas, den danske hærs øverstkommanderendes konklusion efter at have inspiceret stillingen 4. februar.

De Meza havde fået frie hænder til at organisere forsvaret af Dannevirke. Blandt de Mezas målsætninger var bevarelsen af hærens samlede styrke samt forstærkningen af de mere nødtørftige flanker Dybbøl og Fredericia i tilfælde af at Dannevirke skulle rømmes. Desuden var det åbenlyst, at de danske soldater ikke kunne forsvare stillingen optimalt, da forsvaret fordrede flere soldater end de tilstedeværende.

Rækken af ovenstående faktorer var medvirkende til, at overkommandoen i sidste ende besluttede om aftenen 4. februar, at Dannevirke skulle rømmes den efterfølgende dag. Hæren fik således ordre til at bevæge sig nordpå mod Flensborg og flankestillingen ved Dybbøl. På grund af rømningens afvikling allerede den efterfølgende dag var den danske hær nødsaget til at efterlade store mængder ammunition, adskillige kanoner, samt forskelligt udstyr og udrustning på stillingen.

Forholdene for de danske soldater under det to dage lange tilbagetog var mild sagt umenneskelige. Udover at det frøs ned til 10 grader og der samtidig blæste en kold vind fra nordvest skulle soldaterne kæmpe sig vej igennem et inferno af sne og islagte vej. De glatte føre gjorde det vanskeligt for hestene at trække vognene med udrustning. Adskillige gange måtte der efterlades udrustning under retræten, og enkelte af soldater dejsede om i sneen af udmattelse.

En løjtnant beretter om tilbagetrækningen således:

Vi begyndte da en march, hvis mage jeg aldrig har oplevet; vi marcherede 14 timer i træk på den måde, at vi marcherede 5-10 minutter og stod et kvarter, blot fordi trainet foran os ikke kunne komme frem. Jeg gik foran kompagniet, og foran mig red nogle dragoner, og til sidst sov jeg aldeles, således at hver gang de stoppede foran mig, rendte jeg ansigtet mod bagparten af dragonhesten. Således gik det hele natten.”

Under tilbagetrækningen fra Dannevirke udgjorde den danske hærs 1. og 11. Regiment bagtroppen. De to regimenters kompagnier skulle standse de fjendtlige styrker som ihærdigt forsøgte at angribe den danske hær på dens tilbagetog. Det kom således til flere blodige kampe, som ikke mindst blev forværret af det ustadige vejr.

Af disse kampe var særlig slaget ved Sankelmark bemærkelsesværdigt, idet bagtroppens indsats ved Sankelmark resulterede i, at de østrigske troppers fremrykning blev standset samtidig med at østrigerne måtte lide store tab.

Slaget ved Sankelmark udviklede sig til at blive voldsomme nærkampe, hvor bajonetter flittigt blev taget i anvendelse. Det skal i denne sammenhæng pointeres, at de østrigske styrker ved Sankelmark under ledelse af general Ludwig von Gablenz var i overtal.

Samtidens syn på rømningen

Blandt de danske soldater havde der i dagene op til rømningen været en forventning om snart at komme i kamp. Denne forventning blev ikke mindst forstærket, da de danske styrker som ikke var placeret i nærheden af Dannevirke blev beordret til at marchere:

Om eftermiddagen kom der Ordre til at vi naar det blev mørkt, altsaa omtr. Kl. 6, skulle marschere bort; hvorhen vidste vi ikke. Det var Fredag Aften d. 5te febr. Vi troede vi skulle endelig til at slaaes”.

Soldaterne havde ventet på at komme i kamp, og rømningen var derfor noget af en skuffelse for dem. Udover at rømningen af stillingen utvivlsomt havde en demoraliserende effekt på de danske soldater medførte overkommandoens beslutningen en vis utilfredshed. Dette kommer bl.a. til udtryk i et brev fra en dansk soldat til kæresten nedfældet i dagene efter rømningen:

…det var til den sørgeligste, den tungste Gjerning, vi blev kaldede….Som Tyve om Natten maatte vi stjæle os bort…Jeg kunde fristes til at knække min Sabel og kaste den bort, naar jeg berøves Retten til at bruge den”.

Soldaten fortsatte med at beskrive sin fortvivlelse:

Modet er knækket, ja, hvad værre er, Tilliden til vort elskede Fædrelands Frelse er brudt. Oh gid, gid vi maatte faae en Kamp paa Liv og Død en af de første Dage – hvor vi skulde hamre løs! Fortvivlelsens Toppunkt, som nu er naaet, vil give vor Arm dobbelt Kraft, og gjøre vort Sværd skarpt.”

Om stemningen hos de danske soldater af tilbagetoget beskrev officersaspiranten Waldemar Weitemeyer:

Paa Tilbagetoget var forresten Enhver fuld af Sorg, man kunde i Begyndelsen slet ikke forstaae det, man vilde meget hellere være bleven i Stillingen; det var meget langt fra at Soldaterne havde tabt Modet; en af dem sagde til mig: “det synes jeg dog ikke vi havde fortjent”.

Fortvivlelsen og magtesløsheden var ikke kun udbredt blandt de danske soldater. I det civile Danmark var situationen den samme. F.eks. medførte rømningen optøjer i København, og flere politikere havde kaldt overkommandoens beslutning for “forræderi” og truede med at gå af, hvis ikke kongen afskedigede de Meza. Konseilpræsidenten og udenrigsministeren, D. G. Monrad, vendte sig skarpt i en tale i folketinget mod de stærkt kristiske politikeres beskyldningerne om overkommandoens “forræderi”:

Jeg vil sige Dem en ting: Et tegn på, at en nation er sin opløsning nær, det er, når man slynger ordet “forræderi” ud imod dem, som tjenere deres fædreland tro, når man kaster mistanke på dem, som er beredte til at ofre deres liv for fædrelandet, når der, medens fjenden står i landet og kanontorden høres….”

I stedet forsøgte Monrad at mane til besindelse og opfordrede til forsoning hos folket i denne vanskelige situation:

Lad os forene os sammen og arbejde sammen for fædrelandet i denne farens stund; lad den ene ikke kaste mistanke over på den anden; lad ikke disse tanker, som ond vilje har udspredt hin side Elben for her at så mistillidens sæd mellem kongen og folket, gro op i danske hjerter… …Men det beder jeg Dem om, og jeg anråber i den henseende Deres retfærdighedsfølelse, at når mænd, som har vist sig modige og kække i mange feltslag og uforfærdet har udsat deres liv lige overfor fjenden, tager en beslutning, som De, mine herrer, ikke kan forklare Dem, at De da ikke lader mistanken falde på dem, før deres adfærd er oplyst og deres bevæggrunde ligger klart for dem”.

Også i journalistiske kredse blev rømningen anset som en tragisk handling. Dette kommer bl.a. til udtryk i et brev af P. V. Grove til “Dagbladet” skrevet den 5. februar om aftenen fra Slesvig:

Dannevirkestillingen er opgiven, de kostbare værker, hvortil så mangt et stolt håb var knyttet, står nu med fornaglede kanoner”.

En udsendt dansker med tilknytning til “Illustreret Tidende” vågnede op om morgenen 6. februar til de østrigske soldaters indtog i Slesvig.

Det forekommer mig endnu næsten som en drøm, da jeg kom til vinduet og så disse sortsmudsede, letbenede østrigere med blomster og grønt i hattene, som slesvigerne havde kastet på dem, hurtigt marchere gennem byen. Så var da folkets stolte drømme og poetisk barnlige tillid til vort gamle værn tilintetgjorte”.

Noget kunne således tyde på, at der i store dele af befolkningen (både militære og civile) havde været forhåbninger om, Dannevirke ville udstå sin prøve og kaste fjendens angreb tilbage. Overkommandoens afgørelse havde derfor en lamslående virkning.

I modsætning til disse holdninger af fortvivlelse og utilfredshed med overkommandoens beslutning forekom der flere udsagn som omtalte rømning positivt. Af taktiske årsager blev beslutningen anset som det mest gunstige valg. Valdemar Weitemeyer omtalte beslutningen en måned efter selve rømningen:

Aviserne have været saa fulde af Beretninger om hvorvidt Tilbagetoget var beretiget eller ei. Alle dem jeg har talt med mene det var aldeles rigtigt; skulde Armeen have staaet et Par Dage længere ved Dannevirke havde den været aldeles ude af Stand baade til at holde sig i længere i Stillingen og trække sig tilbage; al vor modstandskraft vilde have været brudt.”

Weitemeyers opfattelse blev understøttet af Kaptajn Marius Hedemann, som kort tid efter rømningen (5 dage) betragtede rømningen som en taktisk bestræbelse på at redde så meget udstyr og personel som overhovedet muligt:

Jeg tror, at Enhver, som har været med i Dannevirkestillingen, maa indrømme, at var Retraiten ikke begyndt dengang, havde vi ikke reddet det halve af hvad nu er reddet. En anden Sag er, at Retraiten Kunde have været besluttet strax; saa havde Armeen været frisk, og derved vilde meget have været vundet.”

For Hedemann var ventetiden i dagene op til rømningen nervepirrende. Da beslutningen om rømningen endelig blev officiel var det befriende for Hedemann:

Jeg kan ikke nægte, at skjønt jeg maatte indrømme, at hvis Fjenden blot 4 Dage endnu vilde alarmere os paa samme Maade som de tidligere 4 Dage, eller hvis Overcommandoen vilde Armeen staae paa Benene i 4 Døgn uden Hvile og næsten uden Føde, saa vilde Armeen være aldeles ødelagt – saa var det dog for mig en bedrøvelig Tidende, at vi skulde forlade vor Stilling, som havde kostet saa meget, og som en stor Del af Folket satte saa megen Lid til, uden Kamp, og det anede mig vel, at der derved vilde kastes en Skygge paa Armeen. Men vi kunde ikke holde det ud; alle var mere eller mindre i nerveus Spænding, som vel gjorde for alle Officerernes Vedkommende, at man var vaagen, men dog mattet i høi Grad; denne Stillestaaen og Venten uden nogen Virksomhed var i høi Grad trættende”.

Overkommandoens beslutning var således i Hedemanns øjne bl.a. medvirkende til at bevare den danske hærs styrke nogenlunde intakt. Samtidig havde afgørelsen den virkning, at det psykiske pres som lå på soldaterne i dagene op til rømningen nu blev afløst af fysisk udholdenhed, som det kommende og storstilede tilbagetog krævede.

En månedstid efter rømningen skrev en dansk forretningsmand med bopæl i Paris til den danske oberst Max Müller. I den første del af brevet berettede forretningsmanden om, at rømningen af Dannevirke medførte sørgelige og vemodige følelser, da han blev informeret om tilbagetrækningen:

De kan næppe begribe de sørgelige dage, jeg tilbragte, efter at vor tapre armé havde måttet forlade Dannevirke. Med angst og mismod tænkte jeg på vore stakkels Jenser, som i mulm og mørke forfulgtes af en overlegen og hovmodig fjende”.

Senere i brevet skrev han om den danske bagtrops modige indsats ved Sankelmark:

Da åndede jeg atter frit, alt blev lys og dag, og jeg begræd ikke mere dronning Thyras kolde vold, da jeg hørte, at et andet, levende Dannevirke vidste at værne om vort kære gamle fædreland”.

Forretningsmandens syn på krigens første måned var godt eksempel på, at den umiddelbare reaktion på rømningen havde en fortvivlende og opgivende virkning på samtiden i dagene lige efter tilbagetrækningen. Efter at have sonderet situationen samt overkommandoens vurdering indså de fleste givetvis det strategisk korrekte i at rømme stillingen og fortsætte forsvaret af landet. Dette reaktionsmønster blev antydet af Hedemann og Weitemeyer i deres breve.

Afslutning

Der er således flere forhold, som taler for at der var meget forskellige holdninger til rømningen. Flere faktorer kunne tyde på, at rømningen af taktiske årsager var den mest hensigtsmæssige og kvalificerede beslutning, overkommandoen kunne foretage. Overkommandoen havde de bedste forudsætninger i vurderingen af, om rømningen skulle finde sted. Et slag ved Dannevirke ville resultere i nedslagtningen af store dele af den danske hær, idet stillingen var for svagt befæstet. Et effektivt forsvar af Dannevirke krævede flere soldater end de tilstedeværende 40.000.

Omvendt kunne den mere negative reaktion af rømningen betragtes som et naturligt og menneskeligt udslag af skuffelse og fortvivlelse. I befolkningen var der store forhåbninger om Dannevirkes forsvarsevne. Udover at stillingen havde været tilgodeset i forsvarssammenhænge, var Dannevirke et centralt element i Danmarks historie samt et symbol for landets forsvarsvilje.

Dannevirke udgjorde Danmarks territoriale grænseskel mod syd, hvilket det havde gjort siden de første beretninger om landet og dets folks eksistens. Udover den historiske og forsvarsmæssige betydning var Dannevirke vævet ind forskellige andre facetter, f.eks. i digte, viser og ikke mindst det samtidige skuespil af H. P Holst “Ved Dannevirke”.

Disse forhold var uden tvivl medvirkende til at forstærke befolkningens opfattelse af Dannevirke som noget særligt, noget som siden hedenold havde været dansk. Dannevirke ville med sin urokkelige betydning i befolkningens bevidsthed værne landet mod dets fjender.

På trods af den historiske opfattelse af Dannevirke som rigets værn mod syd kan det kan forekomme paradoksalt, at der på trods af mange års spændt situation mellem Danmark og Preussen i kølvandet på den første slesvigske krig, ikke blev satset på mere oprustning fra dansk militær side. Her tænkes særligt på forstærkningen af det danske militær i hertugdømmerne, navnlig i Slesvig.

Måske blev det i militære og politiske kredse antaget, at en kommende fjende ville have samme standard som den modstand, det danske militær havde mødt i krigen 1848-1850? Eller også stolede man blindt fra dansk side på den svensk-norske konge, Carl XV’s garanti om militær støtte?

Selvom Dannevirkestillingen udgjorde det danske militærs hovedforsvarslinje var det først sent, at anlægget blev begunstiget fra militærpolitisk side. Det var først i tiden op til 1864, at Dannevirke løbende blev forstærket i større omfang, som den stilling Danmark afsatte flest ressourcer til.

Til forskel fra Dannevirke blev flankestillingerne ved Dybbøl og Fredericia ikke tilgodeset i samme omfang, selvom den danske hærs omfang harmonerede med de militære fordringer som flankerne i Nordslesvig. Med disse forhold for øje kan det derfor forekomme besynderligt, næsten grotesk, at der blev anvendt mange ressourcer til at opbygge Dannevirkestillingen, når den ikke var bemandet i tilstrækkeligt omfang eller anvendt, men blot overladt til de indtrængende preussere?
Relaterede artikler: Rømningen af Dannevirke 

Læs mere:

“Det danske folks historie”, Chr. Erichsens Forlag, København 1926-27, Bind VII,
“Fra front og kantonnement i 1864. Breve fra kaptajn Marius Hedemann til hans hustru”, Det Kongelige Garnisonsbibliotek, København 1995.
Kjersgaard, Erik “Fra Dannevirke til Dybbøl”, Haase, København 1963.
La Cour, Vilh. “Med Far i Felten”, Gyldendal, København 1964.
Lindeberg, Lars “De så det ske, krigen 1864”, Union, København 1964.
Olsen, Rikke Agnete (red.) “Sjællandske Krønike” Wormianum, Århus 1981.
“På sporet af dansk identitet”, F. Lundgreen-Nielsen.
Weitemeyer, Mogens “Breve mellem front og hjem 1864”, Museum Tusculanum, København 1995.
Enkelte kildeuddrag hentet fra hjemmesiden www.nomos-dk.dk