Grum virkelighed

Virkeligheden var en anden. Det eneste man med sikkerhed ved er, at Jens Langkniv levede i det midtjyske i slutningen af 1500-tallet, at han i ét tilfælde skal han have medvirket til et overfald på en kvinde, som fik frarøvet sit tøj under trusler om vold, og at han kom for retten i Randers i 1598 som del af en morder- og tyvebande. Ikke engang sagnene om Jens Langkniv indikerer, at gruppens aktiviteter skulle være motiveret af moral eller højere idealer.

En Ane Dortea Pedersdatter citeres for at sige, “Den Jens Langkniv var der ondt i”, og andre sagn fortæller om brutalitet, mord og voldtægt. Tilnavnet ‘langkniv’ stammer skal stamme fra hans evner med kniv der var bundet fast i en snor, så han hurtigt kunne trække den til sig igen.

Langt fra partisaner

Jens Langknivs nære omgivelser har – i modsætning til de lystige, grønklædte partisaner fra Sherwood-skoven kendt fra diverse Robin Hood-film – bedst kunnet betegnes som lidt sølle, subsistensløse randeksistenser. Han var en del af de op mod op mod de 2-300.000 mennesker (ca. 10% af befolkningen) der menes at have været omstrejfende fattigfolk i slutningen af 1500-tallet.

De gik under mange navne, men hvad enten betegnelsen er vagabonder, landstrygere, kjæltringer eller natmandsfolk var det den befolkningsgruppe der stod allersvagest i forhold til samfundet og loven. Den øvrige befolkning opfattede dem som urene, uærlige, og de blev i udpræget grad holdt uden for samfundsfællesskabet.

Som i det Vilde Vesten

Nogle ernærede sig som kedelflikkere, glarmestre, skorstensfejere, men mange overlevede primært af tiggeri. Der er ikke megen tvivl om, at når tiggeriet eller den beskedne indtægt ikke slog til forfaldt mange til kriminalitet. Antallet af omstrejfende, og deres nærgående og ofte krænkende adfærd overfor personer og ejendom, betød i begyndelsen af 1700-tallet, at de i ihvertfald i Norge udviklede sig til rene landeplager i afsides bygder og ødemarker. Her slog de sig op som herrer, optrådte i bander, og regerede ved trusler og vold. Som modtræk blev soldater sat ind i regulære klapjagter organiseret i 1700, 1710, 1740, og muligvis også i 1757, der også havde deltagelse af almuen ledet af fogeder og lensmænd.

Soldater og ‘politie’

Helt tilbage til 1200-tallet havde statsmagten bekæmpet røverbander med soldater der udstationeredes på kongsgårde for bl.a., at beskytte rejsende og handlende. På Jens Langknivs tid har det været lensmandens besætning af soldater, som han selv måtte bekoste for at opretholde god ‘politie’, ro og orden, i lenet, som var bandernes modstandere, suppleret af private vagtvær og natvægtere. Trods kongemagtens voksende styrke i 1500-tallet blev en egentlig stående kongelig hær først oprettet i 1614, og 4000 udskrevne soldater fordelt på landets len. Soldater stod bl.a. vagt ved byportene for at sikre toldindtægter, og stod også for sikkerheden i forbindelse med offentlige straffe, som fx. henrettelser.

Fæstningsarbejde

Netop på Jens Langknivs tid indså man, at de mange landstrygere udover at udgøre et sikkerhedsproblem også var en arbejdskraftreserve. I 1574 gav kong Frederik d. II hærens befalingsmænd ordre til at indfange sigøjnere, men også andre omvandrende folk blev omfattet af ordren, til arbejde på skibsværftet Bremerholmen hvor landets orlogsflåde holdt til. Alternativt sendtes de til vedligeholdelsesarbejde i landets fæstninger, og allerede før da var tilfangetagne omstrejfere blevet sat til arbejde i landets tugthuse med klædefabrikation.

Hængt eller halshugget

Legenden om Jens Langkniv fortæller også, at han blev dømt til fredløshed og flugt til heden med en bande skulle have kæmpet mod de kejserlige tyske lejetropper under Albrecht von Wallenstein, som i årene 1627-28 hærgede Jylland under 30-års krigen. Som tak skulle Jens Langkniv være blevet tilgivet af øvrigheden, men intet underbygger dette. Krigen udspillede sig noget senere end det eneste skriftlige spor der findes af ham, og han har formentlig endt sine dage før da. Et sagn fortæller, at han blev narret af en kræmmer, hvorefter han skulle være kommet på skafottet i Horsens, og en herredsfogeds digt fortæller, at han blev henrettet som en røver.

Hærens nåde

Scenariet om benådning er dog i sig selv ikke umuligt, for efter forlig med den forurettede eller hans slægt kunne en fredløs med kongens samtykke genindtræde i samfundet. Soldater spillede både en rolle i justitshåndhævelsen – men også ved den ceremonielle nådegivning: Ved en militær flag-ceremoni, hvor et antal soldater svarende til en henrettelse (50 menige, 4 underofficerer, 3 pibere og 3 tamburer under en fænrik, 1 premierløjtnant, 1 secondløjtnant og 1 kaptajn) blev udkommanderet under kommando af en major og opstillet i formation, “ærliggjordes” en synder .

Ceremoniel ærliggørelse

Med fænriken med fanen opstillet i midten af en kreds blev den pågældende af majoren kaldt ind i kredsen, hvorefter en auditør oplæste den pågældendes ansøgning om kongens resolution (om ærliggørelse), mens soldaterne præsenterede gevær. Derefter klædte den pågældende sig af, lagde sig på knæ tre fod fra fanen, hvorefter majoren befalede fanen svunget over hovedet på den “uærlige”. Fanen blev svunget 10 gange således, at fanestangen rørte mandens hoved hver gang, hvorefter manden rejste sig og iklædte sig en regiments-uniform. Afslutningsvis holdt majoren en kort tale om, at den pågældende nu ved fanen var blevet konfirmeret som “ærlig”.