Tidligere marineoverkonstabel Kurt Terkelsen fortæller om hans tjeneste ombord på patruljebåden HUITFELDT i den højspændte tid i 1962, da verden var på kanten af en atomkrig.

af tidl. marineoverkonstabel Kurt Terkelsen, skibsnr. 324

Efter vi havde besøgt vores adoptionsby Frederikshavn for sidste gang med fregatten  F 343 VALDEMAR SEJR, som skulle udgå af flådens tal i 1962, blev jeg den 22. november 1962 tilkommanderet  patruljebåden P 520 HUITFELDT.

På togt med HUITFELDT

Da vi ombord på HUITFELDT havde gennemført en serie øvelser i Kattegat og Østersøen, var  kursen nu sat mod Holmen. Med tankerne om én forlænget weekend i baghovedet, kom det bag på hele besætningen, da vi får melding om, at én Warszawapakt ubåd var på vej op gennem Øresund. Søværnets Operative Kommando mente, at vi skulle se nærmere på den.

Samtidig giver chefen ordre til “klart skib”. Mandskabet myldrer frem, hver mand sin plads, og min plads var oppe i AC (artillericentralen) bag broen, hvor jeg hurtig får forbindelse med 105 mm. kanonerne Alle er iført redningsveste, og folkene på broen og dækket har stålhjelme på. Vores forlænget orlov er forsvundet.

Pludselig giver det et ryk i båden, og den accelerérer nu op på en hastighed omkring maksimum, og nu drøner den store 780 tons tunge patruljebåd op gennem Øresund med en fart på ca. 36 knob (70 km/t). HUITFELDTs elegante linier og store fartpotentiale gør patruljebåden til et rovdyr, som Søværnet ikke, hverken før eller siden, har opnået i skibe af tilsvarende størrelse.

Vejret er rolig, og himlen er høj og klar, og vandet piskes op i en kæmpemæssig fure. Ingen taler sammen. Mandskabet har været på øvelse i mange timer, og troede vi skulle på lang weekend, men vi er igen på vores poster.  København,  der ligger som en lysende perle, bliver fjernere og fjernere.

Ude i horisonten kan man se den sorte silhouette blive ét med aftenhimlen, og vi nærmer os Helsingør. Efter vi kommer så tæt på, at vi kan melde til Søværnets Operative Kommando, at det er én sovjetisk Whisky-klasse ubåd, får vi lov at sejle tilbage for at lægge til kaj på Holmen. Det vagtfri mandskab kan regne med at komme hjem, men ikke hvis man bor i Jylland, men det er alligevel bedre, end hvis der var udbrudt krig.

CUBA krisen 1962

Det var i 1962 at Langelandsfortet kunne observere, hvordan sovjetiske skibe med atommissiler sejlede op gennem Storebælt på vej til Cuba. Det danske Flyvevåbens fotorekognosceringsfly, kunne herefter sende billeder til den amerikanske efterretningstjeneste, der sammen med deres overvågningsfly fandt ud af, at Sovjetunionen var i  gang med at opstille raketter på Cuba. Verden var på randen af en altødelæggende atomkrig mellem USA og Sovjetunionen.

HUITFELD og WILLEMOES

Patruljebåden P 520 HUITFELD blev bygget på Orlogsværftet 1939–46 og var sammen med søsterskibet WILLEMOES de største torpedofartøjer i den danske orlogsflåde. Oprindelig var det påtænkt, at give disse enheder navnene Aalborg og Aarhus, men i sommeren 1939 ændres navnene til NYMFEN og NAJADEN. På grund af manglende tegninger og  besættelsen, blev der ikke gjort forsøg på færdiggøre skibene. Først  i 1947 blev de afleveret til  Søværnet, hvor de fik de navnene HUITFELDT og WILLEMOES.

HUITFELDT var et udmærket skib, som selv i vindstyrke 8–10 Beaufort og svær sø havde bløde og behagelig bevægelser. Ved 21 knob under sådanne forhold, kunne forskibet løftes ud af vandet så kølen kunne ses hen til broen.

De var først klassificeret som torpedobåde, i 1951 som kystjagere og fra 1958 patruljebåde. HUITFELDT og WILLEMOES blev i NATO kredse lidt drillende kaldt “Baby–destroyerne” på grund af deres høje fart og bevæbning.

Hovedarmeringen bestod af  2 stk. 105 mm kanoner M/40 med en maks. rækkevidde på 16.300 m., 3 stk. 40 mm. maskinkanoner M/48., 6 stk. torpedorør (53,3 cm), dybdebomber og mineskinner på dækket.

Forsvarsforliget af 1960

Omkring 1960 blev HUITFELDT og WILLEMOES som forsøg malet i en lys grå farve, inspireret af den i Royal Navy anvendte farve. I 1961 blev der i Søværnet lavet et nyt bemalingsreglement til afløsning af 1935 udgaven, og den lysegrå farve bruges af næsten alle overfladeskibe i dag.

Med loven af 1960 blev antallet af hvervede forøget og antallet af værnepligtige sat tilsvarende ned. Det betød at HUITFELDT i 1962 blev det første skib i Søværnet, hvor størstedelen af menige nu var konstabler. Betjeningen af de  komplicerede våben- og ildledelsessystemer m.v. kræver lang træning, så derfor er faste folk nu nødvendige.

HUITFELDT, som var adopteret af Køge, udgik af Søværnet i 1964 og ophugget.