Som led i genopbygningen af den danske flåde efter befrielsen i 1945 indkøbte søværnet i 1947-48 fjorten tidligere tyske motortorpedobåde af de amerikanske besættelsesstyrker i Tyskland. Disse “Schnellboote” (af briterne kaldet E-boats) lå i Bremerhafen og skulle sammen med en mængde reservedele til bådene transporteres hjem til Holmen. Mineskibene Lougen & Laaland blev udvalgt til at sejle ned og hente fire af motortorpedobådene hjem.

Daværende underkvartermester Jørgen Strange Lorenzen har overdraget Orlogsmuseet en beretning om hans deltagelse i dette togt. Den bringes her i en lettere bearbejdet udgave.

Mineskibene blev udrustet i Korsør og gik derfra gennem Kielerkanalen til Bremerhafen. Undervejs måtte skibene lægge bi for natten ud for Weser-flodens munding. Der var på dette tidspunkt stadig mange miner i farvandene omkring Tyskland, og det var derfor meget vigtigt at Lougen og Laaland blev i den minestrøgne rute. Ombord på Lougen havde Jørgen Strange Lorenzen vagten om natten, og han var meget i tvivl om, hvorvidt ankerkæden ville holde. Han varskoede derfor vagtchefen, Søløjtnant Krarup, der inspicerede ankerkæden og meddelte at den nok skulle holde, samt at skibet ikke drev.

Da dagen gryede opdagede man dog at Lougen i løbet af natten faktisk var drevet tværs over den minestrøgne rute! Lougens chef, E. V. Jørgensen blev meget vred og både Lorenzen og Krarup måtte forklare sig. Der er ingen tvivl om at Lougen faktisk havde været i en meget farlig situation, der let kunne være gået galt.

Ankomsten til Bremerhafen Bremerhaven var i 1947 stadig en totalt udbombet by, og synet af den gjorde stor indtryk på de danske skibes besætninger.

Først skulle de to danske skibe til Nordenham og her laste reservedele til motortorpedobådene. Her kom Lougen & Laaland til at ligge lige agten for en række handelsfartøjer, der var i gang med at laste giftgas. Under Anden Verdenskrig havde Tyskland produceret en mængde giftgas, som heldigvis ikke havde fundet anvendelse på slagmarkerne. Efter landets overgivelse var det nu de allieredes opgave at bortskaffe gassen, og det foregik ved at skibene efter endt lastning i konvoj afgik til Skagerak, hvor de blev sænket på dybt vand. Der ligger de den dag i dag.

Efter endt lastning i Nordenham gik turen tilbage til Bremerhafen. Her tog de to danske mineskibe hver to motortorpedobåde på slæb. Til at holde øje med bugseringen blev der stationeret en dansker på hvert fartøj.

Turen fra Bremerhaven var i det store og hele udramatisk. Kun en enkelt gang tabte Lougen et af fartøjerne, og der måtte skydes en redningsline over til det drivende fartøj.

Alle skibene nåede dog velbeholdent frem til Holmen i København. Søværnet hentede efterfølgende de resterende motortorpedobåde, hvoraf de sidste fire ankom til Holmen den 20. juni 1948. Bådene, der var søsat i perioden 1941-1944, kom til at tjene den danske flåde i mange år, og den sidste udgik først i 1965. Det danske søværn betalte amerikanerne i alt 212.500 kr. for de første ti både, men de skulle alle efterfølgende igennem en længere istandsættelse og modernisering, der kom til at koste ca. 1 mio. kr. pr. styk.

Dyrt, men bygning af nye enheder ville ifølge R. Steen Steensen havde kostet mere end det dobbelte. (1) Som følge af moderniseringen kom den første af motortorpedobådene først i tjeneste i 1949. Den sidste indgik i 1954. (2) Klassen fik navnet Glenten- Lorenzen) klassen, og den blev i 50’erne brugt som forbillede for de på Orlogsværftet og Frederikssund Skibsværft byggede motortorpedobåde af Flyvefisken-klassen.