Brev fra København

I juni 1864 ankom et brev til en Herman Brandt i Magdeburg med følgende indledning:

“Det havde du nok ikke ventet, at det første brev du får fra mig er fra Danmarks hovedstad, og at jeg skriver som fange.”

Senere fortsatte brevet:

“Du må ikke tro, at vi bare sådan lod os tage til fange og føre til slagterbænken som et får. Nej vi forsøgte så godt vi kunne at generobre skibet fra de danske marinesoldater, men som mit brev viser, så lykkedes det ikke”

Brevet var afsendt fra København fra en tysk sømand ved navn Jan Hegel.Han var den 2. april blevet taget til fange, da hans skib, EUDORA, blev opbragt udfor Elbens munding. Dermed blev Hegel en af de mange søfolk fra de tyske stater, som under krigen i 1864 fik deres skib opbragt af den danske flåde eller beslaglagt i en dansk havn og dermed endte i dansk fangenskab.

I brevet uddybede Hegel ikke de yderligere omstændigheder bag deres forsøg på at generobre skibet, men historien var ret så usædvanlig og dramatisk og viser, at ikke alle besætninger gav op uden modstand.

EUDORA af Hamburg

I begyndelsen af 1864 stævnede barken EUDORA af Hamburg ud fra Laguna de Terminios i Mexico med en ladning træ bestemt for den tyske handelsstad. Skibet tilhørte rederen Carl Woermann og ombord var kaptajn Johann Ode og hans 11 mand store besætning. Efter mere end en måneds begivenhedsløs sejlads over Atlanterhavet, passerede EUDORA d. 2. april øen Helgoland og satte kurs imod Elbens munding. Men rejsen nærmede sig en dramatisk afslutning.

Den danske blokade af de tyske havne

Allerede i januar måned 1864, da det stod klart, at en krig var umiddelbart forestående, havde det danske marineministerie påbegyndt forberedelserne til opbringelse af fjendens handelsskibe og blokadebrydere, og i slutningen af januar var 15 større og mindre danske skibe klar til opgaven.

Den 1. februar rykkede de tysk-østrigske styrker over den danske grænse og krigen var dermed i gang. Dagen efter udgik der fra marineministeriet besked til alle de udrustede skibe om, at “… alle skibe under hvilket som helst tydsk Flag ville være at opbringe og indbringe til nærmeste Havn.” Et af de skibe der modtog beskeden var skruekorvetten DAGMAR, der siden midten af marts havde patruljeret i Nordsøen under kommando af Kaptajnløjtnant Gerhard Wrisberg.

Opbringelsen

Ombord på EUDORA var øjnene rettet imod horisonten. Efter en lang rejse på flere tusinde sømil, manglede man nu kun nogle ganske få sømil, før man havde nået Elbens beskyttelse. Men i stedet for kysten dukkede et foruroligende syn frem fra horisonten – nemlig DAGMARS sejl. I modsætning til flere andre af de tyske skibe på langfart, var besætningen på EUDORA klar over, at krigen var brudt ud, og den har næppe været i tvivl om DAGMARS hensigter (1).

Men de havde ikke tænkt sig at give op. Alle sejl blev sat til i forsøget på at nå det sidste stykke ind til Elben, og så begyndte kapløbet. Men den danske skruekorvet var for hurtig for barken, og den vandt hurtigt ind. Et advarselsskud blev affyret hvilket dog ikke fik barken til at stoppe. Først efter et skarpt skud, der slog ned tæt ved EUDORA, opgav besætningen og skibet stoppede endelig op.

En armeret chalup blev sendt over fra DAGMAR for at undersøge skibet, og efter endt undersøgelse blev skibet erklæret for god prise af Kaptajnløjtnant Wrisberg (2). 6 marinere med Løjtnant Skjerbek som prisemester blev sendt ombord på EUDORA for at føre skibet tilbage til København. 8 af barkens besætnings-medlemmer blev taget ombord på DAGMAR, mens de resterende 4 blev ombord for at hjælpe til. Priseskibet satte kurs nordpå for at gå til København med den nye besætning, imens DAGMAR fortsatte med at krydse i området.

Den reducerede tyske besætning bestod nu af kaptajnen Ode, styrmanden Dencken, kokken Höpner, matrosen Hegel og en 11 årig skibsdreng ved navn Petersen. Hvilke tanker tyskerne ombord på EUDORA måtte have haft, kan man kun gætte på, men følelsen af at være så tæt på og alligevel så langt væk, må have været deprimerende. Ikke alene havde man mistet skibet og dets kostbare last, men man var også på vej til en usikker fremtid ombord på et dansk fangeskib.

Oprør på EUDORA

Stemningen på barken var ret afslappet, og prisemandskabets pistoler var lagt i en aflåst kasse. Dette gav tilsyneladende den tyske besætning håb om at kunne generobre skibet fra danskerne. En plan blev lagt. Hvis man kunne få fat på pistolerne, kunne man holde danskerne op og igen overtage kontrollen med skibet.

Den 2. april kl. 10 om aftenen kom chancen. Barken var ud for Jyllands vestkyst, og Løjtnant Skjerbek lagde sig ind i dækshuset for at hvile sig. Tre af marinerne var gået ned for at sove, imens de sidste tre blev oppe. To af dem blev sendt til vejrs for at gøre forebramsejlet fast og dermed var der kun marineren Lassen, som havde nøglen til kassen med pistolerne, tilbage som vagt. Ved roret stod den tyske matros Hegel.

Kaptajn Ode opfattede den gunstige situation for tyskerne og kontaktede Dencken og Höpner. Og så gik det løs. Ode og Dencken fik listet sig hen til dækshuset, åbnede døren og kastede sig over Løjtnant Skjerbek (som de fejlagtig antog havde nøglen til pistolkassen), og forsøgte at kvæle ham. Løjtnanten kæmpede imod, men kunne ikke gøre meget imod de to kraftige mænd, der nu forsøgte at presse et tørklæde i munden på ham for at kneble ham.

Ved kassen med pistoler havde Höpner listet sig om bag ved Lassen, der sad og døsede. Han gav ham et hårdt slag i hovedet med en skraber fra køkkengrejet, så danskeren styrtede blødende om. Instinktivt lykkedes det Lassen at kaste sig over pistolkassen, hvilket fik kokken til at tildele ham flere hårde slag i hovedet med sit våben.

Lassen gav et skrig af smerte fra sig, og det havde en forbløffende virkning i den stille nat. Forfærdet sprang kokken agterud på skibet. I dækshuset slap Ode sit tag om halsen på Løjtnant Skjerbek og løb ud på dækket, hvor kokken befandt sig.

Det gav Skjerbek mulighed for at få fat i sin pistol, som han rettede imod Dencken der straks rakte hænderne op. Han løb herefter ud på dækket, hvor både Ode og Höpner også strakte hænderne i vejret ved synet af pistolen. I mellemtiden var de danske marinere som havde ligget og sovet og de som var i masten, kommet til, alarmeret af skriget fra Lassen, og alle tyskerne blev gennet hen til Hegel som under tumulterne var forblevet ved roret. Det tyske oprørsforsøg var dermed slut, og fangerne blev anbragt i arrest under dækket.

Fangenskab

Lassen var blevet hårdt såret under kokkens angreb. Han blev forbundet og hjulpet i seng. Løjtnant Skjerbek havde fået nogle rifter på halsen men var ellers sluppet uskadt. Og så var det slut med den danske skødesløshed. Der blev anbragt en bevæbnet vagt på dækket og ved fangernes aflukke, og en dansk mariner overtog roret.

D. 12. april nåede EUDORA Københavns red. Lassen blev bragt til Søetatens Hospital i Nyboder, og de tyske fanger anbragt i arresten på Trekroner. For overfaldet på danskerne blev Kaptajn Ode og styrmanden Dencker idømt et års fængsel og kokken 18 måneders forbedringshusarbejde, og i fællesskab skulle de udrede erstatning til Lassen.

Længe kom de dog ikke til at sidde. Både styrmanden og kokken havde held til at undvige og d. 18. november blev Kaptajn Ode benådet af Kongen. For Hegels vedkommende slap han muligvis også for at sidde længe i arresten. Afsenderen på kuverten tyder på, at han var indkvarteret privat hos en grosser Gottschalk, hvilket ikke var ualmindeligt for internerede søfolk. Dermed slap den danske stat for at have ham på kost.

EUDORAS skæbne

Som for de andre opbragte skibe kom EUDORA for en priseret og d. 14. maj faldt dommen:

“Barkskibet “EUDORA af Hamborg, ført af Kapt. Johann Martin Ode, med Redskab og Inventarium samt indehavende Ladning bør ansees som god Prise. Sagens Omkostninger, derunder i Salair 25 Rd, udredes skadesløst til Søkrigsprokureuren af Prisen”

Efter krigen blev EUDORA solgt for 12.500 Rdl. til en H.E Hansen i København, og i løbet af skibets levetid blev det videresolgt flere gange, før det i 1906 blev aftaklet til lægter.