af Sune Wadskjær Nielsen

Indledning

Den 28. juli 1943 kom en bekymret maskinmester med sin kone ned på Holmen, for at høre om der var sket noget med deres søn ombord på SÆLEN. Sønnen havde i et brev skrevet: “Enten hører I fra mig i radioen i England eller I kan træffe mig i Vestre Fængsel”. Sikke noget at skrive til sine forældre.

På Holmen fik man straks mistanke om, at der måske var noget i gære på SÆLEN, som blev kaldt i havn. Allerede næste dag blev der foretaget afhøringer af besætningen, og det stod hurtigt klart, at et mytteri havde været under opsejling. Den 30. juli blev ni mand tiltalt for forsøg på mytteri og ulovlig udrejse af landet, og ni mand for at have kendt til mytteriplanen uden at advare officererne.

Fanget i messen

Fra forhørsafskrifterne i auditørrapporten kan man se, at mytteriet skulle foregå den 25. juli om aftenen: “Vidnet forklarer, at han den 25. juli om aftenen opholdt sig på forbanjerne. Der var der diskussion om flugtforsøg til Sverige, og der blev sagt, at officererne skulle lukkes inde. Telegrafisten skulle med ringning af klokken lokke regnskabsføreren ned i officersmessen, hvorefter han skulle lukkes inde sammen med officererne”.

Den første del af mytteriplanen blev gennemført, nemlig ringningen med klokken: “Et stykke tid efter, at næstkommanderende var gået i officersmessen ved 23-tiden, kom telegrafisten op på dækket. Det var vidnets indtryk, at telegrafisten var nervøs.

Derefter hørte vidnet, at der blev ringet to gange. Regnskabsføreren kom straks efter.” Det lykkedes altså at få regnskabsføreren ned i messen. Her gik telegrafisten kort efter ned og meddelte, at han ved en fejl havde ringet to gange med klokken, hvorefter han fik et møgfald af regnskabsføreren.

Så skete der ikke mere. Når det kom til stykket, var der ingen, som turde at lukke officererne inde: “Efter at vidnet havde haft vagt, hørte han besætningen, der lå i køjerne, tale om, at ‘det var ærgerligt’, samt at ‘det var nogle dumme svin, der ikke havde mod nok’.

Vidnet forstod godt, at det drejede sig om et flugtforsøg”. Det har sikkert været, som da man som barn i vrede overvejede at løbe hjemmefra, men kun nåede få hundrede meter væk, inden man fik kolde fødder og vendte hjem igen.

Sagen udsat

Umiddelbart var det en meget alvorlig forseelse at planlægge et mytteri. Heldigvis for de tiltalte tog man hensyn til at landet på det tidspunkt befandt sig i en ekstraordinær situation, hvor samarbejdet mellem regeringen og besættelsesmagten var ved at briste.

Det fremgår af konklusionen på sagen den 11. september 1943: “Medens handlingen i sin tid formentlig måtte anses som særdeles grov under hensyn til, at det dels var et mytteri, dels en handling, der måtte anses som egnet til at bringe landet i alvorlige vanskeligheder fra tysk side, synes sagen nu i nogen grad at være overhalet af begivenhederne.

Mytteriet har haft en godartet karakter, og rent bortset fra den mangel på omtanke, som har præget planen har der ikke været større energi og handlekraft blandt beslutningtagerne”. Sagen blev udsat på ubestemt tid.