Landsknægt i Légion Etrangère

LANDSKNÆGT I Légion Étrangère handler om den tidligere fremmedlegionær Arne Jensens oplevelser som soldat under den Anden Verdenskrig. Han må i 1941 flygte fra Danmark efter et slagsmål med en tysk officer.

I Sverige tager han hyre på et AP Møller handelsskib der sejler under allieret flag. Under konvojtjeneste i Atlanterhavet bliver skibet sænket af en tysk ubåd og Arne Jensen ender i den fransk by Oran, hvor han melder sig til Fremmedlegionen. Bogen følger Arne Jensen under uddannelsen til legionær og de efterfølgende kampe i Nordafrika og Italien i 1942-43.

I 1944 bliver Legionen sendt til Frankrig, hvor den deltager i de hårde kampe frem til landets befrielse og den efterfølgende besættelse af Tyskland. Efter krigens ophør bliver Arne Jensen og Legionen stationeret i Østrig, hvor han deltager i jagten på efterlyste krigsforbrydere.

Arne Jensens formål med bogen er at skildre krigens gru, og hvad den gør ved de mennesker der bliver hvirvlet ind i dens kølevand. Samtidig er det hans forsøg på at skrive sig ud af de grusomme ting, han oplevede under krigen.

Uddrag fra bogen

»Der lyder en voldsom motorlarm. Seks italienske jagere dukker ud af mørket. De angriber med spillende skyts. Som høge er de over kolonnerne. De ses som skygger mellem mørket og det blå lys fra lysbomberne. De første bomber falder. De rammer den midterste del af kolonnen. Eksplosionerne sender høje stikflammer op mod ørkenhimlen. Jagerne kan heller ikke sigte forkert. De flyver lavt langs kolonnen, og med deres maskingeværer i vingekanterne spiller de knokkelmandens melodi for os.

Da lysbomberne slukkes, kommer Condoren igen ind. Nye lysbomber eksploderer. Alle der ikke betjener skytset springer ud af vognene – springer for livet til alle sider. Prøver forgæves at finde dækning. Luftskytset hamrer løs. Condoren kommer tilbage. For første gang ser vi den store maskine. Maskinen kommer sidelæns glidende ud af mørket. Den ligner billedet af en kæmpe spøgelsesfugl. Billedet forsvinder, da skytterne lader skytset spille. Bomberens skyts flår skytterne væk fra luftskytset. Jagerne komme igen med spillende skyts fra vingekanterne. Så forsvinder de med hvinende motorer. Condoren følger efter. Der bliver stille.«

 

Fakta om bogen

Titel: Landsknægt i Légion Etrangére

Forfatter: Arne Jensen

Omfang: 490 sider

Forlag: Forlaget Ådalen

Pris: 299,- kr

 

Landsknægt i Légion Etrangère
Landsknægt i Légion Etrangère