Ledte en snedig plan om at forsøge at kuppe sig til mere land til en mini-krig med en indisk fyrste? Eller var der blot tale om en voldsom overvurdering af egne kræfter – og en lige så voldsom nedvurdering af de ”indfødtes” kompetencer – baseret på arrogance og racisme? I hvert fald opførte den danske guvernør sig stejlt og konfliktsøgende i juni 1756, hvilket ledte til en kaotisk og farceagtig periode i Trankebars historie.  

I midten af 1700-tallet levede den danske handelsplads Trankebar, som var blevet etableret i 1620, en hensygnende tilværelse. Det skulle et stort anlagt initiativ i 1752 ændre på. En ekspedition med skibene ’Nellebladet’ og ’Bornholm’ og ca. 300 soldater blev sendt af sted. Men ekspeditionen opererede også under en neutralitets-klausul, der gjorde det svært for alvor at få politisk fodfæste på kysten, og forhandlinger om at tilføje fire yderligere distrikter til det danske område, der ville give grobund for en opblomstring af Trankebar-kolonien, løb ud i sandet. Det ville den ny guvernør Krogh gøre op med.  

Et farligt miljø

Guvernør Bonsach havde ledet den store ekspedition i 1752, men var reelt kommet til Indien med hænderne bundet på ryggen. Det, de indiske fyrster mest efterspurgte, for at give danskerne handelstilladelser, var brugen af de medfølgende ca. 300 danske soldater, som ville udgøre en mærkbar forøgelse af de tropper, den lokale nayak havde til rådighed. Soldaterne var efterspurgte fordi situationen på kysten var farlig; englændere og franskmænd duellerede om indflydelse, de samme gjorde lokale indiske fyrster, alliancer skiftede hastigt og krige var hyppige.

Den nye guvernør Krogh i Trankebar ankom i september 1754, og slog fast i breve i løbet af 1755 til direktionen i København, at den store ekspedition i 1752 havde fejlet, og pegede på neutralitetsklausulen som en hovedårsag til fiaskoen. I øvrigt mente han, at man burde have brugt magt mod Tanjore. Hvornår og hvordan man skulle have båret sig ad med at klare sig i en konflikt med den lokale magthaver, der havde langt større styrker til rådighed end det danske fort overhovedet kunne rumme, og som ikke havde en titusindvis af kilometer lang forbindelseslinje til hjemlandet, viser brevene ikke. Men klart er det, at guvernør Krogh var opsat på at være langt mere offensiv end hans forgænger.     

I 1756 stjal en lokal opsynsmand ved navn Perumal Naik, der var i tjeneste for nayaken af Tanjore, en flok køer fra det lille landdistrikt, der hørte til og skulle forsyne Trankebar med fødevarer. Da nyheden om tyveriet spredtes besluttede man, at sende en lille styrke hyrede indiske soldater, sepoys, af sted for at hente dem tilbage. De blev dog jaget tilbage med uforettet sag af Perumals Naiks folk. Hans overordnede, subeidaren, lovede at ville forhandle med danskerne angående sagen om det røvede kvæg. Fra dansk side fandt man dog, at han holdt hånden over Perumal. Fra da af eskalerede tingene hurtigt, sikkert på grund af guvernør Kroghs offensive indstilling.

I krig for kvæg

Stillet overfor et tyveri, som gerningsmanden tilsyneladende kunne slippe af sted med, besluttede guvernør Krogh og chefen for fortets militære styrke, kaptajn Canonier, at tage skeen i den anden hånd. Om natten til den 19. juni 1756 sendte den en kommando på 60 mand af korpset og 20-30 sepoys, støttet af tre kanoner, ud for at overtage en landsby, Anandamangalam, der tilhørte Perumal Naiks område og som samtidigt lå på grænsen til det danske område. Byen skulle være garanti for at kvæget blev leveret tilbage. Danskerne befæstede pagoden i landsbyen med henblik på, at forsvare den, skulle Perumal Naik forsøge at tage den tilbage med magt. Ikke overraskende var det hvad der skete; Perumals Naiks folk begyndte da også at angribe de danske stillinger i landsbyen om natten.

Sammenstødene blev dog fulgt op af flere dages forhandlinger mellem parterne, som dog ikke gav noget resultat – måske var danskerne ikke seriøse? I hvert fald skrev guvernør Krogh skrev hjem til direktionen i København den 25. juni, hvor han udtrykte håb om, at man med succes kunne beholde landsbyen. Sagen var, at Perumal Naik tilsyneladende 11 år tidligere, i 1743, havde pantsat landsbyen, og at pantet var misligholdt. Derfor kunne man med rette hævde, mente guvernør Krogh, at landsbyen faktisk tilhørte Dansk Østindisk Kompagni, der forestod handelen for den danske stat fra Trankebar. At der var utilfredshed med guvernør Kroghs aggressive linje antydes af et anonymt brev til direktionen, der hævdede, at guvernør Krogh i virkeligheden ønskede at erobre fire distrikter nær Trankebar, som man forgæves havde forhandlet om i 1752.

Danskerne spiller højt spil 

Nayaken af Tanjore truede med krig, men guvernør Krogh svarede, at landsbyen rettelig tilhørte danskerne, men at de ville aflevere den mod erstatning for kvæget og Perumal Naiks skader. Det accepterede nayaken ikke. Den 29. juni var det klart, at Tanjore forberedte sig på krig, tropper blev samlet, og subeidaren krævede på vegne af nayaken landsbyen rømmet straks. Danskerne besluttede at blive længst muligt af hensyn til deres prestige – og mente, at det var klogt, at styrke forhandlingspositionen ved yderligere at udsende endnu et kommando på 27 soldater af korpset og 30 sepoys til landsbyen Tillali.

Højt spil af danskerne, altså, der åbenbart forventede, at situationen ville trække længe nok ud til, at man kunne trække franskmændene ind i konflikten. De ville sikkert gerne møve sig ind på et område, der egentlig tilhørte englændernes interessesfære – nayaken af Tanjore var nemlig allieret med englænderne. Højt at flyve, dybt at falde. Planen gav totalt bagslag. 30. juni angreb en styrke af Perumals folk, nok støttet af soldater fra nayaken af Tanjore selv, kommandoet der var blevet stationeret i Tillali. Det kostede 18 af soldaterne livet. Også landsbyen Anandamangalam blev angrebet og indtaget efter en sporadisk kamp, hvorefter de danske styrker i hast blev trukket tilbage til fortets beskyttende mure og kanoner. Det danske område blev efterfølgende plyndret.

I kamp mod ”umennesker” og ”hedninge”

Samme dag som det indiske angreb havde danskerne sendt besked til franskmændene under guvernør Leyrit i den franske hovedby på østkysten, Pondicherrry, og bad om militær assistance. Interessant at bemærke, at kaptajn Castonier, kommandanten af garnisonen, var dén, der først havde sendt en mand af sted – regimentskvartermester Hauch -afsted til franskmændene; først samme aften sendtes en mand – Ziegenbalck – fra selve Trankebar-guvernementet. Samtidigt henvendte man sig til englænderne og forklarede, for at undgå at få problemer med dem, at man havde henvendt sig til franskmændene, da de lå nærmest. Og at der var af vigtigt, at man fik hjælp: Det ville se skidt ud, hvis en sort nation slog en hvid nation – og se lige så skidt ud, hvis ikke englænderne og hollænderne ville hjælpe danskerne mod ”umenneskene”, men måske endda støttede ”hedningene”. Et forslag blev endda sendt afsted af guvernør Krogh til sultanen af Mysore, en fjende af Tanjore, om at gå i krig med Tanjore!   

 Den franske guvernør Leyrit svarede beredvilligt 1. juli, at 650 franske soldater ville blive sejlet til Trankebar fra Pondicherry, der dog først ville blive undsat over land af en mindre fransk styrke hjemmehørende i samme egn som Trankebar under kommandant Porcher. Med den franske hjælp i hus overvejedes det, om muligt, at bruge de franske styrker til at erobre de fire omtalte distrikter. Hjælp kom i hvert fald; kommandant Porcher truede 5. juli nayaken med krig, hvis ikke området blev rømmet, 6. juli trak angriberne sig tilbage fra det danske område, og 7. juli sendte Porcher en undsætningsstyrke på 150 sepoys af sted, men dog først efter at danskerne havde rykket flere gange.

Et spørgsmål om overmod – eller en fejlslagen konspiration?

Ligeledes i starten af juli skrev guvernør Leyrit, at britiske skibe havde stoppet undsætningsstyrken fra Pondicherry – Tanjore var jo deres allierede – og anbefalede da også at danskerne søgte britisk mægling med Tanjore. Balancen måtte ikke forstyrres, de kunne ikke mase sig ind på det britiske område var holdningen. Det britiske guvernement på kysten i Madras beklagede sig også over, at danskerne havde henvendt sig til franskmændene, da Tanjore jo var deres allierede. Sagen kom helt til tops i det britiske system, da Sir Robert Clive, der det efterfølgende år skulle underlægge hele det bengalske område under britisk overherredømme, 21. juli gjorde opmærksom på, at danskerne ville stå bedre i forhandlingerne hvis de returnerede de franske sepoys. De meddelte senere, at det danske angreb på landsbyen var uberettiget.

Mini-krigen endte altså med et klart dansk nederlag, der ser ud til at være forårsaget af en vild fejlvurdering af styrkeforholdet mellem fjendens og egne styrker, måske inspireret af engelske og franske militære successer, foruden en fejlvurdering af franskmændenes aktuelle vilje til at trænge ind på engelsk område. Givet situationen på kysten, ellers ikke en urealistisk tanke. Med tanke på det tidligere omtalte anonyme brev, der fortæller om guvernør Kroghs ønske om en udvidelse af Trankebars område, to franske officerers besøg i Trankebar 21. juni, og guvernør Leyrits løfte om militær assistance, kan man forestille sig, et plan om, at lægge sig stejlt ud med den engelsk-allierede nayak af Tanjore, der ville give franskmændene en årsag til at rage kastanjerne ud af ilden for danskerne. Hvis det var planen, slog den fejl. Guvernør Krogh søgte sin afsked samme år. 

Af JG