Varberg fæstning var dansk i omegnen af 350 år, og blev oprindeligt grundlagt af Jacob Nielsen, som byggede fortet i/fra 1287 som beskyttelse, da han blev anklaget for at stå bag mordet på Erik Klipping. Senere boede Dronning Margrethe I på fæstningen under felttoget mod hertug Albrecht, der med slaget ved Falköbing i 1389 slog Margrethes status som dronning af de tre skandinaviske lande fast. Omkring 1600 var fæstningen en af Europas mest moderne fæstninger, og i 1645 blev fæstningen svensk. Men inden da, i 1535, lagde fæstningen mure til et drama, hvor en prominent fange, Lübecks hærfører, Marcus Meyer, på utrolig vis lykkedes med at erobre sit eget fængsel.

Marcus Meyer førte under den danske borgerkrig 1534-36, kendt som Grevens Fejde, Lübecks tropper i kampen for den på Sønderborg slot indespærrede Christian II, men måtte dog give fortabt mod den nye danske kong Christian III’s hærfører, Johan Rantzau, der 17. december 1534 tvang handelsbyen til fred. Men freden gjaldt kun i Holsten, så Lübeck kunne fortsat blande sig i kampen om, hvem der skulle have den danske kongetrone; adelens favorit, Christian III, eller ”borger og bondevennen” Christian II.

Derfor kunne Marcus Meyer allerede få dage efter freden ved Stockelsdorf drage over Sjælland til Skåne med en styrke på tre fænniker lejesoldater, ca. 1200 mand, for igen at deltage i kampen om magten i Danmark. I Skåne og Halland støttede mange jævne mennesker Christian II, og i hans navn deltog Marcus Meyer og hans styrke uden held i en storm på borgen i Halmstad, der var på Christian III’s side. Herefter drog en styrke under Marcus Meyer og Jørgen Kock, Københavns borgmester, til Helsingborg, hvor adelsmanden Tyge Krabbe havde lovet, at ville støtte dem i deres kamp for Christian II. Her skulle de hjælpe med at forsvare borgen mod svenske styrker, der var på Christian III’s side i kampen mod Lübeck.

Soldaterne var positioneret uden for fæstningen, hvor de med kanonerne på Helsingborgs fæstnings mure kunne levere er stærkt forsvar mod angriberne. Men midt under svenskernes angreb på borgen vendte Tyge Krabbe pludselig Helsingborgs kanoner mod Meyers og Kocks styrker. Klemt mellem fæstningens kanoner og de svenske soldater var Kocks og Meyers styrker som en lus mellem to negle. Der var ikke andet end at gøre end at overgive sig. Marcus Meyer blev fængslet på fæstningen Varberg Slot, men under lempelige forhold. Blandt andet fik han lov til at forlade fæstningen i nogle uger for at drøfte konflikten med den svenske konge Gustav Vasa.        

Måske var forholdene lidt for lempelige for den driftige Marcus Meyer, der oprindeligt var ankersmed i Hamborg. Han lod sig siden hverve som lejesoldat, landsknægt, under den danske kong Frederik 1., hvor han avancerede til fænrik (underofficer). I 1532 var han i kamp mod den tyrkiske sultan Suleimans tropper, som fører af en fænnike, der udgjorde en del af et kontingent soldater, som Lübeck havde stillet til rådighed for den tyske kejser. Hjemvendt i god behold giftede han sig med datteren af borgmesteren af Lübeck, Wullenwewer, som han blev en rigtig god ven af.

Venskabet landede ham kommandoen over byens militære styrker, så den tidligere ankersmed var nu hærfører, og som sådan ledte han først en flåde mod en hollandsk og spansk eskadre, der med succes blev sænket ved England, hvor han fik audiens hos kong Henry 8., der udnævnte ham til ridder. Siden første han, som nævnt, handelsbyens styrker mod Christian III’s hærfører, Johan Rantzau, men kunne ikke afværge den belejring af byen, der tvang byen til at indgå en fredsaftale. Aftalen gav Rantzau mulighed for at knuse Christian II’s støtter i Jylland og på Fyn, herunder Skipper Clements styrker i Aalborg.

Nu sad han altså som fange på Varberg slot. Men i Halland var støtten til Christian II stærk, og måske var det det, som gav ham ideen om at lave et dristigt kup. I samarbejde med Ulfstands præst, Rasmus Kjeldsen, der ikke støttede adelens sag, hjalp med til fremstillingen af en rebstige og med blæk og papir, så Meyer kunne komme i kontakt med borgmesteren, Claus Nielsen, af Varberg, der ligeledes var tro mod Christian II og som kunne samle en loyal militær styrke. De sammensvorne ville erobre fæstningen for Lübeck og Christian II’s sag, og planen var såre simpel.  På fæstningens nordre gavl fandtes et lille toiletudhæng, hvor man kunne komme af med kroppens affald uden at behøve, at bære det ud. Gennem dette udhæng lod Meyer om natten et tov falde ned til en gruppe sammensvorne, som bandt en rebstige til tovet, der blev hejst op. På den måde fik 21 soldater og 10 bevæbnede borgere adgang til slottet. Efter at have gemt sig i tre timer i Meyers værelse på fæstningen forlad de rummet da kommandanten, Truid Ulfstand, tidligt om morgenen forlod selve slottet for at begive sig ned til staldgården.

Straks blokerede de porten og begyndte at overfalde og dræbe besætningen. Nogle af soldaterne nåede op i fæstningens tårn, hvor det i nogen tid lykkedes dem at forskanse sig. Her fra kunne de advare Ulfstand, der i mellemtiden havde givet sig i kast med et forsøg på at smadre porten med en stor hammer fra smedjen, da en anden styrke af bevæbnede borgere og lejesoldater drog ud fra Varberg by. Han fik dermed tid til at finde en hest og skyndsomt fortrække.

Om morgenen 11. eller 12. marts 1535 var den detroniserede hærfører og tidligere fange, Marcus Meyer, nu borgherre. Oprørerne fik med dem overrumplende erobring af fæstningen ikke blot taget Ulfstands kone, Gørrid Fadersdotter, som han angiveligt indledte et forhold til, og deres børn til fange, men fik også fingrene i de store rigdomme, som den hallandske adel havde deponeret bag borgens tykke mure i forventning om, at de dér ville være beskyttet mod krigens farer.

Fra fæstningen sendte han med mellemrum styrker ud, for at udplyndre herregårde og klosteret Åskloster i det nordlige Halland. Han sendte også sin bror til England for at søge støtte hos den engelske kong Henrik VIII, der først ikke ville risikere at blive indblandet i borgerkrigen, men som dog til sidst sendte nogle tusinde pund. Men de 500 soldater, som Meyer havde bedt om, kom ikke.

Krigen, Grevens fejde, gik ikke Lübecks og Christian II’s vej. I februar 1536 var kun Malmø og København, foruden Varberg, på oprørernes hænder. Styrker loyale mod Christian III gik til modangreb natten til den 14. maj 1536, hvor et angreb blev rettet mod Meyers flådestyrke i havnen, der blev ødelagt, og så var flugtvejen lukket. Efter en dags bombardement med otte kanoner, som den gamle middelalderfæstnings høje mure ikke kunne modstå, måtte Meyer og hans oprørere overgive sig 27. maj 1536, 15 måneder efter det dristige og listige kup.

Som straf for at have svigtet sit æresord om at være en ”loyal” fange blev Marcus Meyer henrettet 17. juni samme år i Helsingør. Ulfstand forblev borgherre på Varberg slot indtil sin død i 1545, hvor der til minde om begivenhederne stadig findes en Markus Meyers gade.           

Af JG

Varbergs fästning – och dets roll i Hallands historie

museumhalland.se/varbergs-fastning/fastningens-historia/