Stilhed før stormen …

Assemoni var våbenopkøber udsendt af kong Basua af Akwamu som regerede et rige længere inde i landet. Assemoni og danskerne kendte hinanden godt fra mange tidligere handler. Denne gang, i juni 1693, havde han varskoet danskerne om at han ville medbringe en stor gruppe af handelsfæller fra hele egnen for at købe våben. De var vandret ned til fortet fra indlandet og havde bedt om bad om at komme ind i fortet for at inspicere våbnene.

Ved synet af den store skare af sorte mænd stod ved porten blev vagtmesteren på Christiansborg dog betænkelig ved situationen. Han varskoede kommandanten som dog fastslog at man skulle tænke på handelen. Imod reglementet blev den store gruppe lukket ind, købmanden modtog gæsterne og handelen begyndte. Det guld og elfenben som akwamuerne havde medbragt blev værdisat og en tilsvarende værdi af flint, krudt, kugler og geværer blev fundet frem. Købmanden og et par hjælpere asede med varerne under den brændende sol mens skildvagten ved porten og folk i fortet slappede af. Alt åndede fred og ro.

Angrebet

Kommandant Harding Petersen og Assemoni sad bænket om et lille bord og drak brændevin – da spørgsmålet om kvaliteten af flinten blev bragt op. Assemoni overtalte Harding Petersen til at lade akwamuerne prøveskyde musketterne. Flere våben blev overladt til akwamuerne som skyndte sig at lade dem. Assemoni hævede musketten og sigtede, som for sjov, mod vagtmesteren som stod ved siden af kommandant Harding Petersen.

Men det var blodig alvor: Assemoni trykkede af og vagtmesteren faldt død om. Det var signalet til angreb og 80 akwamu-krigere gik skrigende løs på den forbløffede danske besætning. Adskillige soldater og en del flere krigere blev dræbt i kampen, men overmagten var for stor og kampen kort. På få minutter blev Christiansborg erobret og de overlevende taget som fanger. De blev siden blev ført ind i landet til en ukendt skæbne.

Flugt

Efter sejren lukkede akwamuerne portene så den dansk-loyale Orsu-stamme i den nærliggende landsby ikke kunne komme danskerne til hjælp. Fortets købmand kom under hårdhændet behandling af krigerne i forsøget på at tvinge ham til at fortælle hvor nøglerne var til fortets brændevinslager var. Det vidste han ikke og omkom, men alligevel lykkedes det akwamuerne at få adgang til lageret og et stort drukgilde begyndte.

Fortets kommandant, Harding Petersen, var under den korte kamp blevet slået bevidstløs, havde fået et snit i halsen, og var smidt nøgen smidt på latrinen. Senere fik han også haserne skåret over for at forhindre ham i at flygte. Men ved hjælp af sin loyale slavepige Dodowa lykkedes det ham alligevel at undslippe. Hun havde gemt sig under angrebet og havde siden set hvad der var overgået ham.

Om aftenen mens drukgildet stadigt i gang kom de sammen op på fortets mur og lod sig falde ned. Hun forsvandt i mørket, men Harding-Petersen kravlede over to dage frem til det nærliggende hollandske Fort Creveceur. De bestyrtede hollændere kunne intet gøre – udover at tage den den afkræftede kommandant under pleje og beskyttelse.

Dansk igen

Christiansborg var således blevet erobret uden vanskeligheder og danskerne var til grin på hele kysten. Assemoni og hans krigere trak i de danske rød-blå uniformer og førte handelen videre fra Christiansborg under håndhævelse af fuldt ceremoniel og etiquette. Først ca. et halvt år senere, i december 1693, ankom to danske skibe til området.

Besætningerne på skibene ”Christiansborg” og ”Gyldenløves Våben” hørte først fra hollænderne i Fort Axim længere oppe af kysten at Christiansborg var faldet. Siden så de med egne øjne at et hvidt flag med et sort hoved og en huggert vajede over Christiansborg.

Da man havde sundet sig over chokket besluttedes det at indlede forhandlinger om fortets skæbne. Med skibenes kanoner samt besætningerne ville det ellers være relativt nemt at generobre fortet, men købmændene fastslog at det af hensyn til de fremtidige handelsrelationer var klogere at forhandle. Det gjorde man så og i juni 1694 – et år efter kuppet – lykkedes det at generhverve Christiansborg. Assemoni fik 3000 rigsdaler for at overdrage fortet, danskerne skulle frafalde alle krav om erstatning, og det faste månedlige beløb på 32 rigsdaler skulle fortsat betales til kong Basua af Akwamu.

Skibene forlod området igen, men omkring 30 af matroserne blev ladt tilbage for at sikre fortet mod fremtidige kupforsøg og angreb. Fortets mure blev forstærket med bastioner på hjørnerne, hvilket muliggjorde beskydning på en angribende styrkes flanker. Besætningen blev desuden suppleret med omkring 300 loyale krigere fra Orsu og forstærket med flere kanoner, så at bestykningen nu var oppe på 28. Derved skulle Fort Christiansborg være blevet det stærkeste fort i området.

Assemonis raids

Det skulle vise sig at være en klog beslutning, for Assemoni blev ved med at husere i området. I tiden efter sejren over danskerne var han tilsyneladende faldet i unåde i hjemlandet Akwamu og havde etableret sig som selvstændig handelsmand. I 1699 dukkede han med et følge af geværbevæbnede krigere op ved landsbyen Labadi, tæt ved Christiansborg, og etablerede en handelsplads.

Et kommando soldater blev udsendt fra Christiansborg med opgave at jage Assemoni bort fra dansk jord og for at ødelægge handelspladsen og de tilhørende kanoer. Han svarede igen ved at stille sine folk op til kamp og efter en kort træfning tog Orsu-soldaterne i det danske kommando benene på nakken. Assemonis ry som danskernes overvinder var stadigt stort.

Nytårsdag 1699 mødte en trop af Assemonis folk op tæt ved fortet og dræbte noget kvæg som de bragte til Labadi, fulgt til dørs af kanonskud fra Christiansborg. Om natten kom fortets mure under kraftig beskydning af håndvåben som besvaredes med kanonskud. En sidste træfning med Assemoni fandt sted den 25. januar 1700 hvor en gruppe af hans folk tog 4 lokale fra landsbyen Orsu til fange. Det foregik ved et af fortets vandreservoirer og resulterede i en kamp hvor én dansk soldat og én af Assemonis krigere omkom.

Med slavehandel skal Danmark sikres …

Årsagen til kuppet mod fortet var angiveligt dansk modvilje mod at indlade sig på slavehandel; man indkøbte kun begrænsede mængder slaver og ofte kun til eget behov på fortet. Netop i disse år var slavehandel en stigende indtægtskilde for de lokale kongeriger på Guldkysten og det danske fort var derfor lidt på tværs i det fremvoksende økonomiske system.

For nu var striden bilagt uden aftaler om at optrappe slavehandelen, men det kom helt at sig selv. Skulle fortet være økonomisk rentabelt måtte man nødvendigvis være mere aktive i slavehandelen. Desuden havde Brandenburgerne stor succes med slavehandel og tjente stort, hvilket var vigtigt da de var Danmarks rivaler og Sveriges allierede hjemme i Nordeuropa.

Skulle magtbalancen mellem Danmark og Sverige, med deres respektive allierede på begge sider, ikke forrykkes for meget til Sveriges fordel måtte man følge med og tjene lige så mange penge. Tillige lød kravene fra de danske plantere på de Vest-Indiske øer om mere arbejdskraft højere og højere; slavehandelen kunne løse alle disse problemer.

Økonomien bag fortet, hjemlige politiske behov, samt plantagedriften på Skt. Thomas og forholdet til ”naturellerne”- dvs. afrikanerne fra Akwamu m.fl. – tvang altså Danmark til at intensivere slavehandelen. Fortet udviklede sig i de efterfølgende år til at være hovedsædet for dansk kolonial tilstedeværelse på Guldkysten, og for at sikre kontrollen med handelen i området blev det danske område siden udvidet med flere mindre forter. Danmark var i næsten 200 år repræsenteret som kolonimagt i området.