Krigsmindesmærker i Herningområdet

Særtilbud til Dansk Militærhistories læsere

Dansk Militærhistorie har lavet en aftale med forlaget UBIREX, så i hele august får Dansk Militærhistories brugere 29 kr. i rabat på bogen Krigsmindesmærker i Herningområdet.

Normalpris: 139 kr. + forsendelse 39 kr. = 178 kr. Rabatpris: 110 kr. + forsendelse 39 kr. = 149 kr.

Man kan bestille flere bøger, og forsendelsen er stadig 39 kr. i alt, dvs. uanset mængden. Rabatten gælder kun privatpersoner. Brug rabatkoden militaer i kodefeltet, når du går til kassen. Bogen kan bestilles hos Forlaget UBIREX Herning: http://ubirex.dk/produkt/krigsmindesmaerker-i-herningomraadet/

Ny bog om krigsmindesmærker i Herning Kommune

På Valdemarsdag 15. juni udkom Arne Mosgaards bog Krigsmindesmærker i Herningområdet. Historiske mindesmærker og gravsten fra krigene 1848-1850, 1864, 1914-1918 og 1940-1945 samt Genforeningen 1920.

Bogens forfatter er 84-årige Arne Mosgaard fra Gjellerup ved Herning. Han har en baggrund i militæret, både som udsendt til Tyskland og med en mangeårig karriere i hjemmeværnet. Desuden er han lærer fra Silkeborg Seminarium og historikeruddannet fra Aarhus Universitet.

Krigsmindesmærker i Herningområdet beskriver historien bag de danske og allierede mindesmærker og grave, som knytter sig til krigene mellem 1848 og 1945. Bogen fortæller både om krigens helte og om de mennesker, der rejste mindesmærkerne, og om bølgen af genforeningssten efter 1920 og befrielsessten efter 1945. Geografisk dækker bogen hele Herning Kommune – fra Aulum til Vinding, Sønder Felding, Kibæk, Gjellerup, Rind og naturligvis de gravminder, som findes forskellige steder i Herning.

Arne Mosgaard har i mange år interesseret sig for krigsmindesmærker, og han fører læseren igennem de historiske begivenheder, der førte til, at så mange gav deres liv for fædrelandet. Bogen er bygget kronologisk og dernæst geografisk op, så den også kan bruges som en guide rundt i området, der dækker Herning Kommune. Hvert mindesmærke har sin egen fortælling om en soldat eller frihedskæmper, der har kæmpet for fædrelandet. Arne Mosgaard har udført et stort detektivarbejde med at finde oplysninger om de afdøde, og bogen fortæller små og store historier om mindesmærkerne, om deres ophavsmænd og om de mennesker, de er rejst over.

Ove-Henning-Jakobsen-Arnborg
Den sidste overlevende veteran fra 1864-krigen var Ove Henning Jakobsen fra Arnborg. Han døde som 100-årig i 1941 (foto: Arne Mosgaard).

Arne Mosgaard fortæller om bogen, at den har været undervejs i flere år. Igennem mere end 25 år har han arbejdet med allierede flyvergrave og mindesmærker i Danmark. I forbindelse med dette arbejde er det blevet til mange ture til kirkegårde rundt om i landet. På en del kirkegårde findes også mindesten, som viser dansk deltagelse i krige tilbage i tiden. Det drejer sig dels om soldater, dels om modstandsfolk og søfolk. Derved opstod interessen for mindesmærkerne i vort eget område.

Arne Mosgaard: Krigsmindesmærker i Herningområdet. Historiske mindesmærker og gravsten fra krigene 1848-1850, 1864, 1914-1918 og 1940-1945 samt Genforeningen 1920, Herning 2016. 100 sider, ill., paperback, 139 kr. Forlaget UBIREX Herning, ISBN 978-87-93188-11-2.

Krigsmindesmærker i Herningområdet udgives på Forlaget UBIREX Herning, som er et lille forlag med speciale i historiske udgivelser og erindringsbøger. Bogen kan bestilles pr. mail hos Forlaget UBIREX Herning på ubirex@live.dk eller webshoppen.

Fakta om Arne Mosgaard

Forfatteren er født i 1932 i Karstoft i Skarrild sogn. Han bor nu i Gjellerup. 1952-1954 aftjente han værnepligt og gjorde herunder tjeneste ved Det danske Kommando i Tyskland. 1956-1958 gjorde han frivillig tjeneste ved Flyvevåbenet. Fra 1968 var han tilknyttet Hjemmeværnet som kompagnichef og senere afsnitsleder. Han blev læreruddannet ved Silkeborg Seminarium og fik senere en historikeruddannelse ved Aarhus Universitet.

Arne Mosgaard har tidligere udgivet bogen Frihedskamp Forsvarsvilje om modstandsbevægelsens afvikling før og efter befrielsen, Med kurs mod NATO om Den danske Brigade og Det danske Kommando i Tyskland samt flere bøger og skrifter om allierede flyvergrave og mindesmærker i Danmark.

 

Krigsmindesmærker i Herning
Bogens forside viser befrielsesmindestenen ved Gjellerup Kirke (foto: Arne Mosgaard).