Dansk ekspansion

Fort Christiansborg blev grundlagt i 1661 og var hovedsædet for den danske tilstedeværelse på Guldkysten under hele den danske kolonitid. Herfra udgik planer om ekspansion og herfra organiseredes handelen. I 1730’erne var Akim-folket den dominerende lokale magt i området og under deres overherredømme lykkedes det at udvide det danske interesseområde østpå.

I 1735 aftaltes, at danskerne kunne oprette et fort i et område kendt som Ningo, beliggende ca. 60 km øst for Christiansborg. Floden Rio Volta løb her ud i Guinea-bugten og med den som kilde ville danskerne udvide handelen med dét som i løbet af 1700-tallet var blevet Guldkystens primære vare; slaver.

Fortet stod færdigbygget i 1736 og var et lille trekantet fort med ca. 20 m på hver led. Der var plads til 10 kanoner og en fast besætning på 3-4 mand under en kommandant Schiellerup. I 1742 blev en fjerde bastion bygget. Det havde fået navnet Fredensborg – men ufred skulle følge fortet.

Skyggeboksning

Udvidelsen mod øst var nødvendig pga. den permanente krigstilstand der herskede i området ved Christiansborg i midten af 1700-tallet. Ingen af de lokale magter i regionen kunne opnå permanent overherredømme og de stadige konflikter lukkede handelsruterne ned og gjorde det umuligt at drive handel. Den østlige udvidelse med Fredensborg havde til hensigt at bringe danskerne ind i en område uden problemer.

Men konflikterne mellem de lokale afrikanske kongeriger gav rig mulighed for at intrigere, for at spille én part ud mod en anden. De danskes arvefjende i det afrikanske, hollænderne, så deres chance og rettede sigtet mod os da den danske ekspansion i Volta-regionen truede hollændernes position i området.

De havde allerede etableret en mindre loge, dvs. en befæstet handelsplads, på øen Ada midt i Rio Volta-floden. De frygtede at danskerne fra Fredensborg med tiden ville komme til at dominere den østlige handel med slaver som transporteredes til kystområdet og de europæiske besiddelser via Rio Volta.

Allerede 19. januar 1732 havde hollænderne splittet en udsendt dansk arbejdsstyrke i området og havde arresteret købmand Sparre, samt to soldater og to embedsmænd, som sendtes som fanger til det hollandske støttepunkt på øen Ada.

Samme mønster gentog sig mht. Fredensborg; inden det var færdigbygget havde hollænderne forsøgt at overtale, dvs. bestikke, de lokale til at angribe og rive fortet ned, men uden held. For at øge presset på dem iværksatte de i 1736 et angreb mod landsbyen Orsu, tæt ved Christiansborg.

Angrebet blev sat ind ved nattetide, men på dansk side havde fået nys om det forinden og angrebet blev afværget med adskillige døde og sårede til følge på hollandsk side. Ingen danske på Christiansborg tog aktivt del i kampen da man i forvejen havde bevæbnet de lokale fra Accra-folket i Orsu med geværer. Det samme havde hollænderne gjort med lokale krigere fra deres område, Hollandsk Accra, så at heller ingen hollændere deltog i kampen.

Større succes havde de formentlig længere østpå. I hvert fald blev en anden dansk loge ved Quitta angrebet i 1737 og løbet over ende af Awuna-krigere, hvorved 7 ’blanke’ blev dræbt og kommandant From blev taget til fange.

Hollænderne var dog ikke ene om at forsøge at drage militær fordel af lokale alliancer – og det må have været betryggende for danskerne, at kong Orsu af Akim samme år lagde vejen forbi Ningo med angiveligt helt op til 8000-10.000 mand for at vise sin støtte til danskerne. Ved samme lejlighed afviste kongen et hollandsk bestikkelsesforsøg for, mod betaling i guld, at ødelægge handelspladsen.

Modangreb

Trods magtdemonstrationen blev et nyt angreb lanceret mod Orsu nytårsnat 1738, men igen afværget. Hensigten var formentlig igen at presse de lokale til at skifte side til fordel for hollænderne for derved at svække danskerne. Men det lykkedes danskerne at fastholde den solide alliance af folk fra  kystbyerne Labadi, Teshi og Orsu.

Den danske side rådede derfor over en krigsmagt på ca. 5-600 krigere som svarede igen ved at angribe de hollandsk-loyale krigere. Angrebet var dels begrundet i at man ville hævne de tidligere angreb, men også fordi det var rygtedes at 200 krigere fra Fante-folket havde indfundet sig ved det hollandske fort.Fante var bosat flere hundrede km. vest for Christiansborg og Accra, men havde som del af deres alliance med hollænderne sendt en troppestyrke til området.

Formentlig har de dansk-loyale accraer tilhørt et konkurrerende alliancesystem end Fante, for angrebet på det hollandske område havde i hvert fald også til hensigt at drive dem på flugt. Da angrebet kom indenfor skudvidde af det hollandske fort Crevecoeur åbnede de hollandske artillerister ild, hvilket hurtigt tvang ’de danske’ angribere tilbage.

Da de lokale accraer, trods hollandsk pres, i overvejende grad forblev loyale overfor danskerne måtte hollænderne til sidst bide i det sure æble og affinde sig med situationen. Angrebene hørte op og man kunne uhindret bygge videre på Fredensborg. I 1742 var Fredensborg blevet udvidet med en fjerde bastion, og fremstod i øvrigt som det smukkest byggede fort i området. Danmark havde tilkæmpet sig et fodfæste i øst.

Mørke intriger

Bortset fra stridigheder i midten af 1600-tallet, hvor danske og hollandske tropper havde kæmpet direkte mod hinanden i forbindelse med hollandske forsøg på at drive de danske ud af kolonihandelen, var det karakteristisk for perioden at danske og hollandske soldater ikke mødtes i kamp på land. Men indirekte fortsatte striden og talrige sammenstød fandt sted mellem parterne.

Specielt hollænderne rygtedes at være aktive på den hemmelige front. Taktikken var groft sagt, at betale ét kongerige for at bekæmpe et andet – for siden at profitere af den mængde krigsfanger som konflikten skabte, da krigsfangerne siden blev bragt til de hollandske forter og solgt som slaver.

I 1740 fik den danske kommandant på Fredensborg fx oplysninger fra en hollandsk bortløben slave om, at hollænderne havde betalt Ashanti for at angribe Akim-riget. Det er vanskeligt at verificere, men giver umiddelbart mening da Ashanti som en voksende magt i kystområdet kunne true Akim. Udover at få leveret fanger til slaveri gav det mulighed for, at ramme de danske interesser qua vores alliance med Akim, hvilket havde været et mål for hollænderne siden etableringen af den første danske besiddelse i Afrikas kyst i 1658.

Nye fronter

Så galt gik det dog ikke. Selvom de politiske vinde ville at ufreden fulgte danskerne til øst, og at Akim faktisk blev besejret af Ashanti i 1742, lykkedes det de danske at etablere et tåleligt forhold til sejrherrerne. En hærstyrke fra Ashanti hærgede efter sejren kystlinien for at hævde dets dominans og lagde også Fredensborg under belejring.Et slag kom det ikke til, ingen skud blev affyret, og ingen kom noget til. Fortets tykke mure, inkl. Fredensborgs nyligt færdigtbyggede fjerde bastion, og dets kanoner garanterede da også for, at det ikke bare kunne stormes og erobres af krigerne.

Uheldigvis havde man ikke været forudseende og lagret tilstrækkeligt med fødevarer, hvilket betød at man alligevel måtte strække våben. Men mod at betale en stor sum penge og anerkende Ashanti som områdets hersker kunne danskerne beholde fortet og visse handelsrettigheder.Ashanti havde en reel interesse i at etablere en forbindelse udenom hollænderne, som måtte lide den tort at også Ashanti kunne spille dobbeltspil; for at undgå et hollandsk monopol på handelen fik danskerne altså lov at blive.

Men demonstration af våbenmagt var det afgørende element i aftalen og af rang-ordenen mellem parterne. Ashanti var “overhund” – og danskerne måtte logre når de ønskede det. Også på den led udspilledes en kold krig.(Retfærdigvis må de danske besiddelser i dét lys betragtes som “tålt tilstedeværelse” på dette tidspunkt, og ikke anses for en “koloni” som titlen ellers antyder).

Læs mere:

Vore gamle tropekolonier; Bind 8 Guldkysten, G. Nørregård
De danske i Guinea, Kay larsen