Hjemtagningen af danske orlogs- og handelsskibe fra tyske havne i 1945.

Ved flådens sænkning den 29. august 1943 lykkedes at hindre at hovedparten af den danske flåde faldt ubeskadiget i hænderne på den tyske besættelsesmagt. En række fartøjer blev dog taget af tyskerne i mere eller mindre ubeskadiget tilstand, og en del af de sænkede enheder blev også efterfølgende hævet og istandsat af tyskerne. I alt endte 24 skibe i tysk tjeneste.

Ved befrielsen i maj 1945 var der ingen i Danmark, der vidste meget om disse skibes skæbne efter den tyske overtagelse. En del skibe blev genfundet i forskellige danske havne, men over halvdelen af skibene var væk.

Takket være en enkelt initiativrig søløjtnant af reserven og aktiv modstandsmand skulle dette dog hurtigt ændre sig.

Søløjtnant Harry Larsen, der som chef for M.S. 4 havde spillet en vigtig rolle i begivenhederne på Holmen den 29. august 1943, var på dette tidspunkt distriktschef for modstandsbevægelsen i området omkring Faxe Ladeplads. Da man i befrielsesdagene her tog ca. 260 tyske kadetter og soldater til fange, fik Harry Larsen den ide til at sejle fangerne direkte til nordtyskland og her overdrage dem til de engelske besættelses-myndigheder. Som sagt så gjort. Larsen lånte 3000 kr. i en lokal bank og chartrede kutteren Karla til togtet. 10. maj nåede man Helligenhafen nær Fehmern, hvor man overlod fangerne i britisk varetægt.

I Helligenhafen faldt danskerne pludselig over en række skibe, der umiskendeligt var tidligere danske fartøjer. Disse tog man i besiddelse og i alt blev der ved det første togt hjembragt 10 enheder – dog hovedsageligt mindre P-kuttere og et par toldkrydsere.

Togtets succes gav Harry Larsen blod på tanden, og efter at skibene var blevet afleveret i København, chartrede Larsen skonnerten Herdis, og lånte lidt flere penge i banken for at dække udgifterne til et nyt togt.

Uden flådens velsignelse

De frihedskæmpere der havde deltaget i det første togt, blev nu efter engelsk henstilling erstatte med personel fra søværnet. Næstkommanderende på togtet blev en af Harry Larsens kolleger, søløjtnant Ivar Westergaard, der den 29. august 1943 blev så hårdt såret af en tysk kugle, at hans højre arm efterfølgende måtte amputeres. I alt deltog der 21 mand i “Kieler Expeditionary Force”, som de kaldte sig selv.

Harry Larsen fik dog ikke en fuldmagt til den planlagte operation. Det skabte en del problemer, da man nåede Kiel. Her troede englænderne, at danskerne var flygtede nazister, og Harry Larsen måtte i følgeskab med en britisk officer en tur til København, hvor vice-admiral Vedel sagde god for ham, før briterne var tilfredse. Vedel gav samtidig operationen sin velsignelse.

I Kiel blev danskerne først indkvarteret i det tidl. hollandske passerskib Oranje Fontein. Herfra tog danskerne på ture i motorbåd ud blandt de mange tusind skibe og vrag, der lå i området omkring Kiel for at lede efter danske skibe. Søløjtnant Larsen fik samtidig en bil stillet til rådighed og kunne derfor også besøge andre nærliggende havnebyer i det nordtyske område. Danskerne kunne dog kun lede i den britiske zone, da de russiske besættelsesmyndigheder i den østlige del af Tyskland ikke ville tillade, at danskerne ledte efter skibe i deres område.

Minestrygere påkrævet

Danskerne fandt hurtigt en række danske orlogs- og handelsfatøjer, men succeen skabte et nyt problem. Englænderen krævede, at de udleverede skibe skulle følges af minimum to minestrygere, før de fik lov til at forlade Kiel. Søværnet havde på dette tidspunkt ingen ledige minestrygere, og derfor opstod der hurtig en større samling af danske skibe i Kiel – skibe, der ikke kunne komme hjem til Danmark.

Heldet tilsmilede dog danskerne. På vej rundt i Kiel havn stødte man pludselig på to skibe, som Larsen og Westergaard hurtigt genkendte som de danske minestrygere MS 3 og MS 5. Man fulgte skibene til Laboe, men da man her gik ombord på skibene, nægtede den tyske besætning først at skibene skulle være danske. Et hurtigt besøg til maskinrummet, hvor teksten “Møller og Jockhumsen, Horsens” på hovedmotoren var klart læselig, fik dog manet enhver tvivl i jorden.

Tre dage senere var skibene under dansk kontrol, og efter en tiltrængt rensning af skibets ydre og indre, samt et eftersyn af motorerne, var de klar til at komme i aktion.

Den hjemlige mangel på minestrygere gjorde, at Harry Larsen var bange for, at hvis flådens ledelse fik muligheden, så ville de hurtigt overtage de to minestrygere. Derfor lagde MS-bådene ikke til ved Holmen, når de var i København. I stedet anløb de skudehavnen, og blev ikke et øjeblik længere end højest nødvendigt før de igen afgik mod Tyskland.

Uventet besøg

Mens MS 3 og MS 5 lå i Tirpitzhafen fik de uventet besøg. Ved siden af de to MS-både lå passagerskibet Milwaukee, der fungerede som base for den engelske ledelse i havneområdet, og her kom pludselig selveste feltmarskal Montgomery på besøg. Han studsede noget over at se to skibe med Dannebrog agter, og han spurgte den vagthavende kadet, hvad danskerne dog lavede i Kiel. Da han hørte at de var kommet fra København, bemærkede han “jeg var i København i går”.

Det må siges at være en temmelig neutral omtale af den hyldesttur gennem København, som de københavnske borgere gav Montgomery og hans engelske styrker. Da Montgomery hørte om den danske operation, blev de danske officerer – to søløjtnanter og tre kadetter – indbudt til at deltage i en reception ombord på Milwaukee. Det var en meget stor oplevelse for dem af trykke Montgomery – “Danmarks befrier” – i hånden.

Røntgen-ventilerne

Harry Larsen var i krigens slutfase endt i en skudveksling med danske HIPO-folk, og var i den forbindelse blevet såret i sin ene fod. Overlæge Groth på sygehuset i Fakse Ladeplads måtte tilkaldes for at fjerne et projektil fra Larsens fod – et projektil som Larsen siden da altid bar i sin pengepung.

Overlæge Groth kom kort efter krigens slutning til Harry Larsen med et problem. Sygehusets røntgenmaskine manglede nogle ventiler, der kun blev produceret i Hamborg. Efter krigsslutningen var al tysk produktion beslaglagt af de allierede besættelsesstyrker, og det var derfor ikke muligt fra Danmark at få fat på nye ventiler.

Overlægen bad derfor Harry Larsen om at måtte komme med til Kiel for herfra at søge at få fat på de manglende dele til apparatet. Med Larsens accept blev Groth udstyret med en kadetuniform, og blev optaget i skibets besætning. Til stor moro for skibets besætning gik der nogen tid, førend han fik styr på, hvem han skulle hilse på, og i starten gjorde han honnør for alt og alle.

Velankommet til Kiel skaffede Larsen en vogn og kørte til Hamborg. Selv om al produktion som nævnt var beslaglagt af de engelske besættelsesmyndigheder, lykkedes det alligevel at overtale direktøren for de pågældende fabrik til at sælge en sending ventiler til danskerne. Dagen efter mødte en af kadetterne op på et forud aftalt sted medbringende en til lejligheden lånt truck, og modtog her de ønskede ventiler. Tilbage i Kiel blev ventiler – der var ca. 1 meter høje og 40 cm i diameter – stuvet ombord på skibene og sejlet med hjem til hospitalet i Fakse Ladeplads.

De danske skibe blev sejlet hjem til København. Eneste undtagelse var de fire torpedobåde af Dragen- og Glenten-klassen, der efter tysk pres var blevet udleveret til den tyske flåde i februar 1941. [1] Fire af bådene blev genfundet i Flensborg. Torpedobådene var dog desværre blevet slået til vrag som følge af en ammunitionseksplosion i Flensborg havn – en eksplosion, der kun fandt sted få timer før danskerne ankom til havnen. De fire enheder, der stadig var flydende efter eksplosionen blev slæbt til Sønderborg og først senere herfra til Holmen.

På vejen til Sønderborg var det dog nær gået galt for besætningen på minestrygeren MS 3. Det var en skøn sensommerdag med høj sol og stille vejr, og besætningen på minestrygeren fik derfor den ide at det ville være dejligt med en dukkert i Flensborg Fjord. Maskintelegrafen blev sat på ”STOP”, men motoren blev ikke stoppet før besætningen sprang i vandet. Hvad man ikke havde tænkt på var, at selv om der var slået STOP på telegrafen, så var motoren stadig i gang og skruen drejede ganske langsomt rundt. MS 3 begyndte derfor stille og roligt at sejle fra dens svømmende besætning!

Heldigvis var MS 3s førstemester værnepligtig maskinkorporal, og han kunne crawle og det lykkedes ham at indhente det sejlende skib. Vel om bord kunne han, som maskinmand, finde de rigtige knapper og håndtag og stoppe motoren. Kort tid efter var besætningen igen vel ombord på minestrygeren, og en erfaring rigere kunne man fortsætte togtet mod Sønderborg.

Eneste uheld

Ekspeditionens eneste uheld var minesprængningen af DFDS’ Esbjerg, der den 25. juli 1945 blev minesprængt nær Stevns. Esbjerg var sammen med et andet DFDS-skib Parkeston blev genfundet i Lübeck i starten af juli 1945. Begge skibe havde siden januar 1944 opereret som målskibe for de tyske ubåde, men var begge i god stand ved krigens afslutning, og i løbet af juli havde DFDS sendt besætninger til Lübeck for at sejle skibene hjem.

Skibene forlod sammen med MS 3 Lübeck den 23. juli, men allerede næste aften fik MS 3 motorstop og måtte tages på slæb af Esbjerg. Skibene fortsatte dog mod København, kl. 2230 løb Esbjerg på en mine lidt syd for Stevns. (3) Ved eksplosionen blev slæbetrossen mellem MS 3 og Esbjerg revet over, og MS 3 begyndte straks at drive væk.

Da al strømmen var forsvundet ombord på Esbjerg, søgte besætningen på MS 3 at signalere til Parkeston at Esbjerg var ved at synke. Desværre var der ingen signallamper ombord på MS 3 og man måtte derfor vælge den noget alternative løsning at holde en madras op foran lyset fra styrehuset. Noget interimistisk, men det virkede og Parkeston modtog signalet om at Esbjerg var i nød.

Parkeston nåede ved daggry frem til det synkende Esbjerg, hvor besætningen på nær kaptajnen, førstestyrmanden og en rorgænger allerede var gået i bådene. Der gik dog endnu et par timer, førend Esbjerg lagde sig om på siden og larmende forsvandt fra havet overflade. Inden da var de tre tilbageværende dog nået velbeholdent fra borde. (4)

100 millioner kroner

I alt hjembragte Kieler Expeditionary Force 37 fartøjer. Fra søværnet drejede det sig om de tre minestrygere MS 3, MS 5 og Hajen, samt i alt 10 P-kuttere. Derudover fandt man opmålingsskibet Freja i sejlklar stand samt vraget af inspektionsskibet Ingolf, der var blevet sænket af allierede fly i krigens sidste måneder. Af mindre fartøjer blev de to øvelseskuttere Svanen og Thyra fundet i Kiel sammen med lodsbåden Skagerak. Sidst blev det udbombede vrag af Dampbåd A fundet nær Flensborg.

Det lykkedes ikke at finde torpedobjergningsfartøjet Sleipner, men danskerne overtog i stedet et tilsvarende tysk fartøj, der blev sejlet hjem og her omdøbt til Sleipner. I november 1945 blev minestrygeren Søhesten, der blev genfundet i Brunsbüttel, det sidste skib, der blev hentet hjem. Man fandt også 16 større danske handelsskibe, hvoraf de tolv var i en stand der muliggjorde hjemsejling.

De samlede udgifter beløb sig til 23.000 kr. En stor udskrivning, men senere beregninger opgjorde skibenes samlede værdi til ca. 100 mio. kr., så der er ingen tvivl om togtet kunne betale sig! Modstandsbevægelsen betalte senere de lån som Harry Larsen havde udtaget for at dække rejsens udgifter.

Rederiet DFDS, hvem hovedparten af de bjergede handels- og passagerskibe tilhørte, udtrykte senere deres taknemmelighed ved at udbetale en belønning på 2500 kr. til Harry Larsen.