Kaper for kongen
Handelskrig på Nordsøen, kidnapning af en bisp, hastig flugt fra røverreden i Skotland, forræderi og et afgørende slag med den hanseatiske ligas flåde. Det er essensen af Claus Kniphofs kamp for den afsatte konge Christian II, der ihærdigt forsøgte at genvinde den tabte kongemagt i Danmark.
Christian II er kendt som kongen, der foranstaltede ’Det stockholmske blodbad’ i 1520, der en gang for alle skulle kue svenskerne. Men svenskerne gjorde oprør, og herefter gik det stejlt ned ad bakke. Den ustyrligt kostbare krigsindsats for at generobre det tabte Sverige, og hans politiske tilsidesættelse af adelen og præsteskabet, vakte så stor hjemlig modstand, at han i 1523 måtte fortrække med en flåde fra Danmark og søge ophold i Holland. Her fra forsøgte han, at genvinde tronen.
Kaperkrig – økonomisk krig
En vigtig del af denne kamp var Claus Kniphof, der levede i årene 1500-1525, og som var skibsfører af velhavende og anset slægt fra København. Han var formentlig en af de loyale støtter, der i 1523 fulgte med Christian i eksil i Holland. Men et par år senere var han aktiv som kaper, eller autoriseret pirat, for Christian II. Det kostede mange penge, at opbygge en lejehær, der kunne tilbageerobre landet og magten, og samtidigt måtte en anden Christian II-loyalist, Søren Nordby, der med base på Gotland kunne angribe Frederik I’s Danmark østfra, understøttes økonomisk. Men pengene var få og behovet stort.
En enorm sum på 150.000 gylden, som Christian skulle have modtaget i medgift af kejser Karl d. V af Habsburg som følge af ægteskabet i 1515 med hans søster, Elisabeth, var ikke blevet udbetalt. Og den flåde på 22 skibe, som Christian d. II havde fortrukket med i 1523 var blevet pantsat for en slik; fx, var ’Maria’, en den danske flådes største og mægtigste skibe, udrustet med et stort antal kanoner, blevet solgt for blot 4500 gylden, pga. skibets dårlige tilstand, og ikke de 50.000 gylden det oprindeligt havde været værd.
Men kaperkrigen, der førtes mod den hanseatiske liga, det nordtyske handelsforbund, der dominerede handelen på Nordsøen, og som med byen Lübeck og Hamborg i spidsen støttede Frederik I, gav Christian II en livsvigtig indtægt. De erobrede skibe og laster kunne sælges, hvilket gav de penge, der var så stærkt brug for. Måske var symbolværdien også vigtig; at Frederik I var for svag en person, til at kunne udgøre en reel kongemagt, og at Christian d. II (derfor) stadig var den retmæssige konge. Også i dag signalerer oprørsbevægelser gennem angreb på økonomiske og civile mål, at de ikke anerkender statens legitimitet.
Løsepenge for en bisp
Første gang Kniphof dukker op som kaper for Christian II er 28.marts 1525, hvor Kniphofs skibe i en dristig aktion løb ind i Sandvigen og tog Bergens bisp, Oluf Thorkildsen, og abbed Michael, til fange. Den hanseatiske liga havde fyldte varehuse på bryggen, men havde været så forsigtige at føre deres bedste varer ind på kongsgården, der var for velforsvaret for Kniphofs lille angrebsstyrke. Med måtte derfor trækkes sig tilbage med begrænset bytte. Men i april vendte de tilbage til den sydnorske kystlinje, hvor det lykkedes at opbringe 6-7 af ligaens skibe med gode og rige ladninger. Her sluttede hollænderen Klaus Røde – en pirat, der var forhadt og frygtet af de søfarende for sin grusomhed over for de fanger, som faldt i hans vold – sig til dem.
Sidst i april eller i starten af maj søgte Kniphof ly med sit bytte i Skotland, hvor de uden hindringer solgte krigsbyttet og købte flere skibe og hvervede flere krigsfolk. Det skotske regeringsråd accepterede, at Christian II’s skibe opholdt sig i skotske havne, og at hans repræsentanter købte og solgte hvad de ønskede. Den indflydelsesrige skotte Robert Barton meddelte tilmed, at han var i færd med at udruste en flåde på 5 skibe og 900 soldater, der skulle bekrige Lübeck. Planen var, at Kniphofs flåde og den skotske flåde skulle undsætte Søren Norby, der i Skåne også kæmpede Chr. II’s sag. Med denne betragtelige militære styrke, var håbet, ville man kunne gøre en afgørende forskel.
Kniphof falder i unåde og jages
Men Kniphof havde gjort regning uden vært, for hans hærgen, der over foråret og sommeren havde i alt givet 36 fartøjer i bytte, havde generet Hansaen så meget, at Hamburg 4. juni 1525 sendte en flåde på 4 store karaveller mod Kniphof, for at knuse ham. Samtidigt blev Kniphofs nære kompagnon, Lambert Andersen, dræbt, ramt af en kanonkugle i en træfning med skibe fra Danzig. Og Robert Bartons flåde var udeblevet. Det skulle blive værre. Sidst i juni eller i starten af juli returnerede Kniphof til Edinburgh i Skotland, hvor alt nu var forandret.
Under de ustadige forhold i skotsk politik havde alliancer skiftet, hvilket havde stoppet Bartons flåde, og desuden var en af Fredrik I’s udsendinge, ridder Mogens Lauridsen, der havde vigtige og formående forbindelser i Skotland, og som tilmed var forlovet med en ung dame fra den betydningsfulde skotske slægt Graham, ankommet til landet tre dage før Kniphof. Her havde gjort sin indflydelse gældende; at han inden sin senere afrejse blev gift i netop Robert Bartons hus siger noget om, at Christian II’s sag ikke længere stod i høj kurs. Kniphof havde da også noget sværere ved denne gang at sælge krigsbyttet.
Kniphof plagede den hanseatiske ligas skibsfart i 1520’erne, hvor Lübecks og ligaens storhed var for nedadgående. Men i storhedstiden var ligaen en stærk magtfaktor; i 1428 bombarderede ligaen to gange København, som del af den dansk-hanseatiske krig 1426-1435, blot én krig af en lang række krige mellem parterne. ”Hanseschiffe vor Kopenhagen in Dänemark 1428”, 1870, træsnit, Wikipedia.
Døden nær og på flugt
Da Kniphof efter en tvist om ejerskabet af et konfiskeret skib forlod rådhuset, hvor regeringsrådet i øvrigt havde givet ham medhold, mødtes han af en ophidset hoben bevæbnede mænd, der var blevet ophidset af Mogens Lauridsen med en historie om, at Kniphof ville gøre landets hovedstad til en røverrede. Kniphof måtte i huj og hast søge tilflugt i rådhuset, hvor han med sin følgesvend, Hans Bayreuth, forsvare sig bedst muligt. Kniphof slap med adskillige stik gennem kappen, mens Bayreuth mistede det halve af hånden, og fik et dybt stik i siden. De måtte reddes af en styrke udsendt af regeringsrådet.
Kongens angrebsplan
Efter endnu en gang optøjer, hvor en mængde havde forsøgt at bemægtige sig en del af lasten fra skibene, havde Kniphof i august ikke uvilligt forladt Edinburgh. Efter strenge ordrer fra kongen om at holde sig fra de sydnorske farvande, hvor skibene fra Hamborg og Lübeck ventede på at nedkæmpe ham, drog han til Holland for at modtage nye ordrer af kongen. Her indfandt han sig i midten af august med de 3 større skibe; ’Gallionen’, ’Den flyvende geist’ og ’Bardunen’, foruden jagten ’Den hvide svane’. Røde Klaus førte ligeledes et større fartøj med sig. Christian II havde planer om at rejse en styrke på op mod 2000 soldater, der skulle transporteres til Norge. Flåden skulle derfor forsynes med alle slags skyts, krudt, kugler, håndvåben og fødevarer fra Antwerpen.
Forræderi
Men i Nederlandene var man blevet bekymret over handelsforbindelserne til den hanseatiske liga og ked af Kniphofs kapervirksomhed, og udråbte ham derfor – til Lübecks og ligaens store tilfredshed – som ”sørøver og søtyv”. Da skibene skulle samle soldaterne op ved den lille havn Greetsiel ved floden Ems var der ingen. Til gengæld befandt en flådestyrke fra Hamborg sig på stedet. En unavngiven informant af høj position i Antwerpen havde løbende informeret dem om Christian II’s og Kniphofs planer og bevægelser. Flåden fra Hamborg – 4 karaveller og to stor bøjerter (fladbundede, brede transportfartøjer) – under admiral Ditmar Koels kunne derfor indeslutte Kniphofs flåde fredag d. 6. oktober, der, omringet af land og sandbanker, kun havde én snæver åbning mod havet.
Slaget – Kniphofs sidste
Næste morgen mellem kl. 7 og 8 startede slaget. Bøjerterne og to karaveller angreb ’Gallionen’, mens de to resterende karaveller angreb ’Bardunen’ og ’Den flyvende geist’. Bøjerterne beskød fra nogen afstand ’Gallionen’ langskibs, hvor de gjorde en del skade, mens karavellen med admiral Koels ombord gik tæt på ’Gallionen’. For at undgå spild af ammunition gav Kniphof ordre til kun at beskyde admiralskibet, der alligevel formåede at hage sig fast. En langvarig kamp gav store tab på begge sider, hvor admiralskibet dog kom til kort, da ilden fra ’Gallionen’ var så voldsom, at mandskabet på karavellen måtte søge tilflugt under dæk. Admiralskibet løsnede på hagerne og trak sig væk – men så stødte endnu en karavel til.
Et haglvejr af kugler
Kniphof troede det ville angribe på samme vis, og stillede sine bedste folk op på øverste dæk for at bemægtige sig skibet i nærkamp, når karavellen søgte at hage sig på ’Gallionen’. Men admiral Ditmar Koels, så, at ’Gallionen’ var ret så medtaget efter nærkampen og beskydningen, og satsede på med ét slag at nedkæmpe fjenden: Alle skytter og artillerister skulle samtidigt affyre alle våben mod skibet. Det virkede. 30 mand faldt med det samme, og de resterende blev så rystede over det pludselige og massive tab, at de bukkede under for hamborgernes storm, der strømmede ind over dækket og huggede alle ned for fode. En ulykkelig rødhåret, som blev taget for at være den forhadte Klaus Røde, blev hugget til småbidder.
Halshugget som simpel pirat
Klaus Røde selv havde ligget et stykke fra slaget uden at undsætte Kniphof, satte siden skibet på grund og stak af. Den flyvende geist var blevet nedkæmpet nogen tid forinden ’Gallionen’, mens ’Bardunen’ var blevet grundet af den hamborgske karavel, der selv gik på grund ved siden af, men lykkedes med efterfølgende, at nedkæmpe Bardunen nogenlunde samtidigt med ’Gallionens’ nederlag. Efter 7-8 timers kamp var den frygtede kaperstyrke, der havde indgydt mange handelsfolk fra Hamborg og Lübeck rædsel, nedkæmpet. Kniphof selv blev 29. oktober underkastet ”pinligt forhør” (læs; tortur) og dagen efter halshugget, sammen med 16 af sine folk, som gemen sørøver, trods papirer, der beviste hans tjeneste for Christian II. Yderligere 59 blev henrettet i januar 1526, og de resterende 57 løsladt.
Af JG
Læs mere:
De tre nordiske rigers historie under Hans, Christiern den anden, Frederik den første, Gustav Vasa, grevefejden 1497-1536, C.F. Allen
danmarkshistorien.dk – Christian 2’s landflygtighed og tilfangetagelse 1523-1559
James L. Larsson, Reforming the North: The Kingdom and Churches of Scandinavia 1520-1545