Treårskrigen endte med en dansk sejr, men gav også hæren flere nederlag. Kampen ved Oversø var en af dem.

af Stuart Penhall

Oversø er et navn der normalt bliver forbundet med den dansk-tyske krig i 1864, hvor den danske bagtrop vendte sig imod de fremrykkende østrigere og påførte dem svære tab. Imens erfaringerne med at kæmpe i dette område var nyt for østrigerne, var de ikke ukendte for danskerne. Det var endda muligt at nogle af danskerne som stod der, havde gjort det samme 14 år tidligere imod en anden fjende. Dette er historien om denne tidligere, mindre, men ikke mindre vigtige kamp.

Kort efter at revolutionen var brudt ud i Slesvig-Holsten, besluttede den tyske konfederation at komme rebellerne til hjælp. Anført af preusserne som var motiveret af andre ting end entusiasme for revolutionen, rykkede de føderale styrker ind i Holsten, men ankom for sent til at forhindre hertugdømmets nederlag ved Bov den 9. april.

Besluttet på at støtte oprørerne, rykkede den Føderale hær frem og mødte danskerne ved Slesvig. Kampen ved Slesvig, udkæmpet den 23. april, bliver med rette set af danskerne som et strålende nederlag. De havde med betydelig underlegne styrker givet preusserne, som havde været uvillig til at vente på at resten af den føderale hær ankom før angrebet startede, en “blodig næse”.

Dette syn på kampen medførte uheldigvis at danskerne tillagde en temmelig nonchalant holdning mht. deres tilbagetrækning og det medførte at den “strålende 23.” blev efterfulgt at en “katastrofal 24”.

Efter kampen ved Slesvig trak danskerne sig kun så langt tilbage som til Flensborg, og pga. deres tro på at preusserne ikke var i stand til at forfølge dem, forsømte de at udstille mere end en symbolsk bagtrop. Imens de var korrekte i deres antagelse af preusserne, havde de ikke taget resten af den føderale division i betragtning, som von Wrangel, den tyske øverstbefalende, nu beordrede til at optage forfølgelsen.

De føderale tropper under General Halket gik til opgaven med entusiasme, da de mente at den heftige kamp som preusserne havde udkæmpet dagen før, havde frarøvet dem en mulighed for at deltage i sejren. De føderale troppers fortrop tog snart fem mand fra det 2. Jægerkorps til fange. Fra disse mænd og nogle lokale, erfarede de, at dele af det 2. Jægerkorps og det 5. Dragon Regiment sammen med to kanoner var i området lige nord for. Med den chance for øje, delte Halkett sine til rådighed stående styrker i tre kolonner i håb om at omringe danskerne.

På højre fløj avancerede en kolonne bestående af en Mecklenburgsk Eskadron, under kommando af Kaptajn von Bülow og 20 mand fra den Hannoveranske Konges Husarer øst for hovedvejen (okse vejen) imod Munkvolstrup. På den venstre flanke skulle en kolonne der bestod af størsteparten af den Hannoveranske Konges Husarer under kommando af Oberstløjtnant Plate, omgå Sankelmark sø imens hovedkolonnen skulle fortsætte af hovedvejen.

Først så det ud til at kolonnerne kom for sent, for da den højre flanke kolonne ankom til Munkwolstrup, var danskerne forsvundet og de måtte stille sig tilfreds med en vogn og et stort antal våben. Men da Plate’s kolonne ankom til Bilschau kro til nord for søen, erfarede de, at en eskadron fra det 5. danske Dragoner (tilsyneladende dem som havde været ved Munkvolstrup), stadig befandt sig syd for.

Plate placerede omgående sine tropper med den 1. og 2. eskadron bagved kroen og tværs over vejen, imens han holdt den 3. eskadron i reserve. Så da danskerne ankom, fandt de deres flugtrute blokeret, og selvom de søgte at undslippe deres modstandere, blev en Oberst, fire officerer og 45 dragoner taget til fange sammen med regimentes fane.

Før alle de sårede fanger kunne fjernes, kom to kompagnier af det 2. Jægerkorps til syne og forårsagede, at Husarerne hurtigt trak sig tilbage til vest for Bilschau. Da de så at vejen var fri, nåede danskerne lige akkurat til det bakkede terræn foran Bilschau, da katastrofen indtraf. Selvom hovedparten af den centrale Føderale kolonne havde været langsom til at rykke frem, var dens forreste enhed (en eskadron af de Mecklenburgske husarer) nået indenfor angrebsafstand af danskerne.

Da de fandt ud af at deres bytte var ved at undslippe, gik de omgående til angreb. Selvom det ikke havde nogen succes og var dyrt (6 mænd blev såret), tvang angrebet danskerne til at stoppe deres tilbagetrækning og søge tilflugt i det sumpede terræn da det 3. Hannoveranske lette infanteri ankom til scenen. Skyttekompagniet udviklede sig omgående ind i skoven vest for vejen, og tvang danskerne til at opgive deres gode position til fordel for en anden i en tæt bevoksning, som var meget mere ufordelagtig.

Da endnu en Føderal infanteri enhed kom til, var situationen nu ved at blive desperat. Denne enhed, den 2. Brunswick Infanteri Bataljon, deltog nu sammen med Hannoverianerne i et bajonetangreb imod de hårdt trængte danskere. Jægerne kæmpede tappert videre indtil omkring kl. 16 da de, med en svindende ammunitionsforsyning og et hurtigt tiltagende mørke, opgav den ulige kamp og overgav sig.

De Føderale tropper tog omkring 250 mand til fange, inkl. nogle officerer. Tabene på den danske side havde været svære, når man tager antallet af mænd i betragtning. Fire døde (inkl. den øverstbefalende) og 26 sårede. Tabene på tysk side var relative små.

Uheldigvis for danskerne førte katastrofen til endnu en, som var endnu mere ydmygende. Det lykkedes for nogle af dragonerne at nå Flensborg, hvor hærens hovedstyrke var samlet. Disse panikslagne mænd drog igennem byen, imens de råbte: “Preusserne er her”, og dette resulterede i hysteri. Mænd kom løbende ud af deres kvarter er, flygtende i en uordentlig masse imod den nordlige del af byen. Selvom ordenen hurtig blev genoprettet var skaden allerede sket, og den 25. fortsatte danskerne deres tilbagetog nordpå.

Sådan endte, hvad der skulle blive en af de sorteste dage i krigen for danskerne, især fordi begge hændelser så let kunne havde været undgået, hvis de rette forholdsregler var blevet taget. På en anden måde var denne dag også vigtig. Som et resultat af disse hændelser, begyndte Krigsminister Tscherning at tvivle på Overkommandoens kompetence til at lede krigen, og dette ledte til mistro og en mistænkeliggørelse som underminerede krigsindsatsen. En situation som fortsatte under krigen og som genopblussede i 1864 igen.

Endnu en gang er jeg taknemmelig for Gerd Stolz i Kiel, Tyskland, for hans hjælp. Denne gang for hans artikel der omhandlede den samme kamp og som denne artikel er baseret på. Det var ham, som gav mig yderligere informationer og kommentarer. Gerd har også fortalt mig, at man stadig kan finde gravene af adskillige af dem der blev dræbt i kampen på kirkegården ved Oversø.

Læs mere:

Delmas, E – La guerre du Danemark et de l’Allemagne 1848-50 (2 Vol.)
Horst, V.D. – Zur Geschichte des Feldzuges der Schleswig Holsteiner.
Stolz, Gerd – Das Gefecht bel Bilschau und Oeversee am 24. April 1848
Nielsen, J. – The Schleswig-Holstein Revolt 1848-1850
Holst, F. & Larsen, A. – Felttogene i Vore Første Frihedsaar