Efter deres nederlag ved Isted, trak oprørshæren sig tilbage bag Rensborg fæstningen for at genopbygge dens styrke. Oprørshærens chef general Willisens strategi var, at forsøge at lokke danskerne ned i Holsten. Han håbede at en dansk indtrængen ind i denne tyske provins, ville trække de tyske stater tilbage ind i krigen. Han håbede også på at mulighederne ville udvikle sig så gunstige, at det tillod ham at besejre danskerne.

Det slesvig-holstenske lederskab blev snart utilfreds med den mangel på handling, denne strategi udviklede, og general Willisen blev tvunget i offensiven. Sådan en offensiv var et ekstremt svært foretagende, da danskerne var beskyttet af forsvarsværket Dannevirke som strakte sig over den centrale del af den jyske halvø, og andre steder af floder og sumpe.

General Willisen besluttede derfor at forsvaret rundt om Slesvig by var for stærkt til et direkte angreb, så han besluttede at angribe Mysunde øst her for d. 12. september. Danskerne afslog uden meget besvær dette angreb. Senere på måneden forsøgte han igen, denne gang vestpå ved Friedrickstadt, men endnu engang blev den slesvig-holstenske hær slået tilbage.

Foruden disse større kampe havde der siden Isted være en række kontinuerlige større eller mindre kampe i området imellem de to frontlinier, specielt nord for Rendsburg og øst for Eckernförde.

Næsten alle landsbyer i dette område blev udsat for kamphandlinger, ofte flere gange. Lottorf var en sådan landsby som mindst 4 gange imellem august og november oplevede kamphandlinger. Den 24. november udspandt sig den sidste af disse kampe sig, da 2 kompagnier fra den slesvig-holstenske 11. Bataljon angreb de danske vagtposter i landsbyen.

Oprørenes plan var at holde et kompagni i reserve syd for landsbyen, imens de andre kompagnier, der var delt i to dele, skulle angribe landsbyen frontalt og fra vest. De forlod forlod Brekendorf om aftenen d. 23, og da de havde nået disse stillinger, begyndte de kl. 3.30 deres angreb på den danske garnison (fra det 3. Reserve Jæger Korps).

På trods af mørket blev oprørenes fremrykning hurtigt opdaget af de danske vagtposter som slog alarm. Dette gav den lille garnison nok tid til at organisere et forsvar. Da der var for få mænd til at hindre oprørerne i at trænge ind i landsbyen, blev der oprettet forsvarsstillinger på en gård i den nordlige udkant af landsbyen.

Disse stillinger kom hurtig under angreb af oprørerne, men først forladt efter at fjendens ild satte bondegården i brand. Modstanden blev videreført bag hegn og andet dækning nord for Lottorf, hvor 2 andre vagtposter snart tilsluttede sig forsvarene. Situationen var nu meget alvorlig for danskerne.

De var stærkt i undertal, havde mistet landsbyen og bag dem var der kun det åbne land. Heldigvis var forstærkninger på vej. Underretninger om angrebet var nået til landsbyen Over Selk snart efter at angrebet var begyndt, og en afdeling på 50 mand var blevet afsendt til forstærkning af forsvaret.

Så snart de ankom blev der udført et modangreb imod oprørerne i byen. På trods af kraftig ild, blev angrebet gennemført og danskerne trængte ind i den nu brændende landsby. Med danskerne fremrykning og ilden der brændte rundt om, trak oprørenes kompagnier sig tilbage til Brekendorf. Danskerne gjorde ikke noget forsøg på at optage forfølgelsen og kl. 4.30 var det hele overstået. De danske vagtposter var igen tilbage på deres poster omkring byen.

Pga. kampens korte varighed, og at mørket og røgen fra de brændende bygninger hindrede udsynet og var skyld i den forvirrede kamp, er det ikke overraskende at tabene var små. Danskerne rapportere ingen tab overhovedet, imens oprørene havde en dræbt og en såret.

Som ved adskillige andre tilsvarende aktioner blev der ikke opnået andet end at forlænge konflikten. Enden var imidlertid i sigte, og i begyndelsen af 1851 måtte den slesvig-holstenske regering erkende dens nederlag.