Efter tilbagetoget fra Dannevirke trak den danske hær sig tilbage til Dybbøl stillingen. Preusserne fulgte efter og indledte krigshistoriens største bombardement. I otte uger regnede granaterne ned over de danske soldater, før preusserne var klar til det endelige angreb. Udfaldet var givet på forhånd, men de udmattede og underlegne danske soldater havde ikke tænkt, at give sig uden kamp.
af Gert Laursen
Den danske hær var blevet trukket tilbage fra Dannevirke stillingen, for at forhindre at den preussisk-østrigske hær skulle omringe og ødelægge hæren. Efter en udmattende march og en blodig kamp udkæmpet af bagtroppen nåede hæren Dybbøl stillingen. Fjenden, der var ligeså udmattet som danskerne, fulgte kun langsomt efter og i nogle dage var det hele roligt.
Danskerne forberedte sig på at forsvare skanserne og tog stilling i terrænet foran dem. Den 17. februar begyndte preusserne deres angreb, og i de følgende uger foregik en hård kamp i forpost terrænet, hvor danskerne langsomt blev trængt tilbage af en overlegen styrke. Den 17. marts blev et dansk modangreb imod Ragebøl slået tilbage, og hæren blev tvunget tilbage til skanserne.
Nu begyndte belejringen af Dybbøl stillingen. Preusserne havde samlet 126 kanoner og morterer, og nu begyndte det sværeste bombardement i krigshistorien. I ugevis regnede tusindvis af granater ned over de danske stillinger, og det danske artilleri var ikke i stand til at svare effektivt igen.
Kanoner og fæstningsværker blev ødelagt og soldater dræbt eller såret. Træblokhusene, som var blevet lavet for at beskytte soldaterne, blev nemt gennemboret af 12 og 15 cm granaterne. I et tilfælde trængte en granat igennem et blokhus, eksploderede indenfor, og dræbte eller sårede 42 mand.
Om dagen søgte soldaterne dækning i deres skjul og forsøgte at få noget hvile, imens de om aftenen arbejde desperat for reparere skaderne forårsaget af dagens bombardementet. Den danske styrke svandt dag for dag, men moralen var stadig høj set i betragtning af de prøvelser, de danske soldater var udsat for.
Imens de preussiske kanoner tordnede imod skanserne, gravede det preussiske infanteri sig stadig tættere på de danske positioner. Et angreb den 5. april blev slået tilbage, men den 18. april var fjenden klar til hovedangrebet. Denne dag, som skulle blive kendt som Dybbøl dag, var en af de sorteste dage i dansk historie. Det blev imidlertid også en dag der viste den danske soldats mod og vilje til at kæmpe, uanset hvor ufavorabel situationen var.
Det endelige angreb
Den 18. april kl 04 begyndte bombardementet. På nogle få timer faldt næsten 8000 granater over de danske skanser, skyttegrave og området bag skanserne. Bombardementet fortsatte i 6 timer, hvorunder fæstningsværkerne blev skudt i stykker, et stort antal af de få brugbare kanoner blev ødelagt, og forsvarerne led svære tab.
Til at forsvare Dybbøl stillingen var der 5000 danske soldater i skanserne, skyttegravene og området bag skanserne. Yderligere var der 6000 i reserve bag frontlinien. Ialt 11.000 trætte danskere imod 37.000 friske og veludrustede preussere. Om udfaldet kunne der ikke være nogen tvivl.
Kl. 10 flyttede artilleriilden sig længere tilbage imod brohovedet ved Als sund, og fjendens forposter åbnede en voldsom riffelild imod skanserne. De preussiske soldater dukkede op fra deres skyttegrave, og til lyden af York melodien stormede de imod de danske linier. I et kapløb med preusserne forsøgte de danske reserve bag linierne, at nå frem til skanserne før fjenden. Uheldigvis sænkede den voldsomme ild dem så meget, at de kom for sent flere steder til at stoppe angrebet, og det var nu op til de få forsvarere at forsøge at holde stillingerne.
Skanserne I – III (22. regiment)
Skanse I blev hurtigt omringet af de preussiske soldater i første kolonne og tvunget til at overgive sig. Skanse III, som blev forsvaret af 19 mand, blev angrebet af en styrke på 1000 mand. På trods af de overvældende odds, nægtede danskerne at overgive sig. Smidth, skansens 23 år gamle officer blev ramt og alvorlig såret, men ikke før han med sin revolver havde skudt en fjendtlig soldat der forsøgte at plante det preussiske flag på volden. Preusserne trængte ind i skansen, men kampen fortsatte i det indre af skansen og krudtmagasinet, før danskerne endelig overgav sig. På det tidspunkt var halvdelen af forsvarerne døde eller sårede. De preussiske tab var ikke mindre end 10 officerer og 128 mænd.
Skanse II modtog preussernes kolonne 2 med artilleriild, og tvang dem ud til siderne imod skyttegravene. Her blev de mødt af en voldsom ild fra danskerne og stoppet eller endda tvunget tilbage. Men nu angreb kolonne 1 og 3 skyttegravene fra siderne eller ryggen. Det første angreb fra syd på skansen blev slået tilbage. Korporal Rasmus Nellemann brækkede stangen på en preussisk fane, som var blevet placeret på skansens top, og smed resterne imod de fremstormende fjendtlige soldater.
Det andet angreb kom fra ryggen, men blev stoppet af skud fra en kanon der var blevet placeret der, netop for at sikre bagsiden. Det tredie angreb kom fra alle sider. Endnu en gang blev der placeret en fane på toppen skansen, men igen rev Nellemann den ned. Denne gang blev han dræbt af flere skud. Et forsøg fra skansen chef, Løjtnant Ancker, på at sprænge krudtmagasinet i luften mislykkedes.
Skanserne IV-VI (2. Regiment)
Den preussiske kolonne 4, hvis opgave det var at erobre skanse IV, blev mødt med så voldsom en ild fra skansen og området bagved, at kolonnen kom i uorden. En del af kolonnen angreb skyttegraven til venstre og gennembrød den danske stilling. Skansen blev nu angrebet både fra fronten og bagfra og faldt efter en voldsom kamp.
Det lykkedes for artilleristerne i skanse V, at skyde et par skud ind i den fremstormede preussiske kolonne som led svære tab. En preussisk soldat der deltog i angrebet på skanse V skrev senere:
Vi havde til opgave at angribe skanse nr. 5. Vi blev mødt med livlig kadæskild. De danske artillerister var på deres post. På grund af de mange der faldt, kom der uorden i kolonnen, men der var naturligvis ikke tid til at standse op for atter at bringe orden i geledderne. “Fremad, videre fremad”, råbte officerene, og idet de svang ders sabler sabler over hovedet, løb de frem for at vise os et eksempel.
Det hjalp. Vi stormede uden ophold videre, trådte de spidse småpæle ned som græsstrå og sprang over harver og andre forhindringer. Endnu engang pustede fjenden en kærdæskladning ind imellem os. Så var vi i sikkerhed, den døde vinkel var nået, vi stod ved skansegravens rand. “Pionerer, stormbrædderne frem!”. Der kom kun et. Der skulle have været ti. Bærerne lå sandsynligvis døde ude på den flade mark.
Over dette ene stormbræt, der dannede bro fra gravens rand til palisaderne i gravens midte, trængte vi os nu, så mange som muligt, og sprang ned på skansens eskarpe. Andre sprang ned i graven, huggede palisaderne over og skaffede sig på den måde adgang til eskarpen. Atter andre prøvede at omgå skansen gennem løbegravene på siderne. Oppe på brystværnet modtog fjenden os med bajonetten. De forreste måtte vige tilbage. Men andre trængte frem efter dem, så brystværnets krone til sidst blev erobret.
Og nu fulgte en hidsig og frygtelig nærkamp, mand mod mand. Bajonetterne klirrede mod hinanden, tunge stød og hug blev uddelt. Dertil kom forbandelser, skrig og råb, de såredes stønnen, geværenes smælden og bragene fra de eksploderende granater. Det havde været uudholdeligt, hvis ikke hver enkelt havde befundet sig i den største ophidselse.
Der til venstre vil sergenten fra 12. kompani af regiment 64 plante den sort-hvide stormfane på brystværnet. Han bliver ligeledes hugget ned. Først da en gruppe infanterister har samlet sig om preusserbanneret, lykkeds det at rejse det og rive Dannebrog ned. Fjenden kan ikke mere forhindre det. Hans infanteri er trængt tilbage overalt og prøver at komme bort gennem palisadeporten, der lukker skansen bagud. Men artilleristerne er endnu ikke overvundne. De kan ikke tage deres skyts med sig. Forlade det vil de heller ikke. De vil ikke tage mod pardon. De forsvarer sig med sablen, indtil de ligger blødende og dødende på jorden. Skansen er endelig i vore hænder.
To danske modangreb imod skanse V med to eller tre delinger, trængte fjenden tilbage i et stykke tid, før de selv blev tvunget til at trække sig tilbage efter en hård kamp.
Skanse VI skød seks skud imod den preussiske kolonne 6 der var under fremrykning. Dette stoppede den imidlertid ikke, og før det danske infanteri nåede skansen var den faldet. Artilleristerne fortsatte deres skydning til skansen faldt, og pga af det nåede de ikke at fornagle kanonerne, som fjenden nu vendte imod skyttegravene og skanse VII og VIII.
Skanse VII
Så snart at skydningen blev hørt, var kompanierne fra det 17. Regiment rykket frem, for at indtage deres stillinger i skanse VII og VIII. Selvom de havde lidt svære tab på vejen, ankom de før fjenden og åbnede ild imod dem. Preusserne omgik nu skanse VII og kort efter faldt den. Et modangreb udført af det 1. Kompani mislykkedes, og regiments kommandøren oberst Bernstoff blev dræbt. Det 7. Kompani forsøgte endnu en gang at generobre skansen, men blev omringet og efter en kort bajonet kamp, blev de tvunget til at overgive sig.
8. Brigades modangreb
Klokken var nu 10.45. Skanserne I – VII var faldet og preusserne fortsatte deres fremrykning imod brohovedet hvor den 8. Brigade blev holdt i reserve. Den havde ikke opfattet at et større angreb var sat ind, og nogle værdifulde minutter gik tabt.Kl. 10.30 blev brigaden omsider beordret frem for at generobre skanserne og hjælpe 1. og 3. Brigade. Til en begyndelse gjorde brigaden god fremskridt, og de fjendtlige kompanier blev kortvarigt tvunget tilbage.
Løjtnant Wilhelm Dinesen, som var kompanichef ved 8. Brigade beskrev modangrebet:
Døde og sårede preussere og danskere bedækkede valpladsen. Nogle af mine folk opsamlede preussiske geværer, som de mente var bedre end vore, men jeg befalede dem at bruge deres egne. Da vi nåede et gærde, gjorde vi et lille holdt, men straks gik det fremad igen, og fjenden flygtede, indtil vi nåede op til Dybbøl Mølle, Redsted med første og fjerde deling til selve møllen, jeg med resten op i højde med ham, tæt udenfor møllen.
Kaptajn Knauer med 2det kompagni gik fra syd løs på møllen, som stormes med fældet bajonet under hurraråb, trods den ødelæggende kugleregn. Knauer faldt tæt udenfor møllen, men hans folk sluttede sig til Redsteds, stormede med dem Møllen fra alle sider, nedskød, nedstødte og nedtrampede alt, som satte sig til modværge, og trængte efter de forfærdede fjender ind i selv bygningen. Her var der ikke plads til at sigte eller bruge sin bajonet; man smed geværerne trak sablen, sloges på næverne.
Redsted stod udenfor møllen; han hævede sig på armene for at se ind ad et vindue; en preusser satte geværet til hans hoved og trykkede løs: Røg og blod, våbenlarm og skrig fyldte pladsen; men de danske trængte frem.
Da kastede Brigaden Canstein 4 friske batailloner i ilden. Efter dem fulgte Brigaden Raven. Det stød, der rettedes møllen, var overvældende; alt knustes. Af 1ste Kompagni ved jeg kun to mand, korporal Blinkenberg og underkorporal Vestesen, der er sluppet med livet af de folk, der var trængt ind i møllen, og begge var hårdt sårede…
… Fjenden trængte hårdt på; i venstre flanke truede han vor retraitelinie, hvorfor vor i begyndelsen langsomme tilbagegang efterhånden forceredes, men dog kom fjenden os tættere og tættere på livet.
En del folk af sprængte afdelinger havde sluttet sig til mig, men kommandoet skrumpede bestandigt ind ved fjendens ild. Hidtil havde jeg gået med en stok, nu smed jeg den og trak sabelen…
… jeg blev et øjeblik liggende, hvor jeg var, og holdt mandtal; jeg havde 33 mand. De preussere, der stod lige overfor os, skød ikke, vi ej heller; de lagde deres huer og deres geværer på jorden, formodentlig et tegn til overgivelse, som vi dog ikke følte os beføjede til at svare på. Efter et kort ophold befalede jeg folkene at kravle så langt ned, at de netop havde dækning; derpå gik jeg selv et lille stykke tilbage og befalede folkene at fyre og derpå at løbe efter mig ned ad chausseen.
Døde og sårede lå på vejen og på markerne: nogle lå stille hen, andre sad op og lod deres forvildede blik løbe omkring, atter andre slæbte sig hen til et gærde eller andet skjul.
Fjenden nåede barakkeren samtidig med os; her standsede vi og satte os for sidste gang til modværge; da vi forlod barakkerne, var det vild flugt: jeg tænkte kun på at holde mine folk samlede for ikke at komme ene ind, hold igen på nogle, animerede andre, men kræfterne var udtømte, folkene kunne ikke mere, og min bønner og trusler drev det kun til små løb ad gangen, så gik folkene igen, og fjendens ild, såvel geværilden fra vore forfølgere, som kanonilden fra de nys opstillede batterier ved Dybbøl Mølle, strakte den ene efter den anden til jorden…
… vi fulgte vejen, der førte ind mellem det nordre og søndre brohoved, og fandt den spærret af spanske ryttere, men et par mand af 18de regiment flyttede dem lidt, vi slap, gik straks bag brystværnet og kastede os på jorden. Jeg havde da 2 underofficerer og 8 mand af mine egne folk og 3 fremmede… …Med besætningerne i brohovederne fulgte vi over broerne, gik gennem Sønderborg, hvor det haglede med projektiler, og traf resterne af 9de regiment på en mark bagved byen…
… Efterhånden samledes stumperne. Regimentet frembød et ynkeligt skue.: de tre sidste timer på Dybbøl havde været hårde. Regimentschefen var såret og fangen; den ene bataillonskommandør og de 6 kompanikommandører faldne, de to andre kompagnikommandører hårdt sårede og fangne. Halvdelen af mandskabet var blevet på Dybbøl Marker.
Skanse VIII, IX og X
Imens modangrebet var undervejs, blev skanse VIII stadigvæk holdt af det 5. kompani fra det 17. Regiment. 28 fjendtlige kanoner hammerede løs på den. To gange forsøgte de preussiske infanterister at storme skansen, og to gange blev deres angreb slået tilbage. Deres tredie forsøg var imidlertid sucessfuldt og de erobrede skansen. På dette tidspunt bestod forsvaret kun af nogle få mænd.
Skanse IX blev angrebet af ni fjendtlige kompanier. Det blev forsvaret at det 6. Kompani, og kampen endte først da det meste af kompaniet var blevet udslettet. En svensk frivillig, Lundgreen nægtede at overgive sin sabel til fjenden og blev skudt ned og dræbt. Skanse X blev forladt da ordren til at trække sig tilbage kom, og alle kanonerne blev fornaglet.
8. Brigades modangreb havde ikke været forgæves, selvom det havde været extremt blodigt. Angrebet hjalp resterne af den 1. og 3. Brigade til at slippe tilbage til brohovedet.
Preusserne fortsatte deres fremrykning imod de danske positioner ved brobovedet, men artilleriilden fra den modsatte side af sundet og fra panserskibet Rolf Krake stoppede deres fremrykning. Resterne trak sig i god orden tilbage til Als, og pontonbroerne blev afbrudt.
Kampen var over og den sidste danske soldat havde trukket sig tilbage til Als. Tabene havde været svære. Omkring 700 dræbte, 554 sårede og 3.534 blev taget tilfange. I alt 4834 mænd. Mere end halvdelen af kommandørene som deltog i kampen gik tabt. En general, du Plat, en brigade chef, 5 regimentschefer, 8 battalionschefer, og 36 kompanichefer blev dræbt, såret eller taget tilfange. De preussiske tab var 1201 dræbte eller sårede.
Læs mere:
De så det ske- krigen i 1864, Lars Lindeberg
Dybbøl – Hærens generalstab
Fra 8. Brigade – Wilhelm Dinesen