Efter oprettelsen af en provisorisk slesvig-holstensk regering, rykkede den nyopstillede hær imod nord for at vinde befolkningens tilslutning til deres sag. I området omkring Bov tørnede den uprøvede styrke sammen med den danske hær, og det udviklede sig til en katastrofe for slesvig-holstenerne.

af Gert Laursen

Efter slesvig-holstenernes proklamation af dannelsen af den provisoriske regering, gik Prinsen af Noer i gang med at opbygge en hær. Han indkaldte alle de hjemkaldte årgange til og med 8. årgang og den 27. marts blev der udsendt en opfordring om at melde sig til hæren.

Udfra de frivillige der meldte sig, blev der dannet fire frikorps med i alt omkring 1000 mand. Dertil kom en række frivillige bestående af studenter fra Kiels universitet og fra de tyske stater, samt gymnaster og andre frivillige.

Altså en broget skare hvor en stor del nok var motiveret for deres sag, men ikke besad nogen militær erfaring. Manglen på officerer var stor, men 50 frivillige fra Preussen var et værdifuldt bidrag. I alt lykkedes det for oprørshæren at opstille en hær på 6.150 mand.

Fra den provisoriske regering var Prinsen af Noer under stort pres for at rykke ud af fæstningen i Rendsburg og vinde befolkningens tilslutningen til oprøret. Han protesterede, da hans hær endnu var for uorganiseret til at møde den danske hær, der efter al sandsynlighed også var større.

Men presset blev for stort, og stemningen for ophidset, og den 31. marts rykkede den slesvig-holstenske hær under kommando af general Krohn ud af fæstningen og marcherede imod nord, hvor den indtog en stilling nord for Flensborg ved landsbyen Bov og langs Krusåen ud til Flensborg Fjord.

Den danske hær

Den danske hær var i slutningen af marts blevet formeret i to afdelinger. Det Nørrejyske Armékorps ved Kolding med 7.200 mand og Flankekorpset på Als med 3.800 mand. Den danske plan var, at de to korps skulle forene sig, rykke imod syd og slå oprørerne, før de tyske forbundstropper der stod længere sydpå kunne komme til hjælp.

Imens hovedstyrken skulle angribe og fastholde oprørerne i deres stillinger ved Bov og Kruså, skulle Kavaleribrigaden og 1. Infanteribrigade under Bülow gå vest om Bov og fjendens flanke og afskære deres tilbagetog. Som afledningsmanøvre blev en mindre dansk styrke sat i land ved Holnæs, og da Krohn d. 6. april blev underrettet om landsætningen, sendte han næsten en tredjedel af sin styrke ud til Glücksborg, for at standse et eventuel dansk angreb herfra.

Angrebet indledes

Om morgenen den 9. april rykkede de danske styrker frem. Avantgarden under von Magius med 3. Jægerkorps og 12. Bataljon, støttet af 4 kanoner, angreb fra nordøst oprørernes hovedstilling ved Bov. Fra øst udførte det 1. Jægerkorps samt et par kompagnier af 5. og 9. Bataljon et skinangreb på slesvig-holstenerne stilling i skoven omkring Kobbermøllen. Den blev forsvaret af et jægerkorps og kielerstudenterne under kommando af Major Michelsen.

Efter en hård kamp faldt Bov til den danske Avantgarde, og slesvig-holstenerne trak sig tilbage, først Nyhus og derefter til Harrislev, hvor de havde barrikaderet indgangene til byen og indrettet husene til forsvar. Omkring kl. 12 gik 1. og 11. bataljon til angreb fra den fra den nordlige og vestlige side og 2. Bataljon fra syd, imens to kanoner støttede angrebet.

Efter en heftig kamp, blev fjenden tvunget tilbage til Flensborgs udkant, hvor de indtog en ny stilling i skoven nord for byen, og i et teglværk og nogle huse i den nordlige udkant af byen. Efter gentagne angreb fra den 2. Bataljon blev slesvig-holstenerne omsider tvunget til overgivelse eller på flugt sydpå.

Imens dette foregik, stod Major Michelsens styrker stadig ved Kobbermøllen, uden at vide at deres hovedstyrke havde måttet trække sig tilbage fra Bov. Omkring kl. 12 fik han omsider besked om, at Nyhus var blev opgivet, og hans styrke dermed var i fare for at blive afskåret. Han beordrede en tilbagetrækning, men blev under tilbagetoget beskudt af danske krigsskibe fra Flensborg Fjord, og hans styrke blev delvist opløst.

Nogle af slesvig-holstenerne indtog en stilling på Møllebakkerne nord for byen, imens det lykkedes for andre at nå tilbage til Flensborgs udkant, hvor de satte sig fast i et teglværk og nogle huse. 2. Bataljon forsøgte flere gange at indtage de fjendtlige stillinger men blev slået tilbage. Først da 4. Bataljon kom til undsætning vestfra, lykkedes det omsider at erobre de huse, hvorfra slesvig-holstenerne forsvarede sig. Kort tid efter overgav fjendens styrke på Møllebakkerne sig også. Michelsen selv faldt hårdt såret i dansk fangenskab og døde kort tid efter.

Derimod så lykkedes det ikke at afskære, den slesvig-holstenske hovedstyrkes tilbagetrækning. Efter en hård march igennem vanskeligt terræn havde Bülows 1. infanteribrigade måtte opgive at gå vest om slagmarken, og den havde i stedet sat kurs imod Flensborg. Også Kavaleribrigaden havde måtte opgive at omringe fjenden.

Men sejren var sikret. Den slesvig-holstenske styrke havde lidt store tab. Omkring kl. 14.30 var kampen ovre, og fjenden på flugt sydpå i uorden og forvirring.

Tabene var:

Slesvig-Holsten:

• Døde: 5 officerer, 30 mand
• Sårede: 3 officerer, 135 mand
• Ikke sårede tilfangetagne: 13 officerer, 910 mand
• I alt: 21 officerer, 1075 mand

Danmark:

• Døde: 3 officerer, 13 mand
• Sårede: 5 officerer, 61 mand
• Sårede tilfangetagne: ingen
• I alt: 8 officerer, 74 mand