Kampen ved Mysunde d. 2 februar 1864 var den første egentlige kamp imellem de allierede og den danske hær. Mysunde stillingen var en del af Dannevirkes østlige fløj i Krigen i 1864, og et gennembrud her kunne betyde, at de preussisk-østrigske styrker kunne omgå den danske hær, og ødelægge den i dens stillinger. Det var derfor af stor vigtighed, at stillingen ikke faldt. Men kunne den holde stand imod en overvældende preussisk fjende?

af Gert Laursen

Indledning

Kampen ved Mysunde d. 2 februar 1864 var den første egentlige kamp imellem de allierede og den danske hær. Mysunde stillingen var en del af Dannevirke østlige fløj, og det var derfor af stor vigtighed at stillingen ikke faldt til preusserne. Set fra fjendens side, kunne et gennembrud her betyde, at de preussisk-østrigske styrke kunne omgå den danske hær og ødelægge den i dens stillinger.

Dermed kunne krigen i 1864 være afgjort med et enkelt slag, og en langvarig krig med risiko for en politisk indblanding af stormagterne, som det var sket i Treårskrigen, kunne undgås. Selve byens betydning lå i dens position som overfartssted over Slien, og under Treårskrigen havde der stået to kampe om dette vigtige sted. Nu trak det op til endnu en.

Den preussiske fremrykning

Kl. 8 om morgenen begyndte det I. Preussiske korps under Prinds Friedrich Carl, med 6. og 13. Infanteridivision dets fremrykning, med det formål at true de danske styrker ved Kokkendorf i ryggen.

Men da preusserne ikke stødte på danske tropper, besluttede Prinds Friedrich Carl sig til at fortsætte fremrykningen mod Mysunde for at erobre forpostterrænet, og om muligt at erobre selve stillingen. Kl 10.30 stødte de forreste preussiske styrker på de danske forposter ved Langsø. Efter en heftig udveksling af ild, trak de danske forposter sig tilbage til Mysunde.

Den danske stilling

Forsvaret af byen var overladt til det 18. Regiments I. bataljon med 4 kompagnier. I og omkring Mysunde var der anlagt en række skanser, hvor de 2 vigtigste, kaldet a og b, var anlagt på hver side af vejen der førte ind til Mysunde fra syd.

6. Fæstningsbataljon under kaptajn Hertel skulle med 20 kanoner og omkring 100 mand yde artilleristøtte. I skanse a var anbragt 4 12pdr. kanoner og 4 24pdr kanoner, og i skanse b var anbragt 2 12pdr. kanoner og 4 24pdr kanoner. 11 km nord for Mysunde lå den 3. Brigade i reserve.

Kampen ved Mysunde

Den 2. februar om formiddagen lå der en tæt tåge over Mysunde der gjorde det vanskeligt at bedømme fjendens styrke og placering, og kun enkelte skud blev afgivet fra de danske kanoner imod fjendens avantgarde. Kl. 11.30 ankom 3. Regiments I. Bataljon under kaptajn Arntz som forstærkning til byen, og den blev sammen med en deling dragoner beordret frem for at rekognoscere i forpostterrænet.

Overfor danskerne var den tyske avantgarde med 3 bataljoner under fremrykning, og de danske kompagnier blev straks heftigt beskudt. Flere officerer blev dræbt eller såret, og kaptajn Arntz gav ordre til kompagnierne om at trække sig tilbage til skanserne. Først nu gik det op for danskerne at der ikke kun var tale om en fjendtlig rekognoscering, men om et regulært angreb på byen.

De tyske skytter fortsatte fremad. På den højre fløj var det lykkedes et kompagni at tage en løbegrav kun 100 m fra skanse b, og herfra beskyde mandskabet ved de danske kanoner, og i centrum nåede fjenden et punkt omkring 200-250 m fra de danske skanser. Omkring kl. 12 var den tyske general v. Mannstein ankommet og havde taget kommandoen over de tyske styrker. Hans plan var med et kraftigt bombardement at tvinge danskerne tilbage fra byen. De styrker han havde til rådighed bestod af dele af 3 regimenter og en betydelig mængde artilleri.

Kl. 12.45 gik det tyske artilleri i stilling 500 m fra de danske stillinger, og herfra åbnede et 6pdr batteri og et haubits batteri ild imod danskerne. Kort efter ankom også reserveartilleriet, bestående af 3 12pdr batterier, 2 haubitsbatterier og 4 ridende batterier. Til deres rådighed havde fjenden samlet 64 kanoner, altså mere end tre gange så mange som på dansk side.

En voldsom artillerikamp udspandt sig nu imellem de tyske og danske kanoner. Men tågen gjorde en effektiv ild umulig, og på begge sider skød man efterhånden i blinde sigtende efter kanonernes mundingsglimt. Den voldsomme fjendtlige artilleriild gav formodning om fjenden gjorde klar til at storme de danske stillinger.

Den 3. Brigade var ved artillerikampens start blevet beordret til Mysunde som forstærkning, men den kunne først ventes senere, og derfor trak man 2 kompagnier af 3. Regiments II. Bataljon, der havde bevogtet kysten nordøst for byen, til som reserve. Derudover var det 10. Batteri ankommet til Mysunde kl. 12 og var blevet opstillet på den vestlige bred. Det kom dog ikke til at deltage i kampen bortset fra nogle få skud.

Imens artillerikampen foregik, beskød fjendens infanterister på tæt hold betjenings-mandskabet ved de danske kanoner. Specielt i skanse b led danskerne tab, og et kompagni af 18. regiments I. Bataljon blev sendt frem for at fordrive de preussiske skytter, men de blev mødt af så stærk en ild, at de måtte trække sig tilbage igen.

Det lykkedes for en deling at besætte en gård tæt ved kysten, men da gården blev skudt i brand, måtte den også trække sig tilbage.

Fra Ornum Mølle, omkring 120 m fra de danske skanser, og fra vejen til Mysunde trængte flere fjendtlige bataljoner frem imod byen. Samtidig med deres fremrykning lod fjenden deres artilleri flytte nærmere de danske stillinger. Virkningen var dog begrænset. De fleste af granaterne gik over de danske skanser, og kun 3 kanoner i skanse b blev demonteret. Til gengæld gik det hårdt ud over Mysunde, hvor størsteparten af byen blev sat i brand.

Afslutningen på kampen

Flere gang så det ud til at fjenden gjorde klar til storm, og hver gang rettedes en kraftig kardæsksild imod infanteristerne. For at sikre at fjenden ikke trængte igennem til vejen mellem skanse a og b der førte til overgangsstedet, blev 2 kanoner fra den vestlige bred anbragt, så de kunne bestryge vejen. Men netop som det var gjort, begyndte fjendens ild så endelig at slækkes, og omkring kl. 16 hørte den helt op. Preusserne havde opgivet at indtage Mysunde og trak sig tilbage.

På begge sider havde tabene været store. De danske tab var i sårede og døde: 9 officerer og 132 underofficerer og menige. De preussiske tab var 12 officerer og 187 underofficerer og menige.

Kampen var omtrent den eneste danske sejr i krigen. Den styrkede moralen iblandt soldaterne der havde kæmpet godt imod en overlegen fjende, og hos befolkningen, og styrkede tiltroen til Dannevirke. Men den gav måske også et overdrevet billede af evnen til at forsvare stillingen. Derfor virkede tilbagetrækningen fra Dannevirke 4 dage senere ekstra voldsomt, både for hæren, men måske især for den danske befolkning, der havde set Dannevirke som en uindtagelig stilling, der endnu en gang skulle stå sin prøve imod fjenden fra syd.

Relaterede artikler: Rømningen af Dannevirke